Skriftlig fremsættelse (3. oktober
2024)
Ministeren for
grøn trepart (Jeppe Bruus):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
naturbeskyttelse og om ophævelse af lov om administration af
Den Europæiske Unions forordninger om handel med træ og
træprodukter med henblik på bekæmpelse af handel
med ulovligt fældet træ (Supplerende bestemmelser til
skovrydningsforordningen om tilsyn, gebyr og konfiskation m.v.)
(Lovforslag nr. L 40)
Fra 1990 til 2020 blev et område
større end EU tabt til skovrydning rundt omkring på
jorden. 10 procent af dette tab vurderes at være forbundet
med EU's forbrug. Den globale skovrydning har store konsekvenser
for klima, natur, miljø og biodiversitet. For at ændre
denne bevægelse og bekæmpe klimaforandringer og tab af
biodiversitet har man i EU vedtaget en forordning mod global
skovrydning og skovforringelse.
Formålet med skovrydningsforordningen
er at minimere EU's bidrag til den globale skovrydning og
skovforringelse, og at reducere EU's bidrag til
drivhusgasemissioner og det globale tab af biodiversitet. I
forbindelse med forhandlingerne af forordningen, var der opbakning
fra alle Folketingets partier, med undtagelse af Nye
Borgerlige.
Skovrydningsforordningen stiller en
række krav til erhvervsdrivende, der handler med visse
afledte produkter fra hhv. kvæg, kakao, kaffe, oliepalmer,
gummi, soja og træ. Forordningen forpligter bl.a. de
omfattede virksomheder til, ved hjælp af due diligence, at
sikre at de produkter, som er omfattet af forordningen, er
produceret på arealer, hvor der efter d. 31. december 2020
ikke er sket skovrydning eller skovforringelse verden over.
Forordningen får virkning for store og mellemstore
virksomheder d. 30. december 2024 og for små- og
mikrovirksomheder d. 30. juni 2025.
Med lovforslaget sikres de
nødvendige supplerende bestemmelser til implementering af
skovrydningsforordningen, herunder regler om tilsyn, gebyr og
konfiskation.
Regeringen ønsker at justere
reglerne om tilsyn og håndhævelse i
naturbeskyttelsesloven, for at sikre overholdelse af
skovrydningsforordningens bestemmelser. Samtidig ønsker
regeringen at ændre naturbeskyttelseslovens regler om gebyr
for at sikre, at myndighederne har de nødvendige ressourcer
til at føre en effektiv kontrol, som lever op til de i
forordningen fastsatte minimumskrav for antal og omfang af tilsyn,
som skal gennemføres. Der forventes opkrævet et
årligt gebyr på ca. 400 kr. per virksomhed, samt et
tids- og omkostningsbaseret gebyr ved behov for opfølgende
tilsyn. Timeprisen for opfølgende tilsyn forventes at
følge den til enhver tid gældende timesats for
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø,
som i dag er 741 kr.
Det er hensigten, at lovforslaget skal
træde i kraft den 30. december 2024, hvor
skovrydningsforordningen får virkning for store og
mellemstore virksomheder. Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.