Skriftlig fremsættelse (10. april
2025)
Udlændinge- og
integrationsministeren (Kaare Dybvad Bek):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
udlændingeloven, integrationsloven og danskuddannelsesloven
(Ændring af regler om bevarelse af opholdstilladelse som
følge af partnervold m.v., undtagelse af statsudsendte og
deres medfølgende familie fra bortfaldsreglerne,
kodificering af EU-retspraksis på
familiesammenføringsområdet, gennemførelse af
EES-forordningen om gradvis idriftsættelse af ind- og
udrejsesystemet og API-forordningen, m.v.)
(Lovforslag nr. L 196)
Det fremgår af regeringens
handlingsplan mod partnervold og partnerdrab (2023-2026) fra juni
2023, at regeringen vil udvide persongruppen omfattet af
voldsbestemmelsen, så udlændinge, hvis opholdsgrundlag
er betinget af samliv med en ægtefælle eller partner,
ikke fastholdes i et voldeligt forhold på grund af frygt for
at miste en opholdstilladelse. Lovforslaget er bl.a. en
udmøntning af denne del af regeringens handlingsplan mod
partnervold og partnerdrab.
Det foreslås således med
lovforslaget, at der i forhold til spørgsmålet om
bevarelse af en opholdstilladelse som medfølgende
familiemedlem til en udenlandsk arbejdstager eller studerende eller
til en udlandsdansker fremadrettet vil skulle tages særligt
hensyn til, om opholdsgrundlaget ikke længere er til stede,
fordi udlændingen har ophævet samlivet som følge
af, at udlændingen selv eller udlændingens barn er
blevet udsat for fysisk eller psykisk vold, herunder negativ social
kontrol. Det vil som hidtil være et krav, at det er volden
m.v., der er årsag til samlivsophævelsen, men ved
vurderingen heraf vil der fremadrettet være en formodning
herfor, når først volden m.v. er godtgjort.
Det foreslås med lovforslaget
også, at der i forhold til spørgsmålet om
bevarelse af en opholdstilladelse som medfølgende
familiemedlem til en udenlandsk arbejdstager eller studerende eller
til en udlandsdansker fremadrettet vil skulle tages særligt
hensyn til, om opholdsgrundlaget ikke længere er til stede,
fordi den herboende ægtefælle eller samlever, som
udlændingen har opholdstilladelse på baggrund af,
afgår ved døden.
Ligeledes foreslås det med
lovforslaget, at en opholdstilladelse som udgangspunkt skal
nægtes forlænget eller inddrages, hvis
udlændingen 5 år eller senere, regnet fra det
tidspunkt, hvor opholdstilladelsen er bevaret pga. vold m.v. eller
i forbindelse med, at den herboende ægtefælle eller
samlever er afgået ved døden, modtager hjælp
efter lov om aktiv socialpolitik.
Endvidere indeholder lovforslaget forslag
om, at reglerne om bortfald af opholdstilladelse i forbindelse med
opgivelse af bopæl eller længerevarende ophold uden for
Danmark ikke skal gælde for udlændinge, der udsendes
til udlandet af staten, eller for familiesammenførte eller
medfølgende familie, som har opholdt sig i udlandet i
forbindelse med, at den herboende er udsendt af staten.
Med lovforslaget foreslås det
endvidere, at der indsættes en ny bestemmelse i
udlændingeloven, der kodificerer EU-Domstolens retspraksis,
hvorefter tredjelandsfamiliemedlemmer til danske statsborgere kan
blive familiesammenført i Danmark i henhold til artikel 20 i
Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde
(TEUF), uden at udlændingelovens almindelige betingelser for
familiesammenføring kan kræves opfyldt. Med forslaget
beskrives rammerne for den vurdering, der i henhold til
EU-retspraksis skal foretages efter TEUF artikel 20 med henblik
på at skabe større gennemsigtighed for borgere og
retsanvendende myndigheder. Forslaget indebærer ikke
ændringer af gældende ret, da der alene er tale om en
kodificering af, hvad der gælder i dag.
Herudover indeholder lovforslaget forslag
til en række tekniske ændringer, herunder med det
formål at forenkle udlændingelovens § 9 h om
gebyr. Dette indebærer ikke ændringer af gældende
ret.
Endelig indeholder lovforslaget forslag til
gennemførelse af de nødvendige ændringer af
udlændingeloven med henblik på, at Danmark kan
tilslutte sig og gennemføre EES-forordningen om gradvis
idriftsættelse af ind- og udrejsesystemet samt
API-forordningen om indsamling og overførsel af
forhåndsoplysninger om passagerer med henblik på at
forbedre og lette ind- og udrejsekontrollen ved de ydre
grænser.
Fremsættelsen den 10. april 2025 skal
bl.a. ses i sammenhæng med regeringens ønske om at
fremsætte lovforslaget i folketingssamlingen 2024/25,
således at den foreslåede udvidelse af
voldsbestemmelsen kan træde i kraft den 1. juli 2025.
Lovforslaget ønskes således vedtaget i
indeværende folketingssamling.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.