L 100 Forslag til lov om ændring af straffeloven og lov om politiets virksomhed.

(Styrket indsats mod borgernær kriminalitet).

Af: Justitsminister Peter Hummelgaard (S)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2024-25
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 09-01-2025

Afgivet: 09-01-2025

Betænkning afgivet af Retsudvalget den 9. januar 2025

20241_l100_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Retsudvalget den 9. januar 2025

1. Ændringsforslag

Socialistisk Folkeparti har stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, V, DD, M, KF, DF og SP) indstiller lovforslaget vedtagelse uændret.

Et mindretal i udvalget (SF, RV, SIU og IA) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal (EL og ALT) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for det stillede ændringsforslag.

Et tredje mindretal (LA) vil stemme hverken for eller imod lovforslaget ved 3. behandling.

Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

3. Politiske bemærkninger

Socialistisk Folkeparti

Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget bakker regeringens forslag til bekæmpelse af butiks- og cykeltyverier op, dog med en lille undtagelse i forhold til forslaget om økonomisk kontrol af unges økonomi. Dette har SF stillet ændringsforslag om skal udgå af lovforslaget, da SF mener dels, at det er meget indgribende i den personlige frihed, og dels, at der ikke er evidens for, at det virker. Det er for tidligt at udvide ordningen, når vi ikke ved, hvordan den oprindelige ordning har fungeret. Samtidig er det svært at få øje på, at der er en sammenhæng mellem butiks- og cykeltyverier og så økonomisk kontrol af unge. SF hilser højere bøder velkommen, men finder det tvivlsomt, om det virker i forhold til at bekæmpe butiks- og cykeltyverier. Det er opdagelsesrisikoen, der tæller, og som gør, at højere bøder kan virke - og den er desværre ikke stor. Vi hører igen og igen, at politiet ifølge butikkerne ikke prioriterer sagerne.

Ifølge en TV 2-rundspørge fra januar 2025 hos 570 butikschefer i Coop svarer 56 pct. af dem, der har svaret, at politiet prioriterer sager om butikstyverier »lavere« eller »meget lavere« end for 5 år siden. 76 pct. svarer, at de har undladt at anmelde et butikstyveri, fordi de ikke oplever, at politiet efterforsker deres anmeldelser. 38 pct. svarer, at de oplever, at politiet har droppet sager eller ladet sager fra deres butik ligge, selv om der er stærke beviser i sagen. Der er altså en udpræget manglende opdagelsesrisiko på området.

SF har været bekymret for området for lydoptagelser, idet HK har været bekymret for medarbejdernes privatliv i jobsituationen. Imidlertid har justitsministeren og Justitsministeriet på et møde i Retsudvalget oplyst, at der ikke er ændringer af den nugældende retstilstand på området. Desuden gælder, at det skal være nødvendigt og proportionalt, når man laver en sådan ordning, og det vil det ikke være, hvis man gør det i hele butikken. SF finder på den baggrund, at partiet kan leve med præciseringen, men vil følge ordningen nøje.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af et mindretal (SF), tiltrådt af et mindretal (EL, RV, ALT, SIU og IA):

1) Nr. 1 udgår.

[Den foreslåede ændring om udvidelse af anvendelsesområdet for særvilkåret om økonomisk kontrol udgår]

Bemærkninger

Til nr. 1

Med ændringsforslaget foreslås det, at lovforslagets § 1, nr. 1 udgår. Ændringsforslaget indebærer, at den foreslåede ændring i straffeloven om udvidelse af det økonomiske særvilkår i lovens § 57 a til også at omfatte overtrædelse af straffelovens § 276 a om indbrudstyveri og straffelovens § 290 om hæleri udgår af lovforslaget. Med ændringsforslaget opretholdes den gældende retstilstand uden ændringer.

5. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 13. november 2024 og var til 1. behandling den 22. november 2024. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og justitsministeren sendte den 8. oktober 2024 dette udkast til udvalget, jf. REU alm. del - bilag 25. Den 13. november 2024 sendte justitsministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 8 bilag på lovforslaget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget 2 skriftlige henvendelser om lovforslaget.

Deputationer

Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget 3 deputationer, der mundtligt har redegjort for deres holdning til lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 14 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig besvarelse, hvoraf ministeren har besvaret spørgsmål nr. 1-9 og 11-14. Spørgsmål nr. 10 forventes besvaret inden 2. behandling.

Bjørn Brandenborg (S) Karin Gaardsted (S) Maria Durhuus (S) Gunvor Wibroe (S) Rasmus Prehn (S) Lasse Haugaard Pedersen (S) Trine Bramsen (S) Preben Bang Henriksen (V) Lars Christian Lilleholt (V) Jan E. Jørgensen (V) Henrik Rejnholt Andersen (M) Nanna W. Gotfredsen (M) Aki-Matilda Høegh-Dam (SIU) Aaja Chemnitz (IA) Anna Falkenberg (SP) Betina Kastbjerg (DD) Peter Skaarup (DD) Steffen Larsen (LA) fmd. Sólbjørg Jakobsen (LA) Mai Mercado (KF) nfmd. Per Larsen (KF) Mikkel Bjørn (DF) Mette Thiesen (DF) Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) Lisbeth Bech-Nielsen (SF) Mads Olsen (SF) Rosa Lund (EL) Zenia Stampe (RV) Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen (ALT)

Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)50
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)24
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg (DD)15
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Liberal Alliance (LA)15
Moderaterne (M)13
Det Konservative Folkeparti (KF)10
Enhedslisten (EL)9
Dansk Folkeparti (DF)7
Radikale Venstre (RV)6
Alternativet (ALT)5
Siumut (SIU)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)6