Fremsat den 11. marts 2025 af udenrigsministeren (Lars Løkke Rasmussen)
Forslag til folketingsbeslutning
om danske militære bidrag til træning
og kapacitetsopbygning i Afrika i rammen af EU
Folketinget meddeler sit samtykke til, at danske militære
bidrag indsættes til træning og kapacitetsopbygning i
Afrika i rammen af EU's militære indsatser. Her vil de danske
militære bidrag medvirke til at styrke afrikanske partneres
kapacitet til at håndtere sikkerhedsudfordringer på
kontinentet samt EU's evne til at fremme international fred og
sikkerhed.
Bemærkninger til forslaget
I. Med afskaffelse af EU-forsvarsforbeholdet ved
folkeafstemningen den 1. juni 2022 tiltrådte Danmark formelt
EU's fælles sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde den
1. juli 2022. Det betyder blandt andet, at Danmark kan deltage i
EU's militære indsatser samt være med til at
præge beslutninger om EU's eksisterende og nye militære
indsatser.
Den nye geopolitiske virkelighed kalder
på et helhjertet dansk engagement i EU, også i form af
dansk deltagelse i og bidrag til EU's militære indsatser.
Danmark lægger vægt på, at EU bidrager aktivt til
at fremme international fred og sikkerhed. Det gælder
også på det afrikanske kontinent, hvor Europa og Afrika
står over for en række fælles udfordringer i form
af blandt andet klimaforandringer, voldelig ekstremisme,
væbnet oprør og grænseoverskridende organiseret
kriminalitet til lands og til vands. Dette er udfordringer, som
afrikanske lande og institutioner i flere tilfælde har
vanskeligt ved at bekæmpe alene. Udfordringerne truer den
regionale stabilitet på tværs af det afrikanske
kontinent og bidrager til udbredt konflikt, usikkerhed og fattigdom
samt risiko for øgede migrationsstrømme. Dette
påvirker også Europas og Danmarks sikkerheds- og
handelsinteresser, inklusiv søtransporten.
Det er i Danmarks klare interesse at bidrage
til fred og sikkerhed på det afrikanske kontinent, hvilket er
ét af sporene i regeringens nyligt lancerede strategi for et
styrket dansk engagement med afrikanske lande fra august 2024
("Afrikas århundrede"). Et centralt element i regeringens
strategi er at understøtte afrikanske landes
bestræbelser på at varetage egen sikkerhed ud fra
princippet om "afrikanske løsninger på afrikanske
problemer". Til støtte for dette skal Danmark blandt andet
igennem EU engagere sig mere, hvor det efterspørges, og
understøtte både nationale og regionale
løsninger i Afrika, herunder ved at samarbejde med
afrikansk-ledede indsatser. EU-samarbejdet og en styrkelse af EU's
position på kontinentet er en central platform for, at
Danmark kan indfri disse målsætninger.
EU lægger vægt på en
holistisk og integreret tilgang til sikkerhedsudfordringer på
det afrikanske kontinent, hvor humanitær bistand,
udviklingsstøtte, fredsopbygning, krisestyring og
stabiliseringstiltag i videst muligt omfang tænkes sammen. Et
centralt instrument i den integrerede tilgang er EU's civile og
militære indsatser, ofte i samspil med Den Europæiske
Fredsfacilitets bistandsstøtteforanstaltninger i form af
blandt andet donationer af materiel eller udstyr af både
dødbringende og ikke-dødbringende karakter.
Formålet er blandt andet at understøtte og opbygge
tredjelandes sikkerhedsaktørers kapacitet til at varetage
nationale og grænseoverskridende sikkerhedsudfordringer.
EU's nuværende militære trænings-
og kapacitetsopbyggende indsatser i Afrika
EU's civile og militære indsatser er en
del af EU's Fælles Sikkerheds- og Forsvarspolitik (FSFP) og
har til formål at bidrage til fredsbevarelse,
konfliktforebyggelse og styrkelse af den internationale sikkerhed i
overensstemmelse med principperne i De Forenede Nationers pagt. EU
har aktuelt tre igangværende militære missioner i
Afrika foruden et civilt-militært sikkerheds- og
forsvarsinitiativ i kystlandene langs Guineabugten. Fælles
for disse indsatser er, at de understøtter nationale
afrikanske sikkerhedsstyrkers evne til at håndtere
sikkerhedsudfordringer gennem træning, uddannelse, strategisk
rådgivning samt øvrig kapacitetsopbygning.
EU's militære træningsmission i
Somalia (EUTM Somalia) blev lanceret i 2010 med henblik på at
bidrage til at forbedre Somalias evne til at bekæmpe
Al-Shabaab, begrænse pirateri samt modvirke
grænseoverskridende kriminalitet gennem uddannelse,
træning og kapacitetsopbygning af de somaliske
sikkerhedsstyrker. EUTM Somalias aktiviteter skal ses i
sammenhæng med EU's øvrige sikkerhedspolitiske
indsatser i Somalia og på Afrikas Horn, herunder EU's civile
mission (EUCAP Somalia) og EU's sømilitære operation
(EUNAVFOR ATALANTA).
EU's militære træningsmission i
Den Centralafrikanske Republik (EUTM RCA) blev lanceret i 2016 med
det formål at styrke de nationale sikkerhedsstyrker gennem
strategisk rådgivning til reformeringen af forsvarssektoren.
EUTM RCA rådgiver og uddanner sikkerhedsstyrkerne med
særligt fokus på den menneskerettighedsbaserede
tilgang, folkeretten samt implementeringen af kvinder, fred og
sikkerhedsdagsordenen (WPS). EUTM RCA's aktiviteter skal ses i
sammenhæng med EU's civile mission (EUAM RCA), som
rådgiver myndighederne om reformering af den civile
sikkerhedssektor.
EU's militære bistandsmission i
Mozambique (EUMAM Mozambique) blev lanceret i 2024 med det
formål at erstatte EU's eksisterende militære
træningsmission i Mozambique (EUTM Mozambique), der blev
etableret i 2021, og dermed gradvist udfases. Missionen har til
formål at bistå de nationale sikkerhedsstyrker gennem
en kombination af rådgivning, mentorering og
specialuddannelse med henblik på at bekæmpe Islamisk
Stat-affilierede grupperinger og genoprette sikkerheden og
stabiliteten i Cabo Delgado-provinsen.
EU's sikkerheds- og forsvarsinitiativ i
Guineabugten (EUSDI Guineabugten) blev lanceret i 2023 som en
civil-militær regional mission i Benin, Togo, Elfenbenskysten
og Ghana. Missionen skal efter hensigten bestå af sikkerheds-
og forsvarsrådgivere forankret på EU-delegationerne i
hvert af de fire kystlande og kan herudover facilitere kortvarige
udsendelser af trænings- og uddannelseshold. Formålet
er at bistå de nationale myndigheder med at udvikle
tilstrækkelige kapaciteter inden for sikkerheds- og
forsvarssektoren til at dæmme op for og reagere på det
pres, som væbnede terrorgrupper udøver. EUSDI
Guineabugten bistår ligeledes med rådgivning til
myndighederne i retsstatsforhold og god forvaltningspraksis i
sikkerhedssektoren samt tillidsopbygning mellem civilsamfundet og
sikkerheds- og forsvarsstyrkerne.
Danske bidrag til EU's militære
indsatser i Afrika skal understøtte en udvikling i retning
af mere fred og sikkerhed. Afrikas Horn indtager en strategisk
placering i Europas og Danmarks interesseområde. Derfor
udsendes første bidrag til EUTM Somalia med henblik på
at medvirke til at forbedre Somalias evne til at bekæmpe
Al-Shabaab, begrænse pirateri samt modvirke
grænseoverskridende kriminalitet.
II. Der anmodes om Folketingets samtykke til udsendelse af
danske militære bidrag til indsættelse i EU's
trænings- og kapacitetsopbyggende indsatser i Afrika med
henblik på at styrke afrikanske partneres evne til at
håndtere sikkerhedsudfordringer på kontinentet. De
danske militære bidrag vil, jf. afsnit VII nedenfor, og med
respekt for folkeretten, også kunne indsættes i EU's
eventuelle fremtidige trænings- og kapacitetsopbyggende
indsatser i Afrika, som er af tilsvarende karakter og
missionsramme.
Det drejer sig om militære
trænings-, rådgivnings- og stabsbidrag bestående
af op til ca. 18 personer per EU-indsats. Bidragene vil kunne
gennemføre opgaver i rammen af EU's trænings- og
kapacitetsopbyggende indsatser på det afrikanske kontinent.
Opgaverne vil blandt andet omfatte planlægning,
rådgivning, mentorering, træning, uddannelse og
eventuelt sikringsopgaver, herunder i enkelte tilfælde i
forbindelse med trænede styrkers udførelse af
operationer, hvor bidragene vil varetage sine opgaver fra sikrede
lokationer.
De danske bidrag vil gennemføre
aktiviteter inden for rammerne af EU's missionsplaner. De danske
bidrag vil have mandat til at anvende magt i selvforsvar samt i
forsvar af andre styrker og enheder, der er indsat i rammen af EU's
indsatser, eller tredjepersoner, der opholder sig i nærheden
af missionsområdet, og som udsættes for livstruende
fare eller fare for fysiske skader. Danske bidrag vil endvidere
have mandat til at beskytte installationer, lokaliteter, materiel,
transportmidler eller anden ejendom, som tilhører EU's
trænings- og kapacitetsopbyggende indsatser.
De danske militære bidrag kan udsendes i
EU's trænings- og kapacitetsopbyggende indsatser på det
afrikanske kontinent i op til 12 måneder ad gangen på
kontinuerlig basis. Missionsområdet for de danske bidrag
afgrænses til værtsstaternes land-, sø-, og
luftterritorium i overensstemmelse med EU's missionsplaner.
Som det første konkrete danske
militære bidrag vil der fra medio 2025 blive udsendt to
personer til EU's militære træningsmission i Somalia
(EUTM Somalia). Bidraget vil medvirke til at løfte de
somaliske sikkerhedsstyrkers militære færdigheder og
evne til at håndtere nationale sikkerhedsudfordringer gennem
blandt andet strategisk rådgivning og træning. Bidraget
vil primært opholde sig i missionshovedkvarteret i
Mogadishu.
III. Den danske forsvarschef bevarer fuld kommando over de
danske bidrag. Retten til at indsætte bidragene delegeres som
udgangspunkt til chefen for den EU-indsats, hvortil det danske
personel er udsendt, i overensstemmelse med de fastlagte kommando-
og kontrolforhold.
IV. Det folkeretlige grundlag for EU's trænings- og
kapacitetsopbyggende indsatser er samtykke fra de relevante
værtsstater. De danske bidrag vil være underlagt
folkeretten, herunder i relevant omfang den humanitære
folkeret.
V. Regeringen vil forud for indsættelse af konkrete danske
bidrag fremlægge en trusselsvurdering fra Forsvarets
Efterretningstjeneste (FE) for Det Udenrigspolitiske Nævn.
Trusselsvurderingen vil beskrive eventuelle konkrete trusler mod
det danske bidrag samt indeholde en vurdering af trusselsniveauet i
det konkrete missionsområde på det givne tidspunkt.
FE vurderer, at terrortruslen mod vestlige
mål i Somalia, herunder i Somaliland, er HØJ, mens
terrortruslen mod vestlige mål i Somalias hovedstad,
Mogadishu, er MEGET HØJ. Den generelle sikkerhedssituation i
Somalia er fortsat meget ustabil.
Den militante islamistiske gruppe al-Shabaab
har igennem mange år været central i at destabilisere
Somalia. På trods af mange års lokale og internationale
militære indsatser er oprørs- og terrorgruppen fortsat
en af al-Qaidas mest aktive og kapable grupper. Al-Shabaab har
både intention om og kapacitet til at angribe vestlige
interesser i Somalia, herunder EUTM Somalia. Islamisk Stat (IS) har
også etableret sig i Somalia i løbet af de seneste
år. Sammenlignet med al-Shabaab er truslen fra IS i Somalia
dog markant mindre.
Det er meget sandsynligt, at al-Shabaab
opfatter EUTM Somalia som et attraktivt angrebsmål. Det er
ligeledes meget sandsynligt, at al-Shabaab har et stort
netværk af informanter, som løbende overvåger og
informerer om vestlige måls aktiviteter i og nær
Mogadishu, herunder EUTM Somalia. Al-Shabaab har flere gange
angrebet lokaliteter, hvor EUTM Somalia træner lokale
styrker.
Det er meget sandsynligt, at al-Shabaab
løbende arbejder på at infiltrere Den Somaliske
Hær (SNA) og andre dele af det somaliske sikkerhedsapparat,
blandt andet for at kunne udføre insider-angreb. Dette
gælder også militære træningsfaciliteter,
som EUTM Somalia støtter.
Ligeledes er det meget sandsynligt, at
al-Shabaab har en intention om og en vis kapacitet til at ramme
flytrafikken i Somalia. Det gælder både militære
fly og helikoptere samt kommercielle og andre civile fly.
Den internationale lufthavn i Mogadishu (Aden
Abdulle International Airport) er opholdssted for stort set alle
vestlige interesser og internationale organisationer i Somalia,
herunder EUTM Somalia. Det er meget sandsynligt, at lufthavnen er
bedre beskyttet end alle andre steder i Somalia, herunder somaliske
militærfaciliteter i og nær Mogadishu. Al-Shabaab
angriber typisk lufthavnen flere gange årligt. Al-Shabaabs
kapacitet til at udføre præcise morterangreb mod
lufthavnen er dog begrænset.
VI. Da de danske militære bidrag vil indgå i
indsatser, hvor det ikke kan udelukkes, at der kan blive tale om
anvendelse af militære magtmidler, forelægges sagen for
Folketinget under henvisning til grundlovens §19, stk. 2, med
anmodning om Folketingets samtykke til indsættelse af danske
militære bidrag, som beskrevet ovenfor.
VII. Regeringen vil løbende vurdere de danske bidrags
sammensætning med henblik på at sikre en effektiv
opgaveløsning. Såfremt det skulle vise sig
hensigtsmæssigt at forlænge bidragenes udsendelse,
justere bidragene væsentligt, eller såfremt der skulle
ske en væsentlig ændring i opgavernes karakter,
missionsområde eller missionsramme, vil regeringen
rådføre sig med Det Udenrigspolitiske Nævn eller
om nødvendigt på ny forelægge sagen for
Folketinget.
VIII. Meromkostningerne forbundet med personelbidraget på
to personer til EUTM Somalia i 12 måneder estimeres at
andrage ca. 2 mio. kr. i 2025-2026, heraf ca. 1 mio. kr. i 2025 og
1 mio. kr. i 2026. Meromkostningerne forbundet med personelbidraget
finansieres af Forsvarsministeriets Reserve til internationale
operationer. Meromkostninger relateret til yderligere bidrag,
herunder forlængelse af eksisterende udsendelser eller
udsendelser til øvrige indsatser, vil skulle genberegnes
på baggrund af nye militærfaglige anbefalinger, hvortil
prissætningen af meromkostningerne bl.a. vil afhænge af
bidragenes størrelse, sammensætning og geografisk
lokation.