Betænkning afgivet af
Udlændinge- og Integrationsudvalget den 17. december 2024
1. Indstillinger
Et flertal i
udvalget (S, V, SF, M, EL, RV, ALT og SIU) indstiller
beslutningsforslaget til forkastelse
ved 2. (sidste) behandling.
Et mindretal i
udvalget (DD, LA, KF og DF) indstiller beslutningsforslaget til
vedtagelse uændret.
Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke
medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske bemærkninger i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
2. Politiske bemærkninger
Danmarksdemokraterne
Danmarksdemokraternes medlemmer af udvalget
mener, at kønsopdelt svømning, hvor piger og kvinder
gemmes væk bag nedrullede gardiner på baggrund af en
religions forældede kvindesyn, på ingen måde
hører hjemme i Danmark. Derfor mener Danmarksdemokraterne,
at kønsopdelt svømning baseret på islams
kvindesyn er udansk og bør forbydes.
Danmarksdemokraterne så derfor
også positivt på, at ligestillingsministeren dagen
før 1. behandling af dette beslutningsforslag fremlagde en
ændring i bekendtgørelsen om ligestillingsloven. Denne
ændring skulle sætte en stopper for kønsopdelt
svømning ved at gøre det ulovligt at nægte
mænd adgang til svømmehallernes tilhørende
faciliteter såsom tilskuerrækker eller cafeterier,
når rene kvindehold benytter svømmehallen, jf.
»Regeringen skrider ind overfor kønsopdelt
svømning«, nyheder.tv2.dk, den 13. november 2024.
Men desværre gik der ikke lang tid,
før et medlem af regeringspartierne redegjorde for
mulighederne for dispensation fra ligestillingsloven, så det
fortsat vil være muligt at afholde kønsopdelt
svømning, eller før flere kommuner i Danmark
fremlagde planer om at omgå bekendtgørelsen ved blot
at udbyde kønsopdelt svømning uden for
svømmehallernes offentlige åbningstid, jf.
»Regeringen vil sikre mænd adgang til
kvindesvømning: Men ude i virkeligheden ser
regelændringen ikke ud til at have effekt«,
jyllands-posten.dk, den 14. november 2024.
Danmarksdemokraterne finder det dybt
kritisabelt, at regeringen på denne måde har
præsenteret en bekendtgørelsesændring som et
forbud mod kønsopdelt svømning, når
ændringen er så fyldt med huller, at den aldrig vil
løse problemet.
Danmarksdemokraterne mener, at hvis
regeringen virkelig ønskede et opgør med
kønsopdelt svømning, der er rodfæstet i
kulturelle og religiøse praksisser, som ikke hører
hjemme i Danmark, så havde regeringspartierne stemt for
Danmarksdemokraternes beslutningsforslag i stedet for at
fremlægge en bekendtgørelsesændring, der ikke er
det papir værd, det er trykt på.
Men regeringspartierne har klart og
tydeligt under 1. behandling tilkendegivet, at de vil stemme imod
Danmarksdemokraternes beslutningsforslag. Det tager
Danmarksdemokraterne til efterretning, og Danmarksdemokraterne
noterer, at regeringspartierne ikke vil forbyde kønsopdelt
svømning i Danmark.
Danmarksdemokraterne støtter
beslutningsforslaget.
Alternativet
Alternativets medlem af udvalget finder, at
beslutningsforslaget giver indtryk af, at kønsopdelt
svømning kun kan begrundes ud fra religiøse eller
kulturelle hensyn, men det er langtfra tilfældet. Der findes
mange gode grunde til kønsopdelte aktiviteter som
svømning. F.eks. kan nogle kvinder, der har oplevet
seksuelle overgreb, have brug for et trygt miljø uden
mænd for at deltage i svømmeundervisning. Der findes
også midaldrende kvinder, der har behov for et
kvindefællesskab, hvor de kan føle sig trygge blandt
andre kvinder. Ligeledes kan kønsopdelt svømning
være en værdifuld mulighed for kvinder med etnisk
minoritetsbaggrund, da det giver dem en vej ind i foreningslivet og
en chance for at møde andre kvinder, både med og uden
minoritetsbaggrund. På den måde kan kønsopdelt
svømning bidrage til at styrke integrationen og skabe
stærke sociale fællesskaber. Mange sportsgrene er
kønsopdelte, uden at det opfattes som et problem for
ligestillingen. Da Alternativets medlem af udvalget spillede
fodbold, var det altid på pigehold, og sådan er det i
mange sportsgrene. At vi har både drenge- og pigehold til
fodbold, betyder jo ikke, at ligestillingen i Danmark er truet. I
Alternativet ser vi ikke kønsopdelt svømning som en
trussel mod ligestillingen, men snarere som en praktisk
løsning, der kan imødekomme forskellige behov og
fremme inkluderende fællesskaber. Derfor kan vi ikke
støtte op om forslaget.
3. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 2.
oktober 2024 og var til 1. behandling den 14. november 2024.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til
behandling i Udlændinge- og Integrationsudvalget.
Oversigt over beslutningsforslagets
sagsforløb og dokumenter
Beslutningsforslaget og dokumenterne i
forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under
beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside
www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget
i 2 møder.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 3 bilag
på beslutningsforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
4 spørgsmål til ministeren for ligestilling til
skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.
Thomas Skriver Jensen (S)
Bjørn Brandenborg (S) Frederik Vad (S) Louise Mehnke (S)
Gunvor Wibroe (S) Malte Larsen (S) Anders Kronborg (S) fmd. Thomas Jensen (S) Hans Andersen
(V) Preben Bang Henriksen (V) Erling Bonnesen (V) Heidi Bank (V)
Mohammad Rona (M) Nanna W. Gotfredsen (M) Aki-Matilda
Høegh-Dam (SIU) Peter Skaarup (DD) Inger Støjberg
(DD) Steffen Larsen (LA) Sandra Elisabeth Skalvig (LA) Brigitte
Klintskov Jerkel (KF) Per Larsen (KF) Kim Edberg Andersen (DD)
Mikkel Bjørn (DF) nfmd.
Karsten Hønge (SF) Anne Valentina Berthelsen (SF) Mads Olsen
(SF) Søren Søndergaard (EL) Zenia Stampe (RV) Helene
Brydensholt (ALT)
Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 50 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 24 | |
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg
(DD) | 15 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Liberal Alliance (LA) | 15 | |
Moderaterne (M) | 13 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 10 | |
Enhedslisten (EL) | 9 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 7 | |
Radikale Venstre (RV) | 6 | |
Alternativet (ALT) | 5 | |
Siumut (SIU) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 6 | |