Mange tak for det. I Enhedslisten er vi jo ikke med i forliget omkring ejendomsskatterne, og det skyldes, at vi ikke mener, at man med den aftale, der er indgået, har opnået den rigtige sociale balance i den måde, man fordeler ejendomsskatterne på. Vi mener, at progressionen i ejendomsskatterne skulle være højere, sådan at de mennesker, det har de allerstørste ejendomme, og som typisk også er de mennesker, der har allerstørste formuer, skulle bidrage noget mere, mens almindelige mennesker så kunne bidrage noget mindre. Det her er jo ikke en decideret udløber af den aftale, men det er et nyt element, og det er, som jeg forstår det, forhandlet i den forligskreds.
Som andre ordførere også har redegjort for, indeholder lovforslaget jo flere ting, og den del, der handler om en forbedring af pensionisternes muligheder for at indefryse deres grundskyld, synes vi er fornuftig. Vi synes, det giver rigtig god mening. I virkeligheden går vi jo i Enhedslisten, hvis vi helt selv kunne vælge det, ind for et skattesystem, hvor i hvert fald en betydelig del af skatten først bliver betalt, når man realiserer gevinsterne, altså når man står med pengene fra sit salg i hånden. Man kan jo sige, at det nye ejendomsskattesystem er et skridt i den retning, altså hen imod en form for beskatning ved realisation, det vil sige når man står med pengene i hånden, i den udstrækning at man som boligejer kan vælge at indefryse den del af ejendomsskatten, der stiger ud over pris- og lønreguleringen, i stedet for at det er ved en løbende beskatning, og det synes vi egentlig er fornuftigt. Derfor er det faktisk også vigtigt at man har de muligheder, også hvis man er folkepensionist.
Vi har lidt spørgsmål til lovforslaget i forlængelse af de bekymringer, som Ældre Sagen har rejst, særlig omkring ældre pensionister og ældre, der har uskiftet bo, og hvilke konsekvenser der er der, og dem håber vi på at kunne få nogle svar på, hvis der ikke allerede er taget højde for det efter høringsrunden. Når det kommer til stigningsbegrænsningen vedrørende dækningsafgiften, er vi lidt mere i tvivl om, hvorvidt det er et fornuftigt tiltag. For det første er det meget vigtigt for os, at der sikres den fornødne kompensation af kommunerne. For det er jo dem, der vil indkræve den her dækningsafgift, og de skal selvfølgelig kompenseres fuldt ud, hvis deres indtægtsgrundlag reduceres, også for de tekniske omkostninger og de administrationsomkostninger, som måtte følge af det her, og som jo ifølge KL's høringssvar er ganske betydelige.
Det andet spørgsmål vedrører de fordelingsmæssige aspekter i det her. For vi er i Enhedslisten jo meget optagede af, at de mindre, selvstændige erhvervsdrivende, altså den lille restaurant nede om hjørnet, den lille lokale butik, ikke bliver unødigt hårdt belastet af skatter, fordi det er dem, der er med til at skabe et godt byliv og gode arbejdspladser. Som vi ved, er langt de fleste af virksomhederne i Danmark små med under ti medarbejdere, og derfor synes vi egentlig også, det er godt at passe på dem. Hvis der, når vi kigger på fordelingen af det, og hvem der får glæde af det her, til gengæld først og fremmest er tale om en slags ny skattelettelse til store virksomheder – det kunne være store industrivirksomheder, som ligger i de kommuner, som opkræver en dækningsafgift – så synes vi måske ikke, det er den klogeste måde at anvende rigets midler på.
Vi har her i salen i går diskuteret andre skatteinitiativer, som også tilgodeser de allerstørste virksomheder, og vi synes jo, at en politik først og fremmest skal bruges til at hjælpe dem, der har brug for den, og det er ikke de mest formuende og de mest privilegerede i samfundet, for de skal nok klare sig, men det er til gengæld i meget høj grad de helt almindelige danskere, altså lønmodtagerne, folkepensionisterne og førtidspensionisterne. Og dem så vi gerne man var lidt mere optaget af end altid de store virksomheder.
Men vi glæder os til at bore os lidt mere ned i det her og se på, hvem det først og fremmest er, der får glæde af den her stigningsbegrænsning i dækningsafgiften, og så vil vi tage stilling til vores stemmeafgivelse og eventuelt bede om en opdeling af forslaget i forbindelse med udvalgsbehandlingen. Tak for ordet.