Fremsat den 14. november 2024 af Mike Villa Fonseca (UFG)
Forslag til folketingsbeslutning
om at nedsætte den nuværende
pensionsafkastskat (PAL-skat) på 15,3 pct. til 13 pct.
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af 2025 at nedsætte PAL-skatten med 2,3
procentpoint fra 15,3 pct. til 13 pct.
Bemærkninger til forslaget
Formålet med forslaget er at øge
incitamentet til pensionsopsparing med fokus på tilskyndelsen
til opsparing til livslang pension. Dette er for at øge den
samlede pensionsopsparing for borgere med en pensionsopsparing.
Restlevetiden for en 60-årig vurderes at
stige med mere end 6,4 år i perioden 2024-2080
(»Udvikling i den lovbestemte
tilbagetrækningsalder«, dreamgruppen.dk, den 4. juni
2024). Dette er en fortsættelse af en historisk tendens. For
begge køn er middellevetiden således stort set steget
uafbrudt siden starten af 1990'erne (Statistikbanken, DST,
variablen HISB7).
Hvis pensionsalderen fastholdes på 70
år, vil den forventede pensionsalder i forhold til i dag
(2024) kun øges med 3 år. Forøges
pensionsperioden på denne måde, vil det øge
behovet for en væsentlig større opsparing. Det skal
ikke mindst ses i sammenhæng med, at de fleste ratepensioner
alene har en udbetalingslængde på 10 år.
Derfor er et incitament til øget
opsparing i livsvarige pensionsordninger nødvendigt. For at
øge tilvæksten i borgernes pensionsformue
foreslås derfor en nedsættelse af
pensionsafkastbeskatningen (PAL-skatten) med 2,3 procentpoint
på livslang pension.
Forslagsstiller finder, at staten forventeligt
vil få et større provenu på den lange bane end
ved fastholdelse af de 15,3 pct., hvorfor en nedsættelse af
PAL-skatten med 2,3 procentpoint er at anbefale nu, hvor der er
fuld beskæftigelse og et incitament til en øget
opsparing må anses for at være rettidig omhu.
Med beslutningsforslaget foreslås
således en nedsættelse af den nuværende PAL-skat
på 15,3 pct. til 13 pct. på livsvarig pension.
PAL-skatten er i dag 15,3 pct. af den
løbende værdiforøgelse i et givent
pensionsdepot. Midler, der indsættes på et
pensionsdepot, kan fradrages i indkomstskatten og
pålægges således først indkomstskat senere
ved udbetaling.
Den foreslåede skattebesparelse giver
opsparerne mulighed for at investere et større beløb.
En større privat pensionsformue vil isoleret set
være til gavn for staten, der vil beskatte 13 pct. af den
løbende værditilvækst i hele pensionens
løbetid.
Den almindelige såkaldte frie opsparing
beskattes i dag med mellem 27 og 42 pct. I den sammenhæng
udgør PAL-skattens 15,3 pct. således umiddelbart en
væsentlig besparelse.
Forslagsstiller vil dog gerne pege på,
at man ikke umiddelbart alene kan sammenligne de formelle satser.
PAL-skattens lagerprincip, der beskatter den løbende
værdiforøgelse, udgør en ulempe. Den frie
opsparing beskattes derimod alene ved realisation af en given
gevinst, dvs. eksempelvis ved udbetaling af udbytte eller ved salg
af aktien. Med lagerbeskatningen svinger beskatningen af
pensionsopsparingen med konjunkturerne og rentebevægelserne.
Det kan lede til, at opspareren samlet set over en
årrække ender med at betale skat af et relativt stort
negativt afkast.
Hertil kommer, at der betales almindelig
indkomstskat af rater, som hæves fra pensionsopsparingen,
ligesom pensionsudbetalinger modregnes i en række
offentlige indkomstoverførsler. På trods af den
formelt lavere PAL-skat kan den samlede faktiske beskatning af
pensionsopsparing således godt overstige beskatningen af
såkaldt frie midler.
Økonomi
Forslagsstiller fremsætter forslaget nu,
da statens økonomiske råderum bør anvendes til
at give borgerne generelt bedre mulighed for at investere i egen
fremtid. Der bør derfor være plads i det
økonomiske råderum til en nedsættelse af
lagerbeskatningen af pensionsafkast på 2,3 procentpoint.
På sigt vil forslaget samtidig øge statens
indtægter både direkte og indirekte.
Forslagsstiller har ikke læst
væsentlige argumenter imod forslaget, hvorfor en hurtig
behandling af lovforslaget anbefales.
Skriftlig fremsættelse
Mike Villa Fonseca
(UFG):
Jeg tillader mig herved at
fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om at
nedsætte den nuværende pensionsafkastskat (PAL-skat)
på 15,3 pct. til 13 pct.
(Beslutningsforslag nr. B 59)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.