Fremsat den 26. februar 2025 af Peter Kofod (DF),
Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF),
Pia Kjærsgaard (DF),
Morten Messerschmidt (DF),
Mette Thiesen (DF) og Nick Zimmermann (DF)
Forslag
til
Lov om ændring af budgetloven
(Forbud mod finansiering af offentlige
driftsudgifter med EU-gældsætning)
§ 1
I budgetloven, lov nr. 547 af 18. juni 2012,
som ændret ved lov nr. 886 af 18. juni 2022, foretages
følgende ændring:
1.
Efter § 6 indsættes:
Ȥ 6 a. Offentlige
driftsudgifter må ikke finansieres ved optagelse af
gæld gennem Den Europæiske Union eller dens
institutioner.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli
2025.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Formålet med lovforslaget er at sikre,
at Danmarks offentlige driftsudgifter ikke finansieres gennem
gæld optaget via Den Europæiske Union (EU) eller dens
institutioner. Dette skal understøtte en ansvarlig og
bæredygtig finanspolitik og bevare den nationale
suverænitet over finansielle beslutninger.
2. Lovforslagets
baggrund
Danmark har traditionelt ført en
forsigtig finanspolitik med fokus på at undgå
unødig gældsætning. Med de seneste initiativer
inden for EU, hvor fælles gældsoptagelse er blevet
anvendt til forskellige formål, er det vigtigt at
fastsætte klare nationale retningslinjer for, hvordan
sådanne midler kan anvendes. Dette lovforslag
præciserer, at gæld optaget gennem EU ikke må
anvendes til at finansiere løbende driftsudgifter i den
offentlige sektor i Danmark.
3. Lovforslagets
indhold
Lovforslaget indebærer en ændring
af budgetloven, hvor der indsættes en ny bestemmelse, §
6 a, hvormed det sikres, at midler fra gæld optaget via EU
udelukkende kan anvendes til investeringer og andre formål,
der ikke vedrører løbende driftsudgifter.
4. Økonomiske konsekvenser og
implementeringskonsekvenser for det offentlige
Lovforslaget vurderes ikke isoleret set at
have direkte økonomiske konsekvenser eller
implementeringskonsekvenser af betydning for det offentlige.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Lovforslaget vurderes ikke at have
økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
m.v.
6. Administrative
konsekvenser for borgerne
Lovforslaget vurderes ikke at have
administrative konsekvenser for borgerne.
7. Klimamæssige konsekvenser
Lovforslaget vurderes ikke at have
klimamæssige konsekvenser.
8. Miljø- og
naturmæssige konsekvenser
Lovforslaget vurderes ikke at have
miljø- og naturmæssige konsekvenser.
9. Forholdet til
EU-retten
Lovforslaget vurderes at være foreneligt
med EU-retten, da det vedrører nationalt interne finansielle
dispositioner og ikke påvirker Danmarks forpligtelser i
henhold til EU-traktaterne.
10. Hørte
myndigheder og organisationer m.v.
Lovforslaget sendes i høring
umiddelbart efter fremsættelsen i Folketinget hos
følgende myndigheder og organisationer m.v.: Danmarks
Nationalbank, Danske Regioner, Formandskabet for De
Økonomiske Råd, Kommunernes Landsforening og
Rigsrevisionen.
11. Sammenfattende
skema
| Positive konsekvenser/mindreudgifter (hvis ja, angiv omfang/hvis nej,
anfør »Ingen«) | Negative konsekvenser/merudgifter (hvis ja, angiv omfang/hvis nej,
anfør »Ingen«) | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen | Implementeringskonsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen | Klimamæssige konsekvenser | Ingen | Ingen | Miljø- og naturmæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Forholdet til EU-retten | Forslaget vurderes at være foreneligt
med EU-retten. | Er i strid med de fem principper for
implementering af erhvervsrettet EU-regulering/Går videre end
minimumskrav i EU-regulering (sæt X) | Ja | Nej X |
|
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til §
1
Til nr.
1
Med denne bestemmelse indsættes en ny
§ 6 a i budgetloven, der fastslår, at offentlige
driftsudgifter ikke må finansieres ved optagelse af
gæld gennem EU eller dens institutioner. Formålet er at
sikre, at Danmark ikke anvender fælles europæisk
gældsætning til at dække løbende
driftsudgifter, men i stedet forbeholder sådanne midler til
investeringer og andre ikkedriftsrelaterede formål.
Til §
2
Bestemmelsen angiver lovens
ikrafttrædelsesdato til den 1. juli 2025, hvilket giver de
relevante myndigheder tid til at implementere de nødvendige
procedurer for at sikre overholdelse af den nye bestemmelse.
Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland, idet budgetloven ikke
gælder for Færøerne og Grønland og ikke
kan sættes i kraft på Færøerne og
Grønland.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
| | | | | § 1 I budgetloven, lov nr. 547 af 18. juni 2012,
som ændret ved lov nr. 886 af 18. juni 2022, foretages
følgende ændring: | | | 1. Efter
§ 6 indsættes: »§ 6
a. Offentlige driftsudgifter må ikke finansieres ved
optagelse af gæld gennem Den Europæiske Union eller
dens institutioner.« | | | | | | |
|
Skriftlig fremsættelse
Peter Kofod
(DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Lov om ændring af budgetloven
(Forbud mod finansiering af offentlige driftsudgifter med
EU-gældsætning).
(Lovforslag nr. L 155)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.