L 11 Forslag til lov om ændring af lov om letbane på Ring 3, lov om Metroselskabet I/S og Udviklingsselskabet By & Havn I/S og lov om trafikselskaber.

(Organisering af daglig ledelse og drift af Hovedstadens Letbane I/S, tilpasning af formålsbestemmelsen for Metroselskabet I/S, videreførelse af bolværksejeres forpligtelser i København, placering af Hovedstadens Letbane I/S i diverse samarbejdsfora m.v.).

Af: Transportminister Thomas Danielsen (V)
Udvalg: Transportudvalget
Samling: 2024-25
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 26-11-2024

Optrykt: 26-11-2024

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 26. november 2024

20241_l11_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 26. november 2024

Forslag

til

Lov om ændring af lov om letbane på Ring 3, lov om Metroselskabet I/S og Udviklingsselskabet By & Havn I/S og lov om trafikselskaber

(Organisering af daglig ledelse og drift af Hovedstadens Letbane I/S, tilpasning af formålsbestemmelsen for Metroselskabet I/S, videreførelse af bolværksejeres forpligtelser i København, placering af Hovedstadens Letbane I/S i diverse samarbejdsfora m.v.)

§ 1

I lov om letbane på Ring 3, jf. lovbekendtgørelse nr. 1044 af 17. september 2024, foretages følgende ændringer:

1. I § 5, stk. 1, 2. pkt., ændres »§ 8, stk. 3« til: »§ 8, stk. 4«.

2. I § 5, stk. 3, udgår »projekterings- og«.

3. § 5, stk. 4, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 4. Hovedstadens Letbane I/S skal drives på et forretningsmæssigt grundlag.

Stk. 5. Transportministeren fastsætter regler om, hvilke opgaver Metroselskabet I/S er forpligtet til at varetage for Hovedstadens Letbane I/S, og rammerne og vilkårene herfor, herunder om betaling fra Hovedstadens Letbane I/S til Metroselskabet I/S.«

4. § 6 ophæves.

§ 2

I lov om Metroselskabet I/S og Udviklingsselskabet By & Havn I/S, jf. lovbekendtgørelse nr. 291 af 16. marts 2023, foretages følgende ændringer:

1. § 8, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:

»Metroselskabet I/S' formål er at varetage anlæg, drift og vedligeholdelse af den samlede metro. Metroselskabet I/S kan desuden efter anmodning fra ejerne udarbejde indledende undersøgelser, miljøvurderinger og projekteringer af kommende metrolinjer og lignende kollektive transportanlæg.

Stk. 2. Selskabet skal efter instruks fra Hovedstadens Letbane I/S' bestyrelse varetage anlæg, drift og vedligeholdelse af letbanen på Ring 3, jf. § 5, stk. 3-5, i lov om letbane på Ring 3.«

Stk. 2-8 bliver herefter stk. 3-9.

2. I § 8, stk. 2, der bliver stk. 3, ændres »metroaktiviteterne, jf. stk. 1« til: »metro- og letbaneaktiviteter m.v., jf. stk. 1 og 2«.

3. I § 8, stk. 3, der bliver stk. 4, udgår », indtil letbanen på Ring 3 tages i brug til passagerdrift«.

4. I § 24 indsættes som stk. 6-8:

»Stk. 6. Udviklingsselskabet By & Havn I/S udpeger en bro- og bolværkskommission for Københavns Havn. Bro- og bolværkskommissionen skal bestå af 2 repræsentanter for Udviklingsselskabet By & Havn I/S, hvoraf en skal være forperson, 1 repræsentant for Københavns Kommune og 3 medlemmer med faglig indsigt i havnekonstruktioner. Bro- og bolværkskommissionen sekretariatsbetjenes af Udviklingsselskabet By & Havn I/S. I tilfælde af stemmelighed er forpersonens stemme udslagsgivende.

Stk. 7. Bro- og bolværkskommissionen besigtiger årligt broer og bolværker i Københavns Havn og udarbejder en rapport til Udviklingsselskabet By & Havn I/S om de enkelte konstruktioners tilstand. Udviklingsselskabet By & Havn I/S informerer de enkelte ejere om tilstanden på deres konstruktioner.

Stk. 8. En ejer af et bolværk i Københavns Havn skal straks udføre nødvendige vedligeholdelsesmæssige arbejder på bolværket, hvis Udviklingsselskabet By & Havn I/S meddeler påbud om dette. Udføres sådanne arbejder ikke straks, kan Udviklingsselskabet By & Havn I/S udføre nødvendige arbejder for ejerens regning. Udgifter for Udviklingsselskabet By & Havn I/S til arbejderne kan inddrives ved udpantning.«

§ 3

I lov om trafikselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 1041 af 17. september 2024, foretages følgende ændringer:

1. I § 4, stk. 1, § 6 a og § 7, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »Metroselskabet I/S«: », Hovedstadens Letbane I/S«.

2. I § 5, stk. 11, 1. pkt., ændres »Skørping« til: »Hobro«.

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2025.

Stk. 2. Følgende forskrifter ophæves:

1) Forordning Om Havne-Væsenets nærmere Regulering i København og Christianshavn. cfr. Fr. 15: April 1682. af 18. april 1744.

2) Raadstueplakat nr. 17048 om ændring af havneforordning af 18. april 1744 af 28. september 1768, Plakat ang. adskillige Foranstaltninger til at forekomme Canalernes og Havnens Formuddring i og omkring Kiøbenhavn cfr. Pl. 8. Maj 1788. af 2. maj 1788.

3) Plakat ang. adskillige Foranstaltninger til at forekomme Canalernes og Havnens Formuddring i og omkring Kiøbenhavn cfr. Pl. 8. Maj 1788. af 2. maj 1788.

4) Kongelig reskript af 22. juli 1756.