Tak for ordet. I snart 3 år har Ukraine været ramt af den frygtelige situation, at deres russiske naboer har valgt at angribe dem, og det har haft forfærdelige følger for ukrainerne. På den baggrund har vi jo i Danmark rigtig fornuftigt åbnet armene for de her mennesker, som har brug for hjælp. Til det indførte vi en særlov, og den forsøger man nu fra regeringens side at bede Folketinget om at forlænge, og det kan jeg sige at Danmarksdemokraterne naturligvis kommer til at støtte. For særlig de mange ukrainske kvinder og børn, der i dag opholder sig i Danmark, mens deres mænd formodentlig kæmper på slagmarken mod Rusland, har behov for den her beskyttelse.
Hvis vi breder fokus ud, kan vi se, at krigen i Ukraine har ført til, at vi har fået lande, der aldrig tidligere har været interesseret i at melde sig ind i NATO, til at melde sig ind i NATO. Det er bare lige for at brede det ud i et bredere perspektiv. Det kan godt være, at krigen i Europa er centreret i Ukraine, men det er jo noget, der har fået hele Europa til at åbne øjnene og finde ud af, at vi lever i en anden situation nu end i de 30 år, hvor vi havde en formodning om, at alt var fred og ro. Det er der ikke i verden. Når der er krig i Europa, skal de europæiske lande stå sammen, og i Danmarksdemokraterne mener vi, at hvis det er ved at støtte op om et lovforslag for en særlov, kommer vi til det.
For i Danmarksdemokraterne mener vi naturligvis, at de ukrainere, der kommer til Danmark, skal have hjælp, og jeg er meget glad for de danskere, vi har rundtomkring i landet, og som har taget rigtig godt imod de ukrainske flygtninge, der er kommet hertil, og det skal vi også holde fast i. Ser vi på nogle af de her tal, der er, kan vi se, at 13.600 af de nyankomne ukrainere er i arbejde. Det er faktisk 84 pct. af dem, som ønsker at arbejde, så det er en befolkningsgruppe, der har været givtig i vores samfund også. De er kommet hertil, og de har vist ved at byde ind, at de er glade for vores hjælp, og de byder sig til i det danske samfund, hvor de kan, og med de evner, de har, til stor glæde for lokalsamfundene.
Når jeg så hører hr. Mikkel Bjørn fortælle, bliver nødt til at sige – det var ikke et tal, jeg selv var faldet over, inden jeg skrev min tale – at vi måske har taget 5.000 ukrainske mænd i en alder, hvor vi ved ukrainerne selv har sagt man ikke må rejse ud, har jeg en stærk formodning om, at det er noget, ministeren kigger ind i og får informeret os om om der er en rigtig god forklaring på, for det kan der naturligvis være. Der kan være meget gode forklaringer, men personligt, for mig selv, får jeg blikket tilbage til alle de unge mænd, der vandrede på motorvejene, dengang de flygtede, og havde efterladt kvinder og børn derhjemme. Der vil jeg bare sige, at jeg heldigvis er så gammeldags opdraget, at jeg har en forventning om, at det er mænd i den kampberedte alder, der bliver hjemme og forsvarer landet, hvis der er behov for det. Man lader ikke kvinderne og børnene være tilbage og rejser ud af landet.
Så det vil jeg faktisk kvittere hr. Mikkel Bjørn og Dansk Folkeparti for. Det er et vigtigt tal, og jeg er sikker på, at ministeren, hvis jeg kender ham rigtigt, meget, meget hurtigt finder ud af, hvilke mennesker der er tale om, og kommer med de rigtig gode forklaringer, der naturligvis må være, på, at de så også er kommet hertil, sådan at vi ikke bliver udnyttet med særloven. For essensen i særloven er, at vi europæere står sammen om at hjælpe mennesker i nød, ikke at vi åbner for, at mennesker kan komme nemmere ind at arbejde i vores land eller søge tryghed, fordi de ikke ønsker at kæmpe for deres eget fædreland. Det synes jeg måske fortjener en lidt mere grundig forklaring fra ministeren, og det er jeg sikker på ministeren enten kan tage fra talerstolen i dag eller komme med et skriftligt svar på. Det er jeg sikker på han vil gøre.
Men tilbage til udgangspunktet. Vi mener, at det er rigtig fornuftigt at forlænge særloven for ukrainere, så længe situationen i Ukraine er, som den er. Vi skal bare også have en forventning om, at når krigen en dag forhåbentlig er slut, vender de ukrainere, der er kommet hertil under særloven, hjem igen. Det arbejde vil vi forfølge i Danmarksdemokraterne, og vi vil også godt støtte op om, at når der forhåbentlig snart bliver fred, som vi alle sammen håber på hver dag, selv om det, som hr. Frederik Vad sagde, nok ikke virker sandsynligt sker inden marts, skal vi stadig huske, at fokus her er at hjælpe folk i nød, og at de så naturligvis skal rejse hjem, når nøden ikke er til stede længere.
Europa har ændret sig siden krigens udbrud. Ukrainernes hjem har været under angreb, og derfor skal vi sikre dem beskyttelse, mens krigen foregår. Derfor stemmer Danmarksdemokraterne for at forlænge særloven for ukrainere.