L 138 Forslag til lov om ændring af dyrevelfærdsloven.

(Grænseværdier for dødelighed og særlige rådgivningsbesøg ved dødelighed i besætninger, uddannelseskrav for medarbejdere samt takstændring).

Af: Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V)
Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2024-25
Status: 1. beh./Henvist til udvalg

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 06-02-2025

Fremsættelse: 06-02-2025

Skriftlig fremsættelse (6. februar 2025)

20241_l138_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (6. februar 2025)

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri (Jacob Jensen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af dyrevelfærdsloven (Grænseværdier for dødelighed og særlige rådgivningsbesøg ved dødelighed i besætninger, uddannelseskrav for medarbejdere samt takstændring)

(Lovforslag nr. L 138)

Lovforslaget har til formål at forbedre dyrevelfærden ved at etablere bemyndigelser til at fastsætte grænseværdier for dødelighed og krav om særlige rådgivningsbesøg i besætninger med høj dødelighed samt fastsætte nærmere regler om uddannelseskrav for medarbejdere i besætninger med landbrugsdyr.

Lovforslaget skal tilvejebringe hjemmel til at udmønte to af initiativerne i den politiske aftale "Sammen om Dyrene" af 9. februar 2024, som blev indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet. Det drejer sig om initiativ nr. 14 om uddannelseskrav for medarbejdere i sobesætninger og initiativ nr. 18 om indsats for højere sooverlevelse.

Herudover foreslås det at hæve taksten for betaling til finansiering af omkostninger til stikprøvekontrol ved pålæsning og aflæsning af dyr samt dybdegående kontroller i forbindelse med udførsel af levende dyr for at sikre balance mellem indtægter og udgifter.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.