L 178 Forslag til lov om ændring af ligningsloven, boafgiftsloven og forskellige andre love.

(Udmøntning af skatteinitiativerne i regeringens landdistriktsudspil og regeringens udspil om familier i alle regnbuens farver m.v.).

Af: Skatteminister Rasmus Stoklund (S)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2024-25
Status: Fremsat

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 26-03-2025

Fremsættelse: 26-03-2025

Skriftlig fremsættelse (26. marts 2025)

20241_l178_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (26. marts 2025)

Skatteministeren (Rasmus Stoklund):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af ligningsloven, boafgiftsloven og forskellige andre love (Udmøntning af skatteinitiativerne i regeringens landdistriktsudspil og regeringens udspil om familier i alle regnbuens farver m.v.)

(Lovforslag nr. L 178)

Formålet med lovforslaget er at udmønte skatteinitiativerne i regeringens landdistriktsudspil og udspil om familier i alle regnbuens farver. Regeringen vil med landdistriktsudspillet skabe et Danmark i bedre geografisk balance. Hvor det er muligt at leve, bo og uddanne sig i hele landet.

Det foreslås at indføre et befordringsfradrag til studerende der modtager uddannelsesstøtte efter SU-loven og som er bosat i yderkommuner eller på småøer, så de kan få fradrag for befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og uddannelsessted med samme kilometertakst og på samme grundlag, som gælder for lønmodtageres befordring til og fra en arbejdsplads.

Endvidere foreslås det, at der indføres mulighed for lavere beskatning af arv og gaver mellem sociale, genetiske forældre og deres børn, børnebørn, oldebørn m.fl., så relationen kan sidestilles med den retlige forældre, hvor bo- og gaveafgiften er på 15 pct.

Derudover udmønter lovforslaget en del af Aftale om Ungeløftet - flere unge i arbejde og forpligtende fællesskaber, som regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Konservative Folkeparti og Radikale Venstre indgik den 22. oktober 2024 ved, at det foreslås at gøre uddelinger fra »Mangfoldighedspuljen« til unge under 30 år til betaling for et højskoleophold skattefri for modtageren.

Det fremgår af regeringsgrundlaget Ansvar for Danmark fra december 2022, at regeringen vil styrke kulturen i hele landet og på tværs af områder. Som led heri vil regeringen gennemføre forsøg med kulturpas for de næsten 45.000 unge, der hverken er i uddannelse eller beskæftigelse. I lovforslaget foreslås det, at værdien af kulturpasset skal være skattefrit for modtageren.

Endelig indeholder lovforslaget rettelser af fejl i satserne m.v. for køretøjers periodiske afgifter. Satserne blev ændret ved lov nr. 1489 af 10. december 2024 med virkning fra den 1. januar 2025. Der er efter lovens vedtagelse konstateret fejl i loven, der bl.a. indebærer, at vægtafgift af personmotorkøretøjer ikke er blevet indekseret korrekt til 2024-niveau.

Tiltagene om indførelse af et befordringsfradrag for studerende bosat i yderkommuner eller på småøer og indførelse af mulighed for lavere beskatning af arv og gaver mellem sociale, genetiske forældre og deres børn, så relationen kan sidestilles med den juridiske forældre, har været i offentlig høring fra den 24. januar 2025 med høringsfrist den 21. februar 2025. Høringssvar og høringsskema oversendes samtidig med fremsættelsen.

Tiltagene om skattefritagelse af uddelinger fra Mangfoldighedsstipendiet og skattefritagelse af kulturpas sendes i offentlig høring hen over fremsættelsen den 26. marts 2025 med høringsfrist den 31. marts 2025. Høringssvar og høringsskema vil blive oversendt inden 1. behandlingen.

Det foreslås, at loven skal træde i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Det foreslås dog, at størstedelen af loven træder i kraft den 1. juni 2025. Det foreslåede om skattefritagelse af uddelinger fra »Mangfoldighedspuljen« til unge under 30 år til betaling af højskoleophold foreslås at få virkning fra den 1. januar 2025. Det foreslåede om indførelsen af et befordringsfradrag for studerende bosat i yderkommuner eller småøer foreslås at få virkning fra indkomståret 2026.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.