Skriftlig fremsættelse (2. oktober
2024)
Transportministeren (Thomas Danielsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
letbane på Ring 3, lov om Metroselskabet I/S og
Udviklingsselskabet By & Havn I/S og lov om trafikselskaber
(Organisering af daglig ledelse og drift af Hovedstadens Letbane
I/S, tilpasning af formålsbestemmelsen for Metroselskabet
I/S, videreførelse af bolværksejeres forpligtelser i
København, placering af Hovedstadens Letbane I/S i diverse
samarbejdsfora m.v.)
(Lovforslag nr. L 11)
Ejerkredsen bag Hovedstadens Letbane I/S
har anmodet Transportministeriet om at ændre lovgrundlaget
for selskabet, således at Metroselskabet I/S kan
fortsætte som forretningsfører for Hovedstadens
Letbane I/S også efter at letbanen sættes i drift.
På den baggrund foreslås det, at Metroselskabet I/S
fortsat skal varetage den daglige ledelse og drift af Hovedstadens
Letbane I/S under instruks fra bestyrelsen for Hovedstadens Letbane
I/S. Derudover foreslås det at tilpasse Metroselskabet I/S`
formålsbestemmelse således, at selskabet varetager
samtlige aktiviteter i relation til de allerede anlagte eller
besluttede metrostrækninger. Derudover får
Metroselskabet I/S med lovforslaget mulighed for Side 2/2 efter
anmodning fra ejerne at lave indledende undersøgelser,
miljøvurderinger og projekteringer af kommende metrolinjer
og lignende kollektive transportanlæg. Endvidere
foreslås det, at Hovedstadens Letbane I/S på lige fod
med Movia, Metroselskabet I/S og de jernbanevirksomheder, der
udfører offentlig servicetrafik, indføjes i en
række bestemmelser i lov om trafikselskaber om henholdsvis
indtægtsdeling, takstkompetence og samarbejde om den
offentlige servicetrafik inden for trafikselskabet på
Sjællands (Movia) geografiske område. Yderligere
foreslås, at den fortsat relevante regulering af Bro- og
Bolværkskommissionen og pligterne for bolværksejerne i
Københavns Havn i Forordning af 18. april 1744 om
Havne-Væsenets nærmere regulering i København og
Christianshavn cfr. Fr. 15. april 1682 flyttes til lov om
Metroselskabet I/S og Udviklingsselskabet By & Havn I/S.
Endelig foreslås det ved en ændring af lov om
trafikselskaber at muliggøre, at staten kan overdrage
trafikkøberansvaret til Region Nordjylland på
strækningen mellem Hobro og Frederikshavn.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.