Fremsat den 28. februar 2025 af Sigurd Agersnap (SF),
Lisbeth Bech-Nielsen (SF),
Pelle Dragsted (EL) og Søren Egge Rasmussen (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om at stramme regler for udlejning gennem Airbnb
og lignende tjenester
Folketinget pålægger regeringen at
fremsætte lovforslag eller ændre i administrative
forskrifter, der strammer reglerne for udlejning via Airbnb og
andre lignende tjenester, i dette folketingsår. Forslagene
skal indebære følgende:
1) At man fremover
kun kan korttidsudleje den bolig, man selv bor i, og hvor man har
folkeregisteradresse. Kravet skal ikke gælde for
korttidsudlejning af sommerhuse og ferieboliger.
2) At loftet for
antallet af udlejningsdage sænkes fra 70 til 35 dage
årligt.
3) At Airbnb og
andre lignende tjenester pålægges at indberette alle
udlejninger i Danmark med henblik på at sikre, at loftet
respekteres, og at ingen udlejere udlejer mere end én
bolig.
4) At kommunerne
får bedre muligheder for at kontrollere og sanktionere
ulovlig udlejning samt indføre yderligere restriktioner,
hvor det vurderes nødvendigt.
5) At der skelnes
mellem privat udlejning og erhvervsmæssig udlejning, hvor
sidstnævnte skal være underlagt samme regulering som
hoteller og andre overnatningssteder.
Bemærkninger til forslaget
Udlejning af boliger gennem Airbnb er steget
markant det seneste årti, især i storbyer som
København, Aarhus og Odense. Selv om privat
korttidsudlejning kan være en fordel for turister og
boligejere, har det også betydelige negative konsekvenser,
der kræver strammere regulering.
For det første er den stigende
mængde korttidsudlejninger en belastning for naboerne. Mange
beboere oplever øget larm, usikkerhed og forringet naboskab
i deres ejendomme, når der konstant kommer forskellige
turister i boliger, der reelt fungerer som hoteller. Det
underminerer den sociale sammenhængskraft i
boligområder og kan skabe et utrygt miljø.
For det andet bidrager korttidsudlejning til
at drive boligpriserne op. Når lejligheder i stigende grad
anvendes til korttidsudlejning, i stedet for at de anvendes til
langtidsudlejning eller er på ejerboligmarkedet, mindskes
udbuddet af boliger for almindelige borgere, hvilket presser
priserne op (»Study: Airbnb driving up housing costs«,
Rommel Lontayao, mpamag.com, den 16. august 2024). Det gør
det sværere for studerende, lavindkomstgrupper og almindelige
familier at finde en overkommelig bolig, især i
storbyerne.
For det tredje ser vi en udvikling, hvor
boligejere og investorer køber ejendomme udelukkende med
henblik på at udleje dem gennem f.eks. Airbnb på
permanent basis. Disse såkaldte airbnbhoteller opererer i
praksis som erhvervsmæssige udlejningstilbud uden at
være underlagt samme regler og krav som traditionelle
hoteller. Det skaber en skævvridning i markedet, hvor
hoteller, der betaler moms og skat og opfylder en række
lovkrav, er i unfair konkurrence med disse uregistrerede
korttidsudlejninger (»Stop ulovlig Airbnb-udlejning!«,
danskerhverv.dk, den 11. oktober 2024).
For det fjerde er de nuværende regler
vanskelige at håndhæve. Det nuværende loft
på 70 udlejningsdage årligt er svært at
kontrollere, og mange udlejere overskrider det uden konsekvenser.
Derfor forslås det, at onlineplatforme for korttidsudlejning
forpligtes til at indberette udlejningsdata til myndighederne,
herunder antallet af udlejningsdage (Boligudvalget, alm. del - svar
på spørgsmål 34, folketingsåret 2024-25).
Formålet med denne indberetningspligt er at muliggøre
en effektiv kontrol med, om reglerne for korttidsudlejning
overholdes, især med henblik på at sikre, at boliger
ikke udlejes ud over det lovbestemte maksimale antal dage.
Med dette forslag sikrer vi, at privat
korttidsudlejning forbliver en mulighed, men på en
måde, der beskytter almindelige boligsøgende, sikrer
rimelige konkurrencevilkår og bevarer byernes
beboelsesmiljøer.
Økonomi
Med beslutningsforslaget ønsker
forslagsstillerne at sænke antallet af udlejningsdage fra 70
til 35 dage. I den forbindelse lægges der op til, at der
laves en nedjustering af den årlige skattefri
beløbsgrænse for lejeindtægter. Dermed sigtes
der samlet set mod at holde ændringerne provenuneutrale.
Den øgede indberetning fra online
udlejningsplatforme forudsætter oprettelse af et nyt
it-system, som skal sikre håndhævelse af
indberetningspligten. Her foreslås det, at der udarbejdes en
model, hvor platformene eller udlejere på platformen via
skatteindtægter finansierer udgifterne til systemet.
Skriftlig fremsættelse
Sigurd Agersnap
(SF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om, at
stramme regler for udlejning gennem Airbnb og lignende
tjenester.
(Beslutningsforslag nr. B 148)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.