L 117 A Forslag til lov om ændring af ligningsloven og lov om registrering af køretøjer.

(Genindførelse af fradrag for grøn istandsættelse i boligjobordningen og udvidelse af servicefradraget samt justeringer som følge af nedlæggelse af motorekspeditionerne).

Af: Skatteminister Rasmus Stoklund (S)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2024-25
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 23-01-2025

Optrykt: 23-01-2025

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 23. januar 2025

20241_l117a_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 23. januar 2025

Forslag

til

Lov om ændring af ligningsloven og lov om registrering af køretøjer

(Genindførelse af fradrag for grøn istandsættelse i boligjobordningen og udvidelse af servicefradraget samt justeringer som følge af nedlæggelse af motorekspeditionerne)

§ 1

I ligningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 42 af 13. januar 2023, som ændret bl.a. ved § 8 i lov nr. 679 af 3. juni 2023 og § 1 i lov nr. 109 af 31. januar 2024 og senest ved § 3 i lov nr. 16 af 14. januar 2025, foretages følgende ændringer:

1. I § 8 V, stk. 1, indsættes efter »serviceydelser«: »og grøn istandsættelse«.

2. I § 8 V, stk. 2, nr. 5, udgår »i perioden«, og efter »1. januar 2018« indsættes: », dog således at arbejde i form af grøn istandsættelse, installation af tyverialarm, rensning af tagrender, belægningsarbejde, anlæg af ny græsplæne, træfældning og bortskaffelse af væltede træer skal være udført fra og med den 1. januar 2025, og at reparation af hårde hvidevarer skal være udført i perioden fra og med den 1. januar 2025 til og med den 31. december 2027«.

3. § 8 V, stk. 5, affattes således:

»Stk. 5. De fradragsberettigede udgifter til serviceydelser kan årligt højst udgøre et grundbeløb på 13.300 kr. (2010-niveau) pr. person. De fradragsberettigede udgifter til grøn istandsættelse kan højst udgøre et grundbeløb på 6.500 kr. (2010-niveau) pr. person. Grundbeløbene reguleres efter personskattelovens § 20.«

4. I § 8 V, stk. 6, 3. pkt., ændres »rengøring, vask, opvask, strygning, vinduespudsning, børnepasning og havearbejde« til: »serviceydelser«.

5. Bilag 1 affattes som bilag 1 til denne lov.

§ 2

I lov om registrering af køretøjer, jf. lovbekendtgørelse nr. 179 af 22. februar 2023, som ændret ved § 11 i lov nr. 1489 af 10. december 2024 foretages følgende ændringer:

1. § 12, stk. 2, ophæves.

2. I § 14, stk. 1, ændres »Betaling efter §§ 8-13 sker kontant« til: »Ydelser omfattet af §§ 8-13 skal forudbetales«.

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 2 træder i kraft den 1. juli 2025.

Stk. 3. § 1 har virkning fra den 1. januar 2025.

Stk. 4. Ved opgørelsen af den kommunale slutskat og kirkeskat for indkomståret 2025 efter § 16 i lov om kommunal indkomstskat og statens afregning af grundskyld og dækningsafgift til kommunerne korrigeres den opgjorte slutskat for den beregnede virkning af de ændringer i udskrivningsgrundlaget for kommuneskat og kirkeskat for 2025, der følger af denne lovs § 1.

Stk. 5. Den beregnede korrektion af den kommunale slutskat og kirkeskat efter stk. 4 fastsættes af indenrigs- og sundhedsministeren på grundlag af de oplysninger vedrørende indkomståret 2025, der foreligger den 1. maj 2027.

Bilag 1

»Bilag 1

Ydelser omfattet af boligjobordningen i 2025 og frem

A. Serviceydelser i hjemmet eller i en fritidsbolig

Almindelig rengøring

- Vask og aftørring af flader i boligen

- Rengøring af toilet og bad

- Støvsugning, gulvvask og boning

- Opvask, tøjvask og strygning

- Rensning eller vask af tæpper, gardiner, persienner m.v.

Vinduespudsning

- Indvendig

- Udvendig

Børnepasning

- Børnepasning i hjemmet eller fritidsboligen

- Aflevering og afhentning af børn til og fra daginstitution, skole, fritidsklub og fritidsaktiviteter

Almindeligt havearbejde m.v.

- Græsslåning

- Klipning af hæk

- Lugning

- Beskæring af buske og træer

- Træfældning og bortskaffelse af væltede træer

- Snerydning inkl. saltning

- Fliserensning af terrasser, indkørsler m.v.

- Rensning af tagrender

- Belægningsarbejde

- Anlæg af ny græsplæne

Installation af tyverialarm

Reparation af hårde hvidevarer, dog kun til og med den 31. december 2027

B. Grøn istandsættelse i hjemmet eller i en fritidsbolig

Isolering af tag og loft

Reparation og forbedring af skorsten, f.eks.:

- Indsættelse af isolerende foring og filter

- Montering af røgsuger

- Ændring af skorstenshøjde, når tilhørende brændeovn eller pejs efterlever reglerne om alder, jf. reglerne om skrotning af ældre brændeovne/pejse

Udskiftning af vinduer og yderdøre, f.eks.:

- Ruder, vinduer og forsatsvinduer m.v.

- Terrassedøre og franske altandøre, hvor størstedelen er glas

- Yderdøre

Isolering af ydervægge, f.eks.:

- Isolering

- Hulmursisolering

Isolering af gulv, f.eks.:

- Isolering af terrændæk

- Isolering af krybekælder op mod gulv

Afmontering af brændeovn

- Afmontering af eksisterende brændeovn og pejseindsats

Arbejde på varmestyringsanlæg, f.eks.:

- Installation, reparation eller udskiftning af radiatortermostatventiler, vejrkompenseringsanlæg, urstyring og cirkulationspumper

Arbejde på anlæg til vandbåren varme, f.eks.:

- Installation, reparation eller udskiftning af radiatorer, gulvvarmeslanger og rørføring

- Eftersyn af varmeanlæg

Arbejde på solceller og husstandsvindmøller, herunder i kombination med et batteri, medmindre reglerne for erhvervsmæssig virksomhed anvendes, f.eks.:

- Installation, reparation eller udskiftning af solceller, herunder i kombination med batteri

- Installation, reparation eller udskiftning af husstandsvindmøller, herunder i kombination med et batteri

Arbejde på solfangere, f.eks.:

- Installation, reparation eller udskiftning af hele solvarmesystemet inkl. varmtvandsbeholder

Arbejde på fjernvarmeunits, f.eks.:

- Installation, reparation eller udskiftning af fjernvarmeunits inkl. varmtvandsbeholder

Arbejde på varmepumper, f.eks.:

- Installation, reparation eller udskiftning af varmepumper, herunder luft til luft-varmepumper med og uden kølefunktion, luft til vand-varmepumper, og brine (jordvarme) til vand inkl. jordslange og borehul

Arbejde på elvandvarmer, f.eks.:

- Installation, reparation eller udskiftning af elvandvarmer

Installation, reparation eller forbedring af ventilation, f.eks.:

- Balanceret ventilationsanlæg med varmeindvinding

Installation eller forbedring af visse afløbsinstallationer og dræn, f.eks.:

- Kloakarbejder på egen grund

- Udskiftning af kloakrør

- Fornyelse og etablering af dræn

- Udskiftning og etablering af opsamlingstank, nedsivningsanlæg, minirensningsanlæg, rodzoneanlæg, højvandslukkere og regnvandsfaskiner

Radonsikring, f.eks.:

- Radonudsugning og radonspærre«.