B 2 Forslag til folketingsbeslutning om at sikre ret til sorgorlov til forældre, der har modtaget godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste i mere end 2 år på grund af hjemmepasning af et sygt barn.

Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2024-25
Status: Tilbagetaget

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 02-10-2024

Fremsat: 02-10-2024

Fremsat den 2. oktober 2024 af Dina Raabjerg (KF), Birgitte Bergman (KF) og Mona Juul (KF)

20241_b2_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 2. oktober 2024 af Dina Raabjerg (KF), Birgitte Bergman (KF) og Mona Juul (KF)

Forslag til folketingsbeslutning

om at sikre ret til sorgorlov til forældre, der har modtaget godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste i mere end 2 år på grund af hjemmepasning af et sygt barn

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte et lovforslag, der giver forældre, der har modtaget godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste i mere end to år på grund af hjemmepasning af et sygt barn, ret til sorgorlov på lige fod med andre forældre, der har mistet deres barn.

Bemærkninger til forslaget

At miste et barn er en af de største sorger, man kan opleve. Det er noget, der slår familier ud af kurs og trækker tæppet væk under tilværelsen. De familier, der oplever at miste et barn, fortjener støtte og hjælp i den svære tid.

Det er en af grundene til, at forslagsstillerne har kæmpet for sorgorlov til de efterladte forældre, der mister. Desværre er der et hul i lovgivningen, som rammer de forældre, der har hjemmepasset deres syge barn i mere end 2 år forud for barnets død.

Reglerne i dag

For at få ret til dagpenge efter barselsloven - herunder sorgorlov - skal barselslovens beskæftigelseskrav være opfyldt. Som lønmodtager kan man opfylde beskæftigelseskravet, ved at man senest dagen før fraværet er i arbejde og har arbejdet mindst 160 timer de seneste 4 afsluttede måneder med mindst 40 timer i 3 af disse måneder (Beskæftigelsesudvalget, alm. del - spørgsmål 297, folketingsåret 2023-24).

I et svar på spørgsmål nr. 266 svarer beskæftigelsesministeren på spørgsmålet om forældre, der ikke lever op til beskæftigelseskravet, og deres ret til sorgorlov:

»Beskæftigelseskravet afspejler, at det er en betingelse for at kunne få dagpenge efter barselsloven, at man har en aktuel tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er dermed ikke alle forældre, som har ret til dagpenge efter barselsloven.

Som en undtagelse til opfyldelsen af beskæftigelseskravet for en lønmodtager i ansættelse ses der bort fra perioder på indtil 2 år, hvor der er ydet godtgørelse for f.eks. tabt arbejdsfortjeneste ved pasning af et handicappet barn i hjemmet. Det betyder, at en lønmodtager, som er i ansættelse og som skal på barsel eller holde sorgorlov, kan bruge timer, der er arbejdet forud for en periode på op til 2 år med tabt arbejdsfortjeneste, til at opfylde beskæftigelseskravet. Det betyder omvendt, at hvis man har modtaget godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste ved pasning af et handicappet barn i hjemmet på fuld tid i over 2 år, kan man som udgangspunkt ikke bruge undtagelsen til at opfylde beskæftigelseskravet.« (Beskæftigelsesudvalget, alm. del - spørgsmål 266, folketingsåret 2023-24)

Med andre ord: Har en forælder passet sit syge barn hjemme i mere end 2 år, og har forælderen derfor modtaget godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste, så har vedkommende ikke ret til sorgorlov, når barnet dør.

På ulykkelig vis er der omkring ti familier om året, der mister et barn efter længere tids sygdom, hvor en forælder eller begge har modtaget godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste i mere end 2 år, fordi de har passet deres syge barn hjemme (Beskæftigelsesudvalget, alm. del - spørgsmål 267, folketingsåret 2023-24). Som konsekvens mister forældrene retten til sorgorlov, da de har været væk fra arbejdsmarkedet i for lang tid.

Forslaget

På den baggrund ønsker forslagsstillerne at sikre denne målgruppe retten til 12 ugers sorgorlov ud over godtgørelse for 14 ugers tabt arbejdsfortjeneste, som de i forvejen er sikret. På den måde sidestilles forældre, der mister et barn, og som ikke lever op til beskæftigelseskravet, fordi de har hjemmepasset deres barn, med forældre, der mister et barn, og som lever op til beskæftigelseskravet.

Økonomiske konsekvenser

Hvis man ligestiller forældrenes ret til sorgorlov, vil det ifølge Beskæftigelsesministeriets skøn koste omkring 1,5 mio. kr. i offentlige merudgifter årligt (Beskæftigelsesudvalget, alm. del - spørgsmål 297, folketingsåret 2023-24). Det er i forslagsstillernes øjne et så beskedent beløb, at der ikke bør være nogen tvivl om, at det er en udgift, vi som samfund skal gå ind og dække.

Derfor pålægger Folketinget regeringen at fremsætte et lovforslag, der sikrer, at forældre, der mister et barn efter længere tids sygdom, har ret til 12 ugers sorgorlov ud over godtgørelse for 14 ugers tabt arbejdsfortjeneste, også selv om forældrene har modtaget godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste i mere end 2 år.

Skriftlig fremsættelse

Dina Raabjerg (KF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om at sikre ret til sorgorlov til forældre, der har modtaget godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste i mere end 2 år på grund af hjemmepasning af et sygt barn.

(Beslutningsforslag nr. B 2)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.