Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 26. november 2024
Forslag
til
Lov om indkvartering af ansatte
Kapitel 1
Lovens anvendelsesområde
§ 1.
Loven finder anvendelse på boliger, som arbejdsgivere stiller
til rådighed for en eller flere ansatte her i landet, jf. dog
stk. 2-5 og § 2.
Stk. 2. Loven
finder ikke anvendelse på skibe og offshoreanlæg.
Stk. 3. Loven
finder ikke anvendelse på tjeneste- eller lejeboliger, som
staten stiller til rådighed for ansatte, eller på
øvrige boliger eller indkvartering, som Forsvarsministeriet
eller Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab stiller til
rådighed for ansatte.
Stk. 4. Loven
finder ikke anvendelse for chaufførers regulære
ugentlige hviletider og ugentlige hviletider på mere end 45
timer, der afholdes som kompensation for tidligere reducerede
ugentlige hviletider, der skal afholdes uden for
køretøjet, jf. artikel 8, stk. 8, i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 af
15. marts 2006 om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden
for vejtransport og om ændring af Rådets forordning
(EØF) nr. 3821/85 og (EF) nr. 2135/98 samt ophævelse
af Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85.
Stk. 5. Loven
finder ikke anvendelse på boliger, som stilles til
rådighed for personer, der har opholdstilladelse i
medfør af udlændingelovens § 9 j (au
pair-ordningen).
§ 2.
Loven finder ikke anvendelse for en arbejdsgiver, der er omfattet
af eller har tiltrådt en kollektiv overenskomst, der
indeholder tilsvarende bestemmelser om boligforhold, og som er
indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter
i Danmark og gælder på hele det danske
område.
Stk. 2.
Arbejdsgiveren skal dokumentere over for Arbejdstilsynet, at
vedkommende er dækket af en kollektiv overenskomst efter stk.
1, og hvilke ansatte der er omfattet af den kollektive
overenskomst.
Stk. 3. Uanset
stk. 1 påser Arbejdstilsynet overholdelsen af denne lov, hvis
den faglige aftalepart ikke agter at iværksætte
fagretlig behandling for overtrædelse af forpligtelser, som
er dækket af kollektiv overenskomst efter stk. 1.
Stk. 4. Uanset
stk. 1 påser Arbejdstilsynet overholdelsen af denne lov i
forhold til ansatte, som ikke er dækket af en kollektiv
overenskomst.
Kapitel 2
Arbejdsgiverens forpligtelser ved
indkvartering af ansatte
§ 3.
En arbejdsgiver, som stiller bolig til rådighed for en eller
flere ansatte, skal sikre, at indkvarteringen ved dens beliggenhed,
indretning og øvrige forhold ikke er sundhedsfarlig for de
ansatte, og at indkvarteringen opfylder følgende krav:
1) Der skal
være tilfredsstillende adgang til wc og godt og
tilstrækkeligt drikkevand, og der skal være
behørigt afløb for spildevand.
2) Der må
ikke indkvarteres flere end to personer pr. beboelsesrum. Dette
gælder dog ikke ved forøgelse af antallet af beboere i
indkvarteringsperioden, når forøgelsen skyldes den
indkvarteredes børn eller den indkvarteredes
ægtefælle eller samlever eller disses børn. Det
samlede antal personer, der bor i boligen, kan herudover overstige
to personer pr. beboelsesrum, når boligens areal er på
20 m2 eller mere pr. person.
3) Beboelses- og
opholdsrum skal yde tilfredsstillende beskyttelse mod fugtighed,
kulde, varme og støj.
4) Beboelses- og
opholdsrum skal have fyldestgørende adgang for dagslys og
forsvarlig adgang for luftfornyelse gennem et eller flere
oplukkelige vinduer direkte til det fri.
5) Beboelses- og
opholdsrum skal have mulighed for tilstrækkelig opvarmning og
have et tilfredsstillende indeklima.
Kapitel 3
Tilsyn
§ 4.
Arbejdstilsynet fører tilsyn med, om boliger, som en
arbejdsgiver har stillet til rådighed for en eller flere
ansatte, opfylder kravene i § 3.
§ 5.
En arbejdsgiver og de ansatte skal efter anmodning fra
Arbejdstilsynet give de oplysninger, der er nødvendige for
udøvelsen af tilsyn efter § 4.
Stk. 2.
Arbejdstilsynet har uden retskendelse mod behørig
legitimation til enhver tid adgang til den bolig, som en
arbejdsgiver stiller til rådighed for en eller flere ansatte,
i det omfang det er påkrævet, for at Arbejdstilsynet
kan føre tilsyn efter § 4. Politiet yder om
fornødent bistand hertil.
Stk. 3.
Arbejdstilsynet kan som led i udøvelse af tilsyn efter
§ 4 uden retskendelse kræve relevant dokumentation
udleveret og foretage fotografiske optagelser. Arbejdstilsynet skal
oplyse arbejdsgiveren og de indkvarterede ansatte om, hvilken
dokumentation Arbejdstilsynet har indsamlet.
§ 6.
Opfylder en arbejdsgiver ikke kravene til indkvarteringen i
medfør af § 3, kan Arbejdstilsynet påbyde
arbejdsgiveren at bringe forholdene i orden straks eller inden for
en frist. Arbejdstilsynet kan ligeledes give arbejdsgiveren
påbud om overholdelse af oplysningspligten efter § 5,
stk. 1.
§ 7.
Arbejdsgiveren skal give Arbejdstilsynet skriftlig meddelelse om,
hvorledes påbud efter § 6 er efterkommet.
Arbejdstilsynet fastsætter en rimelig frist for
arbejdsgiverens meddelelse.
Stk. 2. Ved
meddelelse efter stk. 1 skal arbejdsgiveren sikre, at de
indkvarterede ansatte eller deres repræsentant inden fristens
udløb er blevet gjort bekendt med indholdet af
arbejdsgiverens meddelelse.
§ 8.
Arbejdstilsynet må ikke over for arbejdsgiveren eller andre
oplyse, at Arbejdstilsynet har modtaget en klage eller indberetning
om boligforhold.
Kapitel 4
Klageadgang
§ 9.
Klage over en afgørelse truffet af Arbejdstilsynet i henhold
til denne lov kan indbringes for
Arbejdsmiljøklagenævnet, inden 4 uger efter at
afgørelsen er meddelt den pågældende.
Stk. 2. Klagen
sendes til Arbejdstilsynet. Fastholder Arbejdstilsynet
afgørelsen, videresendes klagen til behandling i
Arbejdsmiljøklagenævnet.
Stk. 3. Rettidig
klage har opsættende virkning, indtil
Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse foreligger
eller nævnet bestemmer andet. Klager over forhold ved
boligen, som skal udbedres straks, har ikke opsættende
virkning.
Stk. 4.
Afgørelser truffet af Arbejdsmiljøklagenævnet
kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Kapitel 5
Straf
§
10. Medmindre højere straf er forskyldt efter den
øvrige lovgivning, straffes med bøde arbejdsgivere,
som
1)
overtræder § 3 eller § 5, stk. 1, eller
2) undlader at
efterkomme påbud efter § 6.
Stk. 2. Ved
straffens udmåling skal det betragtes som en skærpende
omstændighed, at
1) der er
begået en særlig grov overtrædelse af §
3,
2) den
pågældende fysiske eller juridiske person inden for 4
år tidligere er straffet en eller flere gange for
overtrædelse af loven eller
3)
overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov
uagtsomhed.
Stk. 3. For
overtrædelse af § 3 kan der pålægges
arbejdsgiveren bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke
kan tilregnes arbejdsgiveren som forsætlig eller uagtsom. Det
er en betingelse for bødeansvaret, at overtrædelsen
kan tilregnes en eller flere til virksomheden knyttede personer
eller virksomheden som sådan. For bødeansvaret
fastsættes ingen forvandlingsstraf.
Stk. 4. Der kan
pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Kapitel 6
Ikrafttræden
§
11. Loven træder i kraft den 1. juli 2025.
Kapitel 7
Ændringer i anden
lovgivning
§ 12. I
lov om visse arbejdsforhold i landbruget m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 712 af 20. august 2002, foretages
følgende ændring:
1. §
5 ophæves.
§ 13. I
lov om udstationering af lønmodtagere m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 38 af 2. januar 2024, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 5, stk. 1, nr. 8, ændres
»§§ 5 og 6« til: »§ 6«.
2. I
§ 5, stk. 1, indsættes som
nr. 9:
»9) Lov om
indkvartering af ansatte.«
§ 14. I
lov om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1003 af 24. august 2017, som
ændret senest ved § 2 i lov nr. 89 af 30. januar 2024,
foretages følgende ændringer:
1. I
§ 9, stk. 1, nr. 13, udgår
»og«.
2. I
§ 9, stk. 1, nr. 14, ændres
»hvis dette er aftalt mellem de pågældende
overenskomstparter.« til: »hvis dette er aftalt mellem
de pågældende overenskomstparter, og«.
3. I
§ 9, stk. 1, indsættes som
nr. 15:
»15)
hvorvidt en arbejdsgiver er omfattet af eller har tiltrådt en
kollektiv overenskomst, der indeholder bestemmelser om
boligforhold, og som er indgået af de mest
repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark og gælder
på hele det danske område, jf. § 2 i lov om
indkvartering af ansatte.«
4. I
§ 9 indsættes som stk. 11:
»Stk. 11.
Sager efter stk. 1, nr. 15, kan indbringes for Arbejdsretten af en
lønmodtager, dennes lønmodtagerorganisation eller
arbejdsgiver eller en lønmodtager- eller
arbejdsgiverorganisation, der har en konkret og aktuel interesse i
den pågældende sag, jf. dog § 13, stk.
1.«
Kapitel 8
Territorialbestemmelse
§
15. Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland.