L 56 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven, hjemrejseloven, integrationsloven og lov om kompensation til naboer omkring Udrejsecenter Kærshovedgård.

(Ændring af regler som følge af EU-samarbejdet om Schengen og Dublinforordningen, afskaffelse af opholdstilladelse som udsendelseshindret og ændring af nabokompensationsordningen).

Af: Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S)
Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget
Samling: 2024-25
Status: 1. beh./Henvist til udvalg

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 10-10-2024
1. behandlet / henvist til udvalg 24-10-2024
Sat på dagsorden til 2. behandling 10-12-2024
Sat på dagsorden til 3. behandling 17-12-2024
Ministerområde:
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Resumé:
I forslaget indgår de nødvendige ændringer i dansk ret som følge af Cyperns anvendelse af Schengenreglerne. Desuden indgår en ændring af regler ved beregningen af det tilladte kortvarige ophold i Danmark for tredjelandsstatsborgere. Det vil medføre, at et kortvarigt ophold på Færøerne og i Grønland inkluderes i beregningen.

Derudover stilles der som betingelse for indrejse i Danmark, at en udlænding afgiver biometriske oplysninger, hvis udlændingen er forpligtet til det efter EU-lovgivning. Forslaget vil også afskaffe muligheden for at få opholdstilladelse som udsendelseshindret.

Endelig skal betingelserne for kompensation til naboer omkring Udrejsecenter Kærshovedgård ændres, da enkelte naboer utilsigtet er blevet udelukket for kompensation i sagsbehandlingen.

Loven foreslås at træde i kraft den 1. januar 2025.