L 42 Forslag til lov om ændring af lov om folkeskolen.

(Mulighed for at give karakterer på 6. og 7. klassetrin).

Af: Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S)
Udvalg: Børne- og Undervisningsudvalget
Samling: 2024-25
Status: 3.beh./Vedtaget

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 03-10-2024

Fremsættelse: 03-10-2024

Skriftlig fremsættelse (3. oktober 2024)

20241_l42_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (3. oktober 2024)

Børne- og undervisningsministeren (Mattias Tesfaye):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til Lov om ændring af lov om folkeskolen (Mulighed for at give karakterer på 6. og 7. klassetrin)

(Lovforslag nr. L 42)

Lovforslaget udmønter dele af en aftale mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti om folkeskolens kvalitetsprogram - frihed og fordybelse af 19. marts 2024.

Aftalen indeholder en række initiativer, som er delt i tre hovedpunkter, nemlig "Frisættelse af folkeskolen og mere indflydelse til skolebestyrelsen", "Mere praktisk undervisning og valgfrihed til de ældste elever" og "Ro og rammer - nødvendigt for nogle, godt for alle". Lovforslaget udmønter den del af aftalen, der vedrører mulighed for at give karakterer på 6. og 7. klassetrin.

Det foreslås, at der gives mulighed for at give standpunktskarakterer på 6. og 7. klassetrin. Der vil være tale om en mulighed og ikke et krav modsat standpunktskaraktererne på 8. og 9. klassetrin. Det vil derfor være op til skolens leder at beslutte, om man på den enkelte skole ønsker også at give standpunktskarakterer på 6. og 7. klassetrin.

Det foreslås derudover, at standpunktskarakteren ledsages af anden feedback. Det kan være enten mundtlig eller skriftlig feedback f.eks. i form af en udtalelse. Hensigten hermed er at sikre, at karaktererne på 6. og 7. klassetrin anvendes som et pædagogisk redskab, der kan understøtte det undervisende personales arbejde med løbende at evaluere elevernes udbytte af undervisningen, og som dermed også vil kunne danne grundlag for underretningen af hjemmet af elevernes udbytte af undervisningen.

Det foreslås, at loven skal træde i kraft 1. august 2025.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.