L 102 Forslag til lov om supplerende bestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om europæisk datastyring

(datastyringsloven).

Af: Minister for digitalisering Caroline Stage Olsen
Udvalg: Udvalget for Digitalisering og It
Samling: 2024-25
Status: Betænkning afgivet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 13-11-2024

Fremsættelse: 13-11-2024

Skriftlig fremsættelse (13. november 2024)

20241_l102_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (13. november 2024)

Minister for digitalisering (Caroline Stage):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om supplerende bestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om europæisk datastyring (datastyringsloven)

(Lovforslag nr. L 102)

Lovforslaget har til formål at skabe rammer for det danske tilsyn med dataformidlingstjenester og dataaltruistiske organisationer. Det er således formålet med lovforslaget at udpege Digitaliseringsstyrelsen som kompetent myndighed og hertil tildele tilsynskompetencer.

Der er tale om et supplerende lovforslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om europæisk datastyring. Forordning om datastyring har til formål at bidrage til at styrke det indre digitale marked ved bl.a. at fastlægge retningslinjer for, hvordan dataformidlingstjenesteudbydere (tjeneste, der har til formål at etablere kommercielle forbindelser med henblik på dataudveksling) og dataaltruistiske organisationer (organisationer der frivilligt deler data uden at de modtager en modydelse) skal indgå i datamarkedet. Forordningen er direkte gældende i Danmark og skal derfor ikke først implementeres. Dog kræver visse bestemmelser i forordningen, at medlemsstaterne supplerer med national lovgivning.

Det foreslås i lovforslaget, at Digitaliseringsstyrelsen udpeges som kompetent myndighed for tilsynet med udbud af dataformidlingstjenester. Dette indebærer blandt andet tilsynsopgaver relateret til anmeldelsesproceduren for dataformidlingstjenester, samt tilsyn med dataformidlingstjenesteudbyders overholdelse af kravene i forordningen.

Hertil foreslås det i lovforslaget, at Digitaliseringsstyrelsen udpeges som kompetent myndighed for tilsynet med dataaltruistiske organisationer. Dette omfatter oprettelse og ajourføring af et offentligt nationalt register over anerkendte dataaltruistiske organisationer, samt tilsyn med anerkendte dataaltruistiske organisationers overholdelse af kravene i forordningen.

I denne forbindelse forslås det, at Digitaliseringsstyrelsen kan påbyde dataformidlingstjenester og dataaltruistiske organisationer at efterleve kravene, som følger af forordningen, herunder at Digitaliseringsstyrelsen kan sanktionere i tilfælde af manglende efterlevelse af påbud.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.