L 113 Forslag til lov om ændring af lov om sikkerhed til søs, lov om skibes besætning og søloven.

(Frakendelse af retten til at arbejde på danske skibe for søfarende, der begår personfarlig kriminalitet om bord eller i relation til tjenesten, ny uddannelse for færgenavigatører, justering af årlig afgift for skibe og ikraftsættelse for Grønland af ændringer af søloven og lov om sikkerhed til søs).

Af: Erhvervsminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2024-25
Status: 3.beh./Vedtaget

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 06-02-2025

Optrykt: 06-02-2025

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 6. februar 2025

20241_l113_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 6. februar 2025

Forslag

til

Lov om ændring af lov om sikkerhed til søs, lov om skibes besætning og søloven

(Frakendelse af retten til at arbejde på danske skibe for søfarende, der begår personfarlig kriminalitet om bord eller i relation til tjenesten, ny uddannelse for færgenavigatører, justering af årlig afgift for skibe og ikraftsættelse for Grønland af ændringer af søloven og lov om sikkerhed til søs)

§ 1

I lov om sikkerhed til søs, jf. lovbekendtgørelse nr. 221 af 11. februar 2022, som ændret ved § 3 i lov nr. 243 af 7. marts 2023, § 1 i lov nr. 1773 af 28. december 2023 og § 8 i lov nr. 1669 af 30. december 2024, foretages følgende ændringer:

1. I § 29 e indsættes efter stk. 2 som nye stykker:

»Stk. 3. Retten til at gøre tjeneste om bord kan ved dom frakendes den, som har gjort sig skyldig i overtrædelse af straffeloven, såfremt overtrædelsen er sket om bord eller i relation til tjenesten og den er egnet til at fremkalde utryghed om bord.

Stk. 4. Stk. 1-3 finder med de begrænsninger, der følger af straffelovens §§ 7 og 10-10 b, også anvendelse på handlinger foretaget i udlandet.«

Stk. 3-7 bliver herefter stk. 5-9.

2. I § 29 e, stk. 3, der bliver stk. 5, ændres »stk. 1 og 2« til: »stk. 1-3«.

3. § 29 e, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 6, 1. pkt., affattes således:

»Frakendes retten til at føre skib eller gøre tjeneste om bord ubetinget, indgiver anklagemyndigheden vedkommendes fysiske eller digitale sønæringsbevis, duelighedsbevis, speedbådsbevis eller vandscooterbevis og udskrift af dommen til Erhvervsministeriet.«

4. I § 29 e, stk. 4, 2. pkt., der bliver stk. 6, 2. pkt., ændres »som styrmand eller maskinmester« til: »om bord«.

5. I § 29 e, stk. 5, der bliver stk. 7, ændres »som styrmand eller maskinmester« til: »om bord«.

§ 2

I lov om skibes besætning, jf. lovbekendtgørelse nr. 74 af 17. januar 2014, som ændret ved § 5 i lov nr. 400 af 2. maj 2016, foretages følgende ændringer:

1. I § 2, nr. 8, indsættes efter »1995«: », med senere ændringer«.

2. I § 6, stk. 2, indsættes efter »original«: »papirform eller i en flagstatsgodkendt elektronisk form«, og efter »og« indsættes: »skal uanset formatet«.

3. § 6, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Søfartsstyrelsen kan forøge eller formindske de i stk. 2 anførte kvalifikationskrav ved sejlads med følgende skibstyper:

1) Passagerskibe og tankskibe under hensyn til skibets indretning, udstyr, fartsområde og passagertal.

2) Ethvert skib med særlige manøvreegenskaber.

3) Skibe med særlig udrustning eller særligt udstyr.

4) Skibe af særlig konstruktion.«

4. I § 6 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4. Tilsvarende kan Søfartsstyrelsen i henhold til bestemmelserne i den internationale konvention om uddannelse af søfarende, om sønæring og om vagthold (STCW-konventionen), reglement I/3, forøge eller formindske kravene, jf. stk. 2, ved sejlads uden for dansk kystfart på kystfartslignende vilkår i et andet lands kystfart, under forudsætning af at både detaljerne for de pågældende områder og andre relevante betingelser er specificeret i samarbejde med det eller de pågældende lande eller berørte parter.«

Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og 6.

5. I § 6 indsættes som stk. 7 og 8:

»Stk. 7. Uanset de i stk. 2 påkrævede kvalifikationskrav og bevispåtegninger kan skibsførere og styrmænd i passagerskibe under 500 BT i stedet besidde et bevis i henhold til skemaet nedenfor, såfremt skibets besætningsfastsættelse giver mulighed for det:

 


Bruttotonnage
Passagerskib i fart i indre dansk territorialfarvand
 
Skibsfører
Styrmand
20-499
Færgefører
Færgenavigatør


 


Stk. 8. Uanset afgrænsningen af fartsområde i skemaet i stk. 7 kan Søfartsstyrelsen ud fra en konkret vurdering tillade undtagelsesvis sejlads uden for indre dansk territorialfarvand med et passagerskib, som er omfattet af skemaet, såfremt der i hvert enkelt tilfælde er truffet behørige foranstaltninger til sikring af sejladsen. En sådan sejlads er dog altid begrænset til det havområde, som er fastsat i passagerskibets fartstilladelse, og skal altid ske under gunstige vejrforhold og uden passagerer om bord.«

6. I § 13, stk. 4, ændres »§ 6, stk. 4« til: »§ 6, stk. 5«.

§ 3

I søloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1013 af 29. juni 2023, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 249 af 21. marts 2012 og § 1 i lov nr. 618 af 12. juni 2013, foretages følgende ændringer:

1. § 15 a affattes således:

»§ 15 a. Registrerede ejere og noterede befragtere af skibe, der er optaget i skibsregisteret eller fartøjsfortegnelsen, skal betale en årlig afgift for hvert skib, der er registreret, jf. dog stk. 5.

Stk. 2. Den årlige afgift beregnes på grundlag af skibets bruttotonnage på følgende måde:

1) For skibe med en bruttotonnage på under 30 udgør den årlige afgift 1.025 kr.

2) For skibe med en bruttotonnage på mellem 30 og 500 udgør den årlige afgift 3.075 kr.

3) For skibe med en bruttotonnage på 500 eller derover udgør den årlige afgift 9.225 kr.

Stk. 3. For skibe, der alene er registreret med en målt bruttoregistertonnage, fastsættes afgiften efter stk. 2 på baggrund af denne.

Stk. 4. For skibe, som hverken er registreret med en bruttotonnage eller en bruttoregistertonnage, fastsættes den årlige afgift som for skibe med en bruttotonnage på under 30, jf. stk. 2, nr. 1.

Stk. 5. Ejere af skibe med bevaringsstatus er fritaget for betaling af årlig afgift.

Stk. 6. Ejere kan anmode Søfartsstyrelsen om refusion af årlig afgift for skibe, der har været anvendt som passagerskibe i en hel afgiftsperiode, og som besejler færgeruter, der er omfattet af ordningen i § 21 b i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner.

Stk. 7. Stk. 1-5 finder ikke anvendelse for skibe hjemmehørende i Grønland, som ejes af en person med bopæl i Grønland eller af juridiske personer med hjemsted i Grønland.

Stk. 8. Stk. 1-6 finder ikke anvendelse for skibe, der i medfør af § 24 på grundlag af en bareboatbefragtningsaftale er optaget i et udenlandsk skibsregister og midlertidigt fører et andet nationalitetsflag end det danske.

Stk. 9. De årlige afgifter efter stk. 2 pris- og lønreguleres højst én gang årligt med den af Finansministeriet fastsatte sats for det generelle pris- og lønindeks. Det herefter fremkomne beløb afrundes til nærmeste kronebeløb. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, hvornår regulering skal finde sted.«

2. § 15 b affattes således:

»§ 15 b. Registrerede ejere og noterede befragtere af skibe er forpligtet til at betale forfalden årlig afgift til Søfartsstyrelsen.

Stk. 2. Ejes skibe af partredere, hæfter partrederne solidarisk for afgiftens betaling. Ejes skibe af kommanditselskaber, interessentskaber, interessentskabslignende samejer m.v., hæfter de ansvarlige deltagere eller ejere solidarisk for afgiftens betaling.

Stk. 3. Årlig afgift forfalder hver den 1. marts og dækker perioden fra den 1. marts det pågældende år til den sidste dag i februar det efterfølgende år, jf. dog stk. 4.

Stk. 4. For skibe, som optages i et dansk register eller i fartøjsfortegnelsen, ændrer anvendelse eller opnår status som bevaringsværdigt i perioden fra den 1. marts og til udgangen af februar, forfalder en forholdsmæssig afgift for de hele måneder, skibet er registreret, indtil den førstkommende 1. marts.

Stk. 5. Udslettes et skib fra et dansk register eller fra fartøjsfortegnelsen, eller opnår det status som bevaringsværdigt inden den 1. marts, tilbagebetaler Søfartsstyrelsen indbetalt afgift for de hele måneder efter udslettelsestidspunktet og indtil den 1. marts det følgende afgiftsår.

Stk. 6. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om betaling af årlig afgift, herunder tidspunktet for betaling, betalingsmåden, frister for indbetaling, frister for tilbagebetaling, erindringsskrivelser, rykkergebyrer og renter, og regler om, at Søfartsstyrelsen kan eftergive eller frafalde krav på betaling.«

§ 4

I lov nr. 526 af 7. juni 2006 om ændring af søloven og forskellige andre love (Digital skibsregistrering, pant, udlæg m.v. i fiskerirettigheder, fordeling af bjærgeløn og skibes hjemsted), som ændret ved § 3 i lov nr. 504 af 12. juni 2009, § 6 i lov nr. 270 af 26. marts 2019 og § 3 i lov nr. 569 af 10. maj 2022, foretages følgende ændring:

1. I § 6 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Lovens § 1, nr. 25, som ikke i medfør af stk. 2 er sat i kraft for Grønland, kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.«

§ 5

I lov nr. 493 af 12. maj 2010 om ændring af lov om sikkerhed til søs, sømandsloven og forskellige andre love og om ophævelse af lov om forhyring af skibsmandskab (Gennemførelse af konventionen om søfarendes arbejdsforhold, modernisering af bestemmelser om tilsyn, forbud mod spiritussejlads i grønlandsk farvand m.v.), som ændret ved § 4 i lov nr. 251 af 30. marts 2011, § 4 i lov nr. 478 af 30. maj 2012, § 6 i lov nr. 618 af 12. juni 2013 og § 4 i lov nr. 1773 af 28. december 2023, foretages følgende ændring:

1. I § 9 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. De dele af loven, som ikke i medfør af stk. 3 er sat i kraft for Grønland, kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger. Bestemmelserne kan sættes i kraft på forskellige tidspunkter.«

§ 6

I lov nr. 1384 af 23. december 2012 om ændring af lov om søloven, lov om tillæg til strandingsloven af 10. april 1895, lov om skibes besætning og forskellige andre love samt ophævelse af lov om registreringsafgift for fritidsfartøjer (Gennemførelse af vragfjernelseskonventionen, tilpasninger som følge af passagerrettighedsforordningen, gebyr for sønærings- og kvalifikationsbeviser, indførelse af en årlig afgift for skibe optaget i skibsregistrene og sanktionering af skibsførerens forpligtelse til at redde de ombordværende m.v.), som ændret ved § 8 i lov nr. 618 af 12. juni 2013, foretages følgende ændring:

1. I § 10 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Lovens § 5, nr. 1, som ikke i medfør af stk. 2 er sat i kraft for Grønland, kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.«

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.

§ 7

Loven træder i kraft den 27. februar 2025.

§ 8

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 1, nr. 1 og 2, § 2, nr. 1-5, og § 3, nr. 1 og 2, kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger. Bestemmelserne kan sættes i kraft på forskellige tidspunkter.