L 113 Forslag til lov om ændring af lov om sikkerhed til søs, lov om skibes besætning og søloven.

(Frakendelse af retten til at arbejde på danske skibe for søfarende, der begår personfarlig kriminalitet om bord eller i relation til tjenesten, ny uddannelse for færgenavigatører, justering af årlig afgift for skibe og ikraftsættelse for Grønland af ændringer af søloven og lov om sikkerhed til søs).

Af: Erhvervsminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2024-25
Status: 3.beh./Vedtaget

Betænkning

Afgivet: 30-01-2025

Afgivet: 30-01-2025

Betænkning afgivet af Erhvervsudvalget den 30. januar 2025

20241_l113_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Erhvervsudvalget den 30. januar 2025

1. Ændringsforslag

Erhvervsministeren har stillet 10 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Indstillinger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af LA) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (LA) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for de stillede ændringsforslag.

Borgernes Parti, Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

3. Politiske bemærkninger

Alternativet

Alternativets medlem af udvalget finder, at der er gode intentioner i lovforslagets indhold, og er enig i mange af de overordnede mål, herunder at styrke sikkerheden ombord på danske skibe, at opdatere lovgivning for færgenavigatører og at justere afgifter for større skibe for at sikre en retfærdig brugerbetaling. Dog vil Alternativet rejse kritik af, at man samler tre vidt forskellige områder under samme lovforslag. Dette begrænser muligheden for en detaljeret behandling af hvert emne, der har sine egne konsekvenser og interessenter. Videre indebærer det en risiko for, at medlemmer af Folketinget tvinges til at stemme for eller imod en samlet pakke, selv om de potentielt er uenige i enkelte elementer. Alternativet opfordrer derfor til, at fremtidige lovforslag opdeles, så hvert område kan behandles selvstændigt og mere fokuseret.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til titlen

Af erhvervsministeren, tiltrådt af udvalget:

1) Titlen affattes således:

»Forslag

til

Lov om ændring af lov om sikkerhed til søs, lov om skibes besætning og søloven

(Frakendelse af retten til at arbejde på danske skibe for søfarende, der begår personfarlig kriminalitet om bord eller i relation til tjenesten, ny uddannelse for færgenavigatører, justering af årlig afgift for skibe og ikraftsættelse for Grønland af ændringer af søloven og lov om sikkerhed til søs)«.

[Korrektion af lovforslagets titel]

Til § 1

2) I det under nr. 1 foreslåede § 29 e, stk. 3, ændres »såfremt forbrydelsen« til: »såfremt overtrædelsen«, og »og forbrydelsen« ændres til: »og den«.

[Sproglig præcisering]

3) Efter nr. 2 indsættes som nye numre:

»01. § 29 e, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 6, 1. pkt., affattes således:

»Frakendes retten til at føre skib eller gøre tjeneste om bord ubetinget, indgiver anklagemyndigheden vedkommendes fysiske eller digitale sønæringsbevis, duelighedsbevis, speedbådsbevis eller vandscooterbevis og udskrift af dommen til Erhvervsministeriet.«

02. I § 29 e, stk. 4, 2. pkt., der bliver stk. 6, 2. pkt., ændres »som styrmand eller maskinmester« til: »om bord«.

03. I § 29 e, stk. 5, der bliver stk. 7, ændres »som styrmand eller maskinmester« til: »om bord«.«

[Sproglige præciseringer og udvidelse af bestemmelsernes anvendelsesområde]

Til § 2

4) Den under nr. 3 foreslåede affattelse af § 6, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Søfartsstyrelsen kan forøge eller formindske de i stk. 2 anførte kvalifikationskrav ved sejlads med følgende skibstyper:

1) Passagerskibe og tankskibe under hensyn til skibets indretning, udstyr, fartsområde og passagertal.

2) Ethvert skib med særlige manøvreegenskaber.

3) Skibe med særlig udrustning eller særligt udstyr.

4) Skibe af særlig konstruktion.«

[Sproglige præciseringer]

5) I det under nr. 4 foreslåede § 6, stk. 4, indsættes efter »formindske kravene«: », jf. stk. 2,«.

[Tilføjelse af henvisning]

6) I det under nr. 5 foreslåede § 6, stk. 7, ændres »uddannelsesniveau« til: »kvalifikationskrav«, og »navigationsofficerer« ændres til: »styrmænd«.

[Sproglig præcisering]

7) Efter nr. 5 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 13, stk. 4, ændres »§ 6, stk. 4« til: »§ 6, stk. 5«.«

[Tilretning af henvisning]

Til § 3

8) I den under nr. 2 foreslåede affattelse af § 15 b ændres i stk. 1 »eller« til: »og«.

[Sproglig præcisering]

9) I den under nr. 2 foreslåede affattelse af § 15 b indsættes i stk. 4 efter »optages i«: »et«, og efter »register eller« indsættes: »i fartøjsfortegnelsen,«.

[Sproglige præciseringer]

10) I den under nr. 2 foreslåede affattelse af § 15 b indsættes i stk. 5 efter »fra«: »et«, og efter »register,« indsættes: »eller fra fartøjsfortegnelsen«.

[Sproglige præciseringer]

Bemærkninger

Til nr. 1

Det foreslås at foretage en sproglig præcisering af lovforslagets titel. Ændringerne i de tre ændringslove (§§ 4-6) vedrører alene to af de tre hovedlove, der ændres i §§ 1-3. De skal derfor ikke nævnes i titlen. Samtidig ændres »Fratagelse« til »Frakendelse« i undertitlen. Denne sproglige tilretning foretages for en mere korrekt terminologi.

Til nr. 2

Det foreslås at foretage en sproglig præcisering i lovforslagets § 1, nr. 1, så »forbrydelsen« ændres til henholdsvis »overtrædelsen« (første forekomst) og »den« (anden forekomst). Denne sproglige tilretning foretages for en mere korrekt terminologi.

Til nr. 3

Det foreslås at udvide anvendelsesområdet for bestemmelserne i lovens § 29 e, stk. 4 og 5, der bliver stk. 6 og 7. Bestemmelserne beskriver den praktiske håndtering af frakendelsen og vilkår for betinget frakendelse. Udvidelsen skyldes, at de eksisterende regler om frakendelse alene omhandler skibsførere, styrmænd og maskinmestre, mens de nye regler skal omfatte alle, der gør tjeneste om bord.

Samtidig foretages en sproglig præcisering i lovens § 29 e, stk. 4, der bliver stk. 6, idet beviser både kan være fysiske og digitale og også vandscooterbeviser kan fratages ved dom.

Til nr. 4

Det foreslås at foretage en række sproglige præciseringer i lovforslagets § 2, nr. 3. Der foretages ikke materielle ændringer. Nyaffattelsen foreslås alene med henblik på sproglig præcisering.

Til nr. 5

Der er tale om en lovteknisk ændring. Ændringsforslaget præciserer, at der er tale om kravene i stk. 2.

Til nr. 6

Det foreslås at foretage en sproglig præcisering i lovforslagets § 2, nr. 5, så »uddannelsesniveau« ændres til »kvalifikationskrav«. Der sker for at bruge den samme terminologi som i lovforslagets § 2, nr. 3. Samtidig ændres »navigationsofficerer« til »styrmænd«. Denne sproglige tilretning foretages for en mere korrekt terminologi.

Til nr. 7

Det foreslås at indsætte et nyt nummer efter lovforslagets § 1, nr. 5, som tilretter henvisningen i lovens § 13, stk. 4, da lovforslaget medfører, at lovens § 6, stk. 4, bliver til § 6, stk. 5.

Til nr. 8

I den foreslåede affattelse af § 15 b, stk. 1, i lovforslagets § 3, nr. 2, skrives »Registrerede ejere eller noterede befragtere«. I den tilsvarende bestemmelse i den foreslåede affattelse af § 15 a, stk. 1, i lovforslagets § 3, nr. 1, skrives »Registrerede ejere og noterede befragtere«. For at ensrette foreslås det at foretage en sproglig præcisering, så »eller« ændres til »og« i den under nr. 2 foreslåede affattelse af § 15 b, stk. 1. Der foretages ikke nogen materiel ændring.

Til nr. 9 og 10

Der er tale om lovtekniske ændringer, hvormed ændringsforslagene præciserer, at der er tale om de danske skibsregistre og fartøjsfortegnelsen. Der foretages ikke materielle ændringer.

5. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 11. december 2024 og var til 1. behandling den 7. januar 2025. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Erhvervsudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og erhvervsministeren sendte den 4. juli 2024 dette udkast til udvalget, jf. ERU alm. del - bilag 250, folketingsåret 2023-24. Den 11. december 2024 sendte erhvervsministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 6 bilag på lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 4 spørgsmål til erhvervsministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

Anne Paulin (S) Birgitte Vind (S) Pernille Rosenkrantz-Theil (S) Malte Larsen (S) Mette Reissmann (S) Karin Gaardsted (S) Kim Aas (S) Thomas Skriver Jensen (S) Per Husted (S) Hans Andersen (V) Linea Søgaard-Lidell (V) Louise Elholm (V) fmd. Heidi Bank (V) Mohammad Rona (M) Charlotte Bagge Hansen (M) Betina Kastbjerg (DD) Kim Edberg Andersen (DD) Pernille Vermund (LA) Steffen W. Frølund (LA) nfmd. Lars-Christian Brask (LA) Helle Bonnesen (KF) Dina Raabjerg (KF) Peter Kofod (DF) Lisbeth Bech-Nielsen (SF) Carl Valentin (SF) Sigurd Agersnap (SF) Rosa Lund (EL) Katrine Robsøe (RV) Sascha Faxe (ALT)

Borgernes Parti, Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)50
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)24
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg (DD)15
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Liberal Alliance (LA)15
Moderaterne (M)13
Det Konservative Folkeparti (KF)10
Enhedslisten (EL)9
Dansk Folkeparti (DF)7
Radikale Venstre (RV)6
Alternativet (ALT)5
Borgernes Parti - Lars Boje Mathiesen (BP)1
Siumut (SIU)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)5