B 158 Forslag til folketingsbeslutning om at lade multikriminelle familier omfatte af bandelovgivningen.

Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2024-25
Status: Fremsat

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 28-02-2025

Fremsat: 28-02-2025

Fremsat den 28. februar 2025 af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) og Theresa Berg Andersen (SF)

20241_b158_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 28. februar 2025 af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) og Theresa Berg Andersen (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om at lade multikriminelle familier omfatte af bandelovgivningen

Regeringen pålægges inden udgangen af 2025 at fremsætte initiativer, der imødegår multikriminelle klaner og familier, herunder åbne mulighed for at sidestille disse med bander, så myndighederne får de samme værktøjer og muligheder over for multikriminelle familier, som man i dag har over for banderne.

Bemærkninger til forslaget

Der er i dag områder i Danmark, hvor borgerne undlader at færdes af hensyn til deres egen tryghed og sikkerhed. SF ønsker et trygt offentligt rum i hele Danmark, og derfor vil vi sætte ind imod kriminel, asocial og truende adfærd.

Vi har som samfund lagt mange kræfter i bekæmpelsen af bandekriminalitet i de seneste 15 år. Desværre kan vi konstatere, at der findes familiestrukturer i Danmark, der fuldt ud lever op til bandernes adfærdskodeks, men som i dag ikke kan retsforfølges efter de samme skærpede bestemmelser. Der er tale om vanekriminelle, og at flere familiemedlemmer i samme husstand og over flere generationer er involveret i systematisk og grov kriminalitet. SF foreslår på den baggrund at åbne mulighed for at benytte bandelovgivningen over for multikriminelle klaner og familier og dermed give myndighederne de samme værktøjer og muligheder over for multikriminelle familier, som man i dag har over for banderne, f.eks. strafskærpelser, opholdsforbud, skærpet kontrol og tilsyn med prøveløsladte m.v.

Baggrund

De multikriminelle familier udgør et alvorligt problem af mange årsager; dels øger deres tilstedeværelse utrygheden i lokale boligområder, dels er den massive kriminalitet, der udgår fra dem, i sig selv alarmerende, dels rammer det de børn, som tilfældigvis er født ind i en multikriminel familie og som derfor har en øget risiko for selv at blive kriminelle. Desuden koster multikriminelle familier samfundet enorme beløb, som i stedet kunne være brugt på velfærd, forebyggelse og hjælp til de lovlydige borgere, som måtte have brug for politi og retsvæsen.

I Danmarks tredjestørste by, Odense, er man hårdt plaget af otte-ti kriminelle klaner, som kynisk udnytter byens allersvageste borgere til narkohandel, udsætter dem for trusler og grov vold eller presser dem til at optage lån. De multikriminelle familier har kostet kommunekassen op mod 250 mio. kr. over de seneste 10 år, hvoraf en betydelig del af udgifterne går til anbringelser af børn, der ellers ville vokse op i de her familier og dermed få ødelagt deres barndom (»Otte kriminelle familier har kostet kommune en kvart milliard«, TV 2 Fyn, den 8. april 2024). Det er også kommet for dagen, at de multikriminelle klaner er en integreret del af Odenses bandemiljø. I 2021 fremgik det således af en rapport om Odense Kommunes bandeindsats, at den organiserede kriminalitet i høj grad var »familiebåret«. (»Ny rapport giver anbefalinger til Odense kommunes bandeindsats«, Odense kommune, den 7. april 2025). Også i Aarhus er der alvorlige problemer med slægtsbaseret kriminalitet. Ifølge Berlingske er fire storfamilier med ikkevestlig baggrund fra Aarhus Vest blevet sigtet eller mistænkt for lovovertrædelser næsten 5.000 gange. En familie med 27 medlemmer er tilsammen blevet sigtet eller mistænkt 1.617 gange, og en anden familie med ni medlemmer tegner sig for 630 sager. (»Interne dokumenter afslører "ekstremt" fænomen: Fire dybt kriminelle familier sigtet tusindvis af gange«, Berlingske, den 11. oktober 2024).

De multikriminelle familier er ikke alene massivt overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikkerne, de forhindrer også, at forbrydelser opklares, idet »egne værdier og mæglingssystemer« vejer tungere end det almindelige retssystem, som det ifølge Berlingske fremgår af interne dokumenter fra Østjyllands Politi i Aarhus, hvor multikriminelle familier også udgør en betydelig udfordring. (»Knytnæven red rundt på fest i gaderne: I dag er han billede på kriminelle klaners magt«, Berlingske, den 5. januar 2025).

Der er med bandepakkerne løbende taget en række væsentlige skridt for at imødegå bandernes massive kriminalitet og utryghedsskabende, intimiderende adfærd i vores samfund (»Serviceeftersyn af bandepakkerne«, Justitsministeriet, den 7. februar 2022).

Når det kommer til de multikriminelle familier, er der tale om kriminalitetsformer, adfærd og et persongalleri, der til dels overlapper med banderne, som vi fra politisk hold har haft stærkt fokus på i mere end et årti. På den baggrund er der også brug for at tage hårdere fat om de her familier, hvis kriminelle adfærdsmønster tilmed vandrer videre fra generation til generation.

Problemerne med multikriminelle familier er betydelige og veldokumenterede, om end vi fortsat mangler det fulde og systematiske overblik på nationalt plan. Det er også vigtigt at holde sig for øje, at der ikke findes en fast definition på begrebet multikriminelle familier/klaner. Justitsministeriet har indhentet erfaringer fra politikredsene om problemet, og af svar fra justitsmisteren fremgår det, at der i Nordjyllands Politikreds er enkelte familier, der vurderes at være særlig belastet af kriminalitet igennem flere generationer. Fra Fyns Politi forlyder det, at der p.t. er ca. ti kriminelle familier, som i sig selv har karakter af at være et kriminelt familienetværk. Flere af disse familier er tilmed gift ind i hinanden, hvilket øger netværkenes størrelse. Sydøstjyllands Politi har kendskab til familier, hvor et eller flere familiemedlemmer begår kriminalitet i betydeligt omfang, men hvor de øvrige familiemedlemmer ikke umiddelbart deltager heri. Hos Østjyllands Politi har en indledende undersøgelse identificeret ca. 60 familier. Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har identificeret i alt 15 familier/klaner i politikredsen. Københavns Vestegns Politi har oplyst, at politikredsen kender til familier, hvor to eller flere personer i overvejende grad ernærer sig ved salg og besiddelse af narko, våben og økonomisk kriminalitet. Københavns Politi oplyser, at man har kendskab til familier, hvor flere familiemedlemmer begår omfattende kriminalitet, som medfører et stort ressourcetræk hos politiet, f.eks. omfattende tilfælde af tyveri, svindel, afpresning og lignende berigelseskriminalitet, og det er politikredsens formodning, at den begåede kriminalitet udgør en væsentlig indtægtskilde for familien, jf. REU alm. del - svar på spørgsmål 664, folketingsåret 2023-24.

Myndighederne har i dag en stor værktøjskasse til bekæmpelse af bandekriminalitet, men når det kommer til kriminalitet begået af multikriminelle familier og klaner, står vi med langt færre værktøjer. Der er imidlertid så store fællestræk mellem banderne og de multikriminelle familier, at vi bør gøre det muligt f.eks. at efterforske, sanktionere og straffe klanerne på samme måde, som man i dag kan med banderne. Grovheden, hensynsløsheden og den utryghed, de kriminelle familier skaber i samfundet, er nøjagtig den samme som den, banderne skaber.

SF vil opfordre til, at regeringen tager det her problem meget alvorligt, idet vi i vores nabolande Sverige og Tyskland kan se, at familiebaseret kriminalitet er et enormt problem. Forleden kunne man læse i Berlingske, at politiet i den tyske by Essen advarer om, at det tager mindst 10 år - formentlig meget længere - at dæmme op for kriminelle klaner, og at det kræver en organiseret og særdeles målrettet og vedvarende politiindsats (»Tysk politi: Det tager mindst ti år at inddæmme kriminelle klaner«, Berlingske, den 24. februar 2025). Også dette taler for at give politi og myndigheder øgede beføjelser, og det bør adresseres i forbindelse med de kommende forhandlinger om en flerårsaftale for politi og anklagemyndigheden, ligesom den nærmere finansiering foreslås at blive en del af de kommende flerårsforhandlinger.

Skriftlig fremsættelse

Karina Lorentzen Dehnhardt (SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om at lade multikriminelle familier omfatte af bandelovgivningen.

(Beslutningsforslag nr. B 158)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.