Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af lovforslag nr. L 64:

Forslag til lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. (Tilbagerulning af skærpede krav til kommunalbestyrelsens behandling af danmarkskortet).

Af social- og boligministeren (Sophie Hæstorp Andersen).

(Fremsættelse 24.10.2024).

Forhandlingen er åbnet. Den første ordfører er fru Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak, fru formand. Tak for ordet. I den her regering har vi sat os et mål om at fjerne unødigt bureaukrati. Det er nødvendigt, hvis vi løbende skal sikre os, at vores ressourcer bliver brugt på de borgere, det handler om, og på de kerneopgaver, vi som velfærdssamfund skal levere til dem, der har brug for det. Det gælder ikke mindst kommunerne, som er ansvarlig for den borgernære velfærd i vores skoler, dagtilbud og på plejehjemmene. Med dette lovforslag fører vi en lille del af ambitionen ud i livet. Lovforslaget er nemlig et af en række forslag, som skal understøtte arbejdet med at nedbringe administrationen i den offentlige velfærd.

Vi er udmærket godt klar over, at det er svært, og at man skal prioritere, hvad det er, man bruger ressourcerne på, men det er selvfølgelig også afgørende, at kommunerne stadig væk kan bruge tid på omsorg og pleje for de enkelte borgere frem for at skulle bruge deres kræfter og ressourcer på unødigt papirarbejde, som ikke kommer den enkelte til gode.

Lovforslaget indeholder flere elementer. Grundlæggende lægges der op til at afskaffe de skærpede krav til kommunernes behandling af danmarkskortet. Hensigten bag skærpelsen var i sin tid med til at styrke den juridiske kvalitet i sagsbehandlingen i kommunerne, hvilket jo også var en ganske udmærket intention, når man ser på sagsbehandlingsfejlene, vi kender på området. Men samtidig må vi også konstatere, at skærpelsen i alt for mange tilfælde alene har givet nye administrative proceskrav, som ikke har gjort nogen som helst forskel for kvaliteten i sagsbehandlingen eller for de borgere, det handler om.

For Socialdemokratiet giver det mening fortsat at sørge for, at resultaterne fra danmarkskortet bliver løftet og taget til efterretning i kommunerne. Det giver ikke mening at håndhæve krav, som kun leder til mere bureaukrati og ikke til øget kvalitet. Lovforslaget afskaffer derfor heller ikke danmarkskortet, men fjerner unødig uhensigtsmæssige krav, vi her i salen har pålagt kommunerne.

Med lovforslaget giver vi samtidig kommunerne muligheden for også at inddrage de relevante udvalg, der måtte være i kommunerne, eksempelvis socialudvalget i en kommune, i at behandle den praksisundersøgelse, der kommer fra Ankestyrelsen. Det er vigtigt, fordi det sikrer de erfaringer, som danmarkskortet indeholder, men også, at det bliver behandlet hos dem, som har berøring med de konkrete områder. Derfor tilslutter Socialdemokratiet sig lovforslaget.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger. Først er det fru Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for det, formand. Det her er jo et angreb. Det her er jo et angreb på borgernes retssikkerhed. Jeg vil bare minde om, at for nogle år siden sad vi en hel satspuljekreds og blev enige om, at det her skulle vedtages, netop fordi der ikke var nogen pligt for kommunerne til at følge op på alle de sagsbehandlingsfejl, der var, og alle de omgørelser, der var. Derfor besluttede vi netop, at det skulle der gøres op med. Vi skulle styrke retssikkerheden for mennesker, vi skulle forpligte kommunalbestyrelsen til at kigge på alle de omgørelser, der var i klagesagerne, og have en diskussion om de ting. Det er det, Socialdemokratiet kalder bureaukrati. Man vil simpelt hen skære på det her område og indgå en aftale med KL, og man kalder det bureaukrati. Men det her handler om retssikkerhed. Det handler simpelt hen om, at borgerne får en værdig behandling. Og når vi kan se, at der er så store omgørelsesprocenter på handicapområdet, er det da bekymrende, at Socialdemokratiet kommer med det her forslag.

Ordføreren.

Jamen fru Karina Adsbøl har jo fuldstændig ret i Socialdemokratiet var med til at lave den aftale og indføre danmarkskortet på den her måde. Vi må bare også konstatere, at hvis vi gerne vil have nedbragt bureaukratiet, er vi også nødt til at pege på de steder, hvor vi mener man ikke skal løse opgaven. Det synes jeg faktisk vi er forpligtet til. Når vi siger, at vi ønsker at skære ned på bureaukratiet, skal vi også pege på, hvad det er for nogle opgaver, der ikke skal løses. Men det rummer jo også, som ordføreren siger, nogle udfordringer. Det anerkender jeg.

Spørgeren.

Man kan ikke bare skubbe bureaukratiet foran sig og sige, at det her handler om bureaukrati. Det her handler om borgernes retssikkerhed. Det handler om, at kommunalbestyrelsen selvfølgelig skal tage stilling til, hvor mange omgørelser de har i forhold til antallet af klagesager. Det skal de diskutere. Og baggrunden for, at vi sad og kæmpede for det her, var jo netop, at vi ville styrke borgernes retssikkerhed i det lovforslag, der blev fremsat af den daværende socialminister, Mai Mercado, i 2018. Jeg sad selv og kæmpede for det her som handicapordfører på daværende tidspunkt og også for, at kommunerne selvfølgelig skulle oplyse sagsbehandlingsfristerne på deres hjemmesider.

Ordføreren.

Jeg tager fru Karina Adsbøls kommentar til efterretning.

Den næste spørger er fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak for ordførerens tale, selv om det for SF også virker lidt som et underligt greb at fjerne endnu flere redskaber, og at kalde det bureaukrati, når vi har så store omgørelsesprocenter, som vi har.

I går havde vi et samråd i forhold til kritikken fra FN's Handicapkomité. Der blev sagt noget om lige præcis rammeaftalen osv., og at man nu ville styrke vilkårene for mennesker med handicap. Men når man fjerner kravet om, at kommunalbestyrelsesmedlemmer skal forholde sig til de omgørelsesprocenter, de er ansvarlige for i deres egen kommune, kan jeg simpelt hen ikke se, hvordan man på nogen måde forbedrer vilkårene for mennesker med handicap. Jeg kan faktisk heller ikke se, hvordan man fjerner bureaukrati. Hvad er det egentlig for en bureaukratisk byrde, man mener man fjerner, i og med at kommunalbestyrelsen lokalt set skal forholde sig til de omgørelsesprocenter, der er i egen kommune, og til deres egen drift i kommunen, og som de som de øverste i kommunen er ansvarlige for?

Ordføreren.

Jeg kan jo gentage, at hvis vi ønsker at nedbringe bureaukratiet og ønsker at nedbringe det papirarbejde, der er, er vi også nødt til at pege på, hvad det er for nogle opgaver, man ikke skal løse. Det er derfor, vi med det her lovforslag har peget på, at behandlingerne direkte ude i kommunerne skal tages væk. Vi fjerner ikke selve danmarkskortet. Det er jo et sted, hvor vi er åbenlyst uenige, men det er altså der, Socialdemokratiet står.

Spørgeren.

Jo, men er det ikke bare politikerne, man hjælper her? Det er jo ikke sagsbehandlernes bureaukratiske byrder man fjerner, eller borgernes bureaukratiske byrder. Tænk, hvis man nu fjernede hele det der kontroltyranni, der er i samarbejdet mellem kommuner og borgere, hvor borgere skal dokumentere i hoved og ... ja, den sætning vil jeg ikke lige færdiggøre – men de skal i hvert fald dokumentere meget i en omfattende grad. Her får politikerne bare mulighed for at slippe for at forholde sig til det. Jeg kan simpelt hen ikke se, hvad det er for et bureaukrati. Kan ordføreren ikke fortælle os helt konkret, hvilket bureaukrati man fjerner her, hvilke penge og hvilken tid man sparer her?

Ordføreren.

Med det her lovforslag, er der peget på, at der er sagsgange, som ikke længere skal være der, og dermed vil du også droppe noget papirarbejde, som andre ellers skulle have lavet. På den måde er det jo bare et lille skridt. Jeg anerkender til fulde, at vi overhovedet ikke er i mål med at nedbringe alt det offentlige bureaukrati, men vi er simpelt hen også nødt til at tage de små skridt, og det er derfor, vi peger på, at lovforslaget her kan være med til at hjælpe ved at tage et lille skridt.

Den næste spørger er fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance.

Det her er ikke et lille skridt. Det er jo et kæmpe skridt. Det er et kæmpe skridt, Socialdemokratiet tager i forhold til at holde systemet over borgerne. Det her er KL's ærinde, som Socialdemokratiet går her. Kunne fru Camilla Fabricius ikke redegøre for, præcis hvor meget bureaukrati og hvor stor en merudgift der faktisk er tale om her?

Ordføreren.

Jeg synes faktisk, at det her viser, at Liberal Alliance på ingen måde har et fundament ude i kommunerne, og det er jo fair nok. Socialdemokratiet er også et kommunalt parti. Vi lytter til, hvad vores kommunalbestyrelsesmedlemmer siger. Vi prøver at tage de skridt, der skal til for faktisk at udføre den opgave, vi har sat os for, nemlig at nedbringe bureaukratiet. At LA ikke vil være med til det, er da helt fair, men det må LA stå på mål for.

Spørgeren.

Det er simpelt hen rystende at høre en socialordfører kalde omgørelsestallet for bureaukrati. Det er borgere, der ikke får den hjælp, de er berettiget til, og det skal kommunalbestyrelserne selvfølgelig forholde sig til hvordan de får nedbragt. Jeg kan oplyse fru Camilla Fabricius om, at der er tale om knap 1 årsværk til deling for 98 kommuner. Det er meget, meget lidt bureaukrati, vi taler om, i forhold til hvor vigtigt retssikkerhed er.

Ordføreren.

Det er jo helt fair, at Liberal Alliance i den ene skåltale siger, at nu skal der ikke være mere bureaukrati, men når man i en anden skåltale siger, at man ikke vil være med til at tage bare et lille skridt, synes jeg faktisk, det er rystende.

Den næste spørger i rækken er fru Birgitte Bergman fra Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Der er ingen tvivl om, at når omgørelsesprocenten trods alt er så høj, som den er, er det fortsat meget bekymrende. Det var derfor, at vi i sin tid indførte en skærpende omstændighed i forhold til det her lovforslag generelt. Det er det, der gør indtryk på mig.

Det andet, der også gør indtryk på mig, er, at ude i kommunerne er det meget ude i fagudvalgene, man behandler de her sager. Udfordringen er bare, at det jo ikke er alle partier, der sidder repræsenteret i alle de her fagudvalg. Og det er jo lige præcis der, jeg synes, krøllen er, nemlig at det så stadig er vigtigt, at man får behandlet de her sager på et kommunalbestyrelsesmøde. Derfor vil jeg spørge ordføreren, om ikke det gør indtryk, når der fortsat er så høj en omgørelsesprocent og kvaliteten åbenbart ikke er god nok, og om ikke det er en udfordring i forhold til det, I nu står og foreslår.

Ordføreren.

Altså, jeg synes altid, at fejl og steder, hvor vi kan se, at tingene ikke er gjort godt nok, er noget, vi skal kigge på og lære af. Men jeg synes også, at vi er forpligtet til, at vi samlet som Folketing prøver at lytte til dem, der har med kerneopgaven at gøre, og ser på, hvor det er, vi kan flytte administrativt arbejde i forhold til den borgernære velfærd, for det er jo derude, vi skal flytte kvaliteten. Så for os er det jo centralt, at vi netop flytter os fra papirarbejde og over til de mennesker, der er sammen med borgerne, sådan at vi i forhold til kvaliteten kan arbejde med at højne den borgernære velfærd, og det synes jeg faktisk er ret væsentligt med det her forslag.

Spørgeren.

Nu handler det her jo om borgernes retssikkerhed og den kæmpestore omgørelsesprocent stadig. Jeg kan pege på rigtig mange andre steder ude i kommunerne, hvor vi har lavet regler herindefra, som godt kunne lempes, bl.a. på ældreområdet i plejesektoren, hvor plejepersonale skal dokumentere, hver gang de har været ude hos en borger, og hvad det er, de har hjulpet borgeren med. Der er så mange andre steder, hvor vi kunne lempe på bureaukratiet. For selvfølgelig skal vi også det til livs, men lige præcis her, når det handler om borgernes retssikkerhed, er det altså mig en gåde, at man så kommer med et lovforslag på den her måde, som netop ikke sikrer borgernes retssikkerhed.

Ordføreren.

Jamen jeg ser frem til, at Det Konservative Folkeparti melder sig ind i kampen for at nedbringe reelt bureaukrati.

Den næste spørger er fru Rosa Lund fra Enhedslisten.

Tak for det. Så kan jeg jo omvendt sige, at jeg glæder mig til, at Socialdemokratiet melder sig ind i kampen for borgernes retssikkerhed. Det, vi jo mangler svar på i den her debat, i hvert fald også når jeg lytter til det, mine kolleger spørger om, og de svar, de får, er, hvad regeringen har tænkt sig at sætte i stedet for. Nu afskaffer man det her danmarkskort, som Socialdemokratiet så mener er noget bureaukrati, man fjerner. Vi andre mener, det er retssikkerhed, man fjerner. Hvad er det, Socialdemokratiet vil sætte i stedet for for at sikre mennesker med handicaps retssikkerhed?

Ordføreren.

Nu afskaffer vi ikke danmarkskortet. Vi afskaffer, at det skal ud i udvalgene, så det er simpelt hen ikke rigtigt.

Spørgeren.

Men man afskaffer med det her lovforslag kontrolfunktionen. Det svarer jo til, at vi har arbejdsmiljøloven og så ikke rigtig nogen, som holder øje med, om den bliver overholdt. Det er præcis det samme, man gør her. Derfor vil jeg bare gerne gentage mit spørgsmål: Hvad er det, Socialdemokratiet har tænkt sig at sætte i stedet for?

Ordføreren.

Det, der er væsentligt for os, er jo at flytte arbejdet fra at lave unødigt papirarbejde til at investere i den direkte borgernære velfærd. Jeg ved jo, at både ordføreren og jeg er meget optaget af, at vi får ordentlige tilbud ude ved borgerne, altså laver nogle ordentlige handicapvenlige tiltag og andet. Og det er jo et af de greb, vi laver her. Jeg anerkender, og det har jeg også sagt til de andre ordførere, at det her er et lille skridt, men jeg synes stadig væk, at det er et nødvendigt skridt.

Den næste spørger er fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti.

Det her er jo et fuldstændig absurd teater, vi er vidne til. Vi ved jo, at hele blå blok blev smidt ud af finanslovsforhandlingerne, fordi regeringen ikke ville spare på djøf'ere. De skulle fastholde, at der var så mange djøf'ere i staten. Det ville de bare ikke spare på. Så røg blå blok ud af finanslovsforhandlingerne. Men man vil gerne spare i forhold til samfundets allermest udsatte mennesker. Tilsyneladende må vi forstå på ordføreren, at Socialdemokratiet er fløjtende ligeglad med mennesker med handicap, og det synes jeg da at folk skal notere sig rundtomkring i de danske kommuner, for om godt et år skal der være kommunalvalg.

Vi kan så forstå på Socialdemokratiet, at det er vigtigt, at der er djøf'ere ansat i staten, der laver papirnusseri og ikke laver noget som helst andet end pseudoarbejde, men mennesker med handicap, der hver eneste dag lider den tort at sidde i en kommune, som bryder lovgivningen, og som ikke giver dem den hjælp, de har ret til, er Socialdemokratiet fløjtende ligeglad med. Det er noteret.

Ordføreren.

Jeg har samarbejdet med Dansk Folkeparti ude i kommunerne. Jeg har siddet i Aarhus Byråd sammen med dygtige kommunalbestyrelsesmedlemmer fra Dansk Folkeparti, der i den grad har haft en forståelse af, at vi er nødt til at flytte unødigt papirarbejde i forhold til at få pædagoger, sosu-hjælpere- og -assistenter. Det synes jeg simpelt hen at ordføreren negligerer, og jeg må bare sige, at det åbenbart er sådan, at kommunalbestyrelsesmedlemmerne ude i virkeligheden, hvis man kan sige det, har mere opmærksomhed på at få flyttet noget papir for at få rigtige mennesker. Det må stå for spørgerens egen regning.

Spørgeren.

Nu har jeg også selv prøvet at sidde i en kommunalbestyrelse i rimelig mange år, og det, som det her lovforslag gør, er, at det befrier nogle af politikerne for noget arbejde. Det har intet med bureaukrati at gøre – som i nul og niks og intet. Tværtimod rykker man ved en af de helt særskilte grundpiller, vi har i samfundet, netop at man skal forholde sig til, at ens kommune ikke lever op til de mest basale krav til, at nogle af samfundets mest udsatte mennesker faktisk får den hjælp, som de har krav på, jævnfør lovgivningen. Men der kan jeg så igen forstå på Socialdemokratiet, at det er vigtigere at befri politikerne for noget arbejde, end det faktisk er at sikre mennesker med handicap. Igen er det noteret.

Ordføreren.

Når man flytter arbejdet med at lave kontrol og papirarbejde, vil der frigives økonomi ude i kommunerne, som kan gå til kvalitetsløft, og som kan gå til de mennesker, vi har med at gøre, og det er en klar dagsorden for Socialdemokratiet. Det er fair nok, at Dansk Folkeparti ikke vil være med til at flytte på bureaukratiet, men det vil Socialdemokratiet og regeringen.

Den næste spørger er fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne.

Først tak til ordføreren. Jeg synes, der er noget, der er sådan lidt bagvendt i den her diskussion, og det er det her med, hvor bureaukratiet egentlig stammer fra. For vi kan jo se, at borgerne gang på gang skal klage over afgørelser, og at de i mange tilfælde også får ret i deres klage, men at en kommune ikke har belyst en sag nok, og at sagen så ryger tilbage til kommunen, som så skal belyse den igen. Det er jo bureaukrati på bureaukrati, der er skabt på grund af nogle fejl, der sker ude i kommunerne. Det er det ægte bureaukrati, og det er jo dette ægte bureaukrati, vi skal gøre op med, og ikke danmarkskortet, som ikke er det reelle bureaukrati.

Men det reelle bureaukrati er jo, når borgere gang på gang er nødt til at klage, fordi der begås fejl, og jeg savner nogle klare svar, både fra Socialdemokratiet og fra regeringen, på, hvad der skal ske for at rette op på de fejl. Hvornår kommer f.eks. den her specialeplanlægning?

Ordføreren.

Også tusind tak til ordføreren for det store arbejde, som ordføreren gør ude i det kommunalpolitiske landskab. For det giver jo faktisk den direkte erfaring fra, hvad det er, man står med i en kommunalbestyrelse, når man skal håndtere de helt almindelige velfærdsopgaver, der er. Det er jo også helt rigtigt, at vi i Socialdemokratiet har peget på og været bannerførere for, at vi skal have en specialeplan. Det var også noget, vi havde med i sidste regeringsperiode, og som vi også har arbejdet på her, og jeg synes sådan set kun, at det går for langsomt med det. Så det vil jeg rigtig gerne have at vi fortsætter med at arbejde med.

Spørgeren.

Tak for svaret på det. Men i min verden sker tingene altså lige nu i en forkert rækkefølge. I Danmarksdemokraterne har vi ikke noget imod frisættelse, og vi har heller ikke noget mod mindre bureaukrati, men lige på det her område sker det i en forkert rækkefølge. Vi skal da kvalitetsudvikle det specialiserede socialområde, vi skal da sikre, at borgernes retssikkerhed er i topform. Det er den bare ikke på det her område, og det skal vi da sikre, før vi begynder at trække sådan noget som danmarkskortet ud af hænderne på kommunalbestyrelsen og sige, at det behøver I ikke at forholde jer til. Er ordføreren ikke enig i det?

Ordføreren.

Jeg er faktisk enig i store dele af det, som ordføreren siger, nemlig at vi skal sikre, at der er en god velfærd, at borgerne får det, de har behov for. Men vi er også nødt til at tage nogle skridt til at minimere bureaukratiet, og det gør vi, og jeg har også sagt til de andre ordførere, at jeg anerkender, at det her er et lille skridt, men jeg tror på, at vi med flere små skridt kommer den rigtige vej.

Vi siger tak til ordføreren, fru Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet, og byder nu velkommen til hr. Christian Friis Bach fra Venstre.

Mange tak for det. I Venstre arbejder vi for at sætte velfærdssamfundet mere fri, vi ønsker at give kommunerne mere frihed, også på socialområdet, så de i højere grad kan træffe beslutninger, der passer til de lokale borgere, som bor der. Derfor skal vi gøre op med unødvendig kontrol og regulering, og det gør vi med det her lovforslag.

Vi ruller de skærpede krav til kommunalbestyrelsens behandling af danmarkskortet fra 2022 tilbage. Så får kommunerne lidt mere frihed til at tage ansvar for retssikkerheden på socialområdet. Men frihed kræver selvfølgelig tillid, og vi skal have tillid til, at kommunalbestyrelserne kan sætte de rigtige ting i gang, når de har drøftet danmarkskortet. Vi tror på det kommunale selvstyre, vi stoler på vores lokale kommunalbestyrelsesmedlemmer, og vi har tillid til det lokale demokrati. For der er tusindvis af stærke lokale politikere, foreninger og borgere, som kan og skal holde kommunalbestyrelserne ansvarlige, også på det sociale område, også når det gælder indsatsen for de lokale borgere med handicap. De store forandringer – det har jeg også set og iagttaget i hele verden – skaber vi altså ikke oppefra med krav, kontrol og bureaukrati. Nej, de store forandringer skaber vi nedefra med lokalt engagement af lokale borgere, lokale politikere, foreninger og organisationer, og derfor skal vi arbejde for at skabe et stærkere civilsamfund ude i kommunerne og i Danmark, og vi skal arbejde for at skabe åbenhed, så de lokale borgere, foreninger og politikere får indsigt og viden, som de kan bruge i det politiske arbejde. Den åbenhed har vi skabt med danmarkskortet.

Jeg vil hellere have, at de lokale politikere bruger tid på at tale med de lokale foreninger, og at de engagerer sig i det lokale handicapråd, end at de bruger tid på en frugtesløs dialog med Ankestyrelsen med kontrol og bureaukrati. Det gjorde jeg også selv. Da jeg sad i Egedal Kommunalbestyrelse, havde jeg stor fornøjelse af at engagere mig i det lokale handicapråd. Jeg deltog i møderne, og jeg fik input, som vi brugte til at styrke den kommunale indsats. Det er der, vi skaber positive forandringer, det er der, vi skaber fremskridt, og det skal vi styrke, og det er altså ikke med kontrol, krav og bureaukrati. Derfor er det her et rigtig godt lovforslag, som vi bakker fuldt ud op om.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger. Først er det fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Jeg noterede mig, at ordføreren i sin tale siger, at Venstre er for at sætte kommunerne fri, og at man finder de bedste løsninger lokalt. Men det, vi ser helt faktuelt, er nogle meget, meget høje ... (Christian Friis Bach (V) signalerer fra talerstolen, at han ikke kan høre taleren). Undskyld?

Min hørelse er ikke så god.

Okay, så prøver jeg at tale lidt højere.

Det, vi kan se faktuelt ude i kommunerne, er, at omgørelsesprocenterne er meget, meget høje, på nogle områder helt vanvittige, op til 70-80 pct. Og det bliver ikke bedre. Nogle gange er de marginalt lidt mindre, andre gange marginalt lidt større, men det er nogle meget høje omgørelsesprocenter, når der er fejl i cirka halvdelen af sagerne.

Synes ordføreren, at kommunerne løser det her selv? Synes ordføreren, at kommunalbestyrelsesmedlemmerne for nuværende går ind og løser de her store udfordringer, vi har med borgernes retssikkerhed derude lokalt?

Ordføreren.

Jeg synes ikke, det er godt nok, når vi har de omgørelsesprocenter, som vi har. Det skal vi konstant og vedholdende sætte fokus på og arbejde med. Det gør man i rigtig mange kommuner. Der er kommuner, der gør det godt, og der er kommuner, hvor der er plads til forbedring. Men spørgsmålet er, hvilke greb vi tager for at forbedre det. Der kan vi gøre noget med specialeplaner, med klarhed, med bedre retningslinjer; vi kan gøre noget med uddannelse af medarbejdere; man kan sikre bedre lokalt engagement og dialog omkring det. Men vi løser ikke problemet ved at stille krav og lave bureaukrati om bestemte måder at agere på i en kommunalbestyrelse. Der tror vi på, at det lokale selvstyre er langt bedre til at skabe fremskridt.

Ønsker spørgeren en anden kort bemærkning? Så er det en god idé at trykke sig ind. Værsgo.

Jeg beklager, at jeg var lidt sen til det. Jeg var optaget af ordførerens svar.

Jeg må nok konkludere, at vi ser meget forskelligt på, hvad det er, der skal til for at ændre det her med omgørelsesprocenterne. Det er klart, at det er mange forskellige greb. Men jeg forstår stadig væk ikke, hvorfor regeringen vil fjerne kommunalbestyrelsesmedlemmernes tagen ansvar for omgørelsesprocenten lokalt i deres egen kommune.

Mit andet spørgsmål til ordføreren er: Vil regeringen påse, at de sparede udgifter på denne regel går direkte til ydelser til borgerne? Det sagde den forrige ordfører for Socialdemokratiet, altså at man vil give pengene tilbage til borgerne.

Ordføreren.

Kommunalbestyrelsen skal jo stadig væk behandle danmarkskortet. Så det vil man jo sikre derude. Det er jo de skærpede krav, som vi fjerner. Alt den her dialog frem og tilbage til Ankestyrelsen om handlingsplaner og ikke handlingsplaner, som i virkeligheden kun har berørt måske en kommune og maks. fem, som har fået krav om, at de skulle gøre lidt hurtigere, er en bureaukratisk procedure, som ikke giver mening.

Ja, det her vil frigøre nogle ressourcer i en kommunalbestyrelse og i den lokale administration. De ressourcer håber jeg man bruger på at have en stærkere dialog med de lokale foreninger og borgere om, hvordan man skaber fremskridt for personer med handicap.

Den næste spørger er fru Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Jeg synes, det er dybt bekymrende at høre Venstres ordfører på talerstolen negligere retssikkerhed for mennesker med handicap. Grunden til, at vi netop lavede den her aftale – og den lavede vi faktisk i fællesskab – var, at der var så store omgørelsesprocenter. Det er der stadig væk. Danmark har også fået kritik på det her område. Det var jo netop for at styrke retssikkerheden. Det var for at forpligte kommunalbestyrelsen til, at de skulle forholde sig til de store omgørelsesprocenter.

Det, man gør med et snuptag nu, er, at man simpelt hen skubber bureaukratiet foran sig. Men det her handler om borgernes retssikkerhed; det handler om, at man selvfølgelig skal tage ansvar for det, når man kan se, at der bliver begået så mange fejl. Det er sådan i dag, hr. ordfører, at mennesker med handicap skal klage for at få ret i dag. De skal klage for at få den hjælp, de er berettiget til efter lovgivningen. Det er netop det, ordføreren nu siger det ikke er nødvendigt at forholde sig til ude i kommunerne. Og det er dybt bekymrende.

Ordføreren.

Det her ændrer ikke på retssikkerheden for borgerne. Det ændrer på bureaukratiet og kontrollen og dialogen mellem Ankestyrelsen og kommunerne, dialogen om handlingsplaner og krav og rapportering. Det er det, det ændrer på.

Retssikkerhed skaber man ved at sikre klare retningslinjer og have stærke medarbejdere, der kan behandle sagerne. Man sikrer det ved et lokalt engagement, hvor man får opmærksomhed på, hvor det går galt. Man sikrer det, ved at borgere kan klage over afgørelser, der måtte være forkerte. Alt det ændrer vi ikke på. Det er dér, retssikkerheden skabes. Den skabes ikke med ekstra medarbejdere i Ankestyrelsen og i administration og spild hos kommunalbestyrelserne i en dialog med Ankestyrelsen. Det er ikke der, vi skaber retssikkerhed.

Spørgeren.

Det er dybt bekymrende at høre ordføreren. Det må jeg bare sige. For det her handler netop om retssikkerhed. Jeg ved ikke, om ordføreren har læst høringssvarene. Jeg ved ikke, om ordføreren har lagt mærke til, at vi faktisk for ikke så lang tid siden også har haft kæmpe demonstrationer herude på Slotspladsen netop i forhold til det, der sker på handicapområdet.

Det, regeringen gør nu, og Venstre gør nu, er, at man netop forringer retssikkerheden for mennesker med handicap. Det er det, der sker, netop fordi man ikke vil have, at kommunalbestyrelserne skal forholde sig til de her omgørelsesprocenter. Det må jeg bare sige er dybt bekymrende.

Ordføreren.

Jeg er ikke enig. Det her handler om, at man i forbindelse med, at man har drøftet danmarkskortet, men ikke laver en handlingsplan i kommunen, i stedet for siger: Vi laver en inkluderende proces med vores lokale handicapråd; vi styrker bemandingen med det samme; vi tager nogle beslutninger her på stedet, hvor vi styrker bemandingen på handicapområdet; vi sikrer andre tiltag, som med det samme løser problemerne. Og så skal man alligevel have en frugtesløs dialog frem og tilbage med Ankestyrelsen om, hvorvidt der skal laves en handlingsplan. Det giver ikke mening. Lad det kommunale selvstyre virke; lad borgerne agere; lad foreningerne engagere sig; og lad kommunalpolitikerne træffe de rigtige beslutninger. Det har vi tillid til.

Tak. Den næste spørger er fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne.

Jeg har selv siddet i en kommunalbestyrelse i nu lidt over 10 år, og i de år har jeg både som kommunalbestyrelsesmedlem, men også som helt privat borger i det her land mødt familier og mennesker, som er blevet fuldstændig nedbrudt af det system, som vi har i dag. De har udviklet systemstress, og de løber panden mod en mur, fordi de ikke får den hjælp, som de har brug for. Og nu siger ordføreren så oppe fra talerstolen, at det eneste værktøj, vi sådan set i dag har til at pålægge kommunalbestyrelsen at tage stilling til, hvordan det reelt går i deres kommune på det her område, vil man fritage kommunerne fra. Jeg synes, at man på den måde ikke forholder sig til, hvad det her betyder for helt almindelige mennesker.

Ordføreren.

Det redskab, vi fjerner her, er ikke det eneste redskab, vi har. Der er utallige andre redskaber, også for Ankestyrelsen, til at gå ind og sætte fokus på kommunernes praksis. Danmarkskortet er der, og behandlingen af danmarkskortet i kommunalbestyrelserne består. Vi skaber øget åbenhed og indsigt, og dermed styrker vi borgernes mulighed for selv at agere.

Jeg har også siddet i en kommunalbestyrelse, og jeg var stærkt aktiv i det lokale handicapråd i den tid, så jeg kender til sagerne, og jeg forstår så udmærket borgernes bekymringer. Der er tragiske skæbner derude, og der sker fejlbehandlinger, og deres mulighed for at kunne agere skal vi styrke, men det gør vi altså ikke via kontrol og bureaukrati i forbindelse med en handlingsplan i en dialog mellem en kommunalbestyrelse og Ankestyrelsen. Det er spildt tid – tid, som er bedre anvendt på faktisk at gå i dialog med de lokale borgere.

Spørgeren.

Så synes jeg, Venstres ordfører skylder lige nu og her at give et svar på, hvad man vil gøre for at sikre, at kvaliteten udvikles på det her område, for lige nu er den – det ord, jeg ville bruge, vil jeg ikke sige højt herinde, for man må ikke bande – bare ikke god nok. Det er derfor, vi ser de her høje omgørelsesprocenter. Det er borgere, det går ud over. Hvordan vil man styrke området? Man kan ikke bare lige nedbringe bureaukratiet fra dag et og så bare tro på, at kvalitetsudviklingen så kommer af sig selv. Der er kommuner derude, der har brug for hjælp til at løse det her.

Ordføreren.

Jeg tror ikke, der er mange kommuner, der opfatter en bureaukratisk proces og dialog med Ankestyrelsen som en hjælp. Men ellers er jeg helt enig med ordføreren i, at der er kommuner, der har brug for hjælp. Vi skal lave en specialeplan, vi skal sørge for, at der er bedre retningslinjer, og vi skal styrke kommunernes muligheder for at kunne sikre, at de har de rigtige medarbejdere, og der er sket et betydeligt løft af kommunernes økonomi.

Så ja, vi skal hjælpe kommunerne med at træffe de rigtige afgørelser, og der ligger en række initiativer inden for den ramme, vi har, nemlig Sammen om handicap, som skal sikre det, og det har jeg tillid til at vi kan gøre.

Tak. Den næste spørger er fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance.

Jeg er lige så rystet, som min kollega er. Nu ved jeg godt, at ordføreren er ny på det her område, men det er jo de allermest udsatte borgere i det her land, vi taler om. Det lyder ærlig talt, som om ordføreren er mere optaget af sine byrødder, end han er af dem, det her handler om, nemlig de udsatte børn, unge og voksne, som har alle de her omgjorte sager i kommunerne.

Vi kunne jo dykke ned i to Venstrestyrede kommuner, som ikke klarer sig så godt på det her område. Det kunne være Nyborg Kommune. Det kunne også være Nordfyns Kommune, der i år allerede er oppe på en omgørelsesprocent på 65. De er altså steget fra 39 pct. sidste år til nu, hvor det går i den endnu mere gale retning; de ligger lige nu for de første tre kvartaler på 65 pct. Hvordan mener ordføreren at hans kollegaer i Nordfyns Kommune skal få det her i den rigtige retning?

Tak. Ordføreren.

Jeg er også bekymret over omgørelsesprocenterne, bestemt, og vi skal sætte fokus på det. Vi skal diskutere det, vi skal have det frem, og der skal være viden derude om de kommuner, der ikke gør det godt nok. Men at Liberal Alliance mener, at vi løser det gennem kontrol og bureaukrati oppefra, overrasker mig virkelig. For det her løser vi jo netop ved det, som ordføreren i virkeligheden har gjort, nemlig ved at sætte fokus på det, diskutere det og få det frem i pressen, få lokale borgere engageret, få det lokale handicapråd til at engagere sig stærkere og få kommunalpolitikerne og vores egne kommunalpolitikere derude til at tage ansvar. Det er det, der skaber forandringer.

Spørgeren.

Her afslører ordføreren bare, hvor lidt man ved om området. For det, der skal til, er netop, at man forholder sig til det, at man arbejder fuldstændig systematisk med at få det nedbragt. Her kan jeg orientere ordføreren om, at man i en Venstrestyret kommune som Nordfyn faktisk har lavet en liste med borgere, hvis spørgsmål man nægter at svare på, fordi de prøver på at råbe op om, hvor galt det står til.

Så det er bare for, når ordføreren kalder på dialog, at oplyse ordføreren lidt om, hvad virkeligheden er for de her borgere i en Venstrestyret kommune.

Ordføreren.

Jeg har også selv siddet i en kommunalbestyrelse. Jeg har deltaget i handicaprådet. Det, der sker i flere kommuner, er ikke godt nok, og det skal vi have fuldt fokus på. I de kommuner skal vi sørge for, at man lokalt har de redskaber, der skal til, for at man kan skabe positive forandringer. Vi kræver stadig væk, at danmarkskortet skal diskuteres i kommunalbestyrelsen, men vi kræver ikke en lidt frugtesløs dialog med 98 kommuner om handlingsplaner frem og tilbage i noget, der kun giver bureaukrati og besvær, og som ikke frigiver de ressourcer, der skal til, for at man lokalt kan engagere sig i at løse problemerne.

Tak. Den næste spørger er fru Mette Thiesen for Dansk Folkeparti.

Jeg synes, det er ret vildt at høre Venstres ordfører på det her område. For det her handler grundlæggende set om, at man står og kommer med en forholdsvis vild påstand om, at kommunerne bare skal have lov til at køre tingene, fuldstændig som de gerne vil. Nu forstår jeg også, at ordføreren er ny og alt er godt, men vi igangsatte jo det her, netop fordi kommunerne gør det ad Pommern til. De gør det sindssyg dårligt. Langt størstedelen af kommunerne overholder ikke engang gældende lovgivning, og derfor lavede vi den her aftale – netop for at sikre de mest udsatte i vores samfund, fordi vi måtte erkende, at kommunerne simpelt hen ikke kunne finde ud af at tage sig af dem. De kunne ikke finde ud af at overholde gældende lovgivning. Hvordan er det nogen sinde blevet Venstres politik, at man skal frede sine egne kommunalbestyrelsesmedlemmer på så vigtigt et område, så de simpelt hen ikke behøver faktisk overhovedet at blive set efter i sømmene i deres arbejde?

Ordføreren.

Det er første gang, jeg er på talerstolen her på socialområdet, og jeg vil sige, at når jeg hører de tillægsord, vi nu har hørt fra blå blok – vildt chokerende, rystende – om et forslag som det her, som fjerner en smule bureaukrati, nogle unødige krav og noget kontrol, som underminerer en del af det lokale selvstyre, og som ikke tror på det lokale engagement og det kommunale selvstyre, så ser jeg frem til at høre, hvilke tillægsord man kan mobilisere, når der kommer nogle forslag, som skaber forandringer for vores borgere derude.

Det her er noget kontrol og bureaukrati, som vi fjerner, og det gør ikke, at vi ikke skal have fokus på kommunerne. Det skal vi. Vi skal styrke indsatsen, og der ligger striber af initiativer til at gøre det. Men det her forslag om bureaukrati og kontrol er altså ikke et af dem, der har forbedret retssikkerheden eller forholdene for borgerne derude. Det har det ikke.

Spørgeren.

Nej, vi kan jo forstå på regeringen, at de hellere vil bevare alle de djøf'er, der er i staten, i stedet for at de vil sikre retssikkerheden for mennesker med handicap. Det kan vi så forstå også gælder for Venstre.

Det svarer jo lidt til at sige, at vi ved, der er en institution her, hvor der er overgreb, og hvor der foregår nogle frygtelige ting, men nu sparer vi tilsynet væk, for vi har en tiltro til, at de nok skal få styr på tingene. Altså, det er jo sådan en helt absurd argumentation. Vi kan da netop ikke fjerne kontrollen med kommunerne på det her område, fordi vi kan se, at de ikke kan finde ud af det i dag. Kan ordføreren slet ikke se det?

Ordføreren.

Absurd var endnu et stærkt tillægsord. Altså, det her er jo et forslag, som tilbageruller en del af et kontrolapparat omkring handlingsplaner. Det har virket i maks. en kommune, og det lyder på ordførerne fra blå blok her, som om det her eroderer hele indsatsen for vores borgere derude med handicap. Det er et forslag, som fjerner noget bureaukrati. Vi skal styrke retssikkerheden, muligheden for at klage, muligheden for at engagere, muligheden for at få indsigt og muligheden for at lave ordentlige specialeplaner og styrke indsatsen, men det er altså ikke det her forslag, der gør det.

Tak. Den næste spørger er Birgitte Bergman fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Det her blev netop indført, altså de skærpede krav, fordi man netop i kommunalbestyrelsen skulle debattere Ankestyrelsens omgørelsesprocent. Det var jo en slags tørresnor til de mange kommuner, og jeg er glad for, at ordføreren selv nævner, at det her jo gerne skal ramme pressen, og at det gerne skal ud at snakkes om osv. Derfor var det jo også det, der var et af formålene med netop at lave de skærpede krav. Det var jo netop at sige, at det her mener vi alvorligt; omgørelsesprocenten er stadig for høj.

Jeg er fuldstændig enig med ordføreren i, at der er kommuner, der gør det rigtig godt, men der er mange kommuner, hvor det faktisk stadig sejler. Derfor har jeg jo også en bekymring, når vi så også ser, at omgørelsesprocenterne netop er så høje, og vi også ser, at organisationer som Børnerådet, Danske Handicaporganisationer, Red Barnet og SAND De hjemløses Landsorganisation jo netop advarer mod det her. Det er også det, der gør, at vi stadig er meget bekymrede for, at vi fjerner de skærpede krav.

Ordføreren.

Jeg ved, at ordføreren har siddet i en kommunalbestyrelse og sidder i en kommunalbestyrelse, og så kunne jeg godt tænke mig at spørge tilbage: Hvis man modtager et krav fra Ankestyrelsen om, at man skal lave en eller anden bestemt plan inden for en bestemt frist, er det så noget, der skaber lokalt engagement og fremdrift, eller er det, når man har en dialog med det lokale handicapråd, når man får indsigt i omgørelsesprocenten ved at kunne se på danmarkskortet, at man gør det dårligt, eller ved at man står sammen i kommunalbestyrelsen om at skabe nogle positive forandringer? Hvor er det, forandringerne i kommunalbestyrelsen kommer fra? Kommer den fra Ankestyrelsen gennem krav om en handlingsplan og en dialog og frem og tilbage om det, eller er det det lokale engagement ude i kommunalbestyrelserne, vi skal tro på?

Spørgeren.

Nu er det jo ordføreren her, der spørger en anden ordfører, men jeg vil da meget gerne svare på det også, for der er da ingen tvivl om, at det er rigtig vigtigt, at vi får Ankestyrelsens bedømmelser af det, vi sidder og gør ude i kommunerne. Det er der da ingen tvivl om. Selvfølgelig tager man det alvorligt.

Jeg vil gerne spørge ordføreren igen om den kvalitetssikring, som mangler. Det gør den jo, når vi har sådan en høj omgørelsesprocent. Mener ordføreren virkelig ikke, at hvis man fjerner det skærpede krav på nuværende tidspunkt, risikerer man, at den kvalitetssikring falderbort?

Ordføreren.

Men kvalitetssikringen er der jo. Opgørelser af omgørelsesprocenterne består. Danmarkskortet bliver udarbejdet. Kommunalbestyrelsen skal stadig væk diskutere danmarkskortet. Det, vi fjerner, er en masse bureaukrati om overvågninger, handlingsplaner og e-mails frem og tilbage mellem Ankestyrelsen og nogle få kommuner, som handler om, hvorvidt handlingsplanen skal udarbejdes inden for en bestemt tidsfrist og bestemte krav. Det er det, vi fjerner. Vi fjerner ikke alt det andet. Det skal vi endda styrke. Kan vi skabe endnu mere åbenhed omkring, hvad kommunerne gør, altså hvad de gør godt, og hvad de gør galt? Så ville jeg bestemt gå ind for det.

Tak til ordføreren. Næste spørger er fru Rosa Lund fra Enhedslisten.

Tak for det, og tak for talen. Jeg synes stadig væk, at vi mangler svar på, hvad regeringen har tænkt sig at sætte i stedet for. For det er ikke kun de røde ordførere, som ser det her som en markant svækkelse af retssikkerheden. Det er jo også de mennesker, det handler om. Det er også organisationen, foreningen, borgergruppen, eller hvad vi skal kalde det, #enmillionstemmer, som er dybt bekymret over det her.

Så det er jo lidt interessant, synes jeg, at regeringen har en fuldstændig anden opfattelse. Så kan Venstres ordfører måske gøre mig klog på, hvad det så er, regeringen har tænkt sig at sætte i stedet for for at sikre, at borgerne får det, de har ret til?

Ordføreren.

Vi har jo ikke tænkt os at sætte noget specifikt i stedet for det her forslag. Vi ønsker at fjerne, noget bureaukrati, nogle krav og noget kontrol, som ikke giver mening. Vi ønsker en frisættelse af kommunalbestyrelserne og kommunerne derude til selv at træffe beslutninger og selv at agere, i forhold til hvordan de løser problemerne. Så den del ønsker vi ikke at sætte noget i stedet for, men vi har jo i Sammen om handicap en stribe initiativer foran os, hvor vi ønsker at styrke indsatsen for borgere med handicap, herunder specialeplaner, som jeg tror bliver noget af det helt afgørende for, at man kan styrke indsatsen på tværs af kommunerne. Der kommer jo en række initiativer, som vi har drøftet i en stærk ramme med de berørte organisationer og foreninger. Der kommer en række initiativer. Dem har jeg tillid til vil skabe positive forandringer, ikke krav og bureaukrati.

Tak. Ønsker spørgeren en anden kort bemærkning? Det gør spørgeren. Værsgo.

Det er jo ikke noget svar. Det er simpelt hen ikke noget svar. Altså, der er jo her tale om et redskab, som vi har brugt til netop at sikre, at kommunalbestyrelserne gør det bedre. Det er meget sjældent, at jeg er enig med fru Mette Thiesen, men det går jo ikke særlig godt på det her område, og derfor har vi brugt det her redskab, som et bredt Folketing var enige om.

Så jeg kan også omvendt spørge: Hvad er der sket inde i Venstre, siden man ikke længere synes, at det her en god idé, når man jo syntes, det var en god idé for nogle år siden?

Ordføreren.

Man kan jo kigge på statistikken for, hvordan det er blevet anvendt, og der kan man se, at det ikke bliver anvendt i ret mange tilfælde. Ganske få kommuner – fem kommuner – har behandlet danmarkskortet for sent, og de har fået et brev fra Ankestyrelsen, hvor der så står, at de skal huske at behandle det inden for fristen. Der er én kommune, der er blevet pålagt at udarbejde en handlingsplan inden 3 måneder. Så det her er jo ikke noget, der har været brugt i stort omfang, men det har til gengæld givet øget bureaukrati for samtlige kommuner.

Tak til hr. Christian Friis Bach fra Venstre. Der er ikke flere spørgsmål. Så går vi videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Mange tak. Regeringen har fremsat lovforslag L 64, som omhandler en tilbagerulning af skærpede krav til kommunalbestyrelsens behandling af danmarkskortet. Af den skriftlige fremsættelse for Folketinget fremgår det, at lovforslaget har til formål at bidrage til regeringens arbejde med en grundlæggende frisættelse af velfærdssamfundet, der bl.a. styrker det lokale ansvar og afskaffer unødig regulering og kontrol.

Lovforslaget indeholder dermed et forslag om en lempelse af kravene til kommunernes behandling af det såkaldte danmarkskort. På danmarkskortet vises Ankestyrelsens omgørelsesprocenter fordelt på kommuneniveau i sager på det sociale område. Det offentliggøres en gang årligt, og i dag er det et krav, at kommunerne skal behandle danmarkskortet på et møde. Det har dog senere vist sig, at mange kommuner slet ikke lever op til det. Det er et retssikkerhedsmæssigt svigt af de svageste i vores samfund.

I Danmarksdemokraterne er vi bekymrede over, at regeringen vil lempe på de krav, der stilles til kommunerne vedrørende danmarkskortet. Det er en bekymring, som ikke kun vi har. Det er også en bekymring, som vi deler med flere af de foreninger og organisationer, som har bidraget med et høringssvar til lovforslaget. Det er bl.a. Danske Handicaporganisationer, Justitia, foreningen SAND – De hjemløses landsorganisation og Ældre Sagen.

Desværre har der i mange år vist sig at være fejl på fejl ved kommunernes sagsbehandling på det sociale område. Om end det er menneskeligt at fejle, rammer det altså også de mennesker, som har brug for hjælp. Det kan være f.eks. mennesker med handicap eller andre i socialt udsatte livssituationer.

Når regeringen så med et flertal i Folketinget fremsætter det lovforslag, er det tydeligt, at de komplet har misforstået formålet med danmarkskortet. Der argumenteres for, at det omhandler at nedbringe bureaukrati i kommunerne, men i virkeligheden er der mange mennesker med handicap, som oplever et bureaukratisk helvede, fordi de gang på gang ikke får den hjælp, som de har behov for, og derfor må klage og klage over sagsbehandlingen til Ankestyrelsen. Det er mennesker, der bliver nedbrudt af det system, der er etableret i dag.

I Danmarksdemokraterne har vi normalt ingen betænkeligheder ved frisættelse og afbureaukratisering, men her sker det i en forkert rækkefølge. Det er tydeligt af omgørelsesprocenterne, og det er tydeligt på baggrund af de mange mennesker, der i dag bliver nedbrudt af det system, vi har, at der er brug for at kvalitetsudvikle det specialiserede socialområde. Der er brug for at højne kvaliteten, så borgerne kan have tillid til, at de får den rette hjælp i rette tid.

Regeringen har lovet at levere på en såkaldt specialeplanlægning, som skulle højne kvaliteten, men den har vi fortsat ikke set skyggen af. Hvor bliver den af? SMV-regeringen skylder et klart svar på, hvordan de i praksis vil sikre, at mennesker, som i dag ikke får den rette hjælp af kommunerne, fremover skal kunne få hjælp af høj faglig kvalitet, og hvor de samtidig ikke risikerer at skulle sende den ene klage efter den anden til Ankestyrelsen på baggrund af fejlagtig sagsbehandling.

I Danmarksdemokraterne mener vi bl.a., at vi skal arbejde meget mere med det, der hedder relationel velfærd, ude i kommunerne – relationel velfærd, hvor relationer til den enkelte borger, men også fagligheden, sættes i centrum. Det er faktisk et forslag, som vi har med til forhandlingerne omkring årets SSA-reserve, fordi vi gerne ser, at der udpeges kommuner, som kunne arbejde med det her for at videreudvikle, hvordan man reelt sætter mennesker i centrum ude lokalt. Det vil være en forandring, der har stor betydning for borgerne. Det lovforslag, der ligger her, forandrer ingenting for borgerne.

Danmarksdemokraterne har besluttet, at vi ikke kan støtte lovforslaget, og vi vil stemme imod ved tredje behandling af forslaget her i Folketingssalen. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger. Den første går til fru Rosa Eriksen fra Moderaterne. Værsgo.

Tak. Og tak for talen. Fru Marlene Harpsøe er en yderst kompetent ordfører her, da fru Marlene Harpsøe jo også er byrådsmedlem i Helsingør Kommune, som har en omgørelsesprocent på 41 – det havde de sidste år. Det er jo et stort problem, og jeg ved, at det betyder meget for Danmarksdemokraterne og fru Marlene Harpsøe. Hvis det her værktøj, som vi i dag fjerner, og som ikke er danmarkskortet, og som ikke er behandling på et byrådsmøde, for det skal man stadig væk, havde virket, så har jeg da fuld tillid til, at fru Marlene Harpsøe havde løst det problem i Helsingør Kommune.

Jeg synes, debatten bliver meget polariseret herinde; den bliver meget ensidig. Vi skal åbne op for at have en debat om, hvordan vi en gang for alle sikrer retssikkerheden, og ikke et eller andet lille forslag, som ja, er bureaukratisk og, som ordføreren sagde i sin tale, ikke ændrer noget for borgerne. Det er fuldstændig rigtigt. Det er et lillebitte redskab i en stor maskine, der har det dårligt. Hvad vil Danmarksdemokraterne gøre ved det?

Ordføreren.

Det er faktisk mit klare indtryk, at de lokale organisationer på handicapområdet, f.eks. i Helsingør, er ret optaget af, at politikerne behandler den her sag, og de kigger nøje på omgørelsesprocenterne i præcis også Helsingør Kommune. Jeg har også det klare indtryk, at man har knoklet og knoklet, også i Helsingør, med det her for at nedbringe antallet af fejl. Man har også haft en taskforce ude, og her i slutningen af året afsluttes det arbejde med taskforcen, og de leverer så nogle anbefalinger til kommunen, i forhold til hvordan vi kan arbejde videre med det her.

Det er sådan nogle ting, vi skal gøre meget mere af, for det er jo helt tydeligt, at kommunerne har brug for nogle bedre rammer at handle inden for. Det er også derfor, at jeg her i dag siger, at der sker noget i en forkert rækkefølge her. Altså, selvfølgelig skal kommunalbestyrelsen og politikerne forholde sig til de her høje omgørelsesprocenter, men vi har da også brug for hjælp ude lokalt, bl.a. i forhold til en styrket specialeplanlægning.

Tak. Ønsker spørgeren den anden korte bemærkning? Værsgo.

Men så understreger fru Marlene Harpsøe min pointe, for I kan jo blive ved med at arbejde hårdt i Helsingør Kommune for at få omgørelsesprocenten ned. Det fjerner vi ikke. Vi fjerner ikke muligheden for, at man kan arbejde lokalt med det her problem. Vi fjerner et bureaukratisk lag, som ikke er nogen djøf'ere, der lige sidder i en kommune, men nogle, der sidder i Ankestyrelsen, som kan bruge deres ressourcer på at lave gode vejledninger og gode retningslinjer. Og som ordføreren selv nævner kan en taskforce komme ud og hjælpe.

Så jeg synes faktisk, at vi fortjener at få et ærligt svar på, hvorfor Danmarksdemokraterne stemmer imod det her forslag.

Ordføreren.

Jeg er ikke helt enig i, at man ikke kan gøre noget lokalt, for det kan man. Og derfor synes jeg også, det er en lidt forfejlet debat eller i hvert fald konklusion at sige, at det ikke er nødvendigt at behandle danmarkskortet i kommunalbestyrelsen. For det er det. Det er det, fordi det netop har sat en politisk fokus på, at vi ikke gør det godt nok. Og det sætter også et politisk fokus ude lokalt på, hvad man så kan gøre. Det kan være, at man har brug for at ansætte nogle flere socialrådgivere, så socialrådgiverne ikke skal sidde med et kæmpe læs af sager, og så de faktisk kunne engagere sig meget mere i de enkelte frem for det andet.

Tak. Den næste spørger er fru Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet.

Jeg vil egentlig gerne følge op på det fra Moderaterne. Hvad er det egentlig, der gør, at Danmarksdemokraterne stemmer imod? Ordføreren er jo et godt kommunalbestyrelsesmedlem, som ved, hvordan det er derude i forhold til at have ressourcer nok. Så kunne ordføreren for Danmarksdemokraterne lige gentage endnu en gang, hvad årsagen er til, at man ikke vil være med til at fjerne bureaukratiet fra kommunerne?

Ordføreren.

I Danmarksdemokraterne har vi hverken noget imod frisættelse eller afbureaukratisering, men lige præcis på det her område sker det i en forkert rækkefølge i vores verden. For vi kan se, at der er borgere, der gang på gang løber panden mod en mur i det offentlige system, udvikler systemstress og oplever et meget, meget stort bureaukrati, fordi de skal klage og klage over den ene fejl efter den anden. Det er et system, vi skal lave om.

Vi synes i Danmarksdemokraterne, at det havde været godt, hvis regeringen havde fremlagt deres bud på en specialeplanlægning, som skulle kvalitetsudvikle det her område, og i det hele taget havde fremlagt nogle forslag til, hvordan vi styrker det. For ellers sidder vi og fratager borgerne noget retssikkerhed, før vi reelt har et bud på, hvordan vi så kan styrke deres mulighed for at få den rette hjælp første gang frem for at skulle ud at klage.

Spørgeren.

Danmarksdemokraterne har jo også gentagne gange sagt, at de gerne vil være med til frisættelse. Det her er et lille skridt, om end det ikke revolutionerer alting. Det er et lille skridt i forhold til frisættelse og mindre bureaukrati. Hvorfor er det, Danmarksdemokraterne ikke vil gå med regeringen her?

Ordføreren.

Men hvis man vil fjerne det ægte bureaukrati, skal man jo styrke muligheden for at gøre vilkårene bedre ude lokalt. Det er både et lokalt ansvar, men det er også et ansvar herinde fra Folketingets side. Nogle af de udfordringer, der også er, og som et flertal her i Folketinget er med til at definere, er, hvordan man risikerer, at meget, meget svære budgetter og et specialiseret socialområde, som har mange udgifter, og hvor man ikke har nok indtægter, er med til at presse socialområdet. Det synes jeg også er noget, vi egentlig bør komme meget mere ind på hvordan vi løser lokalt.

Tak. Den næste spørger er hr. Christian Friis Bach fra Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for en, synes jeg, ellers rigtig god tale, som netop også viste engagement og viste noget omkring det lokale derude. Der, hvor jeg kunne mærke, at ordføreren virkelig fik liv i øjnene og engagement i stemmen, var i forbindelse med det, der handlede om dialogen med de lokale borgere om at skabe forandringer derude; hvordan vi kan gøre det bedre? Derfor vil jeg bare spørge ordføreren om noget. Hvis man nu i en kommunalbestyrelse – der har ordføreren jo stor erfaring – får et brev fra Ankestyrelsen om, at man skal udarbejde en handlingsplan inden for 3 måneder, for det er jo det, som det her handler om, bliver det så en god handlingsplan? Kommer den til at skabe fremskridt for borgerne? Eller bliver det bare noget pseudobureaukrati i en dialog med Ankestyrelsen?

Ordføreren.

Jeg kan love Venstres ordfører, at det er noget, der bliver taget meget alvorligt, hvis det er sådan, at Ankestyrelsen siger, at der er noget, man skal rette ind i forhold til, eller at man skal udarbejde en handlingsplan. Det er noget, der bliver taget alvorligt ude i kommunerne. Det er i hvert fald mit indtryk. Derfor vil jeg igen sige, at det giver god mening, at man også skal behandle det her danmarkskort ude lokalt.

Ønsker spørgeren sin anden korte bemærkning? (Christian Friis Bach (V): Ja tak). Værsgo.

Tak. Man skal stadig væk behandle danmarkskortet. Det bliver der ikke ændret en tøddel på. Danmarkskortet skal behandles. Det kommer frem i dialogen, om man har for høje omgørelsesprocenter. Borgerne kan sidde inde i rummet og følge med. Pressen kan være der. Det lokale handicapråd kan blive bedt om at forholde sig til sagen. Og så skal man sammen tage stilling til, hvordan man løser problemerne. Det ændres der ikke på. Det handler kun om det bureaukrati frem og tilbage mellem Ankestyrelsen og kommunen i forhold til de skærpede krav og handlingsplanen og hvornår og hvordan. Er det noget, der skaber lokalt engagement?

Ordføreren.

Det er der jo ingen tvivl om. Det står helt præcist defineret i lovforslaget, at man vil lempe kravene til behandlingen af danmarkskortet ude i kommunerne. Og jeg synes stadig væk, at regeringen skylder et svar på, hvordan man vil kvalitetsudvikle det her område. Der er familier og mennesker, der bryder fuldstændig sammen på baggrund af det system, vi har etableret i dag.

Kom i arbejdstøjet, kære regering, i stedet for at lave pseudoafbureaukratisering, som reelt ikke gør en forskel for borgerne – gør nu noget!

Tak til ordføreren for Danmarksdemokraterne, fru Marlene Harpsøe. Vi går videre i talerrækken, og den næste er fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det, formand. Det er al ære værd, at regeringen ønsker at frisætte velfærdssamfundet, for der er da godt nok mange steder, man kan tage fat. Man kunne tage fat i detailreguleringen på beskæftigelsesområdet. Man kunne lave et opgør med den rigide BUM-model i en del kommuner, der skaber rigtig meget bureaukrati derude – og det er dokumenteret – ved at den ene sagsbehandler forhandler med den anden sagsbehandler. Man kunne give ansvaret og kompetencerne tilbage til sagsbehandlerne, i stedet for at det skal behandles af et visitationsudvalg. Der kunne man også spare nogle penge og noget bureaukrati. Man kunne give plads til mere arbejde i selvstyrende teams i ældreplejen og have en mindre rigid tildeling af hjælpemidler til borgere med handicap i kommuner og regioner, så personalet og borgerne ikke behøvede at tage stilling til, om et hjælpemiddel er et behandlingsredskab eller et hjælpemiddel tildelt efter serviceloven. Ja, man kunne blive ved med at remse eksempler op i en lang, lang række.

Det kommer sådan lige i halen af en rammeaftale på handicapområdet, og nu har jeg noteret mig, hvad nogle af ordførerne fra regeringen har udtrykt her i debatten lidt tidligere. Det er rigtigt, at den her afskaffelse ikke vil ødelægge alt for mennesker med handicap, men det er et udtryk for en retning, som regeringen har valgt at tage på handicapområdet, hvor man har foretaget en alvorlig drejning væk fra fokus på den hjælp, mennesker skal have, på at investere i mennesker og på, at de skal have retssikkerhed, og så har man lavet en aftale med KL om en række forslag, som KL synes vil gøre det nemmere for dem derude, og så nedjusterer man bare menneskers rettigheder, samtidig med at vi har alt for store omgørelsesprocenter. Borgerne har det rigtig, rigtig svært og får ikke den rigtige hjælp.

Så det er uforståeligt for os, at man pludselig ønsker at lempe kravene til kommunernes behandling af det såkaldte danmarkskort, som sort på hvidt viser Ankestyrelsens omgørelsesprocenter. Vi forstår simpelt hen ikke i SF, hvorfor man ikke skal forholde sig til, hvad man rent faktisk vil gøre ved de omgørelsesprocenter, der er i kommunerne. For nu kan man frit vælge, og man vil gerne vælge det fra, så det kommer også til at ske. Jeg er ked af at sige det, men det kommer ikke til at være de lokale handicapråd, der kommer til at ændre på det. De har ingen formel magt. De er rigtig gode til at lave nogle anbefalinger, men hvis et politisk flertal ikke forholder sig til omgørelsesprocenterne, og hvis et politisk flertal bare siger, at det ikke vil lave en handleplan på baggrund af det her, så er det bare ærgerligt for de borgere, der er i den pågældende kommune. Ankestyrelsen får nu så også dårligere mulighed for at pålægge kommunerne at handle.

Er det, fordi omgørelsesprocenterne er for nedadgående? Nej, det er det ikke, vel? Hvis vi kigger på omgørelsesprocenterne fra Ankestyrelsens tre største områder i første halvår, beskæftigelsesområdet, arbejdsskadeområdet og sager fra Udbetaling Danmark, er de uændrede sammenlignet med 2023. Alene de tal burde give plads til fortsatte overvejelser og evaluering i mange kommuner og faktisk også betyde, at man blev forpligtet til at handle. Det er da det mindste, vi kan gøre for de mennesker, som har brug for vores hjælp, og som bare står og venter og faktisk ikke bliver behandlet ordentligt i sagsbehandlingsprocessen.

Så med de bemærkninger kan jeg sige, at SF stemmer nej til den her lempelse. Vi synes, det er det helt forkerte sted at begynde at spare, og vi mener faktisk ikke, at det reelt set vil skabe noget frigørelse i forhold til bureaukrati.

Tak til ordføreren. Der er en række spørgsmål. Det første er til fru Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne.

Tak til ordføreren for en fin tale, og også tak for det samarbejde, jeg har haft med ordføreren igennem mange år, også på det her område, da jeg tidligere var ordfører. Er ordføreren ikke enig i, at når man fjerner noget fra retssikkerhedsloven, altså retssikkerhedsloven, så betyder det også noget?

For ligesom at være enige om, hvad vi taler om, handler det her jo om § 79 b, stk. 2, i retssikkerhedsloven, hvor der netop står, at kommunalbestyrelsen »skal tage stilling til, hvorvidt der er behov for at udarbejde en handlingsplan til styrkelse af den juridiske kvalitet i kommunens sagsbehandling«. Det her betyder jo så, at det godt kan være, at man skal drøfte det her, men man behøver egentlig ikke at handle på det. Man behøver egentlig ikke at tage alle de omgørelsesprocenter og tage stilling til, om der skal handling på med en handlingsplan, netop i forhold til hvordan man sikrer kvalitet i det her, og hvordan man så sikrer, at borgeren får den rette hjælp i første instans.

Er ordføreren ikke enig i, at det sådan set er det, det handler om, og at det netop er et skred i forhold til retssikkerhedsloven?

Ordføreren.

Gensidigt tak for et virkelig stærkt, godt samarbejde. Det er altid dejligt at samarbejde med gode kollegaer, der er lige så passionerede i forhold til de her mennesker, på det sociale område. Og ja, vi er fuldstændig enige i, at det lige præcis er det, der er sagens kerne.

Man fjerner retssikkerheden fra mennesker, som har brug for en ordentlig hjælp. Man fjerner den med en undskyldning om, at så fjerner man noget bureaukrati. Men hvis man nu kigger på, hvor mange flere bureaukratiske stillinger man har oprettet i Social- og Boligstyrelsen – det er altså langt over 100 stillinger inden for de seneste år – så begriber jeg ikke, hvorfor man kigger på borgerens retssikkerhed og lige tager lidt, fordi det så bliver nemmere for politikerne. De behøver ikke engang at forpligte sig på så at gøre noget ved det, som de ser er problematisk i deres egne kommuner, og det synes jeg da er dybt bekymrende som retning for vores velfærdssamfund.

Spørgeren.

Er ordføreren ikke også enig i, at det, der er dybt bekymrende, er, at man sådan set kan sidde ovre i et ministerium og lave en aftale om, at man vil styrke retssikkerheden på det her område, og så kan man simpelt hen læse, at man i et forslag, med KL og regeringen, fjerner det igen?

Man kan sige, at der faktisk ligger en aftale på det her område, for politikerne var enige om, og jeg sad der selv dengang, at vi skulle styrke det her område. Synes ordføreren ikke, at det er mærkværdigt? Og kan man ikke stille spørgsmål til, hvad det så er værd at lave en aftale, når regeringen med et snuptag alligevel fjerner den her paragraf i retssikkerhedsloven i forhold til mennesker med handicap?

Ordføreren.

Man kan da i hvert fald være bekymret for, hvad sådan en flertalsregering kunne finde på af andre ulyksaligheder, når man bare ændrer aftaler, man har haft. Vi havde jo også en aftale i sidste folketingsperiode om, at vi ville give unge mennesker bedre muligheder i overgangen til voksenlivet, hvor kommunerne skulle igangsætte planlægning allerede fra det 16. år. Det vil regeringen også bare fjerne nu i samarbejde med KL, og det dækker man så lige ved at putte det ind i sådan en lille sideaftale, så man skal gå og lede efter det.

Hvis man kigger på afbureaukratiseringsforslagene fra regeringen, er der en lang række, som fjerner klageretten mange steder. Det er altså en demokratisk farlig vej, vi går her, og man fjerner det, så det kommer væk fra det Folketing, som har nogle fælles aftaler.

Tak til ordføreren. Den næste spørger er hr. Christian Friis Bach fra Venstre.

Tak for det. Først vil jeg da kvittere for de mange gode forslag til frisættelse af kommunerne. Dem tager vi godt imod i Venstre, og vi vil gerne arbejde sammen med ordføreren om at få dem indført. Men hvad angår retssikkerhed, ligger der altså en stribe andre retssikkerhedsinitiativer i den aftale, der blev lavet, og noget af det virker rigtig godt. Der er gennemført tusind forløb med sagsbehandlere og faglige ledere i 96 af landets kommuner. Der er lavet striber af undersøgelser og initiativer. Det her handler udelukkende om krav omkring handlingsplaner, som vi ikke ved hvad indeholder. Der skal bare laves en handlingsplan. Man skal lave den ret hurtigt. Så laver kommunen hurtigt en handlingsplan.

Mener ordføreren seriøst, at det her handler om retssikkerhed, og at retssikkerheden bliver fundamentalt ændret, som følge af at man ikke har den her lidt frugtesløse debat om tidsfrister og handlingsplaner?

Ordføreren.

Hvad er en behandling og forholden sig til overhovedet værd, hvis man ikke har tænkt sig at handle på det? Hvis man kan se, man laver bunkevis af fejl, og man ikke handler på det, hvad er det så værd for den enkelte borger? Når de oplever systematiske fejl ude i kommunerne, hvad er det så værd for den enkelte borger, at kommunen bare kan sige: Nå, den er ret høj på det her område; vi lægger den til side, fordi vi ikke lige synes, det her område er vigtigt.

Det er det samme, når man ikke vil forlænge aftalen omkring borgerrådgivere, som rent faktisk kan være med til at sikre, at man handler på de fejl, der er. Vi har jo set af erfaringerne med borgerrådgiverne rundtom i kommunerne, at de bidrager til både at hjælpe og understøtte den enkelte borger i processen og i sagsbehandlingen, men også i forhold til retssikkerheden, og de kan skærpe ind, når kommunerne begår fejl. Men de kan også gå ind at pege på nogle overordnede, systematiske fejl og derefter handle på det. Jeg kan simpelt hen ikke se, hvad det er værd, hvis ikke også kommunerne skal handle på det og rette op på de fejl, de laver.

Ønsker spørgeren den anden korte bemærkning? Det gør spørgeren. Værsgo.

Tak for det. Der skal handles på det. Men er udarbejdelsen af en handlingsplan inden for kort tid, måske uden ordentlig inddragelse, det rigtige redskab at pålægge kommunerne i en proces med Ankestyrelsen i stedet for at fokusere på det, som man gør på retssikkerhedsområdet her i de initiativer, der er blevet lavet? Er uddannelse af lokale medarbejdere ikke langt vigtigere? Det har man jo gjort. Ankestyrelsen har engageret sig. Det handler om bedre undersøgelser, bedre lokal dialog og at frigøre kommunerne til at gøre alle de ting, der virker, i stedet for i en bureaukratisk proces at pålægge dem en handlingsplan. Det giver da ikke mening.

Tak! Ordføreren.

Jeg er ked af at sige det: Hvis nu de initiativer havde været så fantastiske, havde omgørelsesprocenten så ikke også ændret sig? Ville vi så ikke kunne begynde at se, at der var resultater på det her område? Altså, det er i virkeligheden det, der er problematisk. I SF står vi ikke helt firkantet og rigidt på, at det lige præcis skal være den måde, vi skriver det ind i en lovgivning på. Men hvis regeringen mener, at vi skal handle på det, hvorfor finder I så ikke en anden formulering, så man sikrer, at kommunerne handler på, at de har alt, alt for høje omgørelsesprocenter og fejl på nogle bestemte områder?

Tak. Den næste spørger er fru Rosa Eriksen fra Moderaterne. Værsgo.

Helt kort vil jeg spørge ordføreren om, hvilken kommune der har revolutioneret og nedsat deres omgørelsesprocent på baggrund af det her tiltag.

Ordføreren.

Jamen jeg har ikke udtalt, at det ville revolutionere noget som helst. Jeg har udtalt, at jeg synes, regeringen er på vej i en helt forkert retning, hvor jeg synes man lægger afstand til retssikkerheden for mennesker med handicap, og det gælder i øvrigt generelt set på det sociale område. Jeg mener, at regeringen på mange måder hele tiden nedgraderer, hvilke indsatser man kan få, og hvilken retssikkerhed man står til at få.

Så jeg har ikke sagt, at det her revolutionerer det hele. Jeg kan bare overhovedet ikke forstå, hvordan det kan give mening, at vi fjerner det krav, der er til kommunerne, om, at de rent faktisk også skal handle, når der sker store systematiske fejl. Det her er ikke små procenter, vi snakker om. Det er meget høje omgørelsesprocenter og meget store sagsbehandlingsfejl, der er ude i kommunerne. Det bør man handle på.

Spørgeren.

Så hører jeg ordføreren rigtigt, altså at ordføreren giver mig ret i, at det her tiltag ikke virker, men sender et forkert signal, hvor vi skal beholde lovgivning, fordi det ser godt ud. Så synes jeg, det er en interessant analyse at sige, at vi har fjernet indsatser for mennesker med handicap. Det er helt forkert. De ting, ordføreren kom igennem, også i sin tale, er jo netop det, vi vil i Sammen om handicap, altså gøre sagsbehandlingen lettere og lave nogle bedre vejledninger, så der netop ikke er de omgørelsesprocenter, men så borgerne får den hjælp, de har ret til, første gang og ikke skal forbi Ankestyrelsen og vente alt for længe på at få den rette hjælp.

Ordføreren.

Jeg vil gerne have mig frabedt at blive puttet ord i munden, som jeg ikke har sagt, fra ordførerens side. Jeg mener, at det her virker. Jeg har selv siddet i en kommunalbestyrelse. Jeg har selv været med til at behandle de her ting. Jeg har selv været foregangskvinde derude lokalt og spurgt: Hvad gør vi ved det her? Så satte vi ting i gang. Vi fik en borgerrådgiver ansat, inden vi fik tilskuddet her fra staten af, og lige præcis den borgerrådgiverfunktion havde netop til opgave at tage fat i de her systematiske fejl. Så jo, fru Rosa Eriksen, det hjælper, og det virker rent faktisk.

Tak til ordføreren fra Socialistisk Folkeparti. Der er ikke flere, der har tegnet sig ind til korte bemærkninger. Så byder vi velkommen til ordføreren fra Liberal Alliance, fru Katrine Daugaard. Værsgo.

Vi skal i dag behandle et af regeringens forkølede forslag til fjernelse af bureaukrati i forbindelse med noget, som må siges at være meget lidt bureaukratisk og ej heller dyrt, men derimod særdeles vigtigt i forhold til at opretholde borgernes retssikkerhed.

Initiativet blev indført den 21. juni 2022, hvor et flertal i Folketinget besluttede at forpligte kommunalbestyrelserne til at forholde sig til kommunens omgørelsesprocent samt til særskilt at tage stilling til, hvorvidt der skal udarbejdes en handlingsplan til sikring af den juridiske kvalitet i kommunernes sagsbehandling.

I forbindelse med initiativets tilblivelse blev det skønnet, at det ville medføre administrative udgifter for kommunerne på 0,7 mio. kr. i 2025 svarende til knap et årsværk og herefter 0 kr. årligt. Dertil blev det skønnet at indebære merudgifter i Ankestyrelsen på 0,7 mio. kr. i 2025 svarende til knap et årsværk og herefter 0 kr. Man kan sige, at det her initiativ jo ikke koster noget, så længe man overholder loven, hvilket jo også må siges at være hele pointen med det.

Lov om brug af danmarkskortet blev indført i 2017 af Konservatives daværende socialminister Mai Mercado på baggrund af skyhøje omgørelsestal, som lå på omkring 50 pct. I 4 år var der altså et krav om, at kommunalbestyrelserne behandlede danmarkskortet på et møde i kommunalbestyrelsen, og i vejledningen til loven blev følgende understreget: »Kommunalbestyrelsen kan ikke overlade behandlingen til et udvalg«.

Yderligere blev det slået fast, »at kravet om behandling på et møde i kommunalbestyrelsen indebærer, at der vil skulle ske en aktiv politisk drøftelse af om kommunens omgørelsesprocent er tilfredsstillende, eller om der bør iværksættes tiltag til forbedringer af kvaliteten i sagsbehandlingen.«

Men da udviklingen i kommunernes omgørelsesprocenter bestemt ikke var blevet bedre i løbet af de 4 år, så man sig nødsaget til at indføre en skærpelse, så der lå altså tungtvejende årsager bag, at Folketinget indførte lovkravet om, at kommunalbestyrelserne skulle komme ud af starthullerne og påtage sig et mere direkte ansvar for at rette op på den katastrofale udvikling, som var i gang på det sociale område. Lige lidt hjalp det dog, hvorfor Folketinget i 2022 indførte en skærpelse til lovkravet, som er den, regeringen og KL nu gerne vil af med igen.

Den pålægger kommunalbestyrelserne, at såfremt – og det er her, Venstres ordfører gerne må lytte rigtig godt efter – de i forbindelse med behandlingen af danmarkskortet kommer frem til den konklusion, at der ikke er behov for at udarbejde en handleplan med tiltag til forbedring af kvaliteten i sagsbehandlingen, så skal de meddele dette til Ankestyrelsen. De skal altså kunne begrunde, hvorfor de finder, at kvaliteten i deres sagsbehandling er god nok. Det synes jeg er et ret rimeligt krav at stille.

Det var en skærpelse, som daværende social- og ældreminister Astrid Krag gav følgende kommentar med på vejen:

»Til sidst vil jeg blot komme med en enkelt bemærkning til den kritik, som bl.a. KL har rejst af lovforslaget i deres høringssvar. Formålet med lovforslaget her er ikke at detailregulere i forhold til kommunerne og øge bureaukratiet, men at sikre, at kommunalbestyrelsen haft fokus på det, jeg tror vi alle sammen er meget enige om er enormt vigtigt, nemlig retssikkerheden i kommunen til gavn for borgerne, og at give kommunalbestyrelsen redskaber til at tage styring og træffe fornuftige beslutninger på et oplyst grundlag på handicapområdet.«

Hvorfor Socialdemokratiet ikke længere finder retssikkerhed vigtigt, men i stedet er faldet til patten hos KL, er jeg er komplet uforstående over for. Og det gælder sådan set ikke kun Socialdemokratiet, men alle regeringspartierne.

Konservatives Mads Silberg undersøgte lov om brug af danmarkskortet i 2023, og det viste sig, at 70 ud af 98 kommuner ikke behandler brug af danmarkskortet korrekt. Det er rystende tal. Men i stedet for sikre lovmedholdelighed og fastholde, at kommunalbestyrelserne selvfølgelig skal forholde sig til deres omgørelsestal, vælger regeringen nu at gå KL's ærinde og afskaffe skærpelsen helt. Det er ikke alene en forkert måde at gribe problemet an på; det er stærkt risikabelt, at regeringen ikke har bedre løsninger, der sætter borgernes interesse over systemets. Det er det særligt, fordi omgørelsesprocenten fra 2022, hvor skærpelsen blev indført, til 2023 faktisk er faldet med 1,9 pct. på voksenhandicapområdet og 0,4 pct. på børnehandicapområdet.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger. Den første er til fru Camilla Fabricius.

Tak. Jeg vil gerne spørge om, hvad ordføreren mener det, vi sletter nu, har gjort af forskel.

Ordføreren.

Det var det, jeg lige afsluttede med at sige. Vi har jo set, at efter at Mads Silberg lavede den her undersøgelse, begyndte Ankestyrelsen faktisk at interessere sig for, at så mange kommuner ikke behandlede brugen af danmarkskortet korrekt. Efter at de har skrevet breve til alle kommunalbestyrelser, har vi jo faktisk set et fald i omgørelsesprocenten. Jeg har spurgt ministeren, om hun kan udelukke, at det fald skyldes Ankestyrelsens skærpelser i forhold til det her, og det kan hun ikke. Så det kunne jo være der, den lå.

Ønsker spørgeren en anden kort bemærkning? Det gør spørgeren. Værsgo.

Tak for det. Jeg synes ikke, at ordføreren svarer på det. Der kommer sådan nogle gisninger, og det er fint nok, at ordføreren ryster på hovedet og på anden vis negligerer et helt legitimt spørgsmål. Hvad er det, det her gør af forskel ude i kommunerne? Jeg ved godt, at LA ikke har en stærk kontakt til kommunerne, men hvad mener ordføreren at det her reelt gør af forskel for borgerne ude i kommunerne?

Ordføreren.

Jeg er helt med på, at det kan være svært for en, der er så systemtænkende, som Socialdemokratiets ordfører er. Det, det gør af forskel ude i kommunerne, er jo, at man får systemet, altså både kommunalbestyrelse, ledelse og alle i de forskellige led, til at forholde sig til og selvfølgelig handle på, at de har en alt for høj omgørelsesprocent. Det er jo borgernes ret til hjælp, som ikke overholdes, og det mener vi naturligvis i LA er meget vigtigt at få sikret.

Tak. Den næste spørger er fru Rosa Eriksen fra Moderaterne. Værsgo.

Tak for det. LA er jo et voksende parti, og LA har også kommunalbestyrelsesmedlemmer, bl.a. i Nordfyns Kommune, som ordføreren valgte at angribe Venstre for. Kan der også være sager, hvor LA har været repræsenteret i en kommunalbestyrelse og måske ikke helt har været opmærksomme på det og ikke har levet op til deres ansvar på det seneste? Jeg vil også spørge: Har LA lavet en todeling, sådan at I ikke som parti skal tage ansvar for, hvad der sker i de kommunalbestyrelser, hvor I har medlemmer? Stoler I ikke på jeres kommunalbestyrelsesmedlemmer? For sådan lyder det for mig. Ordføreren kommer selv med en masse systemtal, en masse bureaukrati og en masse djøfferi – men handling hører jeg ingen steder at ordføreren kommer ind på. Man kan ikke bare sige, at man vil handle, og så ikke handle. Det her har ikke gjort en reel forskel, og hvis jeg tager fejl, så fortæl mig, hvilken kommune det skulle være.

Ordføreren.

Jeg synes, det er bekymrende, at ordføreren ikke interesserer sig for, at omgørelsesprocenten faktisk er faldet det sidste års tid, og om det kunne skyldes, at der faktisk er røget en skærpelse ud, i forhold til at man skal overholde det her. Men selvfølgelig skal LA's kommunalbestyrelsesmedlemmer føre LA's politik. Selvfølgelig skal vi leve op til lovgivningen og gøre det langt bedre. At regeringsordførerne her foreslår noget andet og siger, at det er ligegyldigt, om de lever op til lovgivningen, er fuldstændig vanvittigt. Det er jo ikke for sjov, at vi står og laver lovgivning her i Folketinget; det er selvfølgelig, fordi den skal overholdes.

Spørgeren.

Jeg vil ikke lægges i munden, at jeg er ligeglad. Jeg er netop det modsatte. Jeg gemmer mig bare ikke bag bureaukrati og tal. Der skal selvfølgelig handles. Og hvad er det ved at ville fjerne det her, der gør, at LA's medlemmer ude i kommunalbestyrelserne ikke kan handle? De skal stadig behandle danmarkskortet, de skal stadig tage ansvar, og de skal stadig væk tale med deres socialudvalg. Det er en utopi at tro, at det her alene skulle være det, der har gjort, at omgørelsesprocenten er faldet, når man laver en masse andre tiltag samtidig. Og jeg mangler stadig at høre, hvad det er, LA vil gøre på det her område.

Ordføreren.

Jeg forventer, at LA's kommunalbestyrelsesmedlemmer, ligesom alle andre partiers medlemmer gør, forholder sig til omgørelsesprocenten, for det er det, loven foreskriver. Vi skal gøre det. Og der kan jeg f.eks. nævne Solrød Kommune, som har en LA-borgmester i spidsen, og hvor føromtalte Mads Silberg fra Konservative også sidder, og her vælger man ikke at sige: Lad os bare lade være med at forholde os til noget, og lad os lade være med at bruge bureaukrati på at komme det her til livs. Tværtimod har man lavet en meget fyldestgørende handlingsplan, hvor man får ledelsen til at stå skoleret for kommunalbestyrelsen hver anden måned, for netop at følge op.

Tak til ordføreren. Der er et spørgsmål fra hr. Christian Friis Bach fra Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil bare tilbage til det med, om det virkelig er det her tiltag, der har skabt de her forbedringer. Det er jo i 2023 én kommune, der er blevet pålagt at tage stilling til, om de skulle lave en handlingsplan. Man skal jo huske, at det, kommunerne skal gøre, er, at de, når de diskuterer danmarkskortet, bare skal tage stilling til, om de vil lave en handlingsplan. Og de skal så skrive i referatet, at de har diskuteret en handlingsplan, og det referat sender de ind til Ankestyrelsen, hvor der sidder nogle medarbejdere og læser alle de her referater. Men hov, der står ikke noget med handlingsplan, og så sender de et brev til kommunen om, hvorfor der ikke står noget om en handlingsplan. Ordføreren kommer jo fra Liberal Alliance, og mener ordføreren virkelig, at sådan en korrespondance skaber forbedringer for borgerne?

Ordføreren.

Jeg mener, at det er vigtigt, at man forholder sig fuldstændig systematisk som kommunalbestyrelse, som ledelse, som medarbejder i en familieafdeling til den manglende lovmedholdelighed, man har. Og der er man nødt til at arbejde systematisk i alle led, og her kan vi ikke fritage dem, der har det øverste ansvar, nemlig kommunalbestyrelsesmedlemmerne. Selvfølgelig skal de forholde sig til, hvordan de vil få nedbragt deres omgørelsestal. At lave en handleplan eller forklare, hvorfor man ikke vælger at gøre det, synes jeg sådan set er det mindste, man kan forlange.

Der var ikke mere fra Venstres ordfører? Jo.

Det er jeg enig i, men spørgsmålet er, om det er Ankestyrelsen, der skal forlange det, eller om det er de lokale borgere, det lokale handicapråd, de andre medlemmer af kommunalbestyrelsen, det lokale demokrati, som vi i Venstre tror på og bakker op om, det kommunale selvstyre, som vi mener er helt afgørende. Mener ordføreren virkelig ikke, at det er bedre, at man har den dialog derude på baggrund af et danmarkskort, som bliver behandlet, end at Ankestyrelsen sidder og læser referater fra kommunalbestyrelser? Er det virkelig liberal politik?

Ordføreren.

Det er jo her, ordføreren afslører, hvor lidt viden man har til det virkelige liv. Når man er mor til et handicappet barn eller på anden måde oplever pludselig at skulle bruge for systemet, er det desværre ikke virkeligheden, at man har en kommunalbestyrelse, som man bare kan gå til, og som svarer, og som sikrer, at lovgivningen i den pågældende kommune bliver overholdt. Desværre. Det er jo det omgørelsestallet er udtryk for.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så jeg siger tak til ordføreren fra Liberal Alliance. Den næste ordfører på talerstolen er fru Rosa Eriksen fra Moderaterne.

Tak for ordet. Det her lovforslag vil jeg ikke lægge skjul på er vanskeligt og dilemmafyldt. For på den ene side er det utrolig vigtigt, at vi lever op til regeringens mål om regelforenkling, afbureaukratisering og frigivelse af tid til en af kommunernes vigtigste opgaver, nemlig at levere velfærd til borgerne. På den anden side udtrykkes der en bekymring for, at lovforslaget vil svække retssikkerheden for borgerne. Det skyldes, at vi ikke forpligter kommunalbestyrelserne til at tage stilling til behovet for at udarbejde en handlingsplan til styrkelse af den juridiske kvalitet i kommunens sagsbehandling. Derudover fjerner vi Ankestyrelsens mulighed for at pålægge kommunalbestyrelsen at udarbejde denne handlingsplan.

Lovforslaget er vanskeligt, fordi omgørelsesprocenten i alt for mange kommuner er alt for høj. Der er behov for, at vi sikrer en bedre sagsbehandling, hvor borgerne kan vide sig sikre på, at der er truffet en rigtig afgørelse i første omgang. Det skylder vi de mange borgere og sagsbehandlere, som ender med at bruge uforholdsmæssigt meget tid på papirarbejde og sagsgange. Derfor er vi på handicapområdet jo gået i gang med en række initiativer, der skal gøre det lettere at træffe de rigtige afgørelser. Og selv om vi med lovforslaget fjerner forpligtigelsen til at tage stilling til en handleplan, skal kommunerne stadig væk drøfte danmarkskortet og eventuelt områder, hvor der er behov for en ekstra indsats. Det er min forventning, at kommunalpolitikerne fortsat vil sætte tid af til at drøfte omgørelsesprocenten, og hvad de kan gøre ved det, grundigt, og at de bruger deres frihed til at tilrettelægge den bedst mulige proces for at forbedre sagsbehandlingen i deres respektive kommuner.

Imens vil jeg arbejde for, at vi får kigget lovgivningen efter i sømmene på hele socialområdet, så vi netop gør det nemmere for kommunerne at træffe den rigtige afgørelse. For hvis vi skal i mål med afbureaukratisering og mindskelse af omgørelsesprocenten, er der behov for en indsats, der ikke er ensidig, men er nuanceret og har fangarme ud i mange dele af serviceloven. Dette forslag er et lillebitte skridt på vejen, og jeg vil fortsat kæmpe for, at vi styrker sagsbehandlingen på socialområdet.

I Moderaterne stemmer vi for forslaget. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en række korte bemærkninger, og den første i rækken er fra fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Jeg hørte ordføreren sige, at så ville hun kigge alle forslagene igennem for at se, hvordan kommunerne nemmere kan lave sagsbehandling og så træffe den rigtige afgørelse.

Jeg begriber ikke, hvorfor ordføreren ikke har fokus på, at borgerne kan få den rigtige hjælp, særlig med de høje omgørelsesprocenter, vi har. Hvad er det for noget bureaukrati, man sparer ved det her forslag? Kan vi få nogle timetal, kan vi få nogle beregninger på, hvad det i virkeligheden er, man kommer til at spare med det her forslag? Kan ordføreren garantere, at de mange penge og mere tid, man får derude, vil gå til de her mennesker, det handler om?

Ordføreren.

Jeg forstår ordspillet fra ordføreren. Selvfølgelig handler det om, at borgerne skal have den rigtige hjælp. Men jeg tillader mig at tale i et lidt mere juridisk sprog i dag, fordi vi taler om retssikkerhed.

Man sparer ikke ret meget ved forslaget, og det understreger faktisk pointen om, at der ikke er ret mange, der udnytter det her forslag; der er ikke ret mange, der får en markant sænkelse af deres omgørelsesprocent, ved at vi har det her forslag. Det er jo derfor, vi sparer så lidt, og det er derfor, det er så billigt. Derfor er der ingen grund til, at det er der.

I Moderaterne vil vi meget gerne kigge dybere i borgernes retssikkerhed. Vi bliver nødt til at finde ud af, hvorfor der systematisk i 98 kommuner er så høj en omgørelsesprocent. Det her lille forslag, som man bruger 0,7 mio. kr. på, giver jo ikke nogen mening. Det her er noget, der er galt dybere nede i loven. Det handler ikke om pålæggelse af en handlingsplan.

Der er en opfølgende bemærkning.

Jeg bliver en lille smule forvirret, for i talen sagde ordføreren, at vi skal fjerne den tunge byrde af sagsbehandling og bureaukrati og frigive mere tid. Men nu siger ordføreren så også, at det gør det i virkeligheden ikke. Så jeg forstår ikke helt, hvad det er, Moderaterne vil med det her forslag. Det virker lidt rodet og i øst og i vest.

I virkeligheden har jeg også lyst til at spørge ordføreren, om ikke ordføreren kan se, at der er en mening med galskaben i, at man rent faktisk skal handle på de fejl, der sker.

Ordføreren.

Selvfølgelig giver det da altid mening at handle på de fejl, der sker. Det er derfor, man altid kan anke til Ankestyrelsen. Den del har vi ligesom styr på.

Det her handler for Moderaterne også om, at vi ikke skal have en lovgivning, der ikke bliver brugt. Det her er en symbollovgivning. Jeg kan fornemme, at der er mange i dag, der bruger lejligheden til at sige, at det her er helt essentielt for retssikkerheden. Det tror jeg ikke på det er. For problemet er større og dybere, og jeg håber, at alle Folketingets partier vil være med til at være i dialog om, hvad vi gør for at sikre retssikkerheden på det her område. Det er jeg enormt optaget af, og det fortjener borgerne at vi løser herindefra.

Den næste i talerrækken for korte bemærkninger er fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance.

Det er jo simpelt hen patetisk at høre på det her. I har haft regeringsmagten siden valget. I har haft mulighed for at gøre noget ved det her. Ved stort set alle de lovforslag, der er kommet fra regeringens side på socialområdet, har kritikken herfra hele tiden været, at I netop ikke med nogen af jeres initiativer løser det fuldstændig grundlæggende problem, at lovgivningen ikke bliver overholdt. Så vil ordføreren ikke fortælle mig, hvordan det her initiativ så sikrer, at lovgivningen bliver overholdt?

Ordføreren.

Det gør det ikke. Selvfølgelig gør det ikke det. Ordføreren får det til at lyde, som om det her bare lige er noget, vi får fikset. Det er det ikke. Det er et kæmpeproblem. Det er et svært problem, et komplekst problem. Derfor er jeg stolt af at være i en regering – eller jeg er jo ikke i regering, men i et regeringsparti – hvor vi hviler i problemet, samtidig med at vi har lidt fart på for at finde ud af, hvordan vi løser det her en gang for alle.

Det klares ikke med en bodsordning eller ved bare at sige, at lovgivningen er god, som den er. Hvis den var god, som den var, ville den jo blive overholdt. Kommunalbestyrelsesmedlemmer, socialrådgivere, embedsværket vågner jo ikke op om morgenen og tænker: I dag skal vi virkelig sørge for, at mennesker med handicap ikke får det, de har brug for. Det er jo en fuldstændig fejltolkning af problemet.

Så vi skal dybere ned. Og nej, det her forslag kommer ikke til at gøre retssikkerheden hverken værre eller bedre på det sociale område.

Jeg kan se, at ordføreren står op, og det må jeg antage betyder, at der er en anden kort bemærkning. Den kan ordføreren fremføre nu.

Men det klares jo heller ikke ved at fjerne borgernes retssikkerhed. Stort set alle de forslag til afbureaukratisering, regeringen kommer med, handler jo ikke om ligegyldige kontrolled. Dem er der jo masser af, og vi vil da gerne være med til at pege på masser af områder, hvor man rent faktisk kan fjerne ligegyldigt bureaukrati.

De forslag, I kommer med, handler jo om retssikkerhed, f.eks. at man fjerner klageadgangen for hjemløse borgere, der bliver smidt ud af et herberg, eller danmarkskortet, som vi behandler her i dag, eller overgangen fra ung til voksen handicappet. Det er jo retssikkerhed, I piller ved.

Ordføreren.

Ja, det er netop det, vi vil, så vi er jo ikke uenige om substansen. Og den fortælling, som ordføreren prøver at fremføre, holder ikke vand, for vi er nok mere enige, end vi tror. Og jeg synes ærlig talt, at det er lidt modigt, når LA lige er blevet smidt ud af finanslovsforhandlingerne, på baggrund af at I ikke kunne pege på, hvor der skal spares bureaukrati, at ordføreren så siger: Jeg kan pege på masser af steder. Vi har et forslag, der bl.a. er en bodsordning. Det kan jeg hurtigt regne ud vil at koste rigtig mange årsværk. Så altså, hold your horses – det må man ikke sige. Jeg tier stille. Undskyld.

Hold hestene tilbage, tror jeg, det hedder på dansk, men det er nok også lidt frit oversat. Der er yderligere en med en kort bemærkning, og det er fru Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne.

Jamen jeg må bare sige, at det er dybt bekymrende, når man hører regeringens ordførere på talerstolen i dag, herunder Moderaternes, som siger, at det her lovforslag er dilemmafyldt, men samtidig står man og taler om, at det er vigtigt at afskaffe bureaukrati. Men hvorfor er det så vigtigt at afskaffe bureaukrati? Er det vigtigt at afskaffe bureaukrati for borgernes skyld, for systemets skyld, for kommunalbestyrelsens skyld? Altså, hvem er det, det skal gavne, når man afskaffer bureaukrati?

Det her lovforslag gavner ikke borgerne, det gavner ikke borgernes retssikkerhed, fordi man netop siger: Hvis I har store omgørelsesprocenter, hvis jeres sagsbehandling ikke er god nok ude i kommunerne, er I ikke længere forpligtet til at følge op på det via en handlingsplan. Det er det, man siger med det her lovforslag. Det vil sige, at det kan godt være, at man skal diskutere på et kommunalbestyrelsesmøde, men man skal ikke handle på det. Man skal simpelt hen ikke lave en handlingsplan på, hvordan vi så kommer det her til livs, hvordan vi sikrer kvaliteten, og hvordan vi sikrer retssikkerheden for borgerne. Det er immer væk dybt bekymrende, at vi kan høre regeringens ordførere stå på talerstolen i dag og sige det.

Ordføreren.

Der er mange, der er meget bekymrede herinde i dag. Vi ønsker at have en lovgivning, der virker, en lovgivning, der giver mening. Den her lovgivning er en symbollovgivning, for at vi kan stå herinde og sige, at vi handler. Men jeg har ikke hørt én eneste ordfører tale om en kommune, hvor man kunne se, at den her handlingsplan har gjort en forskel.

Ankestyrelsen har de seneste par år haft nogle reelle tiltag, som har været undervisning og juridisk vejledning, for at gøre retssikkerheden bedre på det sociale område, så ingen kan heller sige, om det er det her tiltag, der har gjort, at omgørelsesprocenten er faldet. Det vil vi selvfølgelig holde øje med. Hvis den lige pludselig stiger helt vildt, synes jeg, vi skal genbesøge det, absolut, men i mellemtiden synes jeg, vi skal tage en samtale med hinanden om, hvordan vi laver en central lovgivning herindefra, der gør, at socialrådgivere ikke går ned med stress, at sagsbehandlingstiden ikke er for lang, at kommunalbestyrelsesmedlemmer kan se hinanden i øjnene, og at borgerne får den hjælp, de har brug for og ret til første gang.

Anden korte bemærkning til spørgeren.

Hvis borgerne fik den rette hjælp i første omgang, stod vi ikke her, altså så havde vi jo ikke skærpet lovgivningen. Grunden til, at vi har skærpet det her, er, at vi vil have handling; vi vil have handling på det her område, fordi omgørelsesprocenterne er så høje, og fordi mennesker med handicap og andre skal klage sig til at få den hjælp på, de har brug for. Det er jo derfor, vi har skærpet lovgivningen, og den skærpelse af lovgivningen vil Moderaternes ordfører fjerne.

Moderaternes ordfører siger, at det ikke handler om retssikkerheden. Jo, det gør det da. Det er jo derfor, at det er en paragraf i retssikkerhedsloven; altså, det siger sig selv, og det er det, der er dybt bekymrende, det må jeg bare sige. Vi sidder i øjeblikket med satspuljen, og så kan man jo ikke regne med, at regeringen overholder aftaler. Så kan vi forvente næste gang, at KL og regeringen igen laver en afskaffelse af et eller andet, der virker for borgerne.

Ordføreren.

Ordføreren har ret i det, ordføreren siger, men den her skærpede lovgivning virker jo ikke, så vi bliver nødt til at gå sammen om at finde ud af, hvor problemet er. Det her er jo ikke et nyt problem. Det er et problem, der har været der i flere år. Hvad er der med den servicelov? Er der for meget elastik i serviceloven? Er bekendtgørelserne ikke tydelige nok? Er bemærkningerne ikke tydelige nok? Lad os dykke ned i det, lad os nørde det, lad os tale med både socialrådgivere, kommunalbestyrelsesmedlemmer og embedsværk om, hvordan vi laver en helt klar og tydelig lovgivning, så mennesker med handicap ikke skal igennem de her ting. Det ændrer én handleplan altså ikke på.

Tak for det. Den næste i talerrækken for korte bemærkninger er fru Birgitte Bergman fra Det Konservative Folkeparti.

Det er lidt rystende at høre ordføreren stå og sige, at det ændrer en handlingsplan ikke på. Det er jo lidt at negligere, at det ikke er vigtigt, at man som kommunalbestyrelse drøfter, hvad det er for nogle sager, man står over for. For det er jo faktisk det, man fjerner. Man fjerner et eller andet sted faktisk også borgernes retssikkerhed, synes jeg. Og når nu både Børnerådet, Danske Handicaporganisationer de hjemløses landsorganisation virkelig er bekymrede på det her område, kan det undre mig, at man fra regeringens side, herunder fra Moderaternes side, stadig er villig til at lempe på det her område. For alt andet lige er kommunalbestyrelser sammensat på mange forskellige måder, og det er ikke alle partier, der er lige repræsenteret i alle fagudvalg, så derfor er det vigtigt, at man stadig har den diskussion i kommunalbestyrelsen. Er ordføreren ikke enig i det?

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig, og den del fjerner vi heller ikke med det her forslag.

Ordføreren.

Altså, det er jo det, der sker. Det er lige præcis det, der var det, der blev skærpet i sin tid i lovforslaget fra min partikollega, Mai Mercado, der var minister dengang. Det gik netop på, at kommunerne skulle drøfte og debattere Ankestyrelsens omgørelsesprocent og tvinge den drøftelse ind i byrådet, og det er jo det, man går ind og fjerner nu. Man går netop ind og fjerner den retssikkerhed, når de ikke skal drøfte det her og det kun skal foregå ude i fagudvalgene.

Ordføreren.

Nu når ordføreren er så skråsikker, bliver jeg helt usikker på, om jeg tager fejl eller ordføreren tager fejl. Lad os sige, at det kun er i fagudvalget, man skal drøfte. Et socialudvalg, hvor der sidder mennesker med sociale kompetencer, er da også det rette sted at drøfte det, hvis det kun er der, det er. Nu ved jeg, at ordføreren selv er kommunalbestyrelsesmedlem, og jeg kender efterhånden, synes jeg, ordføreren ret godt. Ordføreren vil jo selvfølgelig ikke sige: Jeg er hamrende ligeglad med det der danmarkskort. Det er der da ingen kommunalbestyrelsesmedlemmer der vil. Vi bliver nødt til at tage noget styring herindefra og give kommunalbestyrelserne noget reelt ansvar og noget reel frihed til at drive politik i deres lokalområde. Det her er et lille skridt på vejen, og det er en tillidsøvelse, og det er det, der kan gøre det dilemmafyldt. Men i Moderaterne synes vi, det er enormt vigtigt, at vi har tillid til vores kommunalpolitikere.

Der er ikke flere korte bemærkninger, og så er den næste i talerrækken ordføreren fra Det Konservative Folkeparti, og det er fru Birgitte Bergman.

Tak for det, formand. I virkeligheden burde jo være nemt, men det er det ikke. Jeg synes, at det er rigtig svært. Vi står med et lovforslag, som på mange måder sikkert vil glæde mange kommunalbestyrelser derude og fjerne nogle byrder, men de byrder, vi fjerner, kan jeg være alvorlig nervøs for. Jeg kan være nervøs for, at det går ud over retssikkerheden for de mest udsatte borgere i Danmark.

Det var med en konservativ socialminister, at vi indførte et skærpet krav om, at kommunerne skulle debattere Ankestyrelsens omgørelsesprocent i byrådssalen, fordi vi ville sikre, at kommunerne tager ansvar for de afgørelser, de træffer over for borgere med handicap og andre udsatte grupper. Kommunerne kan og skal gøre det bedre end i dag, hvor omgørelsesprocenten er så høj.

Det er helt uacceptabelt, at kommunernes afgørelser i mere end halvdelen af sagerne på børnehandicapområdet bliver omgjort. Borgerne skal have tillid til, at myndighederne træffer de rigtige afgørelser. Den tillid lider et knæk, når så stor en del af afgørelserne i sager bliver omgjort. Formålet med den skærpede lov var netop, at kommunalbestyrelserne ville lægge sig i selen og få rettet op på sagsbehandlingen, så borgerne kan få den hjælp, som de er berettiget til.

Omgørelsesprocenten på handicapområdet er stadig desværre alt, alt for høj. Omkring 50 pct. af afgørelserne i sager bliver omgjort, og det er dybt bekymrende. Der er kommuner, der allerede gør det godt og tager omgørelserne seriøst og arbejder med dem i fagudvalg. Det er også godt, at de bliver behandlet i fagudvalg, men vi mener, at det fortsat er vigtigt, at kommunalbestyrelsen ikke overlader behandlingen til kun et fagudvalg. Det giver fortsat god mening at have en aktiv politisk drøftelse om, om kommunernes omgørelsesprocenter er tilfredsstillende, eller om de bør iværksætte forslag til forbedring af kvaliteten i sagsbehandlingen. For desværre ser vi, at kvalitetssikringen i sager ikke er god nok. Derfor ser vi også den høje omgørelsesprocent.

Vi Konservative anser borgernes retssikkerhed som en mærkesag, særlig når det handler om de mest udsatte borgere med særlige behov. Det er en hjertesag for os, at vi tager vare på dem, som ikke selv kan råbe op og kæmpe for deres rettigheder. På baggrund af de stadig høje omgørelsesprocenter, den dårlige kvalitetssikring og de store bekymringer og advarsler imod lovforslaget fra organisationer som Børnerådet, Danske Handicaporganisationer, Red Barnet, SAND – de hjemløses landsorganisation og Ældre Sagen kan Det Konservative Folkeparti ikke på nuværende tidspunkt støtte lovforslaget. Jeg skal hilse at sige fra Radikale Venstre, at de har de samme bekymringer som Det Konservative Folkeparti, og at de kommer til at stemme gult til lovforslaget. Tak for ordet.

Tak for det. Den første i rækken af dem, der har korte bemærkninger, er fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance.

Jeg vil gerne sige tak til Konservative for at have indført brugen af danmarkskortet i første omgang. Derfor vil jeg faktisk også gerne bede ordføreren overbringe en tak til jeres kommunalbestyrelsesmedlem Mads Silberg i Solrød Kommune, som jeg ved har kæmpet bravt for netop at få kommunalbestyrelserne i Danmark til at overholde den her bestemmelse, som regeringspartierne gerne vil fjerne i dag. Fakta er, at 70 ud af 98 kommuner ikke overholder bestemmelsen. For nok kommer danmarkskort på dagsordenen, men den politiske drøftelse, som der jo klart og tydeligt står at der skal være, udebliver, og hele behandlingen overlader kommunalbestyrelserne altså til udvalgene.

Kan ordføreren sætte et par ord på problemet i, at man overlader det til udvalgene og netop ikke behandler det her er politisk i kommunalbestyrelserne?

Ordføreren.

Jeg vil godt sige tak til ordføreren for de pæne ord til mine partikolleger, for det sociale område har altid været et meget vigtigt område for Det Konservative Folkeparti. Vi skal netop tage vare på dem, som ikke kan selv, og lige præcis i forhold til det her er det rigtig vigtigt. Det, jeg også som kommunalpolitiker oplever, er, at de forskellige kommunalbestyrelser, vi har rundtomkring i landet, jo er sammensat af forskellige partier. Det er ikke alle, der er repræsenteret i de fagudvalg, hvor man sidder og jo netop drøfter de her omgørelsesprocenter. Derfor synes jeg, at det fortsat er rigtig vigtigt, at det er sådan på kommunalbestyrelsesniveau, altså når man har sagerne inde i byrådet, at alle jo har mulighed for at drøfte de her sager. Det er rigtig vigtigt, at man får en politisk drøftelse er det her, så man kan handle og agere på det, sådan at der også er opmærksomhed på det fra samtlige ansvarlige byrådspolitikere, der nu engang er valgt ind.

Spørgeren.

Så er fru Birgitte Bergman enig med mig i – når nu regeringsordførerne herinde alle sammen står i dag og ikke kan forstå, hvorfor det her ikke har en effekt – at det netop ikke har nogen effekt, fordi loven ikke bliver overholdt, og at det ikke er, fordi loven er overflødig eller ligegyldig, men at det altså er, fordi den ikke bliver overholdt, som det er tiltænkt?

Værsgo.

Jeg kan i hvert fald konstatere, at omgørelsesprocenten fortsat er alt, alt for høj, og at der virkelig trænger til at blive gjort noget ved hele det her sociale område, for det duer ikke. Og det duer heller ikke, at vi har kommuner, som har så høje omgørelsesprocenter, at det næsten er, ja, var det over 65 pct.? Så det skal der gøres noget ved, og det er der ingen tvivl om at vi kommer til at kigge meget mere ind i, når nu vi også skal have forhandlinger om en specialeplan osv.

Tak for det. Den næste i rækken for korte bemærkninger er fru Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet.

Tak for ordførertalen. Når vi kigger på Danmark og ser på, hvad det er, der gør en forskel, mener ordføreren så, at det er bedre uddannelse, bedre sagsbehandling, mere opkvalificering og fokus på, hvordan vi møder borgerne, eller mener ordføreren, at det er, at man kan sende en ansøgning ind til Ankestyrelsen og få den retur, og så er det dét?

Ordføreren.

Jeg synes simpelt hen, at ordføreren blander tingene sammen her. Det her handler om borgernes retssikkerhed, og det handler om, at man som kommunalbestyrelse tager de her omgørelser alvorligt. Jeg forstår simpelt hen ikke, at regeringen med så stor en omgørelsesprocent nu fremsætter det her lovforslag om at slække på det. Det forstår jeg simpelt hen ikke, for det, der bekymrer mig allermest her, er, at vi står med udsatte borgere, og vi har set grelle eksempler på, at disse borgere ikke får løftet deres sager og de krav, de nu engang har i forhold til lovgivningen.

Vi står med nogle kommuner, som er presset på mange områder, men som åbenbart ikke reagerer og agerer godt nok i mange af de her sager, når vi ser en omgørelsesprocent, som er så høj. Det er det, at omgørelsesprocenten er så høj, der i vores øjne er akilleshælen. Derfor er vi ikke klar til at gå ind i en aftale om at afskaffe de skærpede krav, som vi selv og mig bekendt hele Folketinget stemte for i sin tid

Ordføreren.

Jeg fik ikke svar på, om ordføreren mener, at det, der gør en forskel, er at uddanne personalet bedre og have fokus på kvaliteten derude, eller om det er det, at man sender en note ind til Ankestyrelsen om handleplaner og får den tilbage, der gør forskellen. Det mener Socialdemokratiet ikke at det gør. Men jeg vil gerne høre, om man sætter fokus på uddannelse og opkvalificering.

Ordføreren.

Det, der sker, når man indsender en beskrivelse af, hvad man helt præcist har tænkt sig gøre på det område, er jo også, at man som kommunalbestyrelse, fagudvalg og lokalpolitikere tvinges til at tage stilling til, hvad det så er for en indsats, der skal gøres her. Det kan jo være, at vi lige præcis på det område skal opkvalificere med noget efteruddannelse, at vi skal have nogle flere pædagoger ind, eller at vi skal gøre noget helt tredje. Det er jo netop det, der fremtvinger en kommunalbestyrelses afgørelse i forhold til det her. Det er det, jeg synes er stærkt ved det her, altså at man tvinger kommunerne til at handle de steder, hvor det ærlig talt sejler, og det gør det altså desværre stadig væk mange steder. Det, vi taler om her, er udsatte borgere, som har svært ved selv at råbe op, og det syntes jeg simpelt hen ikke vi kan være bekendt.

Tak til ordføreren for Det Konservative Folkeparti. Næste ordfører i talerrækken er fru Rosa Lund fra Enhedslisten.

Tak. I Enhedslisten mener vi ikke, at man skal forværre retssikkerheden for mennesker med handicap og mulighederne for, at kommunalpolitikere handler på den viden, de har, om, hvordan det står til med omgørelsesprocenterne i lige netop deres kommune. Derfor støtter vi ikke det her lovforslag fra regeringen.

Jeg må sige, at efter den debat, vi har haft indtil nu, blev jeg først i tvivl om, om Enhedslisten simpelt hen ikke kunne læse, siden regeringen synes, at det er sådan et godt lovforslag, de kommer med. Men så kunne jeg jo så høre på mine kollegaer, både fra rød blok og fra blå blok, at det i hvert fald ikke kun var mig og min rådgiver, der ikke kunne læse. Så var vi en ret stor forsamling, som ikke kunne læse.

Det her lovforslag skal jo ses i sammenhæng med en række andre såkaldte afbureaukratiseringstiltag, som for en dels vedkommende mere virker til at ville fjerne rettigheder fra helt almindelige mennesker eller spare på f.eks. de tilsyn, der sikrer ordentlige forhold på bosteder eller arbejdspladser landet over. Som vi alle sammen har sagt til hinanden mange gange inde i den her sal, er der ikke nogen af os, der kan lide unødvendig bureaukrati. Der er ikke nogen af os, der kan lide det. Vi vil alle sammen gerne af med det. Men når vi skal finde det unødvendige bureaukrati, viser det sig jo altid, at det faktisk ikke er unødvendigt. I den her situation er der i hvert fald tale om en sikring af rettigheder, en sikring af, at mennesker med handicap rent faktisk får den hjælp, de har krav på, og en sikring af, at kommunalbestyrelserne derude rent faktisk sætter sig ned og kigger hinanden i øjnene og ser på, hvordan det ser ud med omgørelsesprocenterne i deres kommune, hvad de kan gøre der, og hvad de skal gøre anderledes. For mig at se er det her lovforslag svarende til, at man på arbejdsmiljøområdet fjerner Arbejdstilsynet, men holder fast i arbejdsmiljøloven. Så er det jo også sådan, at regeringen er i gang med at forringe Arbejdstilsynet. Så på den måde kan man jo sige, at hele den her afbureaukratiseringsøvelse egentlig går ud på at fjerne hårdt tilkæmpede rettigheder for mennesker i det her land.

Nu vil jeg komme tilbage til det her lovforslag. Med det her lovforslag annulleres et lovforslag, som et enstemmigt Folketing vedtog i 2022. Det var et lovforslag, som kom fra en aftale om initiativer om bedre retssikkerhed og tillid på handicapområdet i SSA-aftalen for 2022. Ordføreren fra regeringspartiet Socialdemokratiet, som på daværende tidspunkt var hr. Daniel Toft Jakobsen, sagde således om initiativerne:

» ... initiativer, som jo dybest set har til formål at gøre livet og hverdagen en lille smule bedre for nogle af dem i vores samfund, der på den ene eller den anden måde har det svært. «

Jeg vil gerne vide, hvad det er, der har ændret sig for Socialdemokratiet og for regeringen. Det kan jo altid være fint at være blevet klogere og mene, at det ikke lige er de her tiltag, der gør, at kommunerne aktivt tager stilling til, hvor mange klagesager over afgørelser i sager om mennesker med handicaps støtte og hjælp der er i den pågældende kommune. Det kan sagtens være, at det ikke er lige meningsfuldt i en lille kommune med få sager at gøre det på den her måde. Der er helt sikkert også kommuner og kommunalbestyrelser, der gør det godt, og som kan finde ud af at handle på baggrund af de her ting.

Så mit spørgsmål til regeringen er egentlig det samme, som det har været hele formiddagen: Hvad er det, regeringen har tænkt sig at sætte i stedet for? Jeg har prøvet få svar på, hvad det er, der har ændret sig i regeringspartierne, siden de først var enige i, at det her var en god idé og en sikring af borgere med handicaps rettigheder. Det kan jeg ikke få svar på. Så nu vil jeg igen spørge, selv om det ikke er mig, der stiller spørgsmålene herfra: Hvad er det, regeringen har tænkt sig at sætte i stedet for? Som sagt må man gerne være blevet klogere. Indtil videre har vi bare ikke kunnet få svar på, hvad regeringen så vil gøre for at sikre, at kommunalbestyrelserne rent faktisk gør det bedre på det her område.

Enhedslisten stemmer nej til det her lovforslag. Vi vil ikke være med til at gøre retssikkerheden for mennesker med handicap værre, slet ikke på et tidspunkt i historien, hvor procenterne i de mange sager, der er lavet fejl i, er så høje, som de er, og som de har været igennem flere år. Vi burde i stedet for styrke retssikkerheden og investere i mennesker med handicap. Jeg må bare sige til regeringen: Det, I gør med det her lovforslag, er at sende et signal til de mennesker, som er pårørende til mennesker med handicap, og til de mennesker med handicap om, at det ikke er en prioritet for jer. Det er simpelt hen ikke en prioritet for regeringen, at de her mennesker får det bedre. Nu skal der ikke komme en eller anden og sige noget om rammeaftalen, som har det udgangspunkt, at der skal laves besparelser.

Handicapområdet har brug for investeringer og mere retssikkerhed, og derfor stemmer Enhedslisten nej til det her lovforslag.

Der er ingen indtegnede til korte bemærkninger, så jeg siger tak til ordføreren fra Enhedslisten. Den næste ordfører i talerrækken er fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti.

Tusind tak. For Dansk Folkeparti er mennesker med handicap vigtige. Vi synes, det betyder noget, at man som menneske med handicap kan leve et så normalt liv, som det overhovedet er tænkeligt og muligt, og at man får det, der er lovbestemt, og det, man har ret til, for at kunne fastholde en normal hverdag, og det kan være hjælpemidler, det kan være en hjælpeordning, og det kan være mange forskellige ting.

Summa summarum: Mennesker med handicap betyder noget, og de er vigtige. Desværre ser vi jo rundtomkring i kommunerne, at alt, alt for mange mennesker ikke får den rigtige hjælp. I Dansk Folkeparti har vi i tidens løb foreslået rigtig mange forskellige ting for netop at gøre op med det, altså både at straffe kommunerne, når de ikke overholder lovgivningen, men også at få handicapområdet helt ud af kommunerne, fordi vi kan se, at de simpelt hen ikke magter opgaven. Men der er ikke sket noget som helst på det område. Tværtimod har regeringen lavet en rammeaftale om, at man faktisk vil spare på området, selv om der stadig væk er alt for mange danskere med handicap, som simpelt hen ikke får den hjælp, de har ret til og krav på. Vi kan så forstå på de regeringsordførere, der har været på talerstolen, at ordføreren fra Venstre var mere optaget af, hvilke former for adjektiver ordførerne brugte, end mennesker med handicaps rettigheder, og at man ifølge den argumentation, Moderaternes ordfører lagde for dagen, nærmest bare kunne fjerne al lovgivning, fordi det jo, når det drejede sig om kommunerne, var tillidsbaseret, så de egentlig bare kunne køre det fuldstændig selv.

Når vi står med den her lovgivning, kan vi også vende den lidt rundt og sige, at vi slet ikke ville stå her i dag, hvis kommunerne overholdt lovgivningen; hvis de faktisk gav mennesker med handicap den hjælp, som de har ret til og krav på, så ville det her være fuldstændig unødvendigt. Men vi var nødt til at lave den her skærpelse, vi var nødt til at lave det her særlige tilsyn, fordi kommunerne i dag ikke overholder og de ikke tidligere har overholdt lovgivningen. Så derfor har det været nødvendigt, og jeg synes, det er så paradoksalt at stå og høre på regeringsordførerne, når man lige har smidt hele blå blok ud af en finanslovsaftale, fordi man simpelt hen død og salte pine ikke ville spare på djøfferiet i staten, men når det handler om mennesker med handicap, nogle af de mest udsatte i vores samfund, så er der pludselig ikke grænser for, hvad man kan spare på af såkaldt bureaukrati. Og her er vi i dagens debat jo også kommet frem til, at det her bureaukrati handler om, at der er nogle politikere, der måske ikke skal lave så meget arbejde, og det synes jeg virkelig er underligt. Så nej, det her er ikke en afbureaukratisering, men det er en fjernelse af nogle grundlæggende rettigheder for nogle mennesker, som i forvejen skal kæmpe sig til de mest basale ting for at få hverdagen til at hænge sammen.

Så det kommer nok ikke bag på så mange, at vi i Dansk Folkeparti på ingen tænkelig måde kan støtte det her lovforslag. Det er et dårligt lovforslag, og regeringen burde simpelt hen trække det tilbage. Vi kommer i hvert fald ikke til at støtte det fra Dansk Folkepartis side, for det er et dårligt lovforslag.

Der var et ønske om en kort bemærkning, men den er forsvundet, så jeg siger tak til ordføreren for Dansk Folkeparti. Den næste på talerstolen er social- og boligministeren.

Tak. Jeg vil gerne kvittere for modtagelsen af lovforslaget og for den debat, vi har haft her i Folketinget i dag. Jeg kunne forstå på nogle ordførere, at den var blevet lidt længere, end de egentlig havde regnet med i første omgang.

Det her lovforslag har jo til formål at bidrage til regeringens arbejde med en grundlæggende frisættelse af velfærdssamfundet. Det er også et udtryk for regeringens ambition om at give kommunerne mere frihed – frihed til at finde ud af, hvordan det er, man vil træffe beslutninger, som passer den enkelte kommune og dennes borgere. Det kræver, at vi her i Folketinget har et fokus på at fjerne unødvendig regulering og kontrol.

Med debatten i dag er der givet udtryk for nogle bekymringer om forslaget, som jeg gerne vil adressere. For det første vil jeg gerne slå fast, at vi jo ikke afskaffer danmarkskortet. Ankestyrelsen skal fortsat udarbejde et årligt danmarkskort, hvor man opgør de her omgørelsesprocenter hvert år. Derudover ændrer vi heller ikke på pligten til at behandle danmarkskortet. Kommunalbestyrelsen skal fortsat drøfte danmarkskortet på et årligt møde.

Det, vi ændrer på, er, at vi giver kommunerne en større valgfrihed, i forhold til hvordan den enkelte kommune vil følge op på kvaliteten i dens kommune. Dermed får kommunerne større mulighed for at igangsætte indsatser, som de vurderer nødvendige ud fra deres egne og borgernes behov. Vi gør det muligt at, hverken Ankestyrelsen eller kommunerne skal bruge tid på at skrive ind til Ankestyrelsen, at de ikke mener, der er behov for en handleplan, og så skal Ankestyrelsen konkret tage stilling til det, og så skal de skrive tilbage, at det så er okay eller det ikke er okay, i alle 98 kommuner.

Det er vigtigt at fremhæve, at det her forslag ikke medfører en afskaffelse af hverken danmarkskortet eller kommunalbestyrelsens pligt til at behandle danmarkskortet, men at der altså alene er tale om en tilbagerulning af de skærpede krav til kommunalbestyrelsens behandling af danmarkskortet, som blev indført i 2022 af tidligere socialminister Astrid Krag. Det var rigtigt, som ordføreren for De Konservative gjorde opmærksom på, at det var daværende socialminister Mai Mercado, der indførte danmarkskortet, men det var først i 2022, at man skærpede kravene, og det er alene den skærpelse, som regeringen ønsker at fjerne.

Mere specifikt foreslås det jo altså, at kommunalbestyrelsen ikke længere skal være forpligtet til at tage stilling til, om der skal udarbejdes en handleplan til styrkelse af den juridiske kvalitet i kommunernes sagsbehandling på det årlige møde, hvor danmarkskortet behandles.

Derudover afskaffer man altså også Ankestyrelsens kompetence til at pålægge kommunalbestyrelsen at udarbejde en handleplan. For det andet foreslås det at afskaffe Ankestyrelsens mulighed for at pålægge kommunalbestyrelsen at behandle resultaterne af andre typer af Ankestyrelsens praksiskoordinerende virksomhed. Det betyder, at hvis de gør det, så kan de gøre det i udvalgene, men de behøver ikke gør det i kommunalbestyrelsen.

Jeg vil sige, at der er kommet mange ting frem i dag, som jeg kan undre mig over. Jeg stiller mig gerne til rådighed for både at afklare og betrygge rigtig mange af ordførerne i, at vi ikke går i den modsatte retning, når det handler om retssikkerheden for borgerne, men at vi alene har til formål at fjerne unødvendig regulering og sætte kommunerne fri til at tage ansvar.

Der er blevet spurgt til, hvad vi så gør, ikke bare i stedet for, men hvad vi i det hele taget gør. Det er, som om at ordførerne i nogle tilfælde også har glemt – og det vil jeg gerne minde dem om – at tilbage i 2021 blev der faktisk besluttet og igangsat en række initiativer til at styrke retssikkerheden på handicapområdet. Bl.a. har det medført, at man i 2022 arbejdede med en taskforce på handicapområdet, og det er blevet iværksat, at vi nu også har et handicapbarometer, som Institut for Menneskerettigheder, så vidt jeg husker, står for, og som jo også bruges til at tolke i retning af, hvordan vi skal styrke indsatsen.

Der er blevet sat midler af til undervisning i konkret sagsbehandling i kommunerne, der er blevet lavet juridiske serviceeftersyn, der er blevet kigget på læringsforløb her i 2023, der er lavet tjeklister til behandling af handicapsager på børneområdet, og der er også igangsat en samlet retssikkerhedsundersøgelse. Her i 2024 har det udmøntet sig i faglige temadage, hvor over 1.000 sagsbehandlere plus faglige ledere for 96 af landets kommuner har deltaget.

Jeg tror på, at der skal rigtig mange forskellige initiativer til, hvis vi skal styrke retssikkerheden for mennesker, der lever med handicap og andre, der har brug for sociale ydelser.

Jeg tror til gengæld ikke på, at det er den særlige sag på dagsordenen én gang om året i kommunalbestyrelsen, hvor vi har forpligtet dem til efterfølgende at indsende et brev til Ankestyrelsen om, at man har behandlet sagen, og at man har tænkt sig at lave en handleplan eller ikke har tænkt sig at lave en handleplan, og derefter skal have sagsbehandlet det i Ankestyrelsen, der nødvendigvis skaber den store forandring for borgerne i det konkrete. Jeg tror til gengæld på, at det skaber rigtig meget bureaukrati, og jeg synes, at vi i den kommende tid skulle bruge meget mere tid på at kigge på alle de her andre initiativer og følge op på dem og sikre, at vi bliver ved med at tage nye initiativer, der handler om at styrke retssikkerheden og gøre det der, hvor det reelt gør en forskel.

Regering har nedsat og lavet en aftale, regeringen har lavet et forum, der hedder Sammen om handicap, der ligger en rammeaftale, hvor vi kommer til at drøfte en række ting, som bl.a. skal være med til at forenkle merudgiftsydelsen, som vi ved er en af anstødsstenene, og som giver rigtig mange klagesager i kommunerne, fordi lovgivningen er svær at leve op til.

Vi ved, at vi i regi af det også skal i gang med specialeplanlægning. Vi skal også kigge på hjælpemiddelområdet, som også er et sted, hvor der bliver rigtig mange klagesager i øvrigt. Hver gang vi peger ud på kommunerne og siger, at de ikke gør det godt nok, synes jeg, at det også er på sin plads, at Folketinget også kigger på de fire fingre, der peger den anden vej. Og vi har med til at forenkle lovgivningen, der gør, at det også bliver muligt for sagsbehandlerne ude i kommunerne at give den rigtige hjælp første gang til borgerne og ikke først efter nedslidende forløb med Ankestyrelsen og andre ting. Det er en fælles forpligtelse, vi har sammen med kommunerne, både at sikre, at lovgivningen overholdes, men også at vi har sikret, at lovgivningen er så tydelig, at den er nem at overholde. Tak for ordet.

Der er en række korte bemærkninger, og den første er fra fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance.

Ministeren har jo selv haft det overordnede ansvar i Københavns Kommune. Så jeg kunne godt tænke mig at spørge ministeren ind til: Når knap 200 borgere har stået på en ulovlig venteliste, når man i 2017 lavede en intern undersøgelse, der viste, at Københavns Kommune i børnesagerne havde fejl i 100 pct. af de undersøgte sager, og når man i Københavns Kommune har så store problemer med lovmedholdelighed, hvad har man så gjort i Københavns Kommune i forhold til den her bestemmelse? Er Københavns Kommune en af dem, hvor man faktisk har igangsat en handleplan, eller har man afvist at lave en handleplan og i så fald med hvilken begrundelse – hvis man overhovedet har overholdt den her bestemmelse i Københavns Kommune?

Ministeren.

I Københavns Kommune er der mellemformstyre, og det betyder, at den enkelte borgmester fra socialområdet har et rigtig, rigtig stort ansvar for at følge op, og overborgmesteren har faktisk færre muligheder for at gøre det. Men jeg kan fortælle, at der er igangsat rigtig mange forskellige planer i Københavns Kommune for at sikre, at man lever op til lovgivningen på rigtig mange forskellige områder. Det afspejler sig også i forskellige budgetforhandlinger, der har været. Bl.a. har man muliggjort en rigtig god økonomiaftale, ved jeg. Med næste års budget er der afsat næsten 0,5 mia. kr., hvoraf omkring 300 mio. kr. er ekstra midler til socialområdet for bl.a. at sikre, at man lever op til rigtig mange ting og kan lave de nødvendige indsatser på socialområdet.

Noget af det, jeg hæfter mig ved, er, at i al den tid jeg har været ansvarlig for det, er budgetterne blevet indgået med meget, meget brede forlig, hvor Liberal Alliance selv har været med til at lægge budgetterne. Så i forhold til at tage ansvar for de her sager har det været et fælles ansvar med rigtig mange partier bredt hen over midten.

Værsgo for den anden korte bemærkning.

Men beviser det netop ikke vigtigheden af, at man oplyser sin kommunalbestyrelse ordentligt, altså at man ikke bare putter 200 borgere på en ulovlig venteliste ind blandt ét papir blandt måske 3-400 papirer i en økonomiaftale, men at man faktisk gør sig meget umage med at oplyse kommunalbestyrelsen om, at der kan være en så alvorlig ting liggende i en meget stor aftale, og at man drøfter politisk, hvad man skal gøre ved det, især når man nu ligger 68 pct. over i forhold til akademikere i Københavns Kommune? Så er der jo 1,3 mia. kr. at tage af dér, kan man sige.

Ministeren.

Det sidste er jeg er utrolig enig i, og der ville det være dejligt, hvis et flertal i Folketinget ville være med til at afskaffe det mellemformstyre, jeg før talte om, for det er vi helt enige om; det ville frigive rigtig mange ressourcer fra bureaukratiet ikke at opretholde syv selvstændige forvaltninger i København. Men det har Socialdemokratiet desværre ikke fået flertal for endnu.

Jeg vil så sige, at budgetprocessen jo ikke bare er sådan, at man lige melder nogle ting ind, og så er der tusindvis af papirer, man skal forholde sig til. Der er jo løbende drøftelser, og i de senere år er der blevet afsat flere og flere midler til socialområdet hvert eneste år i Københavns Kommune for at leve op til lovgivningen. Det er det korte svar. Og jeg rigtig glad for, at det er en bred gruppe af partier lige fra den yderste venstrefløj til den yderste højrefløj, inklusive Liberal Alliance, der har taget ansvar for budgettet i de senere år.

Fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti er den næste i rækken med korte bemærkninger.

Tak for det. Jeg hører ministeren fortælle om en række forbedringer, man mener er på vej fra regeringens side, på lige præcis det her område. Men det, vi har set indtil videre, er sådan set en lang række forringelser. Vi har ikke set, hvor det er, man har forbedret vilkårene for mennesker med handicap og mennesker på det sociale område.

Vi skal jo også se det her forslag, i lyset af at man laver en afskaffelse af reglerne i forbindelse med overgangen til det 18. år. Det er en meget ny lov, som ikke engang har fået lov til at virke i særlig lang tid. Hvorfor man vil det, er mig hundrede procent ubegribeligt, da man kun kan vinde ved det, både fra kommunens side og i særdeleshed fra det unge menneske side. Man skal også se det, i lyset af at man også vil afskaffe indhentelse af straffeattester.

Så når regeringen også laver den her forringelse, bliver man da oprigtig i tvivl om, hvad det egentlig er, regeringen vil, når det gælder handlinger. Det er jo det, det i virkeligheden også handler om. Det er, at man bare kan fravælge det. Så kan ministeren løfte sløret for, hvorfor det er, man mener, at det her skal til? Hvad skal det gøre godt for?

Ministeren.

Forslaget har jo faktisk til formål at sikre, at vi bruger vores tid, opmærksomhed og vores ressourcer på at sikre, at vi f.eks. får en bedre retssikkerhed, eller at vi bruger tiden på at finde ud af, hvordan vi gør det bedre for mennesker med handicap, frem for at bruge vores tid og ressourcer på at behandle sager og skrive breve til Ankestyrelsen, som Ankestyrelsen så skal modtage fra 98 kommuner, hvorefter de skal sidde og tage detaljeret stilling til, om der er behov for en handleplan eller ej, sende retur til kommunen osv. osv. Det er et arbejde, som Ankestyrelsen sådan set allerede har mulighed for og det kommunale tilsyn har mulighed for i dag, hvis man mener, der er noget, der er bekymrende i kommunen.

Det har vi nu sat på formel, så alle 98 kommuner skal gøre det, og det er unødigt bureaukrati, mener regeringen, og det mener kommunerne også. Derfor vil vi hellere have, at der her frigives ressourcer til, at man kan bruge tid og opmærksomhed på reelt at forbedre forholdene for mennesker, der lever med handicap.

Ordføreren.

Det er vel gennemsnitligt 7.000 kr., man sparer pr. kommune. Det tror jeg absolut ikke der er nogen der lægger mærke til nogen steder.

Men er det ikke rigtigt, at det er sådan nu, at kommunerne, hvis kommunalbestyrelsen kigger på det, bare kan sige, at de har noteret sig, at der er et problem, men det vil de ikke gøre noget ved; det synes de er bøvlet og træls, eller hvad de end har af argumenter? Så kan de bare lade være med at handle på det. For Ankestyrelsen kan ikke pålægge dem noget. Vi tager også muligheder væk fra Ankestyrelsen i forhold til at kunne pålægge kommunerne noget, samtidig med at de ikke er forpligtet til at forholde sig til, hvordan de vil handle på det.

Ministeren.

Jeg vil bare gøre opmærksom på, at selv hvis det skulle være sådan, at en kommunalbestyrelse skulle sige, at de ikke kan se noget problem, og at de bare går videre, så er det jo sådan – og det ved jeg også at ordføreren selv som kommunalbestyrelsesmedlem har kendskab til – at i en lang række kommuner er der f.eks. uafhængige borgerrådgivere; vi har handicapråd, der også holder kommunalbestyrelsesmedlemmerne fast på, at der skal ske en udvikling. Ankestyrelsen har også et kommunalt tilsyn med, at lovgivningen bliver overholdt.

Så der er altså en lang række kontrolmekanismer allerede i dag, der sikrer, at kommunalbestyrelsen har fokus på at overholde lovgivningen. Vi kan understøtte det ved at lave en mere enkel lovgivning, og vi kan understøtte det ved at afsætte ressourcer til at udbrede viden om, hvordan man overholder lovgivningen bedre.

Den næste til korte bemærkninger er fru Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Jeg må bare spørge Socialdemokratiet og ministeren og hele regeringen: Hvornår kan vi regne med at man har indgået en aftale? Det, regeringen i dag vil afskaffe, er jo en aftale, der er indgået bredt, og som så er udmøntet her i Folketingssalen. Når man så kigger på aftalen med regeringen og KL, kan man bare se her, hvad der står: Tilbagerulning af skærpede krav til kommunalbestyrelsens opfølgning på danmarkskortet. Man mener så ikke mere, at det er nødvendigt at følge op på det. Så står der: Tilbagerulning af lov angående forberedelse af overgangen til voksenlivet for unge med varig og betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgreb ved kronisk eller langvarig lidelse. Der mener man så heller ikke, det er vigtigt ligesom at sikre overgangen. Samtidig står der: Tilbagerulning af forpligtelse til at indhente straffeattester.

Alle de her ting er simpelt hen noget, som regeringen mener er en forenkling af hele systemet, og som ikke er til gavn for borgerne. Altså, det er simpelt hen bare vanvittigt, at man kan sidde og aftale sådan nogle ting i en økonomiaftale.

Nu sidder vi i øjeblikket og forhandler satspuljeaftalen, og så vil jeg bare spørge ministeren: Kan vi så regne med Socialdemokratiet her, eller render man og laver en aftale med KL i forhold til det?

Ministeren.

Det er ikke alle ting i de aftaler, der er indgået med KL, der er blevet til noget, fordi regeringen jo er forpligtet til at finde et flertal for de forskellige initiativer, som man også har aftalt med Kommunernes Landsforening. Det er også derfor, vi står her i dag. Nu er det med straffeattester blevet nævnt flere gange, og jeg vil bare sige, at det jo kræver et flertal i Folketinget at gøre det.

Jeg vil sige, at der jo ikke er nogen af de initiativer, som regeringen har foreslået, der er i strid med eksisterende forlig, og alle steder har der været drøftelser med partierne om, hvordan man sikrer et flertal for det. Så jeg vil sige, at når man hvert eneste år indgår f.eks. satspuljeaftaler osv., er man jo bundet af dem, men man er ikke bundet mere af dem, end at de på et tidspunkt udløber. Som jeg mener, at regeringen er i sin fulde ret til, ligesom tidligere regeringer har været det, og som fru Karina Adsbøl tidligere har givet støtte til, at lave tingene om, hvis det er sådan, at man har et flertal for det.

Ordføreren.

Jeg synes bare, det er et bekymrende svar fra ministeren. Altså, det er regelforenklinger, som ikke gavner borgerne, og som ikke styrker borgernes retssikkerhed. Det handler om nogle ting, som man har aftalt herinde i fællesskab netop for, som det er tilfældet i det her lovforslag, at styrke borgernes rettigheder og at styrke overgangen til voksenlivet, som min kollega også sagde. Og i forhold til det med straffeattester er jeg da glad for, at regeringen ikke får flertal for det, for det ville jo være fuldstændig vanvittigt, hvis man ikke i dag skulle vise en ren straffeattest, når man bliver ansat på et botilbud, som netop skal varetage nogle af mest sårbare borgeres interesser.

Så jeg må bare sige om regeringens handlinger her, at det er fuldstændig grotesk.

Ministeren.

I forhold til tidligere har ministeren selv siddet i Folketinget i sammenlagt 10 år og kan huske perioder, hvor ministeren selv var i opposition, og dér blev der fremsat rigtig mange lovforslag, jeg også var utilfreds med i den periode, og hvor jeg tænkte: Kan et politisk flertal i virkeligheden bare lige ændre på det? Og der må jeg jo bare sige, at når der er indgået aftaler, stemmeaftaler eller lignende, og de udløber, eller man på anden vis har et nyt flertal, så er man jo i sin gode ret til at ændre det, hvis der er flertal for det i Folketinget. Sådan vil det jo også være, hvis der kommer en ny regering efterfølgende, som er villig til at lave det om.

Den her regering er optaget af at sikre, at der er mulighed for, at kommunalbestyrelserne kan agere mere frit. Vi er optaget af, at vi bruger ressourcerne på det rigtige, og det er derfor, at vi kommer med det her lovforslag. Og jeg ser frem til behandlingen af det, også i udvalget.

Den næste i rækken til korte bemærkninger er fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne.

Først vil jeg sige tak til socialministeren for talen. I Danmarksdemokraterne synes vi, der er nogle ting, der sker i en lidt omvendt rækkefølge. Man vil afbureaukratisere, men det rammer jo også borgerne, når man gør det på det her område, for der er noget retssikkerhed, som bliver udfordret. Det mener vi i Danmarksdemokraterne. Vi synes, man skulle starte et andet sted, og vi ved jo, at man i Social- og Boligministeriet har et forslag om specialeplanlægning liggende i skuffen. Så hvorfor fremlægger man ikke det nu? Man har jo haft så mange år til at arbejde på det her.

Vi er i Danmarksdemokraterne optaget af, at der skal ske en kvalitetsudvikling på det specialiserede socialområde. Det er det, alle skriger efter, især mennesker med handicap og deres familier. Så hvornår får vi lov til at se den her plan? Hvornår kan vi reelt begynde at kvalitetsudvikle på det her område?

Ministeren.

Regeringen har været i arbejdstøjet gennem længere tid i forhold til at sikre både retssikkerhed og bedre muligheder for mennesker med handicap.

Den rammeaftale, der blev indgået i maj måned, rummer 25 initiativer, som ministeriet lige nu arbejder på at udføre i praksis. Det drejer sig bl.a. om en handleplan for mennesker med handicap, så de får bedre adgang til uddannelse og beskæftigelse. Derudover handler det om spørgsmålet om, hvordan vi sikrer bedre og nemmere adgang til hjælpemidler, som vi også kommer til at gå i gang med lige om lidt. Så er der også spørgsmålet om specialeplanlægning, og det er min forventning, at vi går i gang med det meget snart i regi af det, der hedder Sammen om handicap, hvor Danske Handicaporganisationer, kommunerne og forskellige andre parter er med, og at vi også på den baggrund kommer til at kunne se nogle resultater på det område i den kommende tid.

Fru Marlene Harpsøe.

Tak for det svar. I Danmarksdemokraterne har vi til årets forhandlinger om SSA-reserven taget et forslag med, som vi også har oversendt til ministeriet, og det handler om at udbrede det, der hedder relationel velfærd, hvor man reelt sætter borgeren i centrum i det arbejde, man gør ude i kommunerne. Vi har en oplevelse af, at bla. landets socialrådgivere rigtig gerne vil arbejde meget mere med det. Det var jo netop noget af det, der kunne styrke det specialiserede socialområde og sikre kvalitetsudvikling, så man reelt sætter borgeren i centrum. Hvad tænker ministeren om sådan et forslag?

Ministeren.

Ministeren er meget optaget af, at der også på handicapområdet er både de rigtige kompetencer og den rigtige viden tilgængelig, særlig de steder, hvor folk har et behov, der kræver, at de bor på et botilbud eller lignende. Derfor er der de seneste år også blevet udmøntet midler til efteruddannelse og til at udbrede forskellige uddannelsesinitiativer for at sikre, at kompetencerne er til stede.

Relationel velfærd handler jo også om, at man har tid til opgaven, at man har tid til at dyrke relationerne, og at der sikres et ordentligt arbejdsmiljø, så folk bliver, og man derved bliver ved med til at sikre en kontinuitet. Regeringen vil meget gerne drøfte videre, hvordan vi kan sikre det fremover.

Den sidste i rækken for korte bemærkninger for nuværende er fru Birgitte Bergman fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Skal man sige tillykke til ministeren for den første tale på talerstolen, hvilket jeg går ud fra det er? Jeg vil også godt kvittere for det på mange områder gode samarbejde, også om rammen om handicapaftalen osv.

Når jeg har taget ordet, er det, fordi jeg ærgrer mig gul og grøn og blå over, at man ikke i bedre tid har inddraget, forklaret, hvad det her går ud på. Det kunne man gøre, hvis man fra regeringens side virkelig mener, at det, vi vupti bare lige fjerner, er en eller anden lille bureaukratisag, der ikke betyder noget for retssikkerheden. Vi ser nu, at rigtig mange organisationer advarer mod lovforslaget. Der er jo gode organisationer, Danske Handicaporganisationer, Ældre Sagen osv., som advarer mod det her lovforslag.

Når jeg siger det, er det også lidt på baggrund af de drøftelser, som vi i den her uge har haft med gode aktører omkring socialtilsyn, beløbsgrænse osv., og af, at alting kommer sådan lidt på bagkant. Det kan ærgre mig rigtig meget, for det, der bekymrer mig ved det her, også som kommunalpolitiker, er jo, at vi ikke ude i kommunerne får taget godt nok hånd om den problemstilling, som der er, fordi omgørelsesprocenten stadig er så høj.

Ministeren.

Først og fremmest vil jeg sige, at jeg tror, det er et meget langt sejt træk, når det handler om at få omgjort og nedbragt de her omgørelsesprocenter. Som jeg sagde før, er det ikke kun en problemstilling hos sagsbehandlerne og i kommunerne; det er også en problemstilling, i forhold til at vi som Folketing tør kigge på reglerne og f.eks. forenkle nogle af de ydelser, som i dag skal tildeles borgerne; at vi tør kigge på, hvordan vi tildeler hjælpemidler, så der ikke hele tiden opstår konflikter imellem borgerne og kommunen eller sagsbehandlerne, i forhold til hvordan reglerne skal overholdes. Det er et fælles ansvar, og det glæder jeg mig til at drøfte videre også med ordføreren.

Så vil jeg sige tak for også at hilse mig tilbage i Folketinget – det er jeg rigtig glad for – første gang jeg står på talerstolen som minister.

I forhold til de organisationer, som har bekymringer, har jeg noteret mig, at rigtig mange af dem tror, at vi vil afskaffe danmarkskortet, og det er ikke tilfældet. Vi bibeholder jo netop danmarkskortet med omgørelsesprocenterne. Vi kræver, at det stadig væk skal behandles i kommunalbestyrelsen. Det er kun den skærpede del af det omkring handleplaner, vi fjerner, og det vil jeg selvfølgelig meget gerne bruge udvalgsarbejdet på også at gøre tydeligere, hvis der er behov for det.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.