L 112 Forslag til lov om ændring af kriminallov for Grønland og retsplejelov for Grønland.

(Styrket indsats mod stalking, kriminalisering af identitetsmisbrug og afbrydelse af påtalefrist m.v.).

Af: Justitsminister Peter Hummelgaard (S)
Udvalg: Grønlandsudvalget
Samling: 2024-25
Status: Fremsat

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 11-12-2024

Fremsættelse: 11-12-2024

Skriftlig fremsættelse (11. december 2024)

20241_l112_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (11. december 2024)

Justitsministeren (Peter Hummelgaard):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af kriminallov for Grønland og retsplejelov for Grønland (Styrket indsats mod stalking, kriminalisering af identitetsmisbrug og afbrydelse af påtalefrist m.v.)

(Lovforslag nr. L 112)

Regeringen ønsker i fællesskab med Naalakkersuisut at udvikle danske ansvarsområder i Grønland. Regeringen vil sammen med Grønland arbejde for, at de danske ansvarsområder i Grønland følger standarden i Danmark med respekt for de forhold og forskelle, der er mellem Danmark og Grønland. Dertil vil regeringen løbende prioritere, at lovgivningen på danske ansvarsområder opdateres.

Som led i dette har Justitsministeriet efter ønske fra Naalakkersuisut udarbejdet dette lovforslag, som bl.a. styrker indsatsen mod stalking, gennemfører en kriminalisering af identitetsmisbrug og forenkler reglerne om afbrydelse af påtalefrister.

Det foreslås på den baggrund for det første at indføre en særskilt bestemmelse om stalking i kriminalloven, som sikrer, at en gerningsperson vil kunne dømmes for stalking, selvom der ikke på forhånd er udstedt et tilhold, opholdsforbud eller sket bortvisning.

Det foreslås for det andet, at forurettede i sager om stalking skal have mulighed for at få beskikket en bisidder efter retsplejelovens § 333 på samme måde som forurettede i f.eks. sager om vold.

Det foreslås for det tredje, at forurettede i sager om stalking efter anmodning skal have ret til at blive underrettet ved gerningspersonens løsladelse og udgang.

Det foreslås for det fjerde, at der gives mulighed for videoafhøring af børn under 15 år, hvis barnet eller en af barnets nærmeste er forurettet i en sag om stalking, hvor den mistænkte også er en af barnets nærmeste.

Det foreslås for det femte, at der i kriminallovens kapitel om freds- og ærekrænkelser indsættes en ny bestemmelse, der kriminaliserer den, som uberettiget anvender oplysninger, herunder cpr-nummer, navn og billede, til på utilbørlig vis at udgive sig for at være en anden person, eller uberettiget videregiver materiale, hvor der er gjort brug af sådanne oplysninger til på utilbørlig vis at manipulere en anden persons fremtræden. Det foreslås, at forbuddet imod identitetsmisbrug skal gælde generelt, dvs. både når misbruget foregår på og uden for internettet.

Det foreslås for det sjette at indsætte en ny bestemmelse i kriminalloven om sletning af udtalelser, meddelelser eller billeder, som har tilknytning til en overtrædelse af lovens §§ 94 og 99 (freds- og ærekrænkelser) samt det foreslåede forbud imod identitetsmisbrug med henblik på at forhindre tilgængeligheden og den videre udbredelse af disse udtalelser m.v.

Det foreslås for det syvende, at der foretages en ændring af kriminallovens bestemmelse om afbrydelse af påtalefrister, så anklagemyndigheden og politiet får samme enkle fremgangsmåde til at afbryde fristen, som andre offentlige myndigheder har i dag efter bestemmelsen i kriminallovens § 21, stk. 5.

Det foreslås for det ottende, at der foretages ændringer af kriminalloven og retsplejeloven med henblik på at etablere de fornødne bemyndigelser til at kunne fastsætte administrative regler om udgang m.v. for personer anbragt i hospital eller institution i henhold til retsafgørelser i medfør af kriminalloven og retsplejeloven.

Foruden lovforslaget lægger Justitsministeriet op til at ajourføre anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning, der også indeholder et kriminalretligt værn mod stalking.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.