L 103 Forslag til lov om ændring af opkrævningsloven, skattekontrolloven og ligningsloven.

(Regulering af afgift for foreløbig fastsættelse, regulering af satserne for skattetillæg, modernisering af sanktionspraksis ved passiv skatteunddragelse og midlertidig lempelse af betingelserne for bundfradrag ved deleøkonomi for indkomstårene 2023-2025).

Af: Skatteminister Rasmus Stoklund (S)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2024-25
Status: 2. beh./Direkte til 3. beh.

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 14-11-2024

Fremsættelse: 14-11-2024

Skriftlig fremsættelse (14. november 2024)

20241_l103_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (14. november 2024)

Skatteministeren (Rasmus Stoklund):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af opkrævningsloven, skattekontrolloven og ligningsloven (Regulering af afgift for foreløbig fastsættelse, regulering af satserne for skattetillæg, modernisering af sanktionspraksis ved passiv skatteunddragelse og midlertidig lempelse af betingelserne for bundfradrag ved deleøkonomi for indkomstårene 2023-2025)

(Lovforslag nr. L 103)

Lovforslaget udmønter den politiske aftale, der blev indgået den 10. oktober 2024 i aftalekredsen bag flerårsaftalen for skattevæsenets økonomi. Aftalen indeholder tre tiltag: Det foreslås, at afgiften for en foreløbig fastsættelse, der siden 2001 har været på 800 kr., reguleres med afsæt i lønudviklingen, hvorefter afgiften vil blive 1.400 kr. Det foreslås desuden at regulere satserne for skattetillæg med afsæt i lønudviklingen, siden satserne sidst blev ændret, svarende til en fordobling. Endelig foreslås en modernisering af sanktionspraksis for grov uagtsom passiv skatteunddragelse, så bødeniveauet vil svare til, hvad der generelt gælder for grov uagtsom unddragelse efter den øvrige skatte- og afgiftslovgivning.

Lovforslaget indeholder herudover et tiltag om midlertidigt at lempe betingelserne for bundfradrag ved beskatnin‍gen af indkomst fra deleøkonomiske aktiviteter som f.eks. udlejning af fritidsbolig. Baggrunden er tekniske udfordringer med implementering af EU-regler om automatisk udveksling af oplysninger vedrørende indkomst fra bl.a. de‍leøkonomiske platforme (DAC7). Udfordringerne bør ikke komme skatteyderne til skade, og det foreslås derfor, at der for indkomstårene 2023-2025 gives adgang til bundfradrag, hvis blot udlejningen er sket gennem en indberetningspligtig platform.

Lovforslagets tiltag om modernisering af sanktionspraksis for passiv skatteunddragelse har været i offentlig høring fra den 1. juli 2024 til den 22. august 2024. Tiltaget om deleøkonomi har været i offentlig høring fra den 6. september 2024 til den 4. oktober 2024. De øvrige tiltag er sendt i offentlig høring den 30. oktober 2024 med høringsfrist den 12. november 2024. Høringssvar og høringsskema vil blive oversendt inden 1. behandlingen.

Lovforslaget er omfattet af de fælles ikrafttrædelsesdatoer. Det foreslås dog, at tiltaget om deleøkonomi træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, mens de øvrige tiltag foreslås at træde i kraft den 15. januar 2025.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.