L 27 Forslag til lov om ændring af lov om spil og lov om afgifter af spil.

(Nye regler for almennyttige lotterier og liberalisering af landbaseret bingo).

Af: Skatteminister Rasmus Stoklund (S)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2024-25
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 02-10-2024

Fremsættelse: 02-10-2024

Skriftlig fremsættelse (2. oktober 2024)

20241_l27_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (2. oktober 2024)

Skatteministeren (Rasmus Stoklund):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om spil og lov om afgifter af spil (Nye regler for almennyttige lotterier og liberalisering af landbaseret bingo)

(Lovforslag nr. L 27)

Lovforslaget udmønter den aftale, der blev indgået den 20. marts 2024 mellem regeringen (S, V og M) og alle Folketingets partier, om enklere regler for lotteri og banko.

Med lovforslaget foreslås indført en ny model for udbud af almennyttigt lotteri, der skal give foreningslivet i Danmark de bedste rammer for at sikre stærke fællesskaber og for at binde danskerne sammen i lokalsamfundene gennem mulighederne for at spille banko. Med aftalen indføres der tre former for lotteri som undtagelse til det monopol, som gælder for lotteri i Danmark: 1) lotteri under en bagatelgrænse, 2) almennyttigt lotteri og 3) bankospil på det liberaliserede marked.

Det foreslås, at kravene til de almennyttige lotterier skal afhænge af den årlige salgssum, sådan at kravene gradvist øges i takt med, at salgssummen stiger. Det foreslås i den forbindelse også, at der indføres en bagatelgrænse for udbud af landbaseret lotteri, hvorefter der ikke kræves tilladelse eller stilles krav, hvis den årlige salgssum ikke overstiger 15.000 kr. Samtidig foreslås det, at almennyttige lotterier fritages for at betale gevinstafgift, så flere penge i stedet går til almennyttige formål.

Ligeledes foreslås det, at det skal være muligt at afholde landbaseret bingo på det liberaliserede marked, så det bliver muligt at udbyde bingo uden at skulle leve op til kravene til almennyttigt lotteri. Herved vil der kunne gives tilladelse til at udbyde landbaseret bingo på lige fod med andre liberaliserede spil på det landbaserede marked. Spillet vil blive omfattet den samme afgiftssats som gevinstgivende spilleautomater. Afgiftssatsen på 41 pct. indfases gradvist over 3 år.

Det foreslås også, at politiske partier, som er opstillingsberettigede til Folketinget, fremover får mulighed for at udbyde lotteri til fordel for partiet selv.

Lovforslaget skal træde i kraft 21. november 2024, så der er mulighed for at ansøge og opnå en tilladelse til udbud af spil efter de nye regler fra den 1. januar 2025.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.