Fremsat den 12. november 2024 af Helena Artmann Andresen (LA) og Alex Vanopslagh (LA)
Forslag til folketingsbeslutning
om at gøre det muligt for forældre i
alle kommuner kun at betale for den tid, som deres barn tilbringer
i daginstitution
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af folketingsåret 2024-25 at fremsætte
et lovforslag, der gør det muligt for forældre i alle
kommuner kun at betale for den tid, som deres barn tilbringer i
daginstitution (modulpasning).
Bemærkninger til forslaget
Formålet med dette beslutningsforslag er
at give danske småbørnsfamilier mere fleksible
dagtilbudsordninger, som passer ind i forskellige arbejds- og
familieliv, ved at gøre det muligt for forældre i alle
kommuner kun at betale for den tid, som deres barn tilbringer i
daginstitution (modulpasning).
Modulpasning drejer sig om, at forældre
betaler for, at deres barn opholder sig i daginstitutionen et antal
timer om ugen, som er aftalt på forhånd, og som er
færre timer end daginstitutionens åbningstid. F.eks.
kan nogle forældre betale for en fuldtidsplads til deres
barn, mens andre forældre kan betale for en 25-, 30- eller
35-timersplads.
Det fremgår af § 92 i
dagtilbudsloven, at det er kommunalbestyrelsen, der opkræver
betaling fra forældrene for pasning i dagtilbud. Hertil
fremgår det af § 32 i dagtilbudsloven, at kommunen skal
give et tilskud på minimum 75 pct. af udgifterne til pladsen
i kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner.
Kommunalbestyrelsens tilskud og forældrenes egenbetaling
beregnes på grundlag af de budgetterede bruttodriftsudgifter
for den enkelte daginstitution eller på grundlag af de
gennemsnitlige budgetterede bruttodriftsudgifter for
daginstitutioner af samme type i kommunen (lovbekendtgørelse
nr. 988 af 27. august 2024).
Forældrenes egenbetaling for en
vuggestueplads uden frokost var i 2024 i gennemsnit på 3.534
kr. om måneden, mens den i gennemsnit for en
børnehaveplads uden frokost var på 2.015 kr. om
måneden. Der er tale om en stigning i forældrenes
egenbetaling til begge dagtilbud på 5,5 pct. siden 2023
(»Notat om forældrebetaling 2024«, Niels Glavind,
Bureau 2000, 2024).
I flere kommuner er modulpasning allerede en
mulighed for forældrene, herunder i Silkeborg Kommune, hvor
forældre kan vælge en plads på op til 30, 40
eller 45 timer om ugen eller en plads på over 46 timer om
ugen. Det er forslagsstillernes opfattelse, at modulpasning
bør være en mulighed for forældre i alle landets
kommuner, da det i forslagsstillernes optik er urimeligt, at nogle
forældre er tvunget til at betale for pasningstid, som de
ikke benytter.
Modulpasning er særlig relevant i en
tid, hvor arbejds- og familieliv ikke er ens for alle
småbørnsfamilier, og hvor småfamilierne derfor
har forskellige pasningsbehov. I nogle familier arbejder begge
forældre f.eks. fuldtid, hvilket betyder, at familien derfor
har brug for en fuldtidsplads, mens den ene forælder i en
anden familie er på deltid, hvilket betyder, at familien
derfor kun har brug for en deltidsplads.
Med modulpasning vil de forældre, der
tilvælger en kortere pasningsordning, opleve en lavere
egenbetaling, end hvis de havde valgt en fuldtidsplads. Disse
familier vil derfor få flere penge til rådighed hver
måned.
Forslagsstillerne bemærker, at Liberal
Alliance er åben over for flere modeller, herunder antallet
af timetalsordninger. Hertil bemærker forslagsstillerne, at
man fra statslig side ikke bør kræve en bestemt model,
men at det bør være op til kommunerne selv at
fastlægge den model, der giver bedst mening lokalt, og at
modulpasning bør tilrettelægges så
administrativt enkelt som muligt.
Økonomiske konsekvenser
Børne- og Undervisningsministeriet
vurderer, at beregningen af de offentlige udgifter forbundet med at
indføre forslaget vil kræve en nærmere analyse
af en mere konkret model. Dog vurderer Børne- og
Undervisningsministeriet, at der vil være
administrationsomkostninger forbundet med forslaget (Børne-
og Undervisningsudvalget, alm. del - svar på
spørgsmål 444, folketingsåret 2023-24). Forslagsstillerne vurderer dog, at
eventuelle merudgifter kan rummes inden for kommunernes
nuværende budget. Forslagsstillerne bemærker hertil, at
Silkeborg Kommune, der tilbyder modulpasning, er en af de kommuner,
der er bedst til at levere børnepasning for pengene
(»Disse kommuner er bedst til at levere børnepasning
for pengene«, Jens Lund Andersen og Karsten Bo Larsen, CEPOS,
2024).
Skriftlig fremsættelse
Helena Artmann Andresen
(LA)
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om at
gøre det muligt for forældre i alle kommuner kun at
betale for den tid, som deres barn tilbringer i daginstitution
(Beslutningsforslag nr. B 42)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.