Fremsat den 7. januar 2025 af Mette Thiesen (DF),
Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF),
Pia Kjærsgaard (DF), Peter Kofod (DF),
Morten Messerschmidt (DF) og Nick Zimmermann (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om udvisning af bandekriminelle
Folketinget pålægger regeringen at
fremsætte et lovforslag i dette folketingsår, der
bevirker, at udenlandske bandekriminelle skal udvises uden dom for
begået kriminalitet.
Bemærkninger til forslaget
Bandekriminalitet udgør en meget
alvorlig risiko for den nationale sikkerhed og særlig for det
lokalsamfund, hvor bandekriminaliteten foregår. Derfor finder
forslagsstillerne det meget vigtigt, at vi som land tager alle
tænkelige metoder i brug for at bremse bandekriminaliteten
mest muligt.
Selv om Folketinget har vedtaget i alt fire
bandepakker, er der stadig væk nødvendige stramninger,
der skal til, for at komme bandekriminaliteten mest muligt til
livs.
Derfor foreslår forslagsstillerne, at
hvis man er bandekriminel og samtidig ikke har dansk
statsborgerskab, skal man udvises, også selv om udvisningen
ikke er baseret på begået kriminalitet.
11 pct. af de knap 1.300 registrerede
bandemedlemmer er ikke danske statsborgere og vil derfor kunne
udvises med det samme. Der henvises til Retsudvalget, alm. del -
bilag 273 (folketingsåret 2023-24).
Bare det, at man er bandekriminel, viser med
al tydelighed, at man lever eller ønsker at leve uden for
lovens rammer og med kriminalitet som en del af ens
livsførelse. For bare det faktum, at man er bandemedlem,
betyder, at man er i et kriminelt miljø, så uanset om
man direkte er blevet dømt for kriminalitet eller ej, er man
kriminel.
Udlændinge i Danmark må forvente,
at de udelukkende kan være her, i fald de efterlever loven og
fortsat ønsker at efterleve den. Dette karambolerer med det
at tilslutte sig en bande, som i sin grundlæggende dna er
kriminel.
I Sverige ser vi med al tydelighed
konsekvenserne af en gennem årene fuldkommen fejlslagen
udlændingepolitik, hvorfor de har voldsomme problemer med
alvorlig bandekriminalitet. Svenskerne har omkring 30.000
bandemedlemmer. Danmark har til sammenligning omkring 1.300. Og vi
ved, at bandekriminelle i Sverige er villige til at begå drab
i Danmark på opfordring og betaling fra danske
bandemedlemmer.
Den svenske regering har som konsekvens af
udviklingen i Sverige taget initiativ til, at bandekriminelle skal
kunne udvises uden at være dømt, jf. »Efter
serie af skuddrab i Sverige: Bandemedlemmer skal kunne udvises uden
at være dømt« (kristeligt-dagblad.dk, den 28.
maj 2024), og vi skal se udviklingen i Sverige som en advarsel til
os som land om, at lignende forhold kan forekomme i Danmark, hvis
vi ikke med rettidig omhu iværksætter de
nødvendige tiltag for at forebygge samme udvikling.
Derfor foreslås det, at vi med proaktive
tiltag udviser alle de bandemedlemmer, der ikke er danske
statsborgere.
Skriftlig fremsættelse
Mette Thiesen
(DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
udvisning af bandekriminelle.
(Beslutningsforslag nr. B 98)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.