Skriftlig fremsættelse (6. februar
2025)
Indenrigs- og
sundhedsministeren (Sophie Løhde):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
sundhedsloven (Indførelse af en ny forsøgsordning med
medicintilskud på baggrund af en forhandlet fortrolig
pris)
(Lovforslag nr. L 134)
Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og
Moderaterne) og Danske Regioner indgik den 1. juni 2024 "Aftale om
regionernes økonomi for 2025". Med aftalen blev det blandt
andet aftalt, at det i en afgrænset periode på 3
år skal være muligt at forhandle fortrolige priser
på udvalgte lægemidler i forbindelse med vurdering af
tilskud.
Med vedlagte lovforslag muliggøres
det, at der i perioden fra den 1. juli 2025 til den 30. juni 2028
kan gives tilskud til udvalgte lægemidler på baggrund
af en forhandlet fortrolig pris. Differencen mellem den forhandlede
pris og den officielle listepris vil blive betalt af virksomhederne
til regionerne.
Med forslaget vil borgerne fortsat skulle
betale og få beregnet tilskud på apoteket på
baggrund af den officielle listepris.
Det foreslås, at den samlede rabat
betales af virksomheden til regionerne. Det aftales i forbindelse
med de årlige økonomiforhandlinger, hvordan den
besparelse, borgerne ville have opnået, hvis de havde betalt
og fået beregnet tilskud på baggrund af den forhandlede
fortrolige pris frem for den officielle listepris, skal
udmøntes i sundhedsvæsenet.
De forhandlede fortrolige priser
medfører således ikke i sig selv en direkte besparelse
for den enkelte borger. Lovforslaget muliggør imidlertid, at
der gives tilskud til lægemidler, der ellers ikke ville leve
op til kriterierne herfor, samtidig med at eksisterende tilskud
ikke skal bortfalde alene som følge af, at der forhandles en
fortrolig pris på andre lægemidler.
Der er med forslaget lagt op til, at
virksomhederne ikke kan hæve de officielle listepriser i
forbindelse med forhandling af en fortrolig pris, ligesom der med
den foreslåede ordning er et forstærket incitament for
virksomhederne til at sætte en lav officiel listepris til
gavn for den enkelte borger.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.