Skriftlig fremsættelse (12. marts
2025)
Klima-, energi- og
forsyningsministeren (Lars Aagaard):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
varmeforsyning (Opgavebortfald på
varmeforsyningsområdet)
(Lovforslag nr. L 169)
Lovforslaget følger op på
aftalen mellem regeringen, Socialistisk Folkeparti og Radikale
Venstre om finansloven for 2025. Lovforslaget har til formål
at fokusere og reducere Forsyningstilsynets tilsyn med
fjernvarmesektoren og dermed bidrage til en reduktion i antallet af
statslige årsværk. Det forventes, at lovforslaget vil
medføre hurtigere og mere effektiv sagsbehandling i
Forsyningstilsynet, samt at afgørelser vil få
større aktualitet og tilsynsmæssig effekt.
Med lovforslaget foreslås det, at
Forsyningstilsynet får mulighed for at prioritere og
bortprioritere i, hvilke tilsynssager på
fjernvarmeområdet, som skal behandles. Forsyningstilsynet
får hermed mulighed for at prioritere ud fra ressourcehensyn
og tilsynsmæssig effekt, samt afvise at behandle alle eller
nogle af de rejste forhold i sagen på ethvert tidspunkt i
sagsbehandlingen.
Det foreslås også at
indføre en tidsmæssig grænse på 5 år
for, hvor langt tilbage i tid Forsyningstilsynet vil skulle
undersøge og evt. træffe afgørelse i en
tilsynssag på fjernvarmeområdet. Der er i dag ikke en
tidsmæssig grænse for, hvor langt tilbage i tid
Forsyningstilsynet kan eller skal undersøge og vurdere
forhold, som indbringes for eller rejses af Forsyningstilsynet. Det
foreslås, at Forsyningstilsynet vil kunne udvide perioden,
hvis der foreligger særlige tilfælde, fx af hensyn til
en væsentlig tilsynsmæssig effekt.
Endelig foreslås det at ophæve
Forsyningstilsynets pligt til at forhandle med fjernvarmeselskaber
om, hvordan et forhold, der er vurderet urimeligt eller ulovligt
efter varmeforsyningsloven, kan bringes til ophør, inden
Forsyningstilsynet vil kunne give fjernvarmeselskabet
pålæg om ændring.
Ændringerne vedrører
også tilsynet med CO2-fangst i
det omfang, det reguleres i varmeforsyningsloven.
Lovforslaget vurderes samlet set at bidrage
til en besparelse på 2,1 mio. kr. årligt, svarende til
2 årsværk. Lovforslaget forventes ikke at have
økonomiske konsekvenser for staten, fordi besparelserne
modsvares af en tilsvarende reduktion i Forsyningstilsynets
gebyropkrævning hos varmeforsyningsvirksomhederne.
Lovforslaget foreslås at træde
i kraft den 1. juli 2025.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.