L 117 Forslag til lov om ændring af arbejdsmarkedsbidragsloven, ligningsloven, lov om registrering af køretøjer og forskellige andre love.

(Unges fritagelse for arbejdsmarkedsbidrag, genindførelse af fradrag for grøn istandsættelse i BoligJobordningen og udvidelse af servicefradraget, samt justeringer som følge af nedlæggelse af motorekspeditionerne m.v.).

Af: Skatteminister Rasmus Stoklund (S)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2024-25
Status: Fremsat

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 19-12-2024

Fremsættelse: 19-12-2024

Skriftlig fremsættelse (19. december 2024)

20241_l117_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (19. december 2024)

Skatteministeren (Rasmus Stoklund):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af arbejdsmarkedsbidragsloven, ligningsloven, lov om registrering af køretøjer og forskellige andre love (Unges fritagelse for arbejdsmarkedsbidrag, genindførelse af fradrag for grøn istandsættelse i BoligJobordningen og udvidelse af servicefradraget, samt justeringer som følge af nedlæggelse af motorekspeditionerne m.v.)

(Lovforslag nr. L 117)

Lovforslaget rummer en række elementer og udmønter som sådan dele af forskellige aftaler.

Lovforslaget udmønter en del af Aftale om flere unge i fritidsjob af 12. september 2024 mellem regeringen og samtlige partier i Folketinget.

Det foreslås, at unge under 18 år, fritages for arbejdsmarkedsbidrag med virkning fra indkomståret 2026. Konkret forslås satsen for arbejdsmarkedsbidrag nedsat til 0 pct., således at de unge fortsat vil have en arbejdsmarkedsbidragspligtig indkomst, som danner grundlag for beregning af bl.a. beskæftigelsesfradrag.

Lovforslaget udmønter desuden dele af Aftale om finansloven for 2025 af 22. november 2024 mellem regeringen, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre. Det foreslås for det første at genindføre fradrag for grøn istandsættelse med et fradragsloft på 6.500 kr. (2010-niveau) pr. person, svarende til 8.600 kr. i 2025. Samtidig foreslås en udvidelse af servicefradraget med flere ydelser og en forhøjelse af fradragsloftet til 13.300 kr. (2010-niveau), svarende til 17.500 kr. i 2025.

For det andet foreslås en udvidelse af servicefradraget med reparation af hårde hvidevarer i hjemmet i 2025 til 2027.

For det tredje foreslås mindre justeringer af motorlovgivningen som følge af nedlæggelsen af motorekspeditionerne.

Lovforslaget følger ydermere op på Aftale om styrket forberedende grunduddannelse (FGU) som en hovedvej for de 43.000 unge uden uddannelse og beskæftigelse af 21. november 2023 mellem regeringen og samtlige partier i Folketinget.

Det foreslås, at udgifter til attester, gebyrer og lignende, som en FGU-institution i henhold til lovgivningen skal dække for eleverne som led i et kombinationsforløb, skal være skattefrie for eleverne. På samme vis foreslås det, at udgifter, som institutionerne skal dække til kostafdelinger, skal være skattefrie for eleverne.

Lovforslaget udmønter desuden den afsatte ramme for 2024 på 125 mio. kr., der er afsat i Aftale om kompensation til boligejere og fortsat tryghed om boligbeskatningen af 15. maj 2020 mellem den daværende regering (Socialdemokratiet), Venstre, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance.

Det foreslås, at den grønne check for pensionister for indkomståret 2024 hæves fra 875 kr. til 1.000 kr.

Endeligt foreslås mindre præciseringer i henholdsvis lov om skattefri kompensation for forhøjede energi- og miljøafgifter, skattekontrolloven og ejendomsvurderingsloven.

Tiltagene om unges fritagelse for arbejdsmarkedsbidrag, skattefritagelse for visse udgifter afholdt af FGU-institutioner m.v. og justeringer som følge af nedlæggelse af motorekspeditionerne har været i offentlig høring fra den 30. oktober 2024 med høringsfrist den 12. november 2024. Lovforslaget har været i offentlig høring fra den 12. december 2024 med høringsfrist den 16. december 2024. Høringssvar og høringsskema vil blive oversendt inden 1. behandlingen.

Det foreslås, at loven skal træde i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, med undtagelse af den del, der omhandler nedlæggelse af motorekspeditionerne, der træder i kraft den 1. juli 2025. Det foreslåede om forhøjelse af grøn check for pensionister for indkomståret 2024 får tilbagevirkende kraft til indkomståret 2024, det foreslåede om skattefritagelse for visse udgifter afholdt af FGU-institutioner m.v., får tilbagevirkende kraft til den 1. august 2024, og det foreslåede om genindførelse af fradrag for grøn istandsættelse i BoligJobordningen og udvidelse af servicefradraget, får tilbagevirkende kraft til den 1. januar 2025.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.