Fremsat den 5. november 2024 af Morten Messerschmidt (DF),
Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF),
Pia Kjærsgaard (DF), Peter Kofod (DF),
Mette Thiesen (DF) og Nick Zimmermann (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om at forbyde danske myndigheder at henvise til
parallelsamfund som led i myndighedsudøvelsen
Folketinget pålægger regeringen i
indeværende folketingssamling at fremsætte et
lovforslag, der forbyder danske myndigheder at henvise til eller
tage hensyn til parallelsamfunds love og regler ved
myndighedsudøvelsen.
Bemærkninger til forslaget
Dansk Folkeparti har altid været
forudseende, hvad angår indvandringens konsekvenser, og
advaret både befolkningen og Folketinget om, hvordan
indvandringen fra Mellemøsten og Nordafrika vil forandre
Danmark kulturelt, økonomisk og sikkerhedsmæssigt. I
muslimske miljøer er der markante parallelsamfund, som lever
efter islamisk sædvane og kulturer, til trods for at de i
måske mange år og flere generationer har boet i
Danmark, dog uden at have taget Danmark til sig.
Trods dette har Folketinget og de lokale,
kommunale byråd gennem årene udvist accept af
indvandrernes særkrav og har vist dem særhensyn, f.eks.
ved at tillade opførelse af stormoskéer med
minareter, indføre halalslagtet kød i landets
kommunale og statslige institutioner, acceptere det islamiske
tørklæde på offentlige uddannelser og
uddannelsesinstitutioner, opføre bederum på offentlige
uddannelsesinstitutioner og på politistationer og give
tilladelse til kønsopdelt svømning i kommunale
svømmehaller osv.
I muslimske kredse rådgives der om,
hvilket job man som rettroende muslim må have. Det kan f.eks.
være, om man som muslimsk kvinde kan arbejde som social- og
sundhedshjælper, når man kan risikere at skulle bade
mænd. I de samme kredse rådgives der også om,
hvilke kommuner der tager et udvidet hensyn til islam, eller om det
er okay, at ens barn går i danske børnehaver, hvor der
bliver serveret svinekød og holdt jul (»Interne
samtaler vækker opsigt: 'Her er islamismens frontsoldater ude
i samfundet'«, B. T., den 5. oktober 2024).
Sågar aftaler om interne islamiske
blodpenge efter drab bliver aftalt i den lokale moské mellem
morderne, de pårørende og en imam i stedet for at
involvere politiet og retsvæsenet (»Bandemedlemmer
afsløret i aflytning: - Imamen har fastsat et beløb,
der skal rense os«, TV 2, den 22. oktober 2024).
Der er ligeledes utallige eksempler på,
at imamer råder muslimske ægtepar til at undgå at
kontakte de danske myndigheder, hvis manden slår kvinden. Der
er også eksempler på rådgivning om, at man som
muslim gerne må slå sine børn, hvis de ikke
beder til Allah, at kvinder ikke må arbejde, hvor der er
mænd, og at muslimske kvinder ikke må afvise sin mand,
hvis denne vil have sex. Alt sammen forhold, som helt almindelige
danskere ville kontakte offentlige myndigheder om for at få
hjælp til at håndtere disse situationer. Imamerne
fastholder i stedet mænd, kvinder og børn i islamiske
parallelsamfund og agerer dermed myndighed i de islamiske kredse
(»Moskeerne bag sløret: Få overblikket over TV
2's afsløringer« TV 2, den 3. marts 2016).
Også i statslige institutioner vises der
særhensyn. F.eks. har der været eksempler på, at
Familieretshuset har opløst borgerlige vielser og herefter
anbefalet muslimske kvinder at rette henvendelse til den lokale
imam, så de ad den vej også i islamiske miljøer
er at betragte som fraskilte (»Familieretshuset vil ikke
længere henvise muslimske kvinder til imam for at blive
religiøst skilt«, DR, den 7. september 2024).
Familieretshuset har dermed undermineret sin egen autoritet som
statslig myndighed ved at sende kvinderne videre til en
fremmedartet praksis om opløsning af ægteskab efter
islamisk sædvane og ud fra sharia hos de lokale
shariaråd i den lokale moské og med den lokale imam
som mellemled.
Udenrigsministeriet har haft en praksis med at
give det såkaldte apostillestempel i religiøse
skilsmissekontrakter, som har relation til to af de største
og mest radikaliserede moskéer i Danmark: Det Islamiske
Trossamfunds moské og Imam Ali Moskéen
(»Udenrigsministeriet har blåstemplet
Sharia-skilsmisser«, DR, den 10. september 2024) - et
stempel, som blåstempler islamiske fundamentalisters
parallelle rets- og ægteskabsforhold her i Danmark og dermed
gør deres myndighed lige så gyldig som en statslig
myndighed i Danmark - et stempel, som legitimerer ulovlige
islamiske vielser og dermed understøtter parallelsamfund i
Danmark.
Forslagsstillerne ønsker med
beslutningsforslaget, at regeringen skal fremsætte et
lovforslag, hvor det skal fremgå, at ingen har magt eller
autoritet til at underkende danske myndigheders beslutninger og
afgørelser, f.eks. i forhold til en opløsning af en
borgerlig vielse, ved at henvise til parallelsamfunds alternative
islamiske systemer og på den måde sidestille
shariapraksis med danske offentlige myndigheds autoritet og
legitimitet.
Forslagsstillerne er bekymret for en
yderligere udvikling, hvor danske myndigheder tager særhensyn
til islam, i takt med at den islamiske indvandring fortsætter
og islamisk religion og kultur bliver en større og mere
integreret del af Danmark, herunder at Folketinget på sigt
vil tage hensyn til islamiske ønsker i forhold til juridiske
og praktiske forhold.
Af lovforslaget skal det endvidere
fremgå, at der indføres et direkte forbud mod at
indføre shariaregler i dansk lov og mod at anvende
retstilstande afledt af shariaret til løsning af juridiske
tvister, herunder i domstolsprøvelser. Myndighederne skal
f.eks. ikke tage hensyn til en mand, der har slået sin kone,
hvis han henviser til Koranen og en sura, som tilsiger, at han
gerne må retlede hende ved at slå hende, og det skal
ikke medtages som en formildende omstændighed, der kan
henføres under en anderledes kultur eller en religiøs
sædvane.
I loven skal det ligeledes skrives ind, at det
ikke er tilladt at tage hensyn til islamisk ret eller sharia,
når man dør, i forhold til fordeling af arv, hvad der
skal ske med ens mindreårige børn og andre
forhold.
Forslagsstillerne ønsker, at
lovforslaget udmøntes således, at f.eks. alle
islamiske hensyn forbydes, og dermed at man ikke kan bære
islamisk tørklæde på offentlige arbejdspladser,
at offentlige svømmehaller ikke bliver opdelt efter
køn, at statslige uddannelsesinstitutioner ikke tillader
bederum, at offentlige arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner
ikke giver fri til og afholder eid, og at islamisk
halalslagtemetode ikke implementeres osv.
Derudover foreslås det, at regeringen i
lovforslagets bemærkninger bekræfter over for
Folketinget, at Danmarks love og regler også for fremtiden
udelukkende bliver lavet i og af Folketinget.
Vi ved, at der i en grad opereres med
islamiske sharialove, som fungerer parallelt med de love, som
Folketinget vedtager og domstolene dømmer efter. Men for at
disse parallelsamfund ikke udbygges og får legitimitet, som
vi kender fra andre lande med en større og
længerevarende indvandring fra islamiske lande, er det af
allerhøjeste vigtighed, at Folketingets partier med rettidig
omhu indfører lovgivning, som imødeser dette problem
og tydeliggør, at i Danmark er det danske regler og love,
der gælder - ikke islamiske parallelsystemer, og sådan
skal det forblive.
Desuden viser historien, at i takt med mere
islamisk indvandring og mere islamisk indflydelse, så vil der
blive taget mere hensyn til islam og sharia både i praksis og
juridisk. Uden konkret lovgivning kommer vi til at acceptere mere
og mere islamisk parallelsamfund og dermed et endnu mere opdelt
Danmark med forskellig retspraksis. Derfor er der behov for et
lovforslag, som det foreslås med dette
beslutningsforslag.
Skriftlig fremsættelse
Morten
Messerschmidt (DF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om at
forbyde danske myndigheder at henvise til parallelsamfund som led i
myndighedsudøvelsen.
(Beslutningsforslag nr. B 27)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.