L 12 Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, integrationsloven og forskellige andre love.

(Arbejdspligt for borgere, som ikke opfylder opholdskravet og beskæftigelseskravet i kontanthjælpssystemet).

Af: Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2024-25
Status: 3.beh./Vedtaget

Betænkning

Afgivet: 04-12-2024

Afgivet: 04-12-2024

Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 4. december 2024

20241_l12_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 4. december 2024

1. Ændringsforslag

Beskæftigelsesministeren har stillet 24 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, V, DD, M og DF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (LA og RV) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de under nr. 1-3 og 5-24 stillede ændringsforslag og vil ved 2. behandling redegøre for sin stilling til det under nr. 4 stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal i udvalget (SF og ALT) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de stillede ændringsforslag.

Et tredje mindretal i udvalget (KF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme hverken for eller imod de stillede ændringsforslag.

Et fjerde mindretal i udvalget (EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de under nr. 1-6 og 8-24 stillede ændringsforslag og imod det under nr. 7 stillede ændringsforslag.

Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

3. Politiske bemærkninger

Danmarksdemokraterne

Danmarksdemokraternes medlemmer af udvalget mener, at når man kommer til Danmark, skal man arbejde. Der er ret og pligt i Danmark. Det kan ikke passe, at man kan nyde godt af goderne i det danske samfund uden at bidrage til det.

Derfor er det fuldstændig uacceptabelt, at der er så mange indvandrere og udlændinge, som står uden for det arbejdende fællesskab. Det skal der laves om på. DD er derfor glade for, at dette lovforslag indfører en arbejdspligt. DD mener, at vi med indførelsen af arbejdspligten sender et klart og vigtigt signal om, at man som udlænding i Danmark skal arbejde og bidrage til det danske samfund. På den baggrund stemmer DD for lovforslaget.

Det Konservative Folkeparti

Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget finder det ganske rimeligt, at borgerne bidrager til samfundet for de penge, de får. Når KF stemmer nej til denne lov, skyldes det imidlertid, at man med loven pålægger kommunerne en stor administrativ byrde og en stor opgave med at opfinde nyttejob, uden man reelt forventer, at der kommer en effekt i form af flere i arbejde ud af det. Denne lov lægger således mere vægt på at tælle timer og hundse rundt med de ledige, end at fokusere på at få dem i egentlig beskæftigelse. Indsatsen er desuden forbundet med en ret stor udgift, som KF mener kunne være brugt bedre med en større beskæftigelsesværdi.

Enhedslisten

Enhedslistens medlemmer af udvalget mener, at lovforslaget om arbejdspligt og nyttejob vækker betydelig bekymring, både i forhold til de mennesker, det direkte berører, og i forhold til de bredere konsekvenser for arbejdsmarkedet og samfundet som helhed. Forskning viser, at de primære barrierer for beskæftigelse blandt målgruppen er helbredsproblemer, manglende uddannelsesbaggrund og utilstrækkelige sproglige kvalifikationer. På trods af denne klare evidens vælger man i lovforslaget at fokusere på nyttejob frem for langsigtede og konstruktive løsninger som uddannelse og opkvalificering. Dette vækker alvorlig tvivl om forslagets hensigt og effektivitet.

Erfaringer fra tidligere anvendelse af virksomhedspraktik har vist, at det ofte ikke leder til varig beskæftigelse. Tværtimod har mange arbejdsgivere udnyttet ordningen som gratis arbejdskraft. Der er eksempler på, at udsatte grupper - såsom tidligere anbragte - er overrepræsenteret i sådanne ordninger, uden at det forbedrer deres muligheder på arbejdsmarkedet. Lovforslaget risikerer at gentage disse fejltagelser ved at skabe job, der ikke giver reelle rettigheder, løn eller mulighed for opkvalificering.

Desuden peger lovforslaget på jobtyper, der traditionelt varetages af ufaglærte og faglærte arbejdere, som har kæmpet for rettigheder som overenskomster, organisering og løn, der kan sikre en anstændig levestandard. Arbejdspligt og nyttejob undergraver disse rettigheder, da de skaber et parallelt arbejdsmarked uden samme sikkerhedsnet. Det bidrager til en langsigtet erosion af organiseringsgraden og det strukturerede arbejdsmarked og vil i mange tilfælde være reel fortrængning med risiko for statslig social dumping.

Kommunernes økonomiske rammer skaber yderligere bekymring. Økonomiaftaler presser kommunerne til at vælge kortsigtede og billigere løsninger som nyttejob frem for investering i uddannelse og vejledning. Når ressourcer til opkvalificering reduceres, forringes mulighederne for varig integration af målgruppen yderligere. Dette skaber en ond cirkel, hvor mennesker fastholdes i udsatte positioner snarere end at få hjælp til at opnå selvstændighed gennem uddannelse og kvalifikationer.

Forslaget fremstår desuden som et forsøg på at disciplinere arbejdskraften generelt. Når grupper i samfundet sættes under sådanne vilkår, kan det skabe frygt for at stå uden rettigheder, hvilket svækker mulighederne for at kæmpe for bedre arbejdsforhold og løn. Det skaber en farlig præcedens for, hvordan man behandler arbejdsløse og udsatte grupper.

EL kan ikke støtte et lovforslag, der underminerer både arbejdsmarkedets fundament og de sociale principper, vi bør bygge samfundet på. Hvis hensigten var at styrke integration og beskæftigelse, burde man fokusere på dokumenterede løsninger som uddannelse, opkvalificering og reelle arbejdsmarkedstilknytninger. Lovforslaget repræsenterer desværre et skridt i den forkerte retning.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af beskæftigelsesministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af KF):

1) Før nr. 1 indsættes:

»01. I § 6, nr. 2-5, ændres »introduktionsprogrammet« til: »et program«.«

[Konsekvensrettelse som følge af lovforslagets § 7, stk. 3]

2) Efter nr. 6 indsættes:

»02. I § 55, stk. 2 og stk. 3, 3. pkt., udgår », 85«.«

[Konsekvensrettelse som følge af lovforslagets § 1, nr. 11]

3) I nr. 9 ændres i den indledende tekst »som 2. pkt.« til: »efter 1. pkt. som nyt punktum«.

[Lovteknisk rettelse]

Af beskæftigelsesministeren, tiltrådt af et flertal (S, V, DD, SF, M, EL, DF og ALT):

4) I det under nr. 26 foreslåede kapitel 16 a indsættes i § 105 a, stk. 1, som 2. pkt.:

»Personer med opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, er ikke omfattet af bestemmelsen.«

[Fordrevne fra Ukraine omfattes ikke af arbejdspligt i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats]

Af beskæftigelsesministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af KF):

5) I det under nr. 26 foreslåede kapitel 16 a indsættes i § 105 b, stk. 3, efter »jf. kapitel 22,«: »er ansat med løntilskud efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.«

[Udvidelse af bestemmelsen til at omfatte løntilskudsansættelse efter kompensationsloven]

6) Nr. 27 affattes således:

»27. I § 151, stk. 1, § 155, stk. 1, og § 184, stk. 1, 1. pkt., ændres »selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet« til: »et program«.«

[Konsekvensrettelse som følge af lovforslagets § 7, stk. 3]

Af beskæftigelsesministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af KF og EL):

7) Nr. 30 affattes således:

»30. Efter § 176 indsættes før overskriften før § 177:

»§ 176 a. Personer omfattet af arbejdspligt efter § 105 a kan få hjælp til dokumenterede og rimelige transportudgifter, som skyldes personens deltagelse i indsatsen i arbejdspligten, når personen har pligt til at deltage heri efter denne lov eller lov om aktiv socialpolitik eller regler fastsat i medfør af disse love. Det gælder dog ikke transportudgifter i forbindelse med ansættelse med løntilskud hos en privat arbejdsgiver efter kapitel 12 eller ansættelse med løntilskud efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.««

[Udvidelse og præcisering af bestemmelsen om hjælp til transportudgifter]

Af beskæftigelsesministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af KF):

8) Efter nr. 32 indsættes:

»03. I § 207, stk. 1, 1. pkt., ændres »§ 175, stk. 5« til: »§ 175, stk. 6«.«

[Konsekvensrettelse som følge af lovforslagets § 1, nr. 28]

Til § 2

9) I nr. 1 ændres »§ 13 a, stk. 3, 5. pkt.« til: »§ 13 a, stk. 3, 6. pkt.«

[Lovteknisk rettelse]

10) I den under nr. 4 foreslåede affattelse af § 13, stk. 14, ændres »stk. 5, 1. og 2. pkt.« til: »stk. 5, 1. pkt.«, og som 2. pkt. indsættes:

»Personen har endvidere pligt til at deltage i en læse-, skrive- og regnetest, hvis jobcenteret vurderer, at der er behov herfor.«

[Konsekvensrettelse som følge af lovforslagets § 1, nr. 20]

11) I den under nr. 5 foreslåede affattelse af § 13, stk. 15, ændres »stk. 5, 1. og 2. pkt.« til: »stk. 5, 1. pkt.«

[Lovteknisk rettelse]

12) I nr. 7 ændres i den indledende tekst »§ 13 a, stk. 1. 1. pkt.« til: »§ 13 a, stk. 1, 3. pkt.«

[Lovteknisk rettelse]

13) I den under nr. 9 foreslåede ændring af § 36, stk. 1, indsættes efter »»et program««: », og »§ 13, stk. 5, 2.-4. pkt.,« ændres til: »§ 13, stk. 5, 2.-4. pkt., og stk. 14, 2. pkt.««

[Konsekvensrettelse som følge af ændringsforslag nr. 10]

Til § 3

14) Efter nr. 2 indsættes:

»01. I overskriften til kapitel 4 ændres »Selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller introduktionsprogram« til: »Introduktionsprogram«.«

[Lovteknisk rettelse]

15) Efter nr. 5 indsættes:

»02. I § 16, stk. 6, der bliver stk. 5, ændres tre steder »Selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet« til: »Introduktionsprogrammet«, og i stk. 8, der bliver stk. 7, ændres »Selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet« til: »Introduktionsprogrammet«.«

[Lovteknisk rettelse]

16) Efter nr. 9 indsættes:

»03. I § 19, stk. 2, 2. pkt., ændres »3. pkt.« til: »4. pkt.««

[Konsekvensrettelse som følge af lovforslagets § 3, nr. 8]

17) I den under nr. 11 foreslåede § 20 d indsættes i stk. 3 efter »lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,«: »er ansat med løntilskud efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.«

[Udvidelse af bestemmelsen til at omfatte løntilskudsansættelse efter kompensationsloven]

18) Nr. 12 affattes således:

»12. I § 23, stk. 1, nr. 1, ændres », herunder forberedende forløb til virksomhedsrettede tilbud, jf. § 23 a,« til: »efter § 23 a, jf. dog stk. 3,«, i stk. 1, nr. 2, udgår »herunder nytteindsats,« og »eller«, og i stk. 1, nr. 3, ændres »§ 23 c.« til: »§ 23 c, eller«.«

[Lovteknisk rettelse]

19) Nr. 14 udgår, og i stedet indsættes:

»14. § 23, stk. 2, ophæves.

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

04. I § 23 indsættes efter stk. 3, der bliver stk. 2, som nye stykker:

»Stk. 3. For udlændinge omfattet af arbejdspligten, jf. § 20 d, kan tilbud efter stk. 1, nr. 1, alene gives i særlige tilfælde, hvor der er tale om korte kurser med et klart og tydeligt beskæftigelsesrettet fokus, der kan føre til, at udlændingen kan påbegynde et konkret job, jf. dog stk. 4 og § 23 a, stk. 1, nr. 5. Tilbud efter stk. 1, nr. 1, kan dog gives i form af tilbud om sundhedsfaglig vejledning under sygefravær fra øvrige tilbud, hvis det kan medvirke til at nedbringe antallet af sygemeldinger for udlændinge med gentagne sygemeldinger.

Stk. 4. Udlændinge omfattet af arbejdspligten, jf. § 20 d, kan ikke modtage tilbud om højskoleophold efter § 23 a, stk. 1, nr. 2.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 5.

05. § 23, stk. 5, ophæves.«

[Det nye nr. 14 er en konsekvensrettelse som følge af lovforslagets § 3, nr. 19. Nr. 04 er en konsekvens som følge af ændringsforslag nr. 18. Nr. 05 er en konsekvensrettelse som følge af lovforslagets § 3, nr. 11]

20) Efter nr. 16 indsættes:

»06. I § 23 b, stk. 4, udgår »1. pkt.,«.«

[Konsekvensrettelse som følge af lovforslagets § 3, nr. 16]

21) Efter nr. 17 indsættes:

»07. I § 23 f, stk. 2, 1. pkt., ændres »selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet« til: »de dele af introduktionsprogrammet, som udlændingen har pligt til at deltage i efter denne lov eller lov om aktiv socialpolitik eller regler fastsat i medfør af disse love«, og 2. pkt. affattes således:

»Det gælder dog ikke for transportudgifter i forbindelse med tilbud om ansættelse med løntilskud hos en privat arbejdsgiver eller tilbud om ansættelse med løntilskud efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.««

[Præcisering af bestemmelsen om hjælp til transportudgifter]

22) I den under nr. 23 foreslåede ændring af § 45, stk. 5, 1. pkt., ændres »§§ 23 a, 23 b og 23 g« til: »§§ 23 a, 23 b og 23 g, aktiviteter efter bestemmelser fastsat i medfør af § 20 d, stk. 4,«.

[Lovteknisk rettelse]

23) Efter nr. 23 indsættes:

»08. I § 51 b, stk. 1, ændres »§ 16, stk. 8« til: »§ 16, stk. 7«, og i stk. 2 ændres »§ 19, stk. 1, 3. pkt.« til: »§ 19, stk. 1, 4. pkt.««

[Konsekvensrettelse som følge af lovforslagets § 3, nr. 4 og 8]

Til § 7

24) I stk. 3 ændres »§ 16, stk. 2, og § 20 d i integrationsloven, som affattet ved denne lovs § 3, nr. 4 og nr. 11« til: »§ 3, nr. 1, 01, 3-5, 02, 6-9, 03, 10-14, 04, 05, 15, 16, 06, 17-23 og 08«.

[Lovteknisk rettelse]

Bemærkninger

Til nr. 1

De målgrupper, der skal have en beskæftigelsesindsats efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, fremgår af lovens § 6.

Lovens § 6, nr. 2 og 3, omfatter job- og aktivitetsparate personer, som er fyldt 30 år, og job- og aktivitetsparate personer under 30 år med en erhvervskompetencegivende uddannelse, som modtager kontanthjælp eller overgangsydelse efter lov om aktiv socialpolitik, og som ikke er omfattet af introduktionsprogrammet efter integrationsloven.

Lovens § 6, nr. 4 og 5, omfatter uddannelses- og aktivitetsparate personer under 30 år uden en erhvervskompetencegivende uddannelse, som modtager uddannelseshjælp eller overgangsydelse efter lov om aktiv socialpolitik, og som ikke er omfattet af introduktionsprogrammet efter integrationsloven.

Det foreslås, at i § 6, nr. 2-5, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats ændres »introduktionsprogrammet« til »et program«.

Ændringsforslaget er en konsekvensrettelse, som følge af at fordrevne fra Ukraine med ophold efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine (Ukrainesærloven), fortsat vil være omfattet af de hidtil gældende regler i integrationsloven, jf. lovforslagets § 7, stk. 3. Personer omfattet af disse regler vil dermed fortsat kunne få et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller et introduktionsprogram.

Det foreslås derfor, at der fremadrettet henvises til et program efter integrationsloven, da det vil omfatte alle relevante programmer.

Ændringsforslaget medfører ikke materielle ændringer af bestemmelserne.

Til nr. 2

I § 55, stk. 2 og 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats er der fastsat regler om, at revalidender kan fortsætte med et tilbud, så længe personen fortsat er omfattet af bestemmelserne om revalidering i kapitel 21, og at personer, der ved ydelsesskift skifter målgruppe, kan fortsætte med et tilbud, hvis alle betingelser for tilbuddet er opfyldt efter de regler, der gælder for den nye målgruppe. Den samlede varighed af tilbuddet kan dog ikke overstige de varighedsbegrænsninger, der følger af §§ 61, 68, 85 og 91.

Det foreslås, at i § 55, stk. 2 og stk. 3, 3. pkt., udgår », 85«.

Forslaget er en konsekvensrettelse som følge af lovforslagets § 1, nr. 11, om ophævelse af § 85, hvorefter der fremover ikke vil være en varighedsbegrænsning for nytteindsats.

Til nr. 3

Det fremgår af lovforslagets nr. 9, at der i § 83, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats indsættes »Tilbuddet kan også gives, med henblik på at personen får mulighed for at tilegne sig kendskab til kulturen og normer på det danske arbejdsmarked.« som 2. pkt.

I § 83, stk. 1, i loven er der allerede et 2. pkt.

Det foreslås derfor, at i nr. 9 ændres »som 2. pkt.« til »efter 1. pkt. som nyt punktum«.

Der er tale om en lovteknisk rettelse.

Ændringsforslaget medfører ikke materielle ændringer af bestemmelsen.

Til nr. 4

Det fremgår af den foreslåede bestemmelse i § 105 a, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, at personer omfattet af § 6, nr. 2-5, som ikke opfylder opholdskravet og beskæftigelseskravet i § 11 i lov om aktiv socialpolitik, er omfattet af en arbejdspligt, hvor personen skal deltage i 37 timers indsats om ugen, jf. dog stk. 2 og § 106.

Arbejdspligten i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats vil dermed omfatte personer, som modtager kontanthjælp, uddannelseshjælp eller overgangsydelse, og som ikke er omfattet af introduktionsprogrammet efter integrationsloven, hvis personen ikke opfylder opholds- og beskæftigelseskravet i § 11 i lov om aktiv socialpolitik. Dette vil efter bestemmelsen også gælde for fordrevne fra Ukraine med ophold efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine (Ukrainesærloven).

Det foreslås at indsætte et nyt 2. pkt. i forslaget til § 105 a, stk. 1, om, at personer med opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, ikke omfattes af bestemmelsen.

Ændringsforslaget vil indebære, at fordrevne fra Ukraine med ophold efter Ukrainesærloven undtages fra arbejdspligt i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Personerne vil i stedet være omfattet af den indsats i loven, der gælder for personer i kontanthjælpssystemet, som opfylder opholds- og beskæftigelseskravet.

Med ændringsforslaget ligestilles fordrevne fra Ukraine med ophold efter Ukrainesærloven, som er omfattet af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, med personer med samme opholdsgrundlag, som er undtaget fra arbejdspligten efter integrationsloven, jf. lovforslagets § 7, stk. 3.

Til nr. 5

Det fremgår af den foreslåede bestemmelse i § 105 b, stk. 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, at der i antallet af timer i indsatsen efter § 105 a desuden medregnes timer, hvor personen er ansat ordinært som lønmodtager, deltager i samtaler i jobcenteret, jf. kapitel 7, i beskæftigelses- og uddannelsesfremmende aktiviteter, jf. regler fastsat i medfør af § 39, er ansat som vikar i en jobrotationsordning, jf. kapitel 22, eller deltager i indsatser efter social- og sundhedslovgivningen.

Den foreslåede bestemmelse angiver dermed en række aktiviteter, som kan medregnes i indsatsen i arbejdspligten i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Efter gældende kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. (kompensationsloven) kan jobcenteret give tilbud om ansættelse med løntilskud hos offentlige og private arbejdsgivere til nyuddannede med handicap (isbryderordningen), når betingelserne i loven er opfyldt.

Det foreslås, at det foreslåede § 105 b, stk. 3, udvides, således at timer med ansættelse med løntilskud efter kapitel 5 i kompensationsloven også kan medregnes i indsatsen i arbejdspligten.

Ændringsforslaget vil indebære, at for personer, som via isbryderordningen ansættes med løntilskud, og som er omfattet af arbejdspligten i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, vil timerne i løntilskudsjobbet kunne medregnes i indsatsen i arbejdspligten.

Ændringsforslaget vurderes ikke at medføre økonomiske konsekvenser.

Til nr. 6

Det fremgår af lovforslagets § 1, nr. 27, at i § 151, stk. 1, § 155, stk. 1, og § 184, stk. 1, 1. pkt., i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, udgår »selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller«.

Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at ændringen er en konsekvensændring, som følge af at det i lovforslagets § 3, nr. 1, foreslås, at selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet og introduktionsprogrammet i integrationsloven fremover ændrer navn til introduktionsprogrammet.

Det foreslås, at nr. 27 i stedet affattes således, at i § 151, stk. 1, § 155, stk. 1, og § 184, stk. 1,1. pkt., ændres »selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet« til: »et program«.

Dermed henvises der i § 151, stk. 1, § 155, stk. 1, og § 184, stk. 1, 1. pkt., fremover til et program i stedet for selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet efter integrationsloven.

Ændringsforslaget er en konsekvensrettelse som følge af lovforslagets § 7, stk. 3, hvorefter personer, der er omfattet af Ukrainesærloven, fortsat vil være omfattet af de hidtil gældende regler i integrationsloven. Disse personer vil dermed fortsat kunne få et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller et introduktionsprogram.

Det foreslås derfor, at der fremadrettet henvises til et program efter integrationsloven, da det vil omfatte alle relevante programmer.

Ændringsforslaget medfører ikke materielle ændringer af bestemmelserne.

Til nr. 7

Det fremgår af den foreslåede bestemmelse i § 176 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, at personer omfattet af arbejdspligt efter § 105 a kan få hjælp til dokumenterede og rimelige transportudgifter i forbindelse med deltagelse i tilbud efter kapitlerne 11-14. Det fremgår videre, at det dog ikke gælder personer, som ansættes med løntilskud hos en privat arbejdsgiver efter kapitel 12.

Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at der med den foreslåede bestemmelse indføres samme hjælp til transportudgifter for personer omfattet af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, som bliver omfattet af arbejdspligten, som allerede gælder for personer omfattet af integrationsloven.

Efter integrationslovens § 23 f, stk. 2, kan der imidlertid gives hjælp til dokumenterede og rimelige transportudgifter, som skyldes udlændingens deltagelse i program, bortset fra transportudgifter i forbindelse med tilbud om privat ansættelse med løntilskud. Ud over transportudgifter i forbindelse med deltagelse i tilbud og danskuddannelse omfatter bestemmelsen også dækning af transportudgifter i forbindelse med deltagelse i samtaler i jobcenteret og andre aktiviteter, som personen har pligt til at deltage i som led i programmet.

Det foreslås derfor, at den foreslåede § 176 a, 1. pkt., udvides og præciseres, således at personer, som omfattes af arbejdspligt i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, kan få hjælp til dokumenterede og rimelige transportudgifter, som skyldes personens deltagelse i indsatsen i arbejdspligten, da personen har pligt til at deltage heri efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller lov om aktiv socialpolitik eller regler fastsat i medfør af disse love.

Ændringsforslaget vil indebære, at personer, som omfattes af arbejdspligt i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats - ud over hjælp til transportudgifter i forbindelse med deltagelse i tilbud - også vil kunne få hjælp til transportudgifter, i forbindelse med at de deltager i øvrige aktiviteter som led i arbejdspligten, og som de har pligt til at deltage i.

Bestemmelsen vil dermed gælde for dokumenterede og rimelige transportudgifter i forbindelse med deltagelse i tilbud, jobsamtaler i jobcenteret, deltagelse i beskæftigelses- og uddannelsesfremmende aktiviteter, f.eks. jobmesser, deltagelse i forberedelse til danskundervisning og jobsøgning i op til 4 timer om ugen i alt, da personen har pligt til at deltage i disse efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller lov om aktiv socialpolitik eller regler fastsat i medfør af disse love.

Bestemmelsen vil gælde dokumenterede og rimelige transportudgifter uanset afstand både til og fra tilbud og øvrige aktiviteter og udgifter til transport mellem disse.

Derimod vil bestemmelsen ikke gælde for transportudgifter i forbindelse med personens ansættelse og deltagelse i ordinært arbejde som lønmodtager eller som vikar i en jobrotationsordning eller ved deltagelse i indsatser efter social- og sundhedslovgivningen, da personen ikke har pligt til at deltage i disse aktiviteter efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller lov om aktiv socialpolitik eller regler fastsat i medfør af disse love og således heller ikke kan sanktioneres for udeblivelse herfra.

Der foreslås endvidere en præcisering af den foreslåede § 176 a, 2. pkt., om, at en person, der er ansat med løntilskud hos en privat arbejdsgiver efter lovens kapitel 12, ikke kan få hjælp til transportudgifter, således at det præciseres, at der ikke kan ydes hjælp til transportudgifter i forbindelse med ansættelse med løntilskud hos en privat arbejdsgiver efter lovens kapitel 12.

Derudover foreslås det indskrevet, at der heller ikke vil kunne ydes hjælp til transportudgifter i forbindelse med ansættelse med løntilskud efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

Ændringsforslaget vil indebære, at en person, der er ansat med løntilskud hos en privat arbejdsgiver efter lovens kapitel 12, fortsat ikke vil kunne få hjælp til transportudgifter i forbindelse med personens ansættelse.

Ændringsforslaget vil endvidere indebære, at en person, der er ansat med løntilskud hos en offentlig eller privat arbejdsgiver efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., heller ikke vil kunne få hjælp til transportudgifter i forbindelse med personens ansættelse.

Disse personer er omfattet af de skattemæssige regler om befordringsfradrag for lønmodtagere i forbindelse med ansættelse.

Derimod vil disse personer kunne få hjælp til dokumenterede og rimelige transportudgifter i forbindelse med deltagelse i andre tilbud og øvrige aktiviteter som led i indsatsen i arbejdspligten, som personen har pligt til at deltage i efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller lov om aktiv socialpolitik eller regler fastsat i medfør af disse love.

Ændringsforslaget vurderes ikke at medføre økonomiske konsekvenser.

Til nr. 8

Efter § 207, stk. 1, 1. pkt., i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kan arbejdsløshedskassens afgørelser om bl.a. befordringsgodtgørelse efter § 175, stk. 5, senest 4 uger efter at afgørelsen er meddelt, indbringes for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering af den, som afgørelsen vedrører.

Det foreslås, at i § 207, stk. 1, 1. pkt., ændres »§ 175, stk. 5« til »§ 175, stk. 6«.

Forslaget er en konsekvensrettelse som følge af lovforslagets § 1, nr. 28, hvor der i § 175 indsættes et nyt stykke 5, hvorefter det gældende stk. 5 om arbejdsløshedskassens afgørelse om befordringsgodtgørelse bliver stk. 6.

Ændringsforslaget medfører ikke materielle ændringer af bestemmelsen.

Til nr. 9

Ved en fejl er der i lovforslagets § 2, nr. 1, henvist til § 13 a, stk. 3, 5. pkt. Der skulle rettelig være henvist til § 13 a, stk. 3, 6. pkt.

Der er tale om en lovteknisk rettelse.

Til nr. 10

Der er tale om konsekvensændringer, som følge af at personer omfattet af arbejdspligten efter § 105 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats ikke længere vil have ret til tilbud om læse-, skrive- og regnekurser og heller ikke vil have ret til læse-, skrive- og regnetest.

Henvisningen til § 13, stk. 5, 2. pkt., skal derfor ikke medtages i bestemmelsen.

Det foreslås endvidere, at efter 1. pkt. indsættes som 2. pkt., at personen har pligt til at deltage i en læse-, skrive- og regnetest, hvis jobcenteret vurderer, at der er behov herfor.

Der er tale om en konsekvensændring, som følge af at personer omfattet af arbejdspligten efter § 105 a vil kunne få tilbud om læse-, skrive- og regnekursus efter § 105 b, stk. 2, nr. 1 og 2, hvor der efter lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne skal foreligge en obligatorisk test, som Børne- og Undervisningsministeriet udarbejder, inden tilbuddene vil kunne gives. Med forslaget får personerne derfor pligt til at deltage i disse test.

Til nr. 11

Personer, der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse og overgangsydelse og er omfattet af et program efter integrationsloven, har ikke været omfattet af § 13, stk. 5, 2. pkt. om test.

Henvisningen til § 13, stk. 5, 2. pkt., skal derfor ikke medtages i bestemmelsen.

Til nr. 12

Ved en fejl er der i lovforslagets § 2, nr. 7, henvist til § 13 a, stk. 1, 1. pkt. Der skulle rettelig være henvist til § 13 a, stk. 1, 3. pkt.

Der er tale om en lovteknisk rettelse.

Til nr. 13

På baggrund af indsættelsen af et nyt 2. pkt. i nr. 10 er det nødvendigt at ændre i § 36, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, således at personer, der er omfattet af § 14, 2. pkt., vil kunne sanktioneres, hvis de udebliver fra en læse-, skrive- og regnetest, som jobcenteret har vurderet, der er behov for.

Det foreslås derfor, at der i § 36, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik efter »et program« indsættes, at »§ 13, stk. 5, 2.-4. pkt.,« ændres til: »§ 13, stk. 5, 2.-4. pkt., og stk. 14, 2. pkt.«

Det betyder, at en person, der er omfattet af arbejdspligten, og som siger nej til en test eller ikke møder til testen, vil kunne blive sanktioneret med en dagssats, jf. § 36, stk. 2.

Til nr. 14 og 15

Der er tale om rettelser af lovteknisk karakter.

Til nr. 16

Den foreslåede ændring er en konsekvens af lovforslagets § 3, nr. 8, hvori det foreslås at indsætte et nyt pkt. i integrationslovens § 19, stk. 1. Den foreslåede ændring vil medføre en rykning af punktummerne i stk. 1, således at det nuværende 3. pkt. bliver 4. pkt.

Til nr. 17

Det fremgår af den foreslåede bestemmelse i § 20 d, stk. 3, i integrationsloven, at der i antallet af timer i indsatsen i arbejdspligten efter integrationsloven medregnes timer, hvor udlændingen er ansat ordinært som lønmodtager, deltager i beskæftigelsesrettede samtaler i kommunen, deltager i beskæftigelses- og uddannelsesfremmende aktiviteter, jf. kapitel 4 og 5, er ansat som vikar i en jobrotationsordning, jf. kapitel 22 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, eller deltager i indsatser efter social- og sundhedslovgivningen.

Efter det gældende kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. (kompensationsloven) kan jobcenteret give tilbud om ansættelse med løntilskud hos offentlige og private arbejdsgivere til nyuddannede med handicap (isbryderordningen), når betingelserne i loven er opfyldt.

Det foreslås i det under § 3, nr. 11, foreslåede § 20 d, stk. 3, efter »lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,« at indsætte »er ansat med løntilskud efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.«

Den foreslåede ændring vil medføre, at timer med ansættelse med løntilskud efter kapitel 5 i kompensationsloven også vil kunne medregnes i antallet af timer i indsatsen i arbejdspligten for udlændinge omfattet af arbejdspligt efter integrationsloven.

Ændringsforslaget vurderes ikke at medføre økonomiske konsekvenser.

Til nr. 18

Den foreslåede nyaffattelse af ændringsnummeret er lovteknisk begrundet.

Den foreslåede ændring af § 23, stk. 1, nr. 1, er en rettelse af lovteknisk karakter. Der er endvidere tale om en konsekvensrettelse af bestemmelsen som følge af ændringsforslag nr. 14, således at der henvises til § 23, stk. 3, i stedet for til bestemmelsens stk. 4.

Affattelsen af de øvrige ændringer svarer til ordlyden i lovforslagets § 3, nr. 12, som fremsat.

Til nr. 19

Ad. nr. 14

Det fremgår af integrationslovens § 23, stk. 2, at kommunalbestyrelsen som led i selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet kan give en jobparat udlænding over 18 år, men under 30 år, tilbud om et særligt højskoleophold i medfør af § 24, hvis tilbuddet efter en konkret vurdering må antages at kunne forbedre den pågældendes beskæftigelsesmuligheder.

Det foreslås, at lovforslagets § 3, nr. 14, udgår, og at § 23, stk. 2, ophæves.

Den foreslåede ændring, hvorefter § 23, stk. 2, ophæves, er en rettelse af en manglende konsekvensændring, som følge af at det i lovforslagets § 3, nr. 19, foreslås at ophæve integrationslovens § 24. Med den foreslåede ophævelse af § 24 vil det ikke længere være muligt at give tilbud om særlige højskoleophold til udlændinge omfattet af arbejdspligten efter integrationsloven.

Det bemærkes, at de hidtil gældende regler i integrationsloven som følge af lovforslagets § 7, stk. 3, vil finde anvendelse for personer med opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine. Personer med opholdstilladelse efter denne lov skal således som hidtil have tilbudt et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller et introduktionsprogram, som vil skulle tilrettelægges efter de hidtil gældende regler i integrationsloven. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 7, stk. 3, for en nærmere beskrivelse af dette.

Ad nr. 04

Den foreslåede ændring svarer til den foreslåede ændring i lovforslagets § 3, nr. 14. Som følge af ændringsforslag nr. 18 foreslås det dog, at ændringen i stedet indsættes som nr. 04 i lovforslaget.

Som følge af ændringsforslaget, hvorefter § 23, stk. 2, foreslås ophævet, indsættes de foreslåede stykker som henholdsvis stk. 3 og 4 i stedet for stk. 4 og 5, ligesom henvisningen til § 23, stk. 2, i den foreslåede stk. 4 udgår.

Den foreslåede ændring indeholder ikke ændringer af materiel karakter i forhold til lovforslagets § 3, nr. 14, som fremsat. Der henvises til bemærkningerne til § 3, nr. 14, til lovforslaget som fremsat for en nærmere beskrivelse af den foreslåede ordning.

Ad nr. 05

Det fremgår af integrationslovens § 23, stk. 1, at til udlændinge, der er omfattet af et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller introduktionsprogram og berettiget til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter lov om aktiv socialpolitik, skal kommunalbestyrelsen give tilbud om 1) vejledning og opkvalificering, herunder forberedende forløb til virksomhedsrettede tilbud, jf. § 23 a, 2) virksomhedspraktik, herunder nytteindsats, jf. § 23 b, eller 3) ansættelse med løntilskud, jf. § 23 c.

Det fremgår videre af integrationslovens § 23, stk. 5, at kommunalbestyrelsen helt eller delvis kan undlade at give en udlænding tilbud, når ganske særlige grunde taler derfor.

Det foreslås, at integrationslovens § 23, stk. 5, ophæves.

Med forslaget vil en udlænding ikke længere kunne undtages fra at deltage i tilbud i programmet efter integrationsloven, hvis ganske særlige grunde taler derfor.

Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 3, nr. 11, hvorefter det foreslås at indsætte en ny § 20 d i integrationsloven, som vil medføre, at udlændinge omfattet af arbejdspligten efter integrationsloven som udgangspunkt skal deltage i en 37 timers indsats om ugen.

Efter det foreslåede § 20 d, stk. 2, i integrationsloven, skal kommunalbestyrelsen løbende tilrettelægge indsatsen i arbejdspligten efter stk. 1 under hensyn til udlændingens helbredsmæssige situation. Kommunalbestyrelsen kan endvidere nedsætte antallet af timer efter en konkret vurdering af udlændingens helbredsmæssige situation i forhold til den indsats, som udlændingen skal deltage i.

Der lægges således med lovforslaget op til, at det alene vil være udlændingens helbredsmæssige situation, der kan begrunde en nedsættelse af antallet af timer i indsats.

Den foreslåede arbejdspligt betyder, at den nuværende bestemmelse i integrationslovens § 23, stk. 5, hvorefter »ganske særlige grunde« kan begrunde en undtagelse fra at deltage i tilbud som led i programmet efter integrationsloven, ikke er i overensstemmelse med den foreslåede arbejdspligt.

Der er tale om korrektion af manglende konsekvensændring som følge af den foreslåede arbejdspligt.

Til nr. 20

Den foreslåedes ændring er en konsekvens af den foreslåede ændring i lovforslagets § 3, nr. 16, hvori det foreslås at ophæve § 23 b, stk. 1, 2. pkt.

Til nr. 21

Efter integrationslovens § 23 f, stk. 2, kan kommunalbestyrelsen til udlændinge, der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, yde hjælp til dokumenterede og rimelige transportudgifter, som skyldes udlændingens deltagelse i selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse for udlændinge, der modtager tilbud om offentlig ansættelse med løntilskud.

Det foreslås i § 23 f, stk. 2, 1. pkt., at »selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet« ændres til: »de dele af introduktionsprogrammet, som udlændingen har pligt til at deltage i efter denne lov eller lov om aktiv socialpolitik eller regler fastsat i medfør af disse love«.

Det vil betyde, at en udlænding omfattet af arbejdspligten efter integrationsloven ligesom i dag vil kunne få hjælp til dokumenterede og rimelige transportudgifter i forbindelse med deltagelse i danskuddannelse, tilbud og øvrige aktiviteter, som udlændingen har pligt til at deltage i som led i sit program og dermed som led i arbejdspligten.

Konkret vil kommunalbestyrelsen kunne yde hjælp til udgifter til dokumenterede og rimelige transportudgifter ved deltagelse i danskuddannelse, tilbud, jobsamtaler i jobcenteret, deltagelse i beskæftigelses- og uddannelsesfremmende aktiviteter, f.eks. jobmesser, deltagelse i forberedelse til danskuddannelse og jobsøgning i op til 4 timer om ugen.

Bestemmelsen vil omfatte dokumenterede og rimelige transportudgifter uanset afstand til og fra tilbud og øvrige aktiviteter og udgifter til transport mellem disse.

Derimod vil der ligesom i dag ikke være mulighed for at yde hjælp til transportudgifter til og fra deltagelse i ordinært arbejde som lønmodtager, ved ansættelse som vikar i en jobrotationsordning eller ved deltagelse i indsatser efter social- og sundhedslovgivningen, da udlændingen ikke har pligt til at deltage i disse aktiviteter efter integrationsloven eller lov om aktiv socialpolitik eller regler fastsat i medfør af disse love og således ikke kan sanktioneres for udeblivelse herfra.

Ændringen vil ikke medføre materielle ændringer af bestemmelsen i forhold til gældende ret, men vil medføre en præcisering af bestemmelsens ordlyd, således at det fremgår, at der kan ydes hjælp til dokumenterede og rimelige transportudgifter i de situationer, hvor en udlænding har pligt til at deltage i et program efter integrationsloven og således kan sanktioneres ved udeblivelse uden gyldig grund.

Det forslås endvidere at affatte § 23 f, stk. 1, 2. pkt., således: »Det gælder dog ikke for transportudgifter i forbindelse med tilbud om ansættelse med løntilskud hos en privat arbejdsgiver eller tilbud om ansættelse med løntilskud efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.«

Den foreslåede ændring vil betyde, at kommunalbestyrelsen ikke kan yde hjælp til transportudgifter i forbindelse med tilbud om ansættelse med løntilskud hos en privat arbejdsgiver eller tilbud om ansættelse med løntilskud efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

At der ikke vil kunne ydes hjælp til transportudgifter i forbindelse med ansættelse med løntilskud hos en privat arbejdsgiver svarer til gældende regler efter integrationslovens § 23 f, stk. 2, 2. pkt., og vil således ikke medføre materielle ændringer i forhold til gældende ret. Ændringen vil således alene indebære en ordlydsmæssig justering, således at bestemmelsens ordlyd svarer til ordlyden i den foreslåede § 176 a, 2. pkt., i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Ændringsforslaget vil endvidere indebære, at en person, der er ansat med løntilskud hos en offentlig eller privat arbejdsgiver efter kapitel efter kapitel 5 i lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v., heller ikke vil kunne få hjælp til transportudgifter i forbindelse med sin ansættelse.

Til nr. 22

Integrationslovens § 45 fastsætter bl.a. nærmere regler om det månedlige grund- og resultattilskud, staten yder kommunerne. Integrationslovens § 45, stk. 5, 1. pkt., fastsætter, at staten inden for et rådighedsbeløb i introduktionsperioden, jf. § 16, stk. 8, refunderer 50 pct. af kommunalbestyrelsens udgifter til selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammer eller introduktionsprogrammer, jf. § 16, stk. 3 og 4, herunder danskuddannelse, jf. § 21, og tilbud efter §§ 23 a og 23 b samt mentorstøtte efter § 23 d.

Det foreslås med ændringsforslaget at ændre den i lovforslagets § 3, nr. 23, foreslåede ændring af § 45, stk. 5, 1. pkt., så »§§ 23 a, 23 b og 23 g« ændres til »§§ 23 a, 23 b, 23 g, aktiviteter efter bestemmelser fastsat i medfør af § 20 d, stk. 4«.

Det vil som følge af ændringsforslaget fremgå af § 45, stk. 5, 1. pkt., i integrationsloven, at de regler, som udlændinge- og integrationsministeren fastsætter efter den foreslåede § 20 d, stk. 4, i integrationsloven om, at forberedelses- og jobsøgningstid i op til 4 timer i alt om ugen kan medregnes i antallet af timer i indsatsen, også vil være omfattet af refusionsbestemmelsen i § 45, stk. 5, 1. pkt.

Forslaget vil derudover ikke ændre i refusionsreglerne i integrationslovens § 45, stk. 5, 1. pkt.

Til nr. 23

Der er tale om en konsekvensændring af lovforslagets § 3, nr. 4, hvori det foreslås, at integrationslovens § 16, stk. 2 og 3, ophæves og der i stedet indsættes et nyt stk. 2.

Den foreslåede ændring er endvidere en konsekvens af lovforslagets § 3, nr. 8, hvori det foreslås at indsætte et nyt punktum i integrationslovens § 19, stk. 1. Den foreslåede ændring vil medføre en rykning af punktummerne i stk. 1, således at det nuværende 3. pkt. bliver 4. pkt.

Ændringerne vil ikke medføre materielle ændringer af § 51 b.

Til nr. 24

Den foreslåede ændring er af lovteknisk karakter, således at bestemmelsen rummer en undtagelse fra alle de ændringer, der følger af arbejdspligten, for personer med opholdstilladelse efter Ukrainesærloven.

5. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 2. oktober 2024 og var til 1. behandling den 24. oktober 2024. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Beskæftigelsesudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og beskæftigelsesministeren sendte den 24. juni 2024 dette udkast til udvalget, jf. BEU alm. del - bilag 202, folketingsåret 2023-24. Den 2. oktober 2024 sendte beskæftigelsesministeren høringssvarene, et høringsnotat og en ligestillingsvurdering til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 8 bilag på lovforslaget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget 2 skriftlige henvendelser om lovforslaget.

Deputationer

Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget 1 deputation, der mundtligt har redegjort for sin holdning til lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 22 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

Bjarne Laustsen (S) Bjørn Brandenborg (S) Henrik Møller (S) Jens Joel (S) Kasper Roug (S) Thorkild Holmboe-Hay (S) Frederik Vad (S) Thomas Monberg (S) Thomas Skriver Jensen (S) fmd. Christoffer Aagaard Melson (V) Louise Elholm (V) Hans Andersen (V) Kim Valentin (V) nfmd. Karin Liltorp (M) Nanna W. Gotfredsen (M) Charlotte Munch (DD) Betina Kastbjerg (DD) Sólbjørg Jakobsen (LA) Steffen Larsen (LA) Dina Raabjerg (KF) Frederik Bloch Münster (KF) Dennis Flydtkjær (DD) Nick Zimmermann (DF) Karsten Hønge (SF) Carl Valentin (SF) Kirsten Normann Andersen (SF) Victoria Velasquez (EL) Samira Nawa (RV) Torsten Gejl (ALT)

Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)50
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)24
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg (DD)15
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Liberal Alliance (LA)15
Moderaterne (M)13
Det Konservative Folkeparti (KF)10
Enhedslisten (EL)9
Dansk Folkeparti (DF)7
Radikale Venstre (RV)6
Alternativet (ALT)5
Siumut (SIU)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)6