L 66 Forslag til lov om ændring af forældreansvarsloven og lov om Familieretshuset.

(Styrkelse af barnets ret til begge forældre, herunder barnets bedste ved samarbejdschikane og forældrefremmedgørelse, og forældreansvar for forældre, der er dømt for gentagen vold i nære relationer).

Af: Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen
Udvalg: Socialudvalget
Samling: 2024-25
Status: 3.beh./Vedtaget

Spørgsmål 6

Vil ministeren yde teknisk bistand til et ændringsforslag der indebærer, at der skal træffes to centrale foranstaltninger - straksfastsættelse af ugentligt overvåget samvær og begrænsning af status quo-princippets anvendelse - i sager om forældrekonflikter? Straksfastsættelse af ugentligt overvåget samvær indebærer, at i tilfælde, hvor en forælder tilbageholder barnet og dermed afbryder den hidtidige kontakt til den anden forælder, skal der straks fastsættes et ugentligt overvåget samvær for at sikre, at kontakten opretholdes. Begrænsning af status quo-princippets anvendelse indebærer, at status quo-princippet ikke skal tillægges afgørende vægt i de situationer, hvor en forælder bevidst har tilbageholdt barnet. Dette skal sikre, at en forælder ikke opnår fordel af at afbryde barnets kontakt til den anden forælder. Status quo-princippet betyder, at man vægter dén nuværende situation for barnet højt. Det princip kan netop bruges af en forælder, der tilbageholder barnet eller forhindrer kontakt til den anden forælder, da denne situation kan blive opfattet som status quo. Endelig fastslår ændringsforslaget, at den forælder, der tilbageholder barnet, skal vurderes i forhold til sin evne til fortsat at udfylde rollen som bopælsforælder til barnets bedste. Det er spørgsmålsstillerens opfattelse, at ændringsforslaget er af afgørende betydning for at sikre, at aftalen bliver effektueret effektivt, og at samværschikane og forældrefremmedgørelse ophører med at være et udbredt problem i Danmark. En klar hovedregel om straksfastsættelse af overvåget samvær kan sikre, at barnets kontakt til begge forældre opretholdes, hvilket er essentielt for barnets tarv. I situationer, hvor én forælder forsøger at skabe afstand mellem barnet og den anden forælder ved forældrefremmedgørelse kan straksfastsættelsen fungere som en vigtig beskyttelsesmekanisme. Den kan forhindre, at barnet mister forbindelse til en forælder på grund af chikane eller manipulation og sikre, at barnets tilknytning til begge forældre understøttes, hvilket er afgørende for barnets trivsel og udvikling.
Dato: 08-11-2024
Status: Endeligt besvaret
Emne: familiepolitik og adoption

Endeligt svar

Dokumentdato: 30-11-2024
Modtaget: 30-11-2024
Omdelt: 30-11-2024

L 66 - svar på spm. 6 om teknisk bistand til et ændringsforslag der indebærer, at der skal træffes to centrale foranstaltninger i sager om forældrekonflikter

SOU L 66 - svar på spm. 6 (pdf-version)
Html-version

Udvalgsspørgsmål

Dokumentdato: 08-11-2024
Modtaget: 08-11-2024
Omdelt: 08-11-2024

Spm. om teknisk bistand til et ændringsforslag der indebærer, at der skal træffes to centrale foranstaltninger i sager om forældrekonflikter

Udvalgsspørgsmål (pdf-version)
Html-version