Skriftlig fremsættelse (26. februar
2025)
Justitsministeren
(Peter Hummelgaard):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om offentligt ansattes
ytringsfrihed
(Lovforslag nr. L 144)
Det er afgørende for et
velfungerende demokrati, at offentligt ansatte deltager i den
offentlige debat. Offentligt ansatte har efter gældende ret
en udstrakt ytringsfrihed, der betyder, at de som udgangspunkt ikke
kan mødes med negative ansættelsesretlige reaktioner
på grund af deres ytringer.
Regeringen indgik i april 2024 sammen med
Dansk Folkeparti en politisk aftale om at lovfæste offentligt
ansattes ytringsfrihed. Lovforslaget har på den baggrund til
formål at lovfæste de gældende regler om
offentligt ansattes ytringsfrihed og fastsætte en samlet
lovregulering af offentligt ansattes ytringsfrihed.
Lovforslaget foreslås at træde
i kraft den 1. juli 2025.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.