B 22 Forslag til folketingsbeslutning om danskkrav for fuld kontanthjælp.

Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2024-25
Status: Betænkning afgivet

Betænkning

Afgivet: 15-01-2025

Afgivet: 15-01-2025

Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 15. januar 2025

20241_b22_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 15. januar 2025

1. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, V, SF, M, EL, RV og ALT) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse ved 2. (sidste) behandling.

Et mindretal i udvalget (DD, LA, KF og DF) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret.

Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

2. Politiske bemærkninger

Enhedslisten

Enhedslisten er meget skeptisk over for beslutningsforslagets ønske om at indføre et danskkrav for fuld kontanthjælp. Forslaget indebærer, at kontanthjælpsmodtagere, som ikke opfylder et specifikt danskkrav, fra den 1. januar 2026 får reduceret deres ydelse med 1.600 kr. om måneden. Enhedslisten finder denne tilgang dybt problematisk af flere grunde:

Beslutningsforslaget bygger på en sanktionstilgang, hvor reduktion i ydelser bruges som middel til at motivere borgere til at opnå bedre danskkundskaber. Enhedslisten finder denne logik fejlagtig og kontraproduktiv. Erfaring og forskning viser, at straf og økonomiske sanktioner ikke styrker integrationen, men derimod skaber yderligere marginalisering og pres på allerede udsatte grupper. Borgere, der står uden for arbejdsmarkedet, har ofte komplekse udfordringer som psykiske lidelser, kognitive vanskeligheder eller ordblindhed, som gør det vanskeligt at opfylde kravene.

Forslaget vil især ramme sårbare borgere med begrænsede danskkundskaber, som ofte allerede kæmper med sociale, helbredsmæssige og økonomiske udfordringer. At fratage dem en del af deres økonomiske sikkerhedsnet vil forværre deres situation og skubbe dem endnu længere væk fra arbejdsmarkedet og det danske samfund.

I stedet for at reducere barrierer for at deltage på arbejdsmarkedet og i samfundet lægger beslutningsforslaget yderligere hindringer i vejen. Et højt sprogligt krav, der sammenlignes med danskprøve 3, er urealistisk at opnå for mange og vil bidrage til eksklusion snarere end inklusion.

Enhedslisten foreslår en helt anden tilgang, der fokuserer på at støtte borgere frem for at straffe dem. Dette kunne inkludere målrettede danskkurser, der tager højde for individuelle behov, og en styrkelse af job- og uddannelsesindsatser, der skaber reelle muligheder for integration på arbejdsmarkedet.

Enhedslisten opfatter beslutningsforslaget som et udtryk for en hård og ekskluderende tilgang, der risikerer at skabe flere problemer, end det løser. Enhedslisten vil derfor stemme imod beslutningsforslaget og opfordrer Folketinget til at vælge en vej, der understøtter borgerne frem for at skabe barrierer.

3. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 1. november 2024 og var til 1. behandling den 10. december 2024. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Beskæftigelsesudvalget.

Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og dokumenter

Beslutningsforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 1 møde.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 2 bilag på beslutningsforslaget.

Bjarne Laustsen (S) Bjørn Brandenborg (S) Henrik Møller (S) Jens Joel (S) Kasper Roug (S) Thorkild Holmboe-Hay (S) Frederik Vad (S) Thomas Monberg (S) Thomas Skriver Jensen (S) fmd. Christoffer Aagaard Melson (V) Louise Elholm (V) Hans Andersen (V) Kim Valentin (V) nfmd. Karin Liltorp (M) Nanna W. Gotfredsen (M) Charlotte Munch (DD) Betina Kastbjerg (DD) Sólbjørg Jakobsen (LA) Steffen Larsen (LA) Dina Raabjerg (KF) Frederik Bloch Münster (KF) Dennis Flydtkjær (DD) Nick Zimmermann (DF) Karsten Hønge (SF) Carl Valentin (SF) Kirsten Normann Andersen (SF) Victoria Velasquez (EL) Samira Nawa (RV) Nikoline Erbs Hillers-Bendtsen (ALT)

Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)50
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)24
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg (DD)15
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Liberal Alliance (LA)15
Moderaterne (M)13
Det Konservative Folkeparti (KF)10
Enhedslisten (EL)9
Dansk Folkeparti (DF)7
Radikale Venstre (RV)6
Alternativet (ALT)5
Siumut (SIU)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)6