B 61 Forslag til folketingsbeslutning om at tillade det statslige og kommunale redningsberedskab samt det regionale sundhedsberedskab at foretage udrykningskørsel i forbindelse med uddannelses- og øvelsesaktiviteter.

Udvalg: Transportudvalget
Samling: 2024-25
Status: Fremsat

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 14-11-2024

Fremsat: 14-11-2024

Fremsat den 14. november 2024 af Mike Villa Fonseca (UFG)

20241_b61_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 14. november 2024 af Mike Villa Fonseca (UFG)

Forslag til folketingsbeslutning

om at tillade det statslige og kommunale redningsberedskab samt det regionale sundhedsberedskab at foretage udrykningskørsel i forbindelse med uddannelses- og øvelsesaktiviteter

Folketinget pålægger regeringen i løbet af folketingssamlingen 2024-25 at tilvejebringe den nødvendige lovhjemmel, der sikrer, at det statslige og kommunale redningsberedskab samt det regionale sundhedsberedskab får mulighed for at foretage træning og øvelse af udrykningskørsel på lige fod med politiet, og at de minimum én gang hvert år skal gennemføre undervisning i udrykningskørsel.

Bemærkninger til forslaget

Når der i det danske samfund opstår hændelser, hvor borgere er i nød og har akut behov for hjælp, så er det altafgørende, at aktører som bl.a. politi, brandvæsen eller redningsberedskab hurtigt kommer til undsætning. Når hjælpen i sådanne situationer er på vej i trafikken, kræver det ofte udrykningskørsel.

Udrykningskørsel skal ske under iagttagelse af færdselslovens regler. Dog fremgår det af udrykningsbekendtgørelsens § 8, stk. 2, at der er tilfælde med udrykningskørsel, hvor det skønnes påtrængende nødvendigt og forsvarligt at undlade at følge reglerne i færdselsloven (BEK, nr. 588 af 31. maj 2024).

Forslagsstilleren finder, at det er vigtigt, at aktører, som kører udrykningskørsel, er trænet til at gøre dette på en sikker måde, så det ikke udgør en unødvendigt stor risiko for andre trafikanter og/eller chaufføren selv. For at sikre dette mener forslagsstilleren det er vigtigt med træning og øvelse af den enkelte chauffør i virkelige omgivelser.

Ensartet mulighed for træning, øvelse og uddannelsesaktiviteter øger trafiksikkerheden for alle

Formålet med dette beslutningsforslag er at sikre, at personer, som foretager udrykningskørsel, har mulighed for øvelse, træning og uddannelsesaktiviteter med udrykningskørsel i køretøjer med »blå blink og sirene« i virkelige omgivelser i form af praktiske øvelser med udrykningskørsel.

Det er imidlertid ikke muligt i dag, sådan som reglerne er indrettet. . Som det fremgår af udrykningsbekendtgørelsens § 10, er det i dag kun tilladt for politiet at foretage udrykningskørsel i forbindelse med træning og øvelse under kontrollerede forhold (BEK, nr. 588 af 31. maj 2024).

Denne mulighed for øvelse og træning er ikke tilgængelig for andre aktører, der foretager udrykningskørsel, herunder det statslige og kommunale redningsberedskab og det regionale sundhedsberedskab.

Det vigtigste formål med at tillade udrykningskørsel under træning og øvelse er at sikre, at chaufførerne af udrykningskøretøjet har den nødvendige erfaring og færdighed til at kunne håndtere udrykningskørsel i skarpe situationer.

Sikkerhed for øvrige trafikanter skal naturligvis altid stå højest, og det skal være en prioritering i forbindelse med såvel udrykningstræning og -øvelse som ved skarpe situationer. Det forudsætter derfor også, at øvelsessituationer planlægges på en hensigtsmæssig måde og naturligvis koordineres mellem myndigheder.

Derudover er det forslagsstillerens overbevisning, at afprøvning og øvelse af beredskabsplaner og mødeplaner er vigtigt. Det giver mulighed for at teste aktuelle ankomst- og køretider, da disse ligesom fremkørselsmønstret kan være væsentlig forskellige med og uden udrykningskørsel. Retten til at afprøve udrykningskørsel i virkelige omgivelser vil derfor også understøtte, at kørselstiderne i beredskabsplaner og mødeplaner er retvisende og risikobaserede.

Det er forslagsstillers opfattelse, at dette vil styrke trafiksikkerheden for alle - både borgere og beredskabschauffører.

Når det ikke i dag er en mulighed for andre end politiet at træne udrykning i trafikken, er der i Danmark en reel risiko for, at man som nyansat i redningsberedskabet med stort kørekort får et sæt bilnøgler i hånden, og så er det ellers bare af sted på en skarp indsats med udrykning. Det mener forslagsstilleren ikke er forsvarligt.

I andre lande tillades udrykningskørsel i trænings-, øvelses- og uddannelsesaktiviteter i højere grad som f.eks. i Storbritannien. Her er det er en prioritering, at udrykningskørsel med blå blink og sirener trænes, øves og vedligeholdes (»Delivering Emergency Response Driving Qualifications across the UK & Worldwide«, emergencyresponsedrivertraining.co.uk).

Eksempler på uheld ved udrykning

Der findes ikke en enkelt offentlig kilde, som har et overblik over skader og dødsfald ved udrykningskørsel i Danmark, men desværre findes der flere eksempler på, at udrykningskørsel har været involveret i alvorlige skader, uheld og konsekvenser. Eksempler herpå fremgår bl.a. af artiklerne »Brandmand omkommet i ulykke under udrykning« (Beredskabsinfo.dk, den 7. september 2024), »Indsatsleder dømt for uheld under udrykning - var på vej til skole-brandalarm: Det er ikke for sjov, når man kører over for rødt« (viborg-folkeblad.dk, den 28. januar 2023) og »Færdselsloven skal ændres: Der er jo ingen af os, der kører over for rødt for sjov« (Fagbladetfoa.dk, den 8. januar 2024).

Der vil altid være en risiko, når der køres udrykning, men disse eksempler vidner om, at det er vigtigt, at risikoen mindskes. Det kan den blive gennem mulighed for og rettighed til træning og øvelse under kontrollerede forhold for det statslige og det kommunale redningsberedskab og det regionale sundhedsberedskab.

Ud over de store menneskelige omkostninger, der er forbundet med disse uheld, er der desuden en række andre konsekvenser, f.eks. i forhold til muligheden for at varetage sit arbejde, frakendelse af kørekort, materielle skader, sygefravær og risikoen for, at hjælpen ikke kommer frem, som i værste tilfælde kan koste menneskeliv.

Behov for træning, øvelse og uddannelse af personale i rednings- og sundhedsberedskabet

Det er forslagsstillerens opfattelse og overbevisning, at der er behov for en ændring i reglerne, som de er i dag, så mulighederne for udrykningskørsel i forbindelse med praktisk træning og øvelse ensrettes.

Det fremstår mærkværdigt, at politiet har »særlige regler«, jf. udrykningsbekendtgørelsens § 10, mens det statslige og kommunale redningsberedskab og sundhedsberedskabet ikke har samme mulighed for øvelse og uddannelse af udrykningskørsel (BEK, nr. 588 af 31. maj 2024). Det er aktører, som har mindst lige så meget behov for træning og øvelse.

Derfor ønsker forslagsstilleren med dette forslag at pålægge regeringen, inden udgangen af indeværende folketingssamling, at tilvejebringe den nødvendige lovhjemmel, der sikrer, at alle chauffører i rednings- og sundhedsberedskabet;

1) kan udføre træning og øvelse i udrykningskørsel på lige fod med politiet, og

2) at de minimum 1 gang hvert år skal gennemføre undervisning i udrykningskørsel.

Dette skal sikre fokus på vedligeholdelse af træning og øvelse af udrykningskørsel i beredskabet, men også en ensartet foranstaltning for aktør, der kører udrykningskørsel.

Skriftlig fremsættelse

Mike Villa Fonseca (UFG):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om at tillade det statslige og kommunale redningsberedskab samt det regionale sundhedsberedskab at foretage udrykningskørsel i forbindelse med uddannelses- og øvelsesaktiviteter.

(Beslutningsforslag nr. B 61)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.