L 64 Forslag til lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

(Tilbagerulning af skærpede krav til kommunalbestyrelsens behandling af danmarkskortet).

Af: Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen
Udvalg: Socialudvalget
Samling: 2024-25
Status: 1. beh./Henvist til udvalg

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 24-10-2024
1. behandlet / henvist til udvalg 08-11-2024
Sat på dagsorden til 2. behandling 12-12-2024
Sat på dagsorden til 3. behandling 19-12-2024
Ministerområde:
Social- og Boligministeriet
Resumé:
Lovforslaget indeholder først og fremmest forslag om en lempelse af kravene til kommunernes behandling af det såkaldte danmarkskort. Danmarkskortet viser Ankestyrelsens omgørelsesprocenter fordelt på kommuneniveau i sager på det sociale område, hvor kommunens afgørelse er påklaget til Ankestyrelsen.
Herudover indeholder lovforslaget også forslag om at fjerne Ankestyrelsens mulighed for at pålægge kommunalbestyrelsen på et møde at behandle resultaterne af andre typer af Ankestyrelsens praksiskoordinerende virksomhed end praksisundersøgelser, forslag om at den enkelte kommunalbestyrelse selv kan tage stilling til, om en praksisundersøgelse fra Ankestyrelsen skal behandles på et møde i kommunalbestyrelsen eller i et af kommunalbestyrelsens stående udvalg samt forslag om en mindre ændring af § 9 c i retssikkerhedsloven om mellemkommunal refusion, således at kommunerne selv kan aftale, hvordan de vil opgøre krav på mellemkommunal refusion for udgifter til hjælpemidler.