L 23 Forslag til lov om ændring af lov om vejafgift, brændstofforbrugsafgiftsloven, lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v., lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. og forskellige andre love.

(Gennemførelse af dele af aftale om deludmøntning af grøn fond, tilpasning af gennemførelse af aftale om grøn skattereform for industri m.v., tekniske ændringer af lov om vejafgift, tilpasning af regler for blandingsbestemmelsen m.v., ændringer med henblik på at fremme regelefterlevelsen på motorområdet m.v.).

Af: Skatteminister Rasmus Stoklund (S)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2024-25
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 02-10-2024

Fremsættelse: 02-10-2024

Skriftlig fremsættelse (2. oktober 2024)

20241_l23_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (2. oktober 2024)

Skatteminister (Rasmus Stoklund):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Lov om ændring af lov om vejafgift, brændstofforbrugsafgiftsloven, lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v., lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. og forskellige andre love (Gennemførelse af dele af aftale om deludmøntning af Grøn Fond, tilpasning af gennemførelse af aftale om Grøn skattereform for industri m.v., tekniske ændringer af vejafgiftsloven, tilpasning af regler for blandingsbestemmelsen m.v., ændringer med henblik på at fremme regelefterlevelsen på motorområdet m.v.)

(Lovforslag nr. L 23)

Lovforslaget har til formål at udmønte dele af Aftale om Deludmøntning af Grøn Fond af 15. april 2024 indgået af regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten og Radikale Venstre om forhøjelse af dieselafgiften og midlertidig lempelse af udligningsafgiften og vejafgiften for lastbiler.

Der foreslås desuden en række øvrige ændringer af vejafgiftsloven. Det foreslås, at den afgiftspligtige vægt opgøres efter teknisk tilladt totalvægt og ikke tilladt totalvægt for at sikre ensartet fortolkning af afgiftspligt i EU. Dernæst foreslås det, at det af hensyn til planlægning skal være muligt at købe rutebilletter 14 dage før kørslen mv. Det foreslås, at Skatteforvaltningen skal kunne træffe afgørelse om, hvorvidt et motorkøretøj er afgiftspligtigt. Endelig foreslås det at ændre definitionen af de veje, der omfattes af miljøzonetillæg, så motorveje ikke kan omfattes, hvilket skal sikre medholdelighed med EU-retten.

Desuden foreslås justeringer af teknisk karakter af lov nr. 619 af 11. juni 2024 og lov nr. 683 af 11. juni 2024, der gennemfører dele af Aftale om grøn skattereform for industri mv. af 24. juni 2022 indgået af den daværende regering (Socialdemokratiet) og Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti vedrørende CO2- afgift.

Det foreslås at indføre en ny standardsats på 7,6 pct. for blandet motorbrændstof som følge af vedtagelsen af et nyt CO2e-fortræningskrav. Det foreslås herudover at justere blandingsreglerne i energiafgiftslovene, så f.eks. biogas fremover er afgiftsfrit, hvis det først blandes med naturgas inden for virksomhedens område og anvendes hér.

Der foreslås en række ændringer, der skal sikre korrekt betaling af registreringsafgift på bl.a. leasingområdet, herunder en udvidet adgang til at genoptage en sag om afgifts- og værdifastsættelse og en justering af fristerne for genoptagelse af afgørelser om registrering af køretøjer. Det foreslås desuden, at fristen på 7 dage til at gennemføre en værditabsberegning også skal gælde, hvis der foretages en værditabsberegning for perioden indtil genberegningen.

Det foreslås, at deltidsbrandmænd ikke skal betale afgift ved køb af dagsbeviser for privatbenyttelsestillæg ved udrykningskørsel, da der er tale om erhvervsmæssig kørsel.

Der foreslås endeligt mindre præciseringer, bl.a. at der fremover kan anmodes om godtgørelse for motorbrændstof til fiskerifartøjer, hvis der ikke er sket leverance med afgiftsfritagelse, m.v., ændringer af elafgiftsloven samt om implementeringen af cirkulationsdirektivet i mineralolieafgifts-, spiritusafgifts-, tobaksafgifts- og øl- og vinafgiftsloven.

Størstedelen af lovforslaget har været i høring fra den 28. juni til den 22. august 2024. De dele, der vedrører indsættelse af ny standardsats for iblandet biobrændstof, justering af blandingsbestemmelsen samt justeringer af teknisk karakter af lov nr. 619 af 11. juni 2024 og lov nr. 683 af 11. juni 2024 er sendt i høring fra den 13. september med frist til den 11. oktober 2024. Høringssvar og -skema herfor vil blive eftersendt inden 1. behandlingen.

Loven er omfattet af de fælles ikrafttrædelsesdatoer og foreslås at træde i kraft den 1. januar 2025. Forslag om køb af rutebillet 14 dage før kørsel på afgiftsbelagt vejnet foreslås dog at træde i kraft den 18. december 2024, da afgiftspligtige skal kunne købe en rutebillet op til 14 dage, før vejafgiftsordningen begynder den 1. januar 2025.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.