B 15 Forslag til folketingsbeslutning om at pålægge regeringen at indkalde til forhandlinger om en ny indeksering af pensionsalderen.

Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2024-25
Status: 2. beh./Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 09-10-2024

Fremsat: 09-10-2024

Fremsat den 9. oktober 2024 af Karsten Hønge (SF), Kirsten Normann Andersen (SF) og Carl Valentin (SF)

20241_b15_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 9. oktober 2024 af Karsten Hønge (SF), Kirsten Normann Andersen (SF) og Carl Valentin (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om at pålægge regeringen at indkalde til forhandlinger om en ny indeksering af pensionsalderen

Folketinget pålægger regeringen at indkalde til forhandlinger om en ny levetidsindeksering af pensionsalderen før den forestående afstemning om forhøjelse af pensionsalderen til 70 år med virkning fra 2040, som Folketinget skal stemme om i foråret 2025 (»Lovgivning - Folketingsåret 2024/2025«, regeringen, oktober 2024).

Bemærkninger til forslaget

I et interview med Berlingske den 13. august 2024 udtalte statsministeren, at Socialdemokratiet vil genforhandle velfærdsaftalen med henblik på at gøre den »mere socialt retfærdig og realistisk« og gøre op med den automatik, pensionsalderen stiger med (»Mette Frederiksen i opsigtsvækkende interview: Kommer med afgørende melding om danskernes pensionsalder«, Berlingske, den 13. august 2024). Både Venstre, Moderaterne og de øvrige partier bag velfærdsaftalen har i kølvandet været åbne for en genforhandling (»V og M om pensionsdebat: Det skal ikke kun handle om alder«, Jyllands-Posten, den 14. august 2024). Det betyder i praksis, at der ikke længere er opbakning til velfærdsaftalen i sin nuværende form.

I 2020 blev Kommissionen om tilbagetrækning og nedslidning nedsat, og i maj 2022 udkom kommissionen med sin afrapportering, der viser, at man kan lempe indekseringen og stadig have en finanspolitisk overholdbarhed. Det fremgår også, at den nuværende regulering indebærer, at vi kan forvente, at pensionsalderen gradvis stiger til 77 år i år 2100 (»Fremtidssikring af et stærkt pensionssystem«, Kommissionen om tilbagetrækning og nedslidning, maj 2022). Der foreligger således i dag et omfattende grundlag at genforhandle rammerne om pensionsalderen på.

Pensionsalderen er en meget vigtig faktor i danskernes arbejdsliv, og danskerne fortjener en afklaring, når emnet nu er kastet op i luften af regeringspartierne. En spørgeskemaundersøgelse gennemført af Epinion for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) viser, at 71 pct. af de adspurgte er bekymrede for, om deres helbred kan holde hele arbejdslivet, og at 71 pct. mener, at det er forkert at hæve pensionsalderen til 70 år (»Analyse: Betydelig bekymring om den stigende pensionsalder«, Fagbevægelsens Hovedorganisation, den 12. august 2024).

På den baggrund vil det være en fair behandling af danskerne at skabe tryghed og klarhed om rammerne om pensionsalderen ved at genforhandle den velfærdsaftale, som der ikke længere er politisk opbakning til.

Skriftlig fremsættelse

Karsten Hønge (SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om at pålægge regeringen at indkalde til forhandlinger om en ny indeksering af pensionsalderen.

(Beslutningsforslag nr. B 15)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.