Ændringsforslag stillet den 25.
november 2024
Til titlen
Af børne- og
undervisningsministeren:
1) I
undertitlen indsættes efter
»pensionsrefusionssats,«: »omlægning af
lærepladstaxameter,«.
[Konsekvensændring som
følge af ændringsforslag nr. 2]
Til § 1
2)
Efter nr. 7 indsættes:
»01. § 12 c ophæves.«
[Omlægning af
lærepladstaxameteret]
Ny paragraf
3)
Efter § 2 indsættes:
Ȥ 01
Stk. 1. Staten yder i
2025 et overgangstilskud til de institutioner for erhvervsrettet
uddannelse og andre skoler og institutioner, som i 2024 har
fået udbetalt tilskud i medfør af de hidtil
gældende regler i § 12 c i lov om Arbejdsgivernes
Uddannelsesbidrag, jf. lovbekendtgørelse nr. 111 af 30.
januar 2024, og regler fastsat i medfør heraf. Tilskuddet
efter 1. pkt. ydes til formidling i 2025 og tidligere af
sådan aktivitet, som var tilskudsudløsende i henhold
til de i 1. pkt. nævnte hidtil gældende regler og
regler fastsat i medfør heraf, uafhængigt af
aktiviteten. Tilskuddet efter 1. pkt. ydes dog ikke til aktivitet,
som institutionen eller skolen har modtaget tilskud for i 2024
eller tidligere efter de hidtil gældende regler. Tilskud, som
institutionen eller skolen har modtaget tilskud for i 2024 eller
tidligere efter de i 1. pkt. nævnte hidtil gældende
regler, er endelige.
Stk. 2. Børne- og
Undervisningsministeriet foretager en foreløbig
opgørelse over de overgangstilskud, som skal ydes efter stk.
1, og meddeler dette til institutionerne og skolerne. En
institution eller skole, der mener sig berettiget til et
større overgangstilskud efter stk. 1 end det
foreløbigt opgjorte beløb, kan senest den 1. marts
2025 meddele dette til Børne- og Undervisningsministeriet.
Institutionen eller skolen skal samtidig oplyse, hvilket
beløb den mener sig berettiget til. Institutionen eller
skolen skal sammen hermed sende en opgørelse over de
uddannelsesaftaler og aftaler om beskæftigelse i udlandet,
som er formidlet og underskrevet i kalenderåret 2024 eller
tidligere. Opgørelsen skal sammen med angivelsen af det
beløb, som institutionen eller skolen mener sig berettiget
til, være attesteret af institutionens eller skolens leder og
interne revisor i overensstemmelse med bestemmelserne i
bekendtgørelse nr. 2110 af 24. november 2021 om revision og
tilskudskontrol m.m. ved institutioner for erhversrettet
uddannelse, almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse
m.v.
Stk. 3. Børne- og
Undervisningsministeriet fastsætter endeligt de
overgangstilskud, som skal ydes i medfør af stk. 1, og
meddeler dette til institutionerne og skolerne. Arbejdsgivernes
Uddannelsesbidrag udbetaler tilskuddene efter de samme regler for
administrationen af de tilskud, som er udbetalt efter de i stk. 1
nævnte hidtil gældende regler.«
[Overgangstilskud i 2025 for
formidling i kalenderåret 2024 eller tidligere af
uddannelsesaftaler og af aftaler om beskæftigelse i
udlandet]
Bemærkninger
Til nr. 1
Med ændringsforslag nr. 3
foreslås der en omlægning af lærepladstaxametre
efter § 12 c i lov om arbejdsgivernes uddannelsesbidrag, jf.
lovbekendtgørelse nr. 111 af 14. februar 2024, hvilket
bør afspejles i lovens undertitel. Det foreslås som en
konsekvensændring deraf, at ordene »omlægning af
lærepladstaxameter« indføjes i undertitlen. Der
henvises til bemærkningerne til ændringsforslag nr. 2
og 3.
Til nr. 2
Regeringen har med forslag til finanslov
for 2025 præsenteret et oplæg til at fjerne statslig
administration svarende til godt 1.000 årsværk i 2025.
Det er årsværk på tværs af alle
ministerområder. Der er særlig fokus på
årsværk i centraladministrationen og på opgaver,
der har karakter af administration, tilsyn og kontrol.
Det er samtidig en beslutning om, at der er
nogle opgaver, der skal løses mere enkelt, eller andre, som
måske ikke længere skal laves. Det er en erkendelse af,
at regeringen ønsker at prioritere ressourcerne
anderledes.
Ændringsforslaget er en
opfølgning på regeringens forslag til finanslov for
2025 og har til formål at gennemføre dele af det
politisk prioriterede opgavebortfald på Børne- og
Undervisningsministeriets område.
Med ændringsforslaget vil statslig
administration svarende til 1,5 årsværk i 2025 blive
fjernet på Børne- og Undervisningsministeriets
område.
Det foreslåede har sammenhæng
med, at det praktikadministrative system EASY-P nedlægges pr.
31. december 2024. Tilskud for formidling af uddannelsesaftaler og
aftaler om beskæftigelse i udlandet (de såkaldte
lærepladstilskud) og tilskud for formidling af
uddannelsesaftaler under grundforløb beregnes ved
hjælp af EASY-P. Lukningen af systemet vil derfor
indebære, at der ikke længere kan beregnes
særskilte lærepladstilskud og tilskud for formidling af
uddannelsesaftaler under grundforløb til
uddannelsesinstitutionerne.
Det foreslås som konsekvens heraf at
ophæve bestemmelsen i § 12 c om tilskud for formidling
af uddannelsesaftaler med arbejdsgivere m.v. i lov om
Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag pr. 1. januar 2025.
Den foreslåede ophævelse af
§ 12 c vil indebære, at institutioner og skoler ikke som
efter den gældende § 12 c, stk. 4, vil have mulighed for
frem til den 31. december 2025 at registrere aftaler, der er
formidlet og indgået i tilskudsåret 2024, som
udgør 4. kvartal 2023 og 1.-3. kvartal 2024, og aftaler, der
er formidlet og indgået i 4. kvartal 2024, som udgør
1. kvartal af tilskudsåret 2025.
Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne til ændringsforslag nr. 3.
Til nr. 3
I forlængelse af nedlæggelsen
af EASY-P foreslås det, at tilskud for formidling af
uddannelsesaftaler og aftaler om beskæftigelse i udlandet (de
såkaldte lærepladstilskud) og tilskud for formidling af
uddannelsesaftaler under grundforløb udfases pr. 31.
december 2024.
Som nævnt i bemærkningerne til
ændringsforslag nr. 2 vil nedlægningen af EASY-P
indebære, at der ikke længere kan beregnes
særskilte lærepladstilskud og tilskud for formidling af
uddannelsesaftaler under grundforløb til
uddannelsesinstitutionerne.
Det foreslås, at institutionerne og
skolerne for formidling i kalenderåret 2025 af
uddannelsesaftaler og aftaler om beskæftigelse i udlandet i
2025 vil få udbetalt et særligt fast
overgangstilskud.
Med det foreslåede overgangstilskud
er det hensigten i 2025 at yde et overgangstilskud til
institutioner og skoler, der svarer til størrelsen af det
tilskud, som Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag udbetalte til
institutionerne og skolerne i kalenderåret 2024.
Det vil være en forudsætning
for tildeling af det foreslåede overgangstilskud, at de
modtagende institutioner og skoler stadig udøver
lærepladsopsøgende aktivitet.
I modsætning til tilskud efter de
gældende bestemmelser i § 12 c, stk. 1-3, vil
overgangstilskud således ikke blive fastsat på grundlag
af det antal uddannelsesaftaler og aftaler om beskæftigelse i
udlandet, som institutionerne og skolerne har indgået i det
tilskudsudløsende år, og som har haft en varighed
på mindst 3 måneder og, hvor relevant,
prøvetiden er gennemført. Desuden vil institutioner
og skoler, i modsætning til hvad der gælder efter det
gældende § 12 c, stk. 4, ikke få mulighed for at
registrere aftaler frem til den 31. december, året efter at
en aftale er indgået.
Det er med det foreslåede hensigten,
at en given institution eller skole vil få udbetalt det samme
beløb i overgangstilskud i kalenderåret 2025 som i
kalenderåret 2024.
Det er samtidig hensigten, at
overgangstilskuddet vil skulle dække, at den enkelte
institution eller skole også bliver tilstrækkelig
kompenseret for de underskrevne aftaler, den har formidlet i
kalenderåret 2024 eller tidligere, som institutionen eller
skolen ikke har modtaget tilskud for i 2024 eller tidligere efter
de hidtil gældende regler. Den enkelte institution og skole
vil derfor som minimum modtage et overgangstilskud, der svarer til
det tilskud, den i 2025 ville have modtaget efter de hidtil
gældende regler for aktivitet i 2024 eller tidligere, som den
ikke har modtaget tilskud for i 2024 eller tidligere.
En institution eller skole, der tidligere
har modtaget tilskud for kalenderåret 2024 eller tidligere
for formidling af en given uddannelsesaftale eller af en given
aftale om beskæftigelse i udlandet, får ikke
overgangstilskud for formidlingen af den givne uddannelsesaftale
eller aftale om beskæftigelse i udlandet.
Det kan dog ikke med fuldstændig
sikkerhed efterprøves, om en institution eller skole med det
foreslåede vil blive kompenseret korrekt og
tilstrækkeligt. Det foreslås derfor, at institutioner
og skoler, der mener sig berettiget til et større
overgangstilskud i 2025 end det beløb som angives i en
foreløbig opgørelse fra Børne- og
Undervisningsministeriet, vil få mulighed for senest den 1.
marts 2025 at meddele dette til ministeriet sammen med en angivelse
af det beløb, som institutionen eller skolen mener sig
berettiget til. Institutionen eller skolen skal samtidig indsende
en opgørelse over de uddannelsesaftaler og aftaler om
beskæftigelse i udlandet, som er formidlet og underskrevet i
kalenderåret 2024 eller tidligere, og som institutionen eller
skolen ikke mener er medtaget i ministeriets foreløbige
opgørelse. Opgørelsen og angivelsen af det
beløb, som institutionen eller skolen mener sig berettiget
til, skal være attesteret af institutionens eller skolens
leder og interne revisor i overensstemmelse med bestemmelserne i
bekendtgørelse nr. 2110 af 24. november 2021om revision og
tilskudskontrol ved institutioner for erhvervsrettet uddannelse,
almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v.
Børne- og Undervisningsministeriet
vil derefter inden for rammen af det udbetalte tilskud i 2024
endeligt fastsætte institutionernes og skolernes
overgangstilskud. Dette vil blive udbetalt af Arbejdsgivernes
Uddannelsesbidrag efter de hidtil gældende regler om
ordningens administration.
Dette tilskud vil samtidig tjene som fuld
og endelig afgørelse af tilskud til for de
uddannelsesaftaler og aftaler om beskæftigelse i udlandet fra
kalenderåret 2024 eller tidligere, som institutionerne og
skolerne efter de hidtil gældende regler ville have
været berettigede til at få udbetalt i 2025 for
aktivitet i 2024 eller tidligere, som den ikke har modtaget tilskud
for i 2024 eller tidligere.