Skriftlig fremsættelse (3. oktober
2024)
Børne- og
undervisningsministeren (Mattias Tesfaye):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v. og lov
om godtgørelse og tilskud ved deltagelse i erhvervsrettet
voksen- og efteruddannelse (Udmøntning af aftale om flere
social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere
til sundhedsvæsenet og ældreplejen)
(Lovforslag nr. L 43)
Lovforslaget udmønter aftale af 26.
januar 2024 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og
Moderaterne) og Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance,
Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Radikale
Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet om flere social- og
sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere til vores
sundhedsvæsen og ældrepleje. Aftalen skal bidrage til
at styrke kvaliteten på social- og sundhedsuddannelserne,
øge rekrutteringen og reducere frafaldet på
uddannelserne.
Lovforslaget indebærer, at
beskæftigede med uddannelse over faglært niveau bliver
omfattet af den almindelige deltagerbetaling for beskæftigede
ufaglærte og faglærte på 0 kr. for AMU-kurser
inden for social- og sundhedsområdet.
Lovforslaget indebærer endvidere, at
deltagere med en uddannelse over faglært niveau, der deltager
i AMU-kurser inden for social- og sundhedsområdet, får
adgang til VEU-godtgørelse samt tilskud til befordring, kost
og logi, sådan at de sidestilles med øvrige deltagere,
der i dag kan få godtgørelse og tilskud.
Det foreslås, at loven træder i
kraft den 1. januar 2025.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.