Fremsat 02-10-2024
1. behandlet / henvist til udvalg 10-10-2024
Betænkning afgivet 20-11-2024
Sat på dagsorden til 2. behandling 26-11-2024
Sat på dagsorden til 3. behandling 28-11-2024
Ministerområde:
Skatteministeriet
Lovforslaget udmønter dele af "Aftale om Et stærkere erhvervsliv" af 27. juni 2024 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.
Ekspertgruppen for fremtidens erhvervsstøtte har den 19. februar 2024 afgivet anbefalinger om sanering af erhvervsstøtteordninger. På skatteområdet anbefaler ekspertgruppen bl.a. at sanere straksafskrivningsordningerne for edb-software og knowhow og patentrettigheder.
Det foreslås med lovforslaget at følge ekspertgruppens anbefalinger om at afskaffe muligheden for at straksafskrive på edb-software og knowhow og patentrettigheder, herunder licens- og brugsrettigheder til knowhow og patentrettigheder. Ordningerne foreslås afskaffet pr. 1. januar 2025.
Det foreslås samtidig at forhøje virksomhedernes fradrag for udgifter til forsøgs- og forskningsvirksomhed fra 110 pct. til 120 pct. fra indkomståret 2028. Forhøjelsen indfases, så fradraget forhøjes til 114 pct. for indkomståret 2026 og 116 pct. for indkomståret 2027.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2025.