L 13 Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og forskellige andre love.

(Reform af kontanthjælpssystemet, ophævelse af 225-timersreglen og kontanthjælpsloftet, fritidstillæg til børn, afklaring, rettighedsbaseret tilskud til medicin m.v.).

Af: Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2024-25
Status: Fremsat

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 02-10-2024

Skriftlig fremsættelse (2. oktober 2024)

20241_l13_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (2. oktober 2024)

Beskæftigelsesministeren (Ane Halsboe-Jørgensen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og forskellige andre love (Reform af kontanthjælpssystemet, ophævelse af 225-timersreglen og kontanthjælpsloftet, fritidstillæg til børn, afklaring, rettighedsbaseret tilskud til medicin m.v.)

(Lovforslag nr. L 13)

Lovforslaget udmønter "Aftale om nyt kontanthjælpssystem - flere i arbejde, enklere regler og færre børn i lavindkomst", som regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre indgik i efteråret 2023. Aftalepartierne har med aftalen ønsket at skabe et mere gennemskueligt kontanthjælpssystem, hvor der samtidig er en tydelig økonomisk gevinst ved at tage et arbejde på lavtlønsområdet. Samtidigt ønsker aftalepartierne at sikre, at der tages hånd om børnene, så flere børn i kontanthjælpssystemet kan vokse op under rimelige vilkår. Endelig ønsker aftalepartierne, at der tages særlig hånd om unge under 30 år i kontanthjælpssystemet, som har udfordringer ud over ledighed.

Med lovforslaget indføres en ny ydelsesstruktur med tre grundlæggende kontanthjælpssatser suppleret med en række tillæg i form af børnetillæg, tillæg til enlige forsørgere, tillæg til enlige ikke-forsørgere, et særligt ungetillæg, fritidstillæg samt et midlertidigt tilpasningstillæg. Samtidig indføres et lempeligere og mere enkelt fradrag for arbejdsindkomster. Derudover afskaffes kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen. I stedet indføres et enkelt boligstøtteloft, som understøtter, at der er et væsentligt økonomisk incitament til at tage et arbejde. Der gives endvidere ret til dækning af udgifter til tilskudsberettiget medicin, og der indføres et nyt tiltag om afklaring for personer fyldt 30 år. Samlet skønnes lovforslaget at medføre offentlige merudgifter efter skat og tilbageløb på i alt 146 mio. kr. i 2025, 177 mio. kr. i 2026, 166 mio. kr. i 2027 og 93 mio. kr. i 2028. Varigt skønnes forslaget at medfører mindreudgifter på 17 mio. kr. årligt efter skat og tilbageløb. Forslaget skønnes strukturelt at have en positiv beskæftigelseseffekt på omkring 400 fuldtidspersoner i 2025 og 750 fuldtidspersoner i 2026 og frem.

Provenuet fra lov nr. 633 af 11. juni 2024 om ændring af lov om aktiv socialpolitik (Skærpede betingelser for at opnå ret til kontanthjælp) bidrager til finansiering af dette lovforslag.

Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den 1. januar 2025 og får virkning for personer, der modtager eller ansøger om hjælp i kontanthjælpssystemet den 1. juli 2025 eller senere.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne hertil, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.