L 190 Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsmiljø.

(Ophævelse af Arbejdstilsynets særlige tavshedspligt ved samtykke).

Af: Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2024-25
Status: Fremsat

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 09-04-2025

Fremsættelse: 09-04-2025

Skriftlig fremsættelse (9. april 2025)

20241_l190_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (9. april 2025)

Beskæftigelsesministeren (Ane Halsboe-Jørgensen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsmiljø (Ophævelse af Arbejdstilsynets særlige tavshedspligt ved samtykke)

(Lovforslag nr. L 190)

Arbejdstilsynet skal have bedre muligheder for at kunne reagere over for virksomheder, der overtræder arbejdsmiljøloven og udsætter deres ansatte for fare. Efter omstændighe‍derne kan det være vanskeligt for Arbejdstilsynet at dokumentere arbejdsmiljøovertrædelser i sager, hvor Arbejdstilsynet ikke selv har mulighed for at iagttage arbejdet, fordi arbejdet ikke bliver udført, når Arbejdstilsynet er på tilsynsbesøg. Med de nuværende regler ser vi desværre sager, hvor Arbejdstilsynet ikke har mulighed for at oplyse en sag tilstrækkeligt til at kunne dokumentere en arbejdsmiljøovertrædelse, selvom en arbejdsmiljøklage til Arbejdstilsynet indeholdende f.eks. fotos eller videoer, giver Arbejdstilsynet en klar indikation af, at der er sket en alvorlig overtrædelse af arbejdsmiljøloven.

Det var f.eks. tilfældet i en sag fra 2023, hvor Arbejdstilsynet modtog en arbejdsmiljøklage indeholdende en videooptagelse af formodet ulovligt asbestarbejde i et villakvarter, men hvor Arbejdstilsynet på grund af sin absolutte tavshedspligt om arbejdsmiljøklager, ikke måtte forelægge videooptagelsen for arbejdsgiveren som et led i at oplyse sagen, selvom klageren var indforstået med det.

Det skyldes, at Arbejdstilsynet efter arbejdsmiljøloven har en særlig tavshedspligt om arbejdsmiljøklager, der bety‍der, at Arbejdstilsynet aldrig over for arbejdsgiveren eller andre må afsløre, at Arbejdstilsynet har modtaget en klage over arbejdsmiljøet. Det betyder, at Arbejdstilsynet kun må bruge en arbejdsmiljøklage til internt brug.

Lovforslaget indeholder en mulighed for, at enhver, der klager over arbejdsmiljøet til Arbejdstilsynet, frivilligt kan give samtykke til, at Arbejdstilsynets særlige tavshedspligt om arbejdsmiljøklagen ophæves. Klageren har fortsat mulighed for at opretholde Arbejdstilsynets absolutte tavshedspligt om arbejdsmiljøklagen.

Muligheden for at give samtykke vil ikke gælde for personer under 18 år.

Formålet med lovforslaget er, at Arbejdstilsynet også skal kunne anvende oplysninger i en arbejdsmiljøklage, herunder fotos og videoer, som et led i at oplyse og dokumentere en overtrædelse af arbejdsmiljøloven, når klageren frivilligt har givet sit samtykke hertil. I vurderingen af, om der er sket en overtrædelse af arbejdsmiljøloven, skal der foretages en helhedsvurdering af alle relevante oplysninger i en sag.

Særligt i forhold til Arbejdstilsynets tilsyn med asbest, har det vist sig nødvendigt at tage nye værktøjer i brug for at afsløre ulovligt asbestarbejde, da dette arbejde ofte foregår i det skjulte. Den sene fremsættelse af lovforslaget begrundes med, at Arbejdstilsynet hurtigst muligt har brug for bedre muligheder for at kunne reagere over for alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljøloven. Derfor ønskes lovforsla‍get gennemført i indeværende folketingsår.

Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 1. juli 2025.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.