B 142 Forslag til folketingsbeslutning om at imødegå forslag om at ændre grænsedragning i Mellemøsten.

Udvalg: Udenrigsudvalget
Samling: 2024-25
Status: Fremsat

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 27-02-2025

Fremsat: 27-02-2025

Fremsat den 27. februar 2025 af Trine Pertou Mach (EL), Pelle Dragsted (EL), Peder Hvelplund (EL), Rosa Lund (EL), Søren Egge Rasmussen (EL), Leila Stockmarr (EL), Søren Søndergaard (EL), Victoria Velasquez (EL) og Mai Villadsen (EL)

20241_b142_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 27. februar 2025 af Trine Pertou Mach (EL), Pelle Dragsted (EL), Peder Hvelplund (EL), Rosa Lund (EL), Søren Egge Rasmussen (EL), Leila Stockmarr (EL), Søren Søndergaard (EL), Victoria Velasquez (EL) og Mai Villadsen (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om at imødegå forslag om at ændre grænsedragning i Mellemøsten

Folketinget pålægger regeringen aktivt at imødegå - bilateralt, i EU og i FN - og tage afstand fra ethvert forslag eller udspil om at ændre på grænser og territorier i forhold til palæstinensisk territorium, som er defineret af grænserne fra før seksdageskrigen i 1967 - dvs. Vestbredden, Gaza og Østjerusalem - og i forhold til Syrien, herunder Golanhøjderne og Libanon.

Folketinget pålægger regeringen alene at acceptere grænseforskydninger langs Israels grænser, der sker som led i en forhandlet løsning og med de berørte parters eksplicitte accept og godkendelse.

Bemærkninger til forslaget

Stærke politiske kræfter arbejder i disse år på at forskyde grænser mellem lande i Mellemøsten. Det gælder ekstremistiske israelske bosættere, der ønsker at udvide de folkeretsstridige bosættelser på palæstinensisk område, og som ultimativt ønsker at skabe et Storisrael, der ud over det nuværende Israel omfatter hele Vestbredden, Østjerusalem og Gaza.

Desuden har Israel annekteret dele af Golanhøjderne, der folkeretligt hører til Syrien, og i 2024 endda udvidet det annekterede område der.

Senest har USA's præsident, Donald Trump, fremlagt en plan, der går ud på, at USA skal »eje« Gaza, mens Gazas befolkning skal tage ophold i f.eks. Egypten og Jordan.

Danmark og skiftende danske regeringer har gennem årene stået på folkerettens grund. At militært stærke magter med trusler eller direkte invasion indtager andre landes territorier, er i strid med folkeretten og bør påkalde sig protester, afstandtagen og sanktioner, hvilket Danmark og andre vestlige lande med rette har demonstreret i anledning af Ruslands invasion af Ukraine i 2022.

De trusler, der i øjeblikket retter sig mod især palæstinensisk, men til dels også syrisk territorium fra stærke militærmagter som Israel og USA, bør påkalde sig bekymring og opmærksomhed. Det er baggrunden for nærværende beslutningsforslag, der har til formål at sikre, at den danske regering reagerer på passende vis, hvis Israel eller USA gør alvor af de aktuelle trusler mod de nævnte landområder, der grænser op til Israel. Samtidig mener forslagsstillerne, at regeringen allerede nu bør understrege, at sådanne anneksioner vil være fuldstændig uacceptable.

Yderligere bosættelser eller forskydning af grænser gennem trusler eller militær magt vil ikke bidrage til fred i Mellemøsten, men det modsatte. Det vil være et skridt væk fra det erklærede mål om en tostatsløsning, der omfatter staterne Israel og Palæstina.

Dette beslutningsforslag pålægger regeringen at tage afstand fra sådanne forskydninger af grænser, ikke bare med ord, men også ved relevante handlinger gennem EU, FN og andre internationale organer.

Forslaget pålægger regeringen alene at acceptere grænseforskydninger langs Israels grænser, der sker med de berørte parters eksplicitte accept og godkendelse, f.eks. i forbindelse med udveksling af territorier i forbindelse med en indgået fredsaftale.

Skriftlig fremsættelse

Trine Pertou Mach (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om at imødegå forslag om at ændre grænsedragning i Mellemøsten.

(Beslutningsforslag nr. B 142)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.