Skriftlig fremsættelse (12. marts
2025)
Klima-, energi- og
forsyningsministeren (Lars Aagaard):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om forsyning med teknisk
vand
(Lovforslag nr. L 167)
Lovforslaget
følger op på aftale om udvikling
og fremme af brint og grønne brændstoffer
indgået den 15. marts 2022 mellem den daværende
regering (Socialdemokratiet), Venstre, Socialistisk Folkeparti,
Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Dansk
Folkeparti, Liberal Alliance og Alternativet. Med aftalen
blev der nedsat et interessentforum for Power-to-X, som skulle
identificere barrierer for udviklingen af PtX-sektoren. Her blev
adgangen til vand bl.a. fremhævet som en barriere.
PtX-anlæg har et vandforbrug, der kan medføre en
markant stigning i vandbehovet lokalt. I dag er den nemmeste
løsning at bruge drikkevand, men for at sikre en mere
bæredygtig brug af Danmarks vandressourcer kan vandbehovet
til industrielle formål i stedet dækkes af "teknisk
vand", som er andet vand end drikkevand. Det kan for eksempel
være baseret på renset spildevand, forurenet grundvand
eller havvand.
Lovforslaget
har til formål at skabe klare rammevilkår for forsyning
med teknisk vand, der ikke falder ind under det gældende
økonomiske regelsæt for drikke- og
spildevandsforsyning.
Med
lovforslaget fastsættes der organisatoriske og
økonomiske regler for forsyning med teknisk vand. Dette vil
kunne tilskynde til, at store investeringer i vandforsyninger til
industrien foretages gennem nye separate selskaber, der ikke
leverer drikkevand. Formålet er at beskytte øvrige
almindelige vandforbrugere mod potentielle omkostninger f.eks. ved
industrikunders konkurs.
Lovforslaget
har desuden til formål at sikre, at teknisk vand vil skulle
leveres på markedsvilkår, og at teknisk vand-selskaber
vil kunne fastsætte priser og vilkår uden at være
underlagt økonomisk regulering.
Med
lovforslaget foretages der ændringer i en række
sektorlove, så teknisk vand-selskaber ikke vil blive omfattet
af krav om økonomiske rammer og effektivisering. Herudover
vil teknisk vand-selskaber bl.a. ikke blive omfattet af hvile i sig
selv-princippet, forsyningspligt, samt kravet om kommunal
godkendelse af takster og leveringsbetingelser. Lovforslaget
fastlægger dermed, at forsyning med teknisk vand fremover
skal foregå selskabsmæssigt adskilt fra øvrige
vandselskaber. Lovforslaget indeholder en bagatelgrænse, som
giver vandselskaber mulighed for fortsat at forsyne med teknisk
vand i et begrænset omfang, der ikke pålægger de
almindelige vandkunder en stor økonomisk risiko.
Det
foreslås endvidere, at give kommuner mulighed for at stifte
og eje teknisk vand-selskaber, så de kommunalt ejede
vandselskabers kompetencer inden for vandrensning og -forsyning
fortsat vil kunne udnyttes. For at begrænse den
økonomiske risiko for kommuner og skatteborgere kan
kommunerne dog kun stille indskud og må hverken yde tilskud
eller stille lånegaranti efterfølgende. Lovforslaget
fastsætter derfor regler for organiseringen og finansieringen
af kommunale teknisk vand-selskaber.
Med
lovforslaget indføres desuden modregningsregler for
kommunalt ejede teknisk vand-selskaber, som det kendes fra andre
forsyningsarter.
Lovforslaget
indeholder en overgangsordning for vandselskaber og kommuner, der i
dag forsyner med teknisk vand. Overgangsperioden foreslås at
slutte den 31. december 2026, så selskaberne får
halvandet år til at indrette sig til de nye regler.
Lovforslaget
foreslås at træde i kraft den 1. juli 2025.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.