Fremsat den 25. oktober 2024 af Dina Raabjerg (KF) og Mona Juul (KF)
Forslag til folketingsbeslutning
om at øge danske virksomheders muligheder
for rekruttering af international arbejdskraft fra bestemte
lande
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af folketingsåret 2024-25 at indkalde til
forhandlinger med henblik på fremsættelse af et
lovforslag om en sænkelse af beløbsgrænsen i den
supplerende beløbsordning, en udvidelse af faggrupperne
på positivlisten og en ny positivliste med en lavere
beløbsgrænse for lande uden for EU, som Danmark har
stærke handelsmæssige forbindelser til, så danske
virksomheder lettere kan rekruttere kvalificeret international
arbejdskraft.
Bemærkninger til forslaget
Mangel på hænder og hoveder er den
største udfordring for dansk økonomi.
De seneste tal for perioden fra september 2023
til februar 2024 viser, at 22 pct. af virksomhedernes
rekrutteringsforsøg var forgæves. Det svarer i rene
tal til i alt 76.800 forgæves rekrutteringsforsøg
(»Danmark taber stadig tusindvis af job«, Dansk
Arbejdsgiverforening, den 26. juni 2024). Det er ikke kun et
problem for den enkelte virksomhed, men også for dansk
økonomi.
Danske virksomheder har derfor behov for
tilførsel af international arbejdskraft for at kunne
vækste. I april 2023 var der knap 300.000 internationale
lønmodtagere i fuldtidsstillinger på det danske
arbejdsmarked svarende til hver ottende arbejdstager (»Et
arbejdsmarked i forandring«, Kommunernes Landsforening,
oktober 2023). Det er udelukkende positivt, men der er fortsat for
mange benspænd, overflødige regler og ventetid i
sagsbehandlingen for internationale medarbejdere.
Derfor skal det gøres nemmere for
danske virksomheder at tiltrække kvalificeret international
arbejdskraft. Det Konservative Folkeparti opfordrer på den
baggrund regeringen til at indkalde til forhandlinger om
lovændringer, således at reglerne på
området kommer til at give bedre betingelser for
internationale arbejdstagere på det danske arbejdsmarked.
Det Konservative Folkeparti mener, at der er
en række konkrete justeringer, der bør foretages for
at fremme arbejdskraften, som også fremgår af punkterne
i partiets nye erhvervsudspil (»Ny erhvervspakke - Vi tager
generationsansvar og sætter erhvervslivet fri«, Det
Konservative Folkeparti, 2024).
Det Konservative Folkeparti mener bl.a., at
beløbsgrænsen på 393.000 kroner i den
supplerende beløbsordning skal nedsættes til 325.000
kroner. En lavere beløbsgrænse vil både styrke
virksomhedernes konkurrenceevne og produktivitet.
Derudover foreslås det, at faggrupperne
på positivlisten udvides, og at der samtidig etableres en ny
positivliste med en lavere beløbsgrænse for lande uden
for EU, som Danmark har stærke handelsmæssige
relationer til, og hvis indbyggere Danmark har gode erfaringer med
at integrere både på arbejdsmarkedet og kulturelt.
På den måde sikres danske
virksomheder arbejdskraft fra lande, som Danmark ligeledes har god
erfaring med at integrere som en del af samfundet.
Giver man de danske virksomheder bedre
mulighed for at rekruttere den arbejdskraft, de har brug for,
sikrer man bedre mulighed for vækst og dermed en sundere
dansk økonomi.
Forslagsstillerne håber på bred
opbakning til forslaget fra Folketinget.
Skriftlig fremsættelse
Dina Raabjerg
(KF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om at
øge danske virksomheders muligheder for rekruttering af
international arbejdskraft fra bestemte lande.
(Beslutningsforslag nr. B 20)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.