L 150 Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og barselsloven.

(Udvidet ret til dagpenge til iværksættere og bagatelgrænse for arbejde i selvstændig virksomhed med fulde barselsdagpenge).

Af: Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2024-25
Status: Fremsat

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 26-02-2025

Fremsættelse: 26-02-2025

Skriftlig fremsættelse (26. februar 2025)

20241_l150_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (26. februar 2025)

Beskæftigelsesministeren (Ane Halsboe-Jørgensen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og barselsloven (Udvidet ret til dagpenge til iværksættere og bagatelgrænse for arbejde i selvstændig virksomhed med fulde barselsdagpenge)

(Lovforslag nr. L 150)

Lovforslaget følger op på aftale om iværksætterpakken af 21. juni 2024 om at sikre markant bedre vilkår og et milliardløft til dansk iværksætteri indgået mellem regeringen, DD, LA, KF, RV og DF.

Parterne bag aftalen er enige om, at udvide dagpengeretten for nystartede iværksættere, og at indføre en bagatelgrænse for arbejde på 3½ timer pr. uge under barsel for selvstændige, så de har mulighed for at løse helt basale opgaver i virksomheden under barslen.

Med lovforslaget foreslås gennemført en udvidet ret til dagpenge for nystartede iværksættere, som kan anvende lønindkomst i de forudgående 12 måneder før opstart af virksomhed til at optjene dagpengeret og få beregnet dagpengesatsen. Det er en betingelse, at virksomheden lukker inden for det tredje og femte år efter virksomhedens opstart, og at virksomheden gennem sin levetid har haft en samlet omsætning eller har fået en kapitaltilførsel på 500.000 kr.

Endvidere foreslås det, at der indføres en bagatelgrænse for arbejde på 3½ timer pr. uge under barsel for selvstændige, så de har mulighed for at løse helt basale opgaver i virksomheden under barslen.

De samlede økonomiske konsekvenser af forslaget om at udvide dagpengeretten for iværksættere skønnes at medføre offentlige merudgifter efter skat, tilbageløb og adfærd på 13,5 mio. kr. i 2026, 14,1 mio. kr. i 2027, 15,0 mio. kr. i 2028 og 15,8 mio. kr. varigt.

Lovforslagets element om at indføre en bagatelgrænse for arbejde i den selvstændige virksomhed samtidig med modtagelse af fulde barselsdagpenge skønnes ikke at medføre offentlige merudgifter til barselsdagpenge, da forslaget ikke ændrer ved, hvor meget barsel den enkelte selvstændige samlet set har ret til at holde.

Der pågår afklaring af eventuelle udgifter i forbindelse med implementering og løbende administration i Udbetaling Danmark, som bl.a. vil afhænge af, om ordningen skal følge og administreres efter de EU-retlige regler for de minimis-ordningen for statsstøtte.

Spørgsmålet om statsstøtte er endnu ikke afklaret, men udmøntningen af lovforslagets initiativer vil ske inden for rammerne af de EU-retlige statsstøtteregler.

Det foreslås, at lovforslaget vil træde i kraft den 1. januar 2026 dog således, at beskæftigelse i orlovsperioder ved barsel vil træde i kraft den 5. januar 2026.

Forslaget betyder, at ophør med selvstændig virksomhed, der er omfattet af forslaget fra og med den 1. januar 2026, vil være omfattet af ordningen, og at orlovsperioder, som afholdes fra og med den 5. januar 2026, vil være omfattet af ordningen, uanset barnets fødselstidspunkt.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkninger hertil, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.